Der ligger en uudtalt racistisk forudsætning bag kampagnen for en særskilt palæstinensisk arabisk stat, nemlig: at ingen jøder skal have lov til at bo der. Antagelig er dette grunden til, at ethvert område på Vestbredden, hvor der i dag bor jøder, kaldes for en "bosættelse." Formodningen er tilsyneladende, at hele området udgør en ulovlig koloni.
 Kort over Palæstina trykt i 1890 i et atlas ved John Y. Huber & Co. fra Philadelphia (klik for at forstørre). |
Mindre kendt er det, at selvom jøder kontinuerligt har levet i denne region -- dens navn er Judæa – i næsten 4.000 år, betragtes hele staten Israel, ikke kun Vestbredden, af mange muslimer som en "ulovlig bosættelse." Konsulter blot et hvilket som helst kort over "Palæstina." Det er præcis denne holdning, der er den grundlæggende kilde til kontroversen. Den egentlige kontrovers handler ikke om en "palæstinensisk stat." Den handler om, hvem der har ret til hele området. Dette er også grunden til, at de palæstinensiske forhandlere aldrig vil underskrive en aftale om "konfliktens ophør." Som vi har set det med Syrien og Irak: "officielle grænser," selv hvis "linjen fra før 1967" medregnes, betyder ikke noget længere.
Desuden bliver Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) -- Mahmoud Abbas' Fatah såvel som Hamas – ved med at indpode den næste generation af arabiske palæstinensere, at Israel er dømt til at forsvinde. PA fortsætter med at skildre en verden uden Israel og en fremtid uden Israel -- en vision, som første gang blev nedfældet i Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO's ti-punktsprogram fra 1974, kaldet "faseplanen." Dens udtrykkelige mål – som aldrig er blevet annulleret -- er "befrielsen af hele Palæstina." Dette skal gennemføres i faser, efter en "salami-metode", hvorved ethvert opnået område skal bruges som en fremskudt base, hvorfra man kan erobre resten.[1]
Hamas, som PA nu er tilsluttet i en "enhedsregering," fører faseplanen en smule længere. I sine vedtægter gør Hamas sig til fortaler ikke blot for at fordrive Israel, men tillige for at dræbe alle jøder i hele verden, altså folkedrab. Dette er heller aldrig blevet annulleret.
Den uredelige, diplomatiske komedie, som i dag udspiller sig i USA og Europa, hvor de palæstinensiske arabere betragtes som de eneste ofre, ignorerer den historiske kendsgerning, at et jødisk krav på disse områder er mindst lige så gyldigt, hvis ikke mere.
Det er ikke jøderne eller israelerne, der har afvist fred; de har underskrevet aftaler, som stadig er i funktion, med både Jordan og Egypten og har givet palæstinenserne den ene mulighed efter den anden for at gøre det samme.
Det var araberne og muslimerne, der afviste den delingsplan, som de internationalt blev tilbudt i 1947.[2] Det var araberne og muslimerne, der angreb Israel den dag, det blev grundlagt – ligesom de har gjort det i hver eneste krig siden hen – men blev slået.[3] Våbenstilstandslinjen fra 1949 – hvor kampene standsede – bliver nu udpeget som den nye grænse, som Israel menes at skulle trække sig tilbage til.
Og nu skal de så belønnes for deres aggression?
Næsten to millioner arabere med fulde og lige rettigheder har siden boet i Israel frem til i dag. Ironisk nok har de større rettigheder, end de ville have i nogen anden stat i regionen, herunder sæder i Israels parlament, Knesset, hvorfra mange af dem frit og højlydt kritiserer Israel uden ophør. Ikke-muslimer nyder i mange islamiske stater ikke fuldt statsborgerskab. Minoriteter bliver i mange muslimske stater behandlet som dhimmier, i bedste fald: "tålte" andenklasses borgere, som skal betale beskyttelsespenge (jizya) blot for at leve efter deres muslimske herskeres forgodtbefindende.[4]
Der har i flere år været en stille bevægelse igang – et diplomatisk kunstgreb – som antyder at "Israel," navnet, måske kan få lov til at eksistere, men som en muslimsk stat, hvor jøder måske kan få lov til at bo, som dhimmier. Samme plan findes sandsynligvis blandt mange muslimer med henblik på at herske over katolikkerne i dele af Spanien. Bemærkningen om at blive behandlet som dhimmier i deres eget historiske hjemland er just ikke blevet modtaget af jøder med synderlig begejstring.
For at beskytte Israel mod en sådan manøvre har nogle israelere foreslået, at landets parlament vedtager en lov, hvor Israel officielt erklæres for en jødisk stat -- ligesom Iran, Pakistan og Afghanistan officielt er islamiske stater, og ligesom England officielt er en anglikansk kristen stat. Men i modsætning til lederne i Iran og England er de, der har foreslået, at Israel officielt bliver en jødiske stat, blevet fordømt som racister.
