Alvorlige menneskerettighedsovertrædelser mod religiøse og etniske minoriteter er blevet tiltagende almindelige i den muslimske verden. Ikke kun jøder bliver ramt, men som verden har set, også kristne, hinduer, baha'ier, alevier, shi'iter, sunnier – og hvem som helst, der ikke retter ind efter en eller anden selvudnævnt persons vision af islam. Muslimer bliver brændt levende, kristne får hovedet skåret af på en strandbred, et kristent par i Pakistan kastes levende i en brændende ovn, kirker og bibler er ikke tilladt i Saudi-Arabien, og der findes skiltede ruter og afkørselsveje for folk der ikke er muslimer. Det er svært at få større "apartheid" end det.
Mens aktivisterne fra BDS-bevægelsen (Boycott, Divestment and Sanction/Boykot, løsrivelse og sanktioner) har travlt med at slå løs på Israel, bliver yazid-børn og -kvinder voldtaget af Islamisk Stats (IS) terrorister, iranske kurdere afventer under tortur deres egen henrettelse, og kristne sælges som slaver eller bliver halshuggede. At være forfulgt er blevet en integreret del af dagligdagen i kristnes tilværelse overalt i den muslimske verden. Men hvor er massemøderne, demonstrationsoptogene, flotillerne og boykotterne imod disse regimer og terrorister fra de grupper, som altid er så hurtige til at fordømme Israel?
 Anti-Israel demonstranter i Australien kræver Boycott, Divestment and Sanctions (BDS), juni 2010. (Foto: Takver/Wikimedia Commons) |
Kvinder og piger i Nigeria og Irak, nogle helt ned til 12-årsalderen, sælges til seksuelt slaveri, tvinges til at konvertere, voldtages og tortureres i en jihadistisk etnisk udrensningskampagne ved militante fra Islamisk Stat og Boko Haram. Iran fortsætter dagligt med at forfølge, torturere og hænge sine kurdiske borgere. Og kristne i den muslimske verden trues af folkemord en masse; de bliver kidnappet, myrdet eller tvunget til at konvertere.
Samtidig med at hele denne forfølgelse finder sted i den muslimske verden, er der faktisk aktivister, som har haft travlt med at arrangere hysteriske, jøde-angribende begivenheder under betegnelsen Israeli Apartheid Week (IAW, Israelsk apartheid-uge) i februar og marts i år.
Deres webside beskriver IAW som "en international begivenhedsrække, som søger at øge opmærksomheden over for Israels apartheidpolitik mod palæstinenserne og skabe støtte til den voksende Boycott, Divestment, and Sanctions (BDS)-kampagne." Begivenhederne, siger de, finder sted næsten over hele verden lige fra England, USA, Canada, Europa til Sydafrika og Sydamerika.
Med andre ord, mens millioner af mennesker over hele verden lider under en ægte og ekstrem forfølgelse udført af islamister, er det Israel, Mellemøstens eneste demokrati – hvor ingen står over loven, hvor borgerne har lige rettigheder og ingen bliver myrdet for at have givet udtryk for sin politiske holdning – der bliver skydeskive og terroriseret af disse såkaldte "menneskerettighedsaktivister" og akademikere. Døve og blinde over for de ægte lidende overalt i verden ligner disse jødehadere i virkeligheden blot hjernevaskede, misinformerede neo-antisemitter.
Som den amerikanske advokat, Alan Dershowitz, siger:
BDS-bevægelsen er umoralsk, fordi den overtræder selve kerneprincippet i forbindelse med menneskerettigheder: nemlig, "det værste først." Israel er blandt de frieste og mest demokratiske lande i verden. Det er bestemt det frieste og mest demokratiske land i Mellemøsten. Dets arabiske borgere har flere rettigheder end arabere noget andet sted i verden. De deltager i Knesset, i domstolene, i udenrigstjenesten, i de højere uddannelser og i forretningsverdenen. De kan frit kritisere Israel og støtte dets fjender... Desuden er Israels ry for at undgå civile tab, når de kæmper mod fjender der skjuler deres soldater blandt civile, uden sidestykke i verden i dag.
