Der var voldelige sammenstød i Belgien efter fodboldkampen ved VM i Qatar mellem Marokko og Belgien.
Der var uroligheder i Bruxelles, Antwerpen og Liège, hvor en politistation blev angrebet af omkring 50 "unge", samt i flere byer i Holland. Udover disse hændelser afslørede den folkelige jubel i de fortrinsvist marokkanske kvarterer i Bruxelles, navnlig i Molenbeek, at i disse områder er den marokkanske identitet forblevet langt stærkere end den belgiske, selv om de fleste af indbyggerne har dobbelt statsborgerskab.
Man skal være blind og opsat på at modificere virkeligheden til at passe til ideologien om "sameksistens for enhver pris" for ikke at kunne se, at sympatien hos marokkanere i Belgien lå hos the marokkanske hold og ikke hos deres "andet hjemlands" hold. Nogle journalister forsøgte at modificere virkeligheden med overskrifter som "Uanset hvem der vinder mellem Belgien og Marokko bliver det en fest".
Der var en fest i Molenbeek, Anderlecht, Schaerbeek og Bruxelles. Disse er kommuner, hvor marokkanske indvandrere og deres efterkommere er mere talrige end andre befolkningsgrupper, herunder indfødte belgiere. Man kunne se entusiasmen hos disse fodboldtilhængere, der dyttede og viftede med marokkanske flag ud af deres biler på belgiske nummerplader, mens de kørte gennem hovedstadens gader.
For mange indfødte belgiere nedbrød dette syn myten om integration i værtslandet, måske fordi fejringerne kan have virket overdrevne og sågar uanstændige for Belgien, der har givet disse marokkanere mulighed for at bo i et rigt land og nyde godt af velfærdsstatens goder.
Tv-kanalerne viste ikke billeder af en mand, der til menneskemængdens bifald fjernede et belgisk flag fra en bygning, lige som de heller ikke viste en slående sammenstimlen af hundreder af marokkanere, der dansede og sang kun et stenkast fra Grand-Place i Bruxelles, mens politibetjente med hjelme og stave afspærrede deres adgang til bymidten.
Ifølge Belgiens officielle statistikkontor, Statbel, er 46% af Bruxelles' befolkning nu af ikkeeuropæisk oprindelse (defineret som EU og Storbritannien) og kun 24% af belgisk oprindelse. Marokkanere udgør 7% af befolkningen men 12% i hovedstadsregionen, og de fleste af dem har også belgisk statsborgerskab. Væksten i antallet af marokkanere i Belgien har været eksponentiel: kun 460 i 1961, 39.000 i 1970 og 800.000 fyrre år senere, hvilket er et stort antal for et land med blot 11 millioner indbyggere. Konsekvensen af denne demografiske udvikling og den lethed, hvormed man kan få belgisk statsborgerskab (i nogle tilfælde efter tre års ophold uden nogen øvrige betingelser) har landet nu 26 regionale eller føderale politikere af marokkansk oprindelse og adskillige borgmestre, der ofte taler for kommunitarisme eller "tilhørsforholdet til ens miljø".
I aldersgruppen under 18 år er der i Bruxelles flere marokkanere end folk af belgisk oprindelse; mange skoler har udelukkende børn af ikkeeuropæisk oprindelse. I de offentlige skoler, hvor forældre kan vælge mellem religiøse klasser, følges islam nu af størstedelen af eleverne. Det har ikke den store betydning, hvorvidt man beskriver disse forandringer som "mangfoldighed" eller en "stor udskiftning"; udviklingen har i løbet af få årtier været betragtelig og har ændret de belgiske byers samfundsstruktur.
Hijabben (et islamisk tørklæde) ses i stigende grad, og i nogle kommuner bæres det af et flertal af kvinderne. I ramadanmåneden er næsten alle butikker og restauranter i visse områder lukkede i dagtimerne. Antallet af moskeer eksploderer og alle strømninger af islam er repræsenteret i Bruxelles, hvor spændinger mellem sunnier og shiitter, eller endog mellem marokkanere og tyrkere, somme tider er høje. Dette gør sig især gældende inden for Den Muslimske Eksekutivkomité i Belgien, der er en konstruktion, som den føderale regering oprettede for at have et enkelt talerør for det muslimske samfund, men den er gået fra krise til krise.
Det er i Flandern og Vallonien forbudt at slagte dyr uden forudgående bedøvelse, men det er lykkedes for den muslimske lobby i Bruxelles' parlament at standse et lovforslag i den retning. Det er ved retssager og valg almindeligt at se kvinder ankomme med deres mand og forklare, at de ikke kan være nævninge, fordi de ikke taler nogen af Belgiens officielle sprog. De bekræfter dermed, at integrationspolitikken er helt forfejlet. Den "vivre ensemble" ("sameksistens"), som Belgiens politiske verden hylder, er en myte, idet parallelsamfund lever side om side uden at blande sig med hinanden. Marokkanske mænd gifter sig med marokkanske kvinder og tyrkiske mænd gifter sig med tyrkiske kvinder, og kvinderne hentes ofte i deres oprindelsesland. Familiesammenføringer er nu den primære kilde til indvandring i Belgien, lige som det er tilfældet i Frankrig.
I Frankrig fremhæves landets koloniale fortid jævnligt for at retfærdiggøre unge nordafrikaneres vrede. Det er en forklaring, der ikke holder, eftersom der sker lignende hændelser i Belgien, der er et land uden historiske bånd til Nordafrika. Det var en konvention fra 1964, der banede vejen for økonomisk indvandring, som der længe ikke har været behov for, men den fortsætter i det uendelige gennem familiesammenføringer, eller som amerikanerne med rette kalder det: "kædeindvandring".
Det mest fortvivlende er fornægtelsen og den fuldstændige mangel på debat om emnerne indvandring og integration, navnlig i den fransktalende del af landet. Hverken medierne eller de politiske partier taler om det. Søndagens uroligheder blev af Bruxelles' borgmester tilskrevet "bøller og slyngler", og udtalelsen blev spredt vidt og bredt uden nogen præcisering eller analyse. Der foretages ikke længere en kobling til den omfattende indvandring, der i Belgien er forholdsvis større end i Frankrig. Mens der i Frankrig og i andre europæiske lande er en livlig debat om emnet, er det som om Belgien har givet op og accepterer sin skæbne som et multikulturelt land med muslimsk flertal i hovedstaden og fra tid til anden en "ny normalitet" bestående af optøjer, skyderier og terrorangreb.
Alain Destexhe er klummeskribent og politisk analytiker, æressenator i Belgien og tidligere generalsekretær i Læger Uden Grænser.