Mens de østortodokse kristne for nylig fejrede deres påskehøjtid, udsættes en historisk kirke i Istanbul – den engang så storslåede kristne by Konstantinopel – for endnu et overgreb fra de nuværende, statslige myndigheders side.
"Istanbuls historiske katedral og museum, Hagia Sophia, oplevede i lørdags den første Qur'an-recitation under sit tag efter 85 år," rapporterede det statsdrevne Anatolian News Agency of Turkey. "Direktoratet for religiøse anliggender åbnede udstillingen "Kærlighed til profeten" som del af en mindehøjtidelighed for den islamiske profet Muhammads fødsel."
 Hagia Sophia i Istanbul, engang den største katedral i den kristne verden. (Foto: Antoine Taveneaux/Wikimedia Commons) |
Selvom de kristne i dag udgør et meget lille mindretal i Tyrkiet, har kristenheden en lang historie i Lilleasien, fødested for mange kristne apostle og helgener, heriblandt Paulus af Tarsos, Timoteus, Nikolaus af Myra og Polykarpos af Smyrna.
Alle de første syv økumeniske råd blev afholdt i det, der i dag er Tyrkiet. To af de fem centre (patriarkater) i det gamle pentarki -- Konstantinopel (Istanbul) og Antiochia (Antakya) – befinder sig også her. Antiochia var det sted, hvor Jesu tilhængere for første gang blev kaldt for "kristne."
Tyrkiet er også hjemsted for de syv kirker i Asien, hvortil Johannes' åbenbaringer blev sendt. Gennem de følgende århundreder blev der oprettet talløse kirker over hele regionen.
En af disse, Hagia Sophia, var engang den største katedral i den kristne verden – indtil Konstantinopel faldt til osmannerne den 29. maj 1453, efterfulgt af tre dages tøjlesløse plyndringer.[1]
Hagia Sophia var ingen undtagelse. De plyndrende røvere banede sig vej til Hagia Sophia og hamrede dørene ind. Medlemmer af menigheden og folk, som havde søgt tilflugt der, blev deres bytte til fordeling blandt de osmanniske indtrængere.
Historikeren Steven Runciman skriver i The Fall of Constantinople, 1453 [Konstantinopels Fald]:
"De dræbte alle de mødte i gaderne, mænd, kvinder og børn uden forskel. Blodet løb i floder ned ad de stejle gader fra Petras højder og ned mod Det Gyldne Horn. Men snart aftog lysten til slagterierne. Soldaterne indså, at fanger og kostbare genstande ville indbringe dem større profit."[2]
Efter byens fald blev Hagia Sophia-kirken konverteret til en moske.
En moske med navnet Hagia Sophia (græsk Ἁγία Σοφία, "Hellig Visdom") er mulig, såfremt kirken underlægges et islamisk teokratis kontrol. Ligesom når en moske bliver kaldt for "den armenske moske Det Hellige Kors."
I 1930'erne omdannede den tyrkiske regering den til et museum. Men at gøre en kirke til et museum er heller ikke kendetegnende for en sandt demokratisk stat. En af de ting som Osmannerriget og det moderne Tyrkiet har til fælles, synes at være deres intolerance over for kirker.
I 2013 udtrykte Tyrkiets vicepremierminister, Bulent Arinc, sit håb om at se Hagia Sophia-museet blive brugt som moske og refererede ligefrem til det som "Hagia Sophia-moskeen."
"Tyrkiet konverterer ikke kirker til moskeer, fordi der er behov for flere moskeer og Tyrkiet ikke har resurser til at bygge dem," skrev Constantine Tzanos. "Det budskab, der sendes fra dem i Tyrkiet, som har gennemført omdannelsen af kristne kirker til moskeer og som kræver Hagia Sophias konversion, er, at Tyrkiet er en islamisk stat og ingen anden religion tolereres."
I november 2014 aflagde pave Frans det fjerde besøg nogensinde for en pave i Tyrkiet. Det tyrkiske udenrigsministeriums talsmand Tanju Bilgic fortalte journalisterne, at under turen ville spørgsmålet om en "alliance af civilisationer, dialog mellem kulturer, xenofobi, kampen imod racisme og politiske udviklinger i regionen" være på dagsordenen.
Pave Frans' dagsorden burde faktisk have omfattet de kirker i Tyrkiet, som er blevet ødelagt, beskadiget eller omdannet til meget andet, herunder stalde – ligesom den historiske armenske gregorianske kirke i provinsen Izmir (Smyrna). "Nogle beboere sætter deres køer og heste ind i kirken, mens omegnens beboere klager over, at kirken er blevet et samlingssted for narkomaner og drankere," rapporterede avisen Milliyet.
Et andet offer for Tyrkiets intolerance over for kirker, Agios Theodoros' byzantinske kirke i Istanbul, blev første gang konverteret til en moske under den osmanniske sultan Mehmed II; den blev opkaldt efter Mollah Gurani, den fjerde sheikh-ul-islam (den myndighed som styrede muslimernes religiøse affærer i Osmannerriget).
Det blev rapporteret i marts 2014, at indgangspartiet i den tidligere kirke-moske er omdannet til et "hus" og overetagen er blevet til en "lejlighed." Der er også blevet opført et skur i haven. Præstens rum er nu toilet.