Forfølgelse af yazid-folket
I august 2014 kidnappede Islamisk Stats (IS) terrorister i hundred-, måske tusindvis af yazid-mænd, kvinder og børn, der var på flugt fra dens invasion af Sinjar [Shingal]-regionen i Irak.
"Et nyt Halabja overgår os," sagde en yazid-kvinde, der blev interviewet på det kurdiske Rudaw TV, idet hun refererede til et folkedrabsangreb med kemiske våben på den irakiske by Halabja, hvor godt og vel 5.000 kurdiske civile, heriblandt kvinder og børn, blev slået ihjel af det irakiske regime under Saddam Hussein den 16-17. marts 1988. "Vi er handicappede, vi kan ikke gå længere," sagde hun. "Uden mad, uden vand er vore børn alle døde."
En anden yazid-flygtning fortalte Rudaw TV, at tre af hendes døtre havde begået selvmord -- efter at de var blevet voldtaget og senere havde fået lov til at vende tilbage til deres familie. "Mine døtre opfordrede folk til at dræbe dem," sagde deres mor, "men der var ingen, der ønskede at gøre det. Så de sprang ud fra bjerget."
Ifølge Amnesty International blev
"I hundredvis af mændene…dræbt, og andre blev under dødstrusler tvunget til at konvertere til islam. Unge kvinder og piger... blev skilt fra deres forældre og ældre familiemedlemmer og solgt, givet bort som gaver eller tvunget til at gifte sig med IS-krigere og deres støtter. Mange er blevet udsat for tortur og anden mishandling, herunder voldtægt og andre former for seksuel vold, og er ligeledes blevet presset til at konvertere til islam."
Islamisk Stat, i dag ledsaget af Boko Haram som er en lige så barbarisk jihadistgruppe, holder stadig hundredvis af mennesker fangne, heraf mange kvinder og børn.
Forfølgelse af kurdere i Iran
Situationen i Iran er lige så ulykkelig. Politiske fanger, hvoraf mange er kurdere, bliver tortureret og hængt af de iranske myndigheder.
For få uger siden henrettede de iranske myndigheder en ganske ung lovovertræder, Saman Naseem, kun 17 år ved sin anholdelse, foruden en kurdisk politisk fange, ifølge Iran Human Rights (IHR). Naseem blev dømt til døden i april 2013 ved en kriminalretslig domstol for "fjendskab mod Gud" (moharebeh) og "korruption på jorden" (ifsad fil-arz) på grund af sit medlemskab af partiet Party for Free Life of Kurdistan (PJAK), og angiveligt for at have deltaget i væbnede aktiviteter imod Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC).
Naseem skrev et brev en uge før han skulle henrettes, hvori han beskrev, hvordan de ansatte torturerede ham konstant i 97 dage for at få ham til at "tilstå" en "forbrydelse," for hvilken de senere dømte ham til døden:
"De første dage var torturen så grov, at den gjorde mig ude af stand til at gå. Hele mit legeme var sort og blåt. De hængte mig op i hænder og i fødder i timevis. Jeg havde bind for øjnene i hele forhørs- og torturperioden. Jeg kunne ikke se de officerer, der foretog forhørene og torturen.... Under retssagen truede selv den siddende dommer mig flere gange med endnu flere tæsk, og mine sagførere blev fjernet under pres."
Naseem blev henrettet den 20. februar 2015.
Den 20. februar henrettedes ligeledes i Iran Habibullah Afshari, 26, samt hans bror Ali Afshari, 34, angiveligt for at støtte Komala, en iransk-kurdisk oppositionsgruppe. De havde befundet sig i en gruppe på seks politiske fanger indsat i Urmia-fængslet, ifølge Kurdistan Human Rights Network.
En anden kurdisk politisk fange, Yousef Kaka Mami, blev overført fra Urmia Centralfængsel til en hemmelig detention tilhørende Den Islamiske Revolutionsgarde. Den dag i dag har hans familie ikke modtaget nogen nyheder om hans situation.