Det spørgsmål, som ikke vil gå væk, lyder: Hvorfor denne dobbeltmoral?
Mens bunken af beviser på at ethvert område som Israel i dag måtte afstå, vil være sårbart over for en overtagelse ved ekstremistiske islamiske terrorister, bliver ved med at vokse, synes der at være en anden diplomatisk bevægelse igang blandt visse europæere om ensidigt at give palæstinenserne deres egen stat. Antagelig er det helt i orden med disse europæere, hvis en sådan stat bliver styret af islamistiske terrorister såsom Hamas, eller hvis den bliver overtaget af terrorister, der er endnu værre end Hamas, såsom ISIS. Antagelig er det helt i orden med disse europæere, hvis denne ledelse forbliver undertrykkende, lovløs og despotisk – ligeglad med menneskerettigheder, retssamfund og ansporende til folkedrab. Og disse europæere mener virkelig, at de er så gode og moralske?
Hidtil er de diplomatiske fremskridt henimod dannelsen af en særskilt palæstinensisk stat udelukkende sket med en hyklerisk, ikke-bindende godkendelse fra flere af EU-medlemsstaternes parlamenter, nemlig Sverige, Irland og Frankrig.
Et sådant skridt tilsidesætter åbenlyst FN's egne internationale aftaler – underskrevet af alle parter under international lov. Disse fastslår, at konflikten mellem Israel og palæstinenserne udelukkende skal løses gennem direkte forhandling mellem parterne.
Gennem årtier har FN's manglende overholdelse af egne diplomatiske aftaler givet palæstinenserne mulighed for at opdigte en falsk fortælling. Ydermere har FN tilranet sig det fuldkommen falske skær af legitimitet til at skabe endnu en arabisk stat.
Med sin manglende overholdelse af international lov må FN primært betragte sig selv som den største overtræder af denne.
Internationalt bindende konferencer og traktater efter Første Verdenskrig, såvel som Nationernes Ligas (League of Nations, LN) mandatsystem nævner intet sted, at nogen del af landet Palæstina skal afstås til arabere. Alle disse internationale dokumenter udtaler tværtimod, at den nye stat, som vil opstå ved LN's tildeling af Palæstina-mandatet til Storbritannien, skal være et "Jødisk Nationalhjem." Endvidere blev dette Jødiske Nationalhjem også anerkendt som bestående af det historisk anerkendte, bibelske Israel, herunder Judæa og Samaria, som man i dag ofte henviser til med betegnelsen "Vestbredden" af Jordan-floden.
Disse dokumenter indeholder ingen flertydighed og ingen modberetninger, som antyder noget andet. Faktisk bekræftede USA's præsident Calvin Coolidge i 1922 begejstret, at det var officiel amerikansk politik at anerkende en planlagt fremtidig stat for det jødiske folk, med sin støtte til en fælles resolution i den amerikanske kongres om at godkende Balfour-deklarationen.[5] Ligeledes blev den historiske kendsgerning heller aldrig betvivlet, at Jerusalem altid har været Israels hovedstad samt udelt og i sin helhed inden for landet Israel.
Denne sidestilling af internationalt bekræftede, lovmæssigt dokumenterede, historiske tilsagn med den herskende palæstinensiske fortælling om "ofre for besættelse" er simpelthen blot endnu et ekstremt eksempel på "historisk revisionisme," en Kreml-specialitet. Medmindre denne falske fortælling udstilles som det den er, en opdigtet fabrikation, bør praktiserbarheden af international lovgivning – og fortsat amerikansk finansiering af FN – drages stærkt i tvivl.
Dr. Lawrence A. Franklin var Iran Desk Officer for forsvarsminister Rumsfeld. Han har også været i aktiv tjeneste i den amerikanske hær og oberst i luftvåbnets reserver, hvor han var militærattaché ved den amerikanske ambassade i Israel.
[1] Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) fremlagde ved det 12. møde i Det Palæstinensiske Nationalråd i Cairo i 1974 sin "ti-punktsplan," kaldet "faseplanen" eller "salami-metoden" på grund af dens accept af en trinvis proces, indtil hele det territorium som Israel besidder, bliver erobret med alle nødvendige midler.
[2] Den Arabiske Ligas generalsekretær, Abdul Rahman Azzam (Azzam Pasha), afviste FN's delingsplan af 1947.
[3] Israel havde gentagne gange sagt, at enhver araber, som blev boende, ville være velkommen, hvilket bevidnes af at der lever omkring to millioner araber inden for Israels grænser i dag.
[4] Dhimmitude: Jews and Christians under Muslim Rule, af Bat Ye'or, 1985.
[5] Resolutionen blev senere godkendt af 37 statsguvernører.