I denne påske kunne verden sende en tanke til verdens kristne. I Vesteuropa er denne tid på året i stigende grad sekulariseret, men i store dele af den øvrige verden bliver mennesker ubarmhjertigt massakreret på grund af en tro, som store dele af den udviklede verden blev grundlagt på, men som den nu ignorerer.
En enkelt dag i ugen sammenfatter tendensen. Skærtorsdag i sidste uge gjorde radioannoncer i Storbritannien reklame for påskeudsalget. En annonce fortalte, at efter "langfredag" kunne kunderne være sikre på en "strålende påskelørdag." Andre steder, som f.eks. i Kenya, vil skærtorsdag fremover have en meget anderledes klang.
Skærtorsdag drog en gruppe jihadister fra den al-Qaeda-forbundne terrorgruppe al-Shabaab ind på universitetsområdet ved Garissa College University i Kenya, og de studerende begyndte at løbe for deres liv. De bevæbnede mænd, som gik ind på området, delte deres mål op i grupper efter religion. Mens de gik fra værelse til værelse og fra kollegium til kollegium, spurgte de de studerende ud om deres religion. Ifølge en BBC-reportage fik de, der kunne besvare de spørgsmål om islam, som terroristerne stillede, og som derfor var muslimer, lov til at gå. De, der ikke kunne, og som derfor var kristne, blev dræbt. Studenterforeningens næstformand, som var vidne til uhyrlighederne, beskrev ligeud hvad han så: "Hvis man var kristen, blev man skudt på stedet."
Taktikken og den religiøse opdeling i overlevende og ofre minder om andre rædselsgerninger i nyere historie. Men i Kenya genkalder man sig især massakren i butiksområdet Westgate i Nairobi i 2013, hvor 67 mennesker blev myrdet med koldt blod. Også her fik muslimerne lov til at gå, mens de kristne blev slagtet. De kenyanske myndigheder mener, at det er den samme hjerne -- Mohammed Mohamud – der står bag begge angreb.
Dødstallene skærtorsdag var endda højere end i Nairobi. Myndighederne siger, at hele 148 mennesker – de fleste studerende, foruden to sikkerhedsvagter – blev dræbt på deres studieområde.
Skønt verden måske igen kortvarigt har rettet opmærksomheden mod Kenya, vender den ryggen til ofrene for denne vold. På samme måde som USA's præsident ikke ønsker at indrømme den religiøse drivkraft som fører til, at "tilfældige mennesker" bliver skuddræbt i et kosher supermarked i Paris, vil hele den vestlige verden nødigt indrømme årsagen til, at kristne befinder sig på frontlinjen i denne globale konflikt. Da Boko Haram kidnappede 300 skolepiger i det nordlige Nigeria sidste år, var der næsten ingen i verdenspressen – og ingen af verdens ledere – som påpegede den simple kendsgerning, at disse skolepiger blev kidnappet, fordi de var kristne.
Ligeledes, da ISIS opstillede 21 mænd i en lang række på Libyens kyst i februar og huggede hovedet af dem, så deres blod sprøjtede ud i Middelhavet, kaldte størsteparten af verdenspressen og næsten alle verdens ledere – herunder lederen af den frie verden – disse ofre for "egyptere." Men det, der fremhævede disse mænd og fremhævede dem i ISIS' øjne, var ikke at de var egyptere, men at de var "koptere" – at de var kristne. Hvad ville USA's præsident sige, hvis de sorte, som blev lynchet i Amerikas gamle sydstater, blev kaldt for "tilfældige mennesker" eller "amerikanere"?
Det er usandsynligt, at verden vil komme til at høre dette betonet i kølvandet på den seneste massakre i Kenya. Al-Shabaab har selvfølgelig ingen problemer med at betone dette faktum. I denne uge pralede dens talsmand klart af de religiøse motiver bag Garissa-angrebet, selv mens rædslerne endnu foregik: "Der er mange lig af døde kristne inde i bygningen," sagde han. "Vi har også mange levende kristne fanger."
Visse mønstre kan nu genkendes bredt i denne tidlige periode af den verdensomspændende krig imod islamisk fundamentalismes totalitære krav. Nogle mønstre, såsom vore fjenders blodtørst, er nemme at få øje på. Men andre synes at være sværere at erkende eller indrømme, fordi der er tale om mønstre, som vi og ikke de bærer ansvaret for – som f.eks. vore motiver for at tolerere og endda muliggøre denne adfærd.
Hvem kan f.eks. forklare, hvorfor Vesten tøver så meget med at indrømme disse morderes motiver? Kan nogen forklare, hvorfor Vesten kommer med fantasifulde undskyldninger for, hvad morderne gør, trods deres egne fuldkommen tydelige forklaringer af hvad de foretager sig? Når ofrene er jøder, ønsker vi ikke, at de skal være jøder -- blot "tilfældige mennesker." Når ofrene er kristne, ønsker vi ikke, at de skal være kristne – blot "egyptere."
Der er hele tiden "noget andet" vi ønsker skal være tilfældet. I kølvandet på angrebene i København i februar skete der for eksempel en optrapning af sikkerheden ved de fleste jødiske institutioner overalt i Europa. Kun lidt af dette kom i mediernes fokus. Men da et mindre initiativ fandt sted i Norge, hvor nogle ganske få muslimer deltog og sammen med andre dannede en menneskekæde, som i en symbolsk aktion stod rundt om synagogen i et par timer, tiltrak denne historie overskrifter og nyhedsdækning over hele verden. Jeg siger ikke, at den slags initiativer ikke er gode og ikke skal påskønnes. Men der er tale om ganske små glimt af lys, som får en forbløffende stor dækning og vurderes til at have en kolossal og nærmest seismisk indflydelse.
Når muslimer går målrettet efter kristne og jøder, fordi de er kristne og jøder, så hedder det "lad være med at fokusere på muslimernes motiver." Når muslimer forsvarer kristne og jøder, hedder det "fokuser vildt meget på muslimernes motiver."
Bedrøveligt nok narrer vi i virkeligheden os selv. Det er muligt, at vore politiske ledere mener, at de ikke bør indrømme jihadisternes religiøse motiver og psykopati, da det ellers ville fremkalde et frygteligt tilbageslag imod muslimerne som helhed. Men det synes at være en grov fejlbedømmelse. Ikke kun fordi sådan en reaktion er højst usandsynlig i den udviklede del af verden, men fordi mange i befolkningerne i dag selv helt tydeligt kan se, hvad der foregår. Mennesker på frontlinjen, i Kenya, Libyen, Egypten, Sydsudan, Nigeria, Syrien, Irak og en lang række lande, hvor mennesker bliver dræbt, fordi de er kristne, ser det tydeligere end nogen.
Der findes ingen nemme svar på alt dette. Men et skridt i den rigtige retning kunne være at forsøge at se problemet i øjnene og gøre, hvad vi kan for ofrene. Mit eget forslag vil være, at folk, hvad enten de er religiøse eller sekulære, i stedet for at gå på indkøb på denne "strålende" påskelørdag eller påskesøndag i det mindste bruger lidt tid i påsken på at tænke over – og gøre hvad de kan for at hjælpe -- de plagede kristne samfund verden over. Det er en af de største tragedier man kan forestille sig, at to tusind år efter den lidelseshistorie, som de mindes i denne uge, bliver kristne stadig dræbt på grund af deres tro. Det eneste der gør denne tragedie endnu større er, at verden ikke synes at ville indrømme, hvorfor disse kristne dør.