Optrapningen af fangehenrettelser fortsætter i Iran. Den 4. marts blev seks kurdiske fængselsfanger, Jamshid og Jahangir Dehgani (brødre), Hamed Ahmadi og Kamal Molayee, Sedigh Mohammadi og Hadi Hosseini henrettet i Rajaishahr-fængslet i Karaj. De var blevet dømt til døden for forseelser, der bl.a. omfattede "fjendskab mod Gud" og "korruption på jorden." Før dette var de blevet udsat for tortur, mishandling og en uretfærdig rettergang, rapporterede Iran Human Rights (IHR).
Mahmood Amiry-Moghaddam, talsmanden for IHR, sagde:
"Vi holder Ali Khamenei, øverste leder for de iranske myndigheder, ansvarlig i denne umenneskelig sag. Det internationale samfund og især de lande, som indgår i dialog med Iran, bør fordømme disse henrettelser. Alt andet vil sende det forkerte signal til det iranske folk og myndighederne. Verden må vise, at dens dialog med de iranske myndigheder også gavner menneskerettighederne."
Tortur, mord og offentlige hængninger af egne borgere synes imidlertid ikke at stille blodtørsten hos mange iranske, statslige myndighedspersoner. De opfordrer også til "Død over Amerika" ["Marg bar Amrika"]. De refererer til Amerika som "Den store Satan" ["Shaytan-e Bozorg"] og opfordrer til at Israel, "Den lille Satan," skal "slettes" af landkortet. Så sent som i november måned opfordrede Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, til udslettelse af Israel, idet han udtalte, at "der findes ikke anden kur end udslettelse" mod den "barbariske" jødiske stat, og tweetede en plan kaldet "9 nøglespørgsmål vedrørende eliminationen af Israel" på sin Twitter-konto.
Og hvordan reagerer FN – denne moralens søjle, som stadig ikke har rejst tiltale mod nogen i forbindelse med sit 100 milliarder dollars olie-for-mad-underslæb, og som vender det blinde øje til fredsbevarere, som modtager sex fra børn til gengæld for mad – på disse folkedrabstrusler? Har et eneste af medlemslandene peget på FN's eget charter, som forbyder medlemslande at true hinanden?
Nej. I stedet har FN, der tillader lande at stemme, som ikke engang tillader deres egne befolkninger at stemme, år efter år opfordret til udslettelse – nej, ikke af disse tyrannier, som opfordrer til folkedrab – men af det eneste land i området med lige ret for loven, som bliver ved med at minde os om det, vi ikke kan få.
Disse diktatorer og tyranner regner tydeligvis med, at hvis man kan få Israel til at forsvinde, så vil deres egne befolkninger ikke længere være i stand til at sammenligne restriktionerne i deres egne lande med de ubegrænsede muligheder, som ser så fristende ud inde i oasen ved siden af.[1]
Forfølgelse af kristne i den muslimske verden
Hver eneste måned bliver omkring 322 kristne slået ihjel på grund af deres tro; 214 kirker og kristne bygninger bliver ødelagt og 772 voldshandlinger begås imod kristne, såsom tæsk, bortførelser, voldtægter, arrestationer og tvungne ægteskaber, ifølge Open Doors [Åbne Døre], en organisation som har holdt øje med forfølgelser af kristne verden over siden 1970'erne.
Open Doors udarbejder en World Watch List (WWL), som klassificerer de 50 toplande, hvor kristne udsættes for de mest omfattende forfølgelser. Listen nævner Nordkorea, Somalia, Irak, Syrien, Afghanistan, Sudan, Iran, Pakistan, Eritrea, Nigeria og Maldiverne som de steder, hvor kristne i dag udsættes for den mest ekstreme forfølgelse.
Militante fra Islamisk Stat fortsætter dagligt med at myrde kristne i Syrien og Irak. I slutningen af februar steg antallet af kristne der blev bortført af Islamisk Stat i det nordøstlige Syrien til 220, da militante drev flere kristne, assyriske gidsler fra en række landsbyer sammen, har det britisk baserede Syrian Observatory for Human Rights rapporteret.
