Vesten har siden 1992 og miljøkonferencen i Rio været underlagt besværgelsen om en "klimakrise", der gang på gang fornys, men sjældent sker. Vesten – og kun Vesten – har siden da haft det som sit væsentligste mål at reducere CO2-udledningerne (og andre drivhusgasser, hvilket er underforstået i resten af denne artikel).
Det er nu i 2023 tid til en evaluering:
1. CO2-udledninger er ikke holdt op med at vokse og de vil fortsætte med at vokse.
Den globale CO2-udledning har siden 1992 været fortsat stigende. Kina har i gennemsnit åbnet to nye kulfyrede kraftværker om ugen, og Indien, som resten af den ikkevestlige verden, er tilsyneladende mere end nogensinde fast besluttet på at fortsætte sin udviklingskurve, hvorved den globale CO2-udledning fortsat vil stige i en overskuelig fremtid. Der er endnu ingen tilgængelige billige alternativer til fossile brændstoffer.
Denne stigning i global CO2-udledning er uundgåelig, selv hvis Vesten fastholder sine bestræbelser på at reducere udledningerne: Vestens reduktioner mere end opvejes – og vil fortsætte dermed – af de stigende udledninger i resten af verden.
2. Vil pariseraftalens målsætning for temperaturstigninger – "at begrænse temperaturstigningen til 1,5°C over det førindustrielle niveau" – kunne opfyldes?
Det kræver drastiske reduktioner i CO2-udledningerne at nå pariseraftalens mål. De er ikke sket. Vi er ikke på rette spor. Den globale reduktion vil ikke komme til at ske. Pariseraftalens mål vil derfor ikke blive nået. Det er nu helt sikkert, eller, med FN's klimapanels (IPCC) ord, en forudsigelse med en meget høj grad af sandsynlighed.
3. Vil EU's målsætning om "uafhængighed af fossile brændstoffer i 2050" blive nået?
EU's målsætning om uafhængighed af fossile brændstoffer er endnu mere ekstrem end pariseraftalen. Som det tidligere er blevet fastslået, ville de globale CO2-udledninger fortsætte med at stige, selv hvis EU holdt op med at eksistere. Set fra det perspektiv vil en reduktion af udledningerne i Europa kun give mening, hvis den indgår i en effektiv global indsats fremfor en national eller regional indsats. Ved at "gå foran" over for regimer og lande rundt om i verden, der ofte hader Vesten, gøres de pågældende lande ganske enkelt i stand til få fremgang, alt imens foregangslandene svækker sig selv ved at forpligte sig til alvorlige økonomiske ulemper – mens det stort set ingen effekt har på klimaet. Tror vi virkelig, at Kina, Rusland og Indien vil lade den vestlige verden diktere deres økonomiske forhold og CO2-udledninger? Under deres økonomiske vækst vil de uden tvivl være yderst tilfredse med at se Vesten hutle sig igennem.
Første-næstformanden for EU-kommissionen, Frans Timmermans, er måske den mest ihærdige ekstremist, der er kommet til magten i Europa siden 1945, og hans kabinetschef er den tidligere leder af Greenpeaces kampagne mod atomkraft. Han mangedobler tiltag, initiativer og erklæringer, der drastisk skal reducere de europæiske CO2-udledninger – selv om det fører til Europas økonomiske ruin, tab af frihed og en brutalt øget afhængighed af Kinas sjældne jordmineraler.
Klimaet kender ikke til hverken Europa eller Asien. Intet af det, som Europa og Vesten opnår på dette område, betyder noget, hