 Israel – som ikke længere er diplomatisk isoleret – synes at indtage en mere fremtrædende politisk og militær rolle i Mellemøsten, idet Irans stadig mere aggressive politik over for flere af regionens stater har skruet op for samarbejdet mellem primært de sunnimuslimske arabiske Golf-stater og Israel. Kun Israel synes at eje viljen og resurserne til at konfrontere den vestlige civilisations dobbelte udfordring, som udgøres af et revolutionært Iran og islamisk ekstremisme. (Billedkilde: iStock) |
Israel – som ikke længere er diplomatisk isoleret – synes at indtage en mere fremtrædende politisk og militær rolle i Mellemøsten. I kølvandet på Israels generøse fredsbetingelser til landets arabiske naboer besluttede stater som Egypten og Jordan for flere årtier siden at optage diplomatiske forbindelser til den jødiske stat. For relativt nylig har islamiske lande som De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Marokko og Sudan ligeledes besluttet at normalisere deres forbindelser til Israel. I øjeblikket synes disse stærke, nye bånd at føre til et samarbejde på et endnu dybere strategisk niveau, især over for den destabiliserende trussel mod området fra et stadig mere aggressivt og hegemonisk Iran.
For indeværende er det lykkedes Iran – hvis man ser bort fra dets vovestykker i Sydamerika, hvorfra det har nemmere ved at true Nordamerika – sommetider via stedfortrædere så som Houthierne, Hamas og Hizbollah at trænge ind i Yemen, i et tilsyneladende bud på at fortrænge og erstatte Saudi-Arabien, foruden i Irak, Bahrain, Syrien, Libyen, Libanon og Gazastriben.
Irans stadig mere aggressive politik over for flere af regionens stater har skruet op for samarbejdet mellem primært sunnimuslimske arabiske Golfstater og Israel. Den sunni-shiamuslimske teologiske borgerkrig inden for islam synes stadig at fyre op under destabiliseringen i Mellemøsten – især med den på det seneste genopståede bejlen fra den amerikanske regering til Mellemøstens største forårsager af splittelse, Iran.
I første omgang, i Obama-årene, kunne man måske forstå fantasien om, at en berigelse og styrkelse af Iran kunne få dette til at opgive sit længe nærede ønske om et atomprogram og ekspansionistiske aktiviteter, for ikke at nævne de ekstreme overgreb på landets egne borgere. Men i dag har verden set, at planen ikke fungerede og at Iran alligevel har snydt og bedraget hele vejen igennem.
Hvad i alverden er det da, at USA forventer af en gentagelse af denne katastrofale øvelse? Både for israelerne og Golfens arabiske monarkier bliver Irans shia-regionale imperium og trang til at lede den muslimske verden med rette anset for at udgøre en eksistentiel trussel.
Israels stigende position som militærmagt i regionen er tydeligvis et biprodukt af den nye amerikanske politiske beslutning om at reducere egen militær tilstedeværelse i Mellemøsten. Den amerikanske beslutning blev antagelig truffet for at konfrontere nogle stadig mere betydningsfulde nationale sikkerhedsudfordringer så som Kinas hurtigt ekspanderende magt i Stillehavets Asien. Men det amerikanske skridt skaber et magttomrum, som kun Israel er i stand til at udfylde. Kun Israel synes at eje viljen og resurserne til at konfrontere den vestlige civilisations dobbelte trussel, som udgøres af et revolutionært Iran og islamiske ekstremisme.
Det israelske luftvåbens bombninger af Irans voksende militære aktiver i det vestlige Syrien i områderne over for den jødiske stats Golanhøjder er ubønhørlige. Desuden er Israels fortsatte overvågning af Irans skibe i regionens farvande en opmuntring for Golfstaternes moral og yderligere bevis på, at de arabiske monarkiers lederes beslutning om at række hånden ud til Israel var det rette valg. Israel fortæller muligvis også Biden-administrationen, at landet ikke vil lade sig begrænse af amerikansk finfølelse, hvis den israelske stats nationale sikkerhedsinteresser er truet.
Israels prestige blandt naboerne bæres oppe af landets ry for videnskabelige, teknologiske og medicinske fremskridt samt dets iværksætterånd, som ligeledes har vakt beundring i flere af regionens stater.
En israelsk mulighed for at demonstrere, at landet er og bliver en "stærk spiller", kunne være en fremtidig beslutning om at styrke Saudi-Arabiens luftforsvar imod iranske missilangreb eller pro-iranske Houthiers udsendelse af bevæbnede droner fra Yemen. Sådan en beslutning kunne bidrage til at beskytte kongerigets olieindustrifaciliteter. En anden mulighed, som Israel med sine sofistikerede luftforsvarssystemer på flere niveauer kunne iværksætte, ville være at trække Jordan ind i et forsvarssamarbejde, som kunne styrke kong Abdullah II's truede styre i Amman. Israel kunne også besidde større fleksibilitet end USA med hensyn til at etablere diplomatiske forbindelser til enten Tyrkiet eller Rusland, idet ingen af disse antagelig er ivrige efter at se Syrien blive en permanent vasalstat for Iran.
Måske er den mest imponerende israelske aktivitet, som kan have styrket nabostaternes beslutning, det israelske efterretningsvæsens fortsatte succes med hensyn til at indsamle oplysninger om Irans atomvåbenprogrammer. Israels multidimensionale og aggressive forsvar af regional stabilitet vil sandsynligvis også efterhånden få endnu flere af regionens islamiske stater til at tilslutte sig "Abraham- Aftalerne."
De, der er involverede i det amerikanske udenrigsministerium og efterretningsvæsen, ville gøre klogt i ikke at tvivle på Israels vilje til at handle på egen hånd i egen interesse – og ironisk nok dermed i USA's og den frie verdens interesse – trods pres fra dets amerikanske allierede, der til tider har været kendt for at anbefale selvmordstruende tilbageholdenhed.
Dr. Lawrence A. Franklin var Iran ministersekretær under forsvarsminister Rumsfeld. Han har også været i aktiv tjeneste i den amerikanske hær og officer i luftvåbenets reserver.