"Hvis dette skete for andre grupper end lige de kristne, ville det være vore dages menneskerettighedstragedie," skriver Raymond Ibrahim, en mellemøstkyndig. "Der ville lyde høje, verdensomspændende krav om handling." Men medierne er tavse, skriver han,
"for muslimsk forfølgelse af kristne er grus i maskineriet for mediernes fortælling om, at 'muslimsk vold er et produkt af muslimsk forfordeling.' Denne forfordeling... beskrives som den europæiske kolonialismes og den påberåbte amerikanske imperialismes synd. I den muslimske verdens tankegang er disse synder personificeret i den jødiske stat Israel, en nation som den muslimske verden mener er blevet den påtvunget af Europas kolonimagter efter Anden Verdenskrig og i dag bliver støttet af USA."
"Store dele af den vestlige verden og de vestlige medier har stort set købt i det mindste noget af denne fortælling. Det fungerer således: Fordi Israel, med opbakning fra USA, er stærkere end sine muslimske naboer, skildrer medierne, selvom de ikke forsvarer islamisk terrorisme, ofte terror begået imod Israel, Amerika og endda Europa som handlinger begået af de forståeligt vrede 'underlegne', som kæmper for det, de anser for 'retfærdighed'. Men hvad sker der med denne mediefortælling, når islamisk terror rettes mod et mindretal, som er svagere end dem selv – i dette tilfælde millioner af indfødte kristne overalt i den islamiske verden?"
"Svaret er at medierne, frem for at opgive denne fortælling, simpelthen ikke rapporterer om den muslimske forfølgelse af kristne, undtagen i de mest sensationelle tilfælde. Det er grunden til, at de fleste mennesker formentlig ikke engang ved, at der næsten ingen kristne er tilbage i Algeriet, Tunesien og Libyen, lande hvor kristendommen engang blomstrede. Eller at dette foregår i Egypten, Irak, Iran, ja selv i Libanon."
"Kristne er faktisk den mest forfulgte religiøse gruppe i verden i dag. Men beretningen om det ville krænke mediernes fortælling om kristne som forfølgere og muslimer som ofre."
For Israel-haderne og jøde-haderne er den aldrig ophørende terrorisme og Hamas' genocidale charter blot reaktioner på "kolonialisme" og "okkupation" – en påstand som tydeligt lader hånt om den kendsgerning, at kristne og jøder har levet i området gennem mere end to tusind år og i flere hundrede år har kæmpet sammen for at drive de muslimske angribere tilbage. Der bliver blandt disse uvederhæftige "menneskerettighedshelte" ikke engang sat spørgsmålstegn ved Hamas' løfte i dets eget charter om at dræbe jøder overalt i verden, såvel som religiøse og etniske minoriteter der systematisk forfølges af islamister i hele den muslimske verden, endsige ved dettes karakter af forbrydelse."
Intolerance, hykleri og had til jøder
BDS-aktivisterne hævder, at araberne i Israel lever under et "apartheidregime" i lighed med det, der blev praktiseret i Sydafrika.
Den sydafrikanske apartheid blev gennemført mod indfødte afrikanere, som ønskede ligestillet medbestemmelse i sydafrikanske forhold. Lovregulativer forbød ægteskaber mellem racerne, nægtede sorte afrikanere ligestillet repræsentation i regeringen, tvang dem til at bo i reservater og gjorde det ulovligt for dem at arbejde som forpagtere.
Israelske arabiske borgere har imidlertid ligeret i Israel. De stemmer ved valgene og deltager i regeringen sammen med jødiske borgere, de kan eje og købe jord, optage lån, vælge et hvilket som helst fag de måtte ønske, og har mulighed for at tjene i den israelske hær – hvilket mange gør, især druserne og beduinerne. Desuden har arabere i Israel en langt højere levestandard og bedre uddannelsesmuligheder end de fleste af deres naboer i Jordan, Egypten, Syrien og Libanon.
I Gaza har borgerne fuld, politisk selvstændighed under deres frit valgte ledelse, Hamas. De eneste varer, som ikke får lov til at komme ind, er våben og materialer med dobbeltfunktion, såsom cement, der som verden så sidste sommer, blev anvendt til at bygge hemmelige grænsegennembrydende underjordiske tunneller, gennem hvilke Hamas' revolvermænd planlagde at strømme ind i Israel for at dræbe eller kidnappe dets borgere.
