Hjernevask
I 1994 var hutu-politimanden Jean-Claude, der senere blev en "tutsi-jæger", 26 år gammel og en af 14 politibetjente i Nyamata kommune – en times kørsel uden for Kigali – som er et af de områder, der blev værst ramt af folkemordet.
Fire år tidligere havde Rwandas Patriotiske Front angrebet Rwanda fra Uganda. Bevægelsen bestod hovedsageligt af tutsier, der siden 1959 havde været i eksil, da Rwandas styre ikke havde ønsket at lade dem vende tilbage til landet.
I 1990, efter angrebet, begyndte Jean-Claude og hans fæller, på myndighedernes ordre, at chikanere tutsierne i kommunen, anholde dem uden grund og gennembanke dem. I 1992 blev snesevis dræbt, og deres hjem blev brændt ned... Myndighederne havde indtil 1994 gentaget ved møder, at tutsierne var "slanger" og "kakerlakker", og at Rwandas Patriotiske Front, jævnfør deres afgrænsede historiesyn, ville "genindføre trældom" (tutsiernes trældom af hutuer), hvilket var et stærkt tema i styrets forestillingsverden.
Rwandas indbyggere blev præsenteret for det budskab, at tutsierne, alle tutsierne, der siden 1959 havde været andenrangsborgere, var allierede med den eksilgruppe, der havde angrebet dem. Da flyet med Rwandas præsident, Juvénal Habyarimana, blev skudt ned om aftenen den 6. april, var myndighederne hurtige til at sprede en anklagende diskurs: "Her er beviset på, at det, som vi fortalte jer, var sandt; de dræbte vores præsident."
"Lige som de andre skyder jeg i bushen"
Da der den 10. april om aftenen kom soldater til Rwanda, viste politiet dem tutsiernes huse, så de kunne slå dem ihjel. Mange af tutsierne havde søgt ly i den lokale kirke og andre på grunden over for, hvor flere tusind skræmte mennesker troede, at myndighederne ville beskytte dem. Myndighederne besluttede i stedet, at de ganske bekvemt ville dræbe dem på stedet. Soldater og politibetjente bevæbnet med rifler og granater samt militser med macheter og knipler omringede flygtningene og begyndte at skyde ind i mængden, idet de kastede granater mod dem og svingede macheterne.
Jean-Claude begyndte at skyde mod dem, der var tættest på, og i takt med, at de forsvarsløse ofre faldt, skød han mod midten af mængden. Han skød og skød og skød nogle flere. Han havde ti patroner i sin enkeltskudsriffel og da han løb tør, blev han forsynet med nye patroner. Militserne gjorde arbejdet færdigt med macheter og knipler. Det var et rent blodbad, en nedslagtning, en massakre. Hvor mange mennesker slog han ihjel? Han ved det ikke, eller nægter at sige det. Lige som de andre skød han ind i mængden.
Det ligger imidlertid fast, at han slog ihjel hver eneste dag i en måned; først i landsbyens midte, dernæst i skovene og sumpområderne, og at han aldrig løb tør for ammunition. Hvad følte han? "I begyndelsen var det frygt," fortæller han os, "men så forsvandt frygten, der var ingen glæde længere, det blev en vane at slå ihjel. Det var et job beordret af myndighederne, og vi gjorde vores pligt." Han tog imod ordrer og adlød, lige som Adolf Eichmann og de andre bødler under nazismens Endlösung.... Hutu-dræberne udviste hverken skyldfølelse eller fortrydelse. Deres bekendelser var mekaniske og blev fremført i overensstemmelse med de nye myndigheder. Men inderst inde er der ikke skyggen af skyldfølelse.
Fra den kommende bog Rwanda 94 le Carnage: 30 ans après, retour sur place (Massakren i Rwanda '94: 30 år efter; en tilbagevenden til stedet).
Alain Destexhe var generalsekretær i Médecins Sans Frontières (Læger Uden Grænser) i 1994 under folkemordet. Han har også udgivet Rwanda and Genocide in the Twentieth Century, New York University Press, 1995.