Så mange århundreder senere synes de osmanniske tyrkeres vaner uændrede.
I dag har Tyrkiet en mindre procentdel af kristne borgere end nogen af sine naboer – mindre end Syrien, Irak og Iran. Den største årsag hertil var de assyriske, armenske og græske nedslagtninger eller folkedrab mellem 1915 og 1923.
Mindst 2,5 millioner indfødte kristne i Lilleasien blev dræbt – enten direkte massakreret eller som ofre for deportationer, slavearbejde eller dødsmarcher. Mange af dem døde i koncentrationslejre af sygdomme eller sult.
Mange grækere, som overlevede slagterierne, blev fordrevet fra deres hjem i Lilleasien i den tvungne befolkningsudveksling mellem Tyrkiet og Grækenland i 1923.
Den fysiske tilintetgørelse blev efterfulgt af en kulturel udslettelse. Gennem hele den tyrkiske republiks historie er utallige kristne kirker og skoler blevet ødelagt eller omdannet til bl.a. moskeer, lagerbygninger eller stalde.
Klummeskribenten Raffi Bedrosyan rapporterede i Armenian Weekly, at
"Der er kun 34 kirker og 18 skoler tilbage i Tyrkiet i dag, de fleste i Istanbul og med mindre end 3.000 elever i disse skoler."
...
"En nylig undersøgelse fastsætter antallet af armenske kirker i Tyrkiet før 1915 til omkring 2.300. Antallet af skoler før 1915 anslås til næsten 700, med 82.000 elever. Disse tal gælder kun for kirker og skoler, som var under Istanbuls armenske patriarkats og den apostolske kirkes jurisdiktion og indbefatter derfor ikke de mange kirker og skoler, som tilhørte de protestantiske og katolske armenske sogne."
Walter Flick, akademiker ved International Society for Human Rights i Tyskland, siger at det kristne mindretal i Tyrkiet ikke har de samme rettigheder som det muslimske flertal.
"Tyrkiet har næsten 80 millioner indbyggere," har han udtalt. "Der er kun omkring 120.000 kristne, hvilket svarer til mindre end 1 procent af befolkningen. Kristne bliver afgjort opfattet som andenrangsborgere. En ægte borger er muslim, og de der ikke er muslimer, bliver betragtet som mistænkelige."
Ifølge en undersøgelse fra 2014 gav 89% af den tyrkiske befolkning udtryk for, at det der definerer en nation, er tilhørsforholdet til en bestemt religion. Blandt de 38 lande, som deltog i undersøgelsen af, hvorvidt det at tilhøre en bestemt religion [islam] er vigtigt for definitionen af begrebet om en nation, rangerede Tyrkiet, med sin bekræftelse fra 89% af befolkningen, som nummer ét i verden. [3]
"På en vis måde har Ankaras politik over for Tyrkiets kristne borgere føjet et moderne lag fernis og sofistikeret brutalitet til de osmanniske normer og praksisser," skrev forsker i politisk videnskab dr. Elizabeth H. Prodromou og historiker dr. Alexandros K. Kyrou. "Med ordene fra en anonym kirkehierark i Tyrkiet, som frygter for sin floks liv, er kristne i Tyrkiet i dag en truet art."
Den 4. april 1949 erklærede traktatunderskriverne i NATO [North Atlantic Treaty Organization] i Washington D.C.:"Parterne i denne traktat bekræfter deres tro på formålet og principperne i FN's charter samt deres ønske om at leve i fred med alle folkeslag og regeringer. De er fast besluttet på at sikre deres befolkningers frihed, fælles arv og civilisation, grundlagt på principperne om demokrati, den enkeltes frihed og retssamfund. De søger at fremme stabilitet og trivsel i det nordatlantiske område. De er indstillet på at forene deres kræfter med henblik på kollektivt forsvar og bevarelse af fred og sikkerhed."
Deltagelse i EU og NATO kræver, at man respekterer de jødiske, kristne, hellenske og sekulære, humanistiske værdier, som har kendetegnet vestlig civilisation og bidraget til borgerlige rettigheder, demokrati, filosofi og videnskab, som alle kan have gavn af.
Det er desværre lykkedes for Tyrkiet, medlem af NATO siden 1952 og angiveligt kandidat til medlemskab af EU, stort set at udslette hele den kristne kulturarv i Lilleasien.
Alt dette minder om det, som ISIS og andre jihadist-hære har foretaget sig i Mellemøsten. I Tyrkiet udsættes den tilbageværende kristne befolkning, børnebørnene til dem der overlevede folkedrabene, stadig for diskrimination. De gamle vaner fra de osmanniske tyrkere synes ikke at ville dø.
Uzay Bulut, født muslim, tyrkisk journalist baseret i Ankara.
[1] Runciman, Steven (1965), The Fall of Constantinople, 1453. Cambridge: Cambridge University Press.
[2] Ibid.
[3] I 2014 forestod professor Ersin Kalaycioglu fra Sabanci Universitet og professor Ali Carkoglu fra Koc Universitet en undersøgelse, "Nationalism in Turkey and in the world" [Nationalisme i Tyrkiet og i verden], baseret på interviews med tyrkiske borgere over 18 år i 64 byer over hele Tyrkiet. "Ifølge [tyrkiske] borgere på gaderne er en tyrk altså en, der er muslim," sagde prof. Carkoglu.