BBC var for nylig på en rundvisning i Gaza for at fotografere dyngerne af murbrokker, som stadig ligger overalt, på samme måde som Hamas-aktører udstillede døde småbørn for fjernsynskameraerne under krigen, som de havde indledt ved at affyre raketter ind i Israel. Det BBC ikke viste var, at Hamas åbenbart har penge nok til at opføre militære træningslejre til 17.000 kvinder og børn, såvel som til at genopbygge sin "militære grens" baser nær grænsen til Israel. Dette afspejler ikke en mangel på penge; det afspejler hvad Hamas vælger at bruge dem til.
Israel fjernede med magt alle sine jødiske borgere fra Gaza i august 2005, netop for at Gaza kunne opbygge et "Middelhavets Singapore." Israel efterlod endda nogle hypermoderne drivhuse til Gazas indbyggere, så mange af dem kunne starte op med en stabil indkomstkilde. Inden for få timer var hvert eneste drivhus smadret; og i stedet for at opføre "Middelhavets Singapore" udviste Hamas først alle medlemmer af Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) fra Gaza-striben til Vestbredden, herunder præsident Mahmoud Abbas, eller smed dem ud af vinduerne på de øverste etager i højhuse. Derpå valgte Hamas krigen.
Hamas, som nu forsøger at låne legitimitet under dække af Det Palæstinensiske Selvstyre i en såkaldt "enhedsregering," kunne meget vel have opbygget Gaza til en blomstrende, selvstændig stat. Men før denne enhedsregering opgiver sin kultur præget af ubegrænset, statssponsoreret vold og ændrer sit genocidale charter, er den ikke klar til at være en selvstændig stat. Det sidste Mellemøsten har brug for er endnu en genocidal, totalitær, racistisk stat styret af islamiske ekstremister som Hamas.
I august 2014 udsendte Human Rights Watch (HRW) en rapport med titlen "Ikke velkomne: Jordans behandling af palæstinensere der slipper ud af Syrien," indeholdende beretninger fra flygtninge der detaljeret beskriver, hvordan mere end 100 palæstinensere, heriblandt kvinder og børn, blev nægtet adgang til Jordan.
I ét tilfælde blev en flygtning, Mahmoud Murjan, dræbt i september 2012, 20 dage efter at han var blevet sendt tilbage til Syrien sammen med sin kone og to små børn, af bevæbnede revolvermænd som brød ind i hans hus og bortførte ham. Hans legeme, som viste tegn på tortur, blev smidt på gaden foran hans fars hus.
"Der er også andre lande i regionen, som nægter palæstinensere, som flygter fra volden i Syrien, et sikkert tilflugtssted eller begrænser deres adgang. Bortset fra Tyrkiet har alle Syriens naboer indført nogle meget hæmmende restriktioner vedrørende indrejse for palæstinensere, som forsøger at flygte fra den udbredte vold og de ulovlige overgreb både fra regeringsstyrker og ikke-statslige væbnede grupper," beretter rapporten.
Denne diskrimination imod palæstinensiske arabere fra den jordanske og andre arabiske staters side bliver selvfølgelig stort set ignoreret af mange mediekanaler og "menneskerettighedsgrupper," herunder BDS-bevægelsens organisatorer og andre af EU's skatteyderfinansierede ikke-regeringstilknyttede organisationer (NGO'er), som arbejder på Israels udslettelse.
Sørgeligt nok ser vi ikke tusindvis af mennesker demonstrere i gaderne, arrangere protestmøder eller seminarer på universiteterne eller fordømme Det Palæstinensiske Selvstyre, den jordanske regering eller Libanon for disses brud på menneskerettigheder og andre uretfærdige handlinger mod palæstinensere. Hvorfor ikke? Fordi disse overgreb ikke blev begået af jøder? Kan det blive mere racistisk?
BDS-aktivisterne ikke alene samarbejder med Hamas, en terrorgruppe med et genocidalt charter, de skader også deres egne frie samfund i Vesten ved at fostre had mod jøder og mod den jødiske stat. "Der er intet galt i at kritisere Israel," skrev forskeren Diane Weber Bederman. "Det er ikke mere perfekt end Canada eller et hvilket som helst andet vestligt land. Alle demokratier har problemer. Det bliver til antisemitisme, når Israel kritiseres på bekostning af alle andre mennesker med behov for hjælp... uden et ord om de handlinger der begås i autokratiske, teokratiske, despotiske regimer eller i andre demokratier, det er antisemitisme."
Natan Sharansky, tidligere Sovjet-dissident, har foreslået en "3-D" test til at skelne mellem legitim kritik af Israel og anti-semitisme.
Det første "D" er testen af, hvorvidt den jødiske stat eller dens ledere bliver dæmoniseret og deres handlinger blæst ud af al rationel proportion. Det andet "D" er testen af double standards, dvs. dobbeltmoral. For eksempel er kritik af Israel fint; men når Israel udpeges som eneste skydeskive for fordømmelser i FN med henblik på påståede menneskerettighedskrænkelser, mens stater der påviseligt fuldkommen annullerer menneskerettighederne i stor stil – såsom Kina, Iran, Cuba, Saudi-Arabien, Sudan, Syrien, Rusland, Nordkorea, Mauritanien, for blot at nævne nogle få, end ikke bliver nævnt – så er det et tegn på dobbeltmoral. Det tredje "D" er testen af delegitimering: "Mens kritik af en bestemt israelsk politik måske ikke anti-semitisk, så er nægtelsen af Israels ret til at eksistere altid anti-semitisk."
Jøderne er Israels hjemmehørende, oprindelige folk -- bibelsk, arkæologisk og historisk. De blev tvunget ud i en verdensomspændende diaspora af den babylonske Nebuchadnezzar, romerne og andre større politiske eller religiøse grupper, nogle med en teokratisk dagsorden, som behandlede dem som andenrangs borgere.
Israel er ikke årsagen til anti-semitisme. Anti-semitisme har eksisteret i regionen i århundreder, længe før gendannelsen af staten Israel i 1948.
Den partiske mediedækning af konflikten mellem Israel og palæstinenserne er påvirket af anti-semitismen.
Forsøg på at dæmonisere, delegitimere og udøve dobbeltmoral mod en pluralistisk, tolerant og demokratisk stat som Israel og vælge side til fordel for genocidale grupper som Hamas, Hizbollah og Iran, har intet som helst med menneskerettigheder at gøre. Det er blot rå, utilsløret anti-semitisme.
Uanset hvad aktivisterne fra BDS og andre jødehadende bevægelser påstår, så virker de ikke til fremme for hverken fredelig sameksistens eller retfærdighed. Den største virkning af deres hadefulde aktivisme vendt imod Israel er, at den lader stemmerne fra mennesker som lider dybt, passere uhørligt og ubemærket.
Hvis BDS-aktivisterne ville holde op med at rette deres had mod det eneste land i regionen, som gør mere end noget andet for minoriteter -- dets egne og verden over -- ville de måske kunne høre stemmerne fra yazider, kristne, iranere, kurdere og de mange andre, som bliver myrdet, voldtaget og tortureret dagligt, og som desperat venter på at blive hjulpet.
At forsøge at delegitimere Israel, det eneste ægte moralske land i regionen, hjælper ingen. Det skader blot de mennesker, som er mere bevidste om retfærdighed og sand medmenneskelig hjælp, end Israel-haderne nogensinde bliver. Israel-haderne overser de virkeligt plagede, som har størst behov for en hjælpende hånd.
Uzay Bulut, opvokset som muslim, er journalist med base i Ankara, Tyrkiet.
[1] "Trods det at Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten, udsættes det rutinemæssigt for mere kritik og fordømmelse i FN end noget andet land, herunder dem der systematisk dræber deres egne borgere eller nægter dem de mest fundamentale menneskerettigheder," ifølge udenrigspolitisk ekspert Mitchell Bard. "Selv i dag fortsætter både FN's Generalforsamling og Sikkerhedsrådet med at vedtage énsidige resolutioner, som udpeger og fordømmer den jødiske stat. Desuden fremmer en overvældende magtfuld blok anført af de arabiske lande en smalsporet og ærekrænkende agenda ment til at isolere Israel, en agenda som kun har mødt ringe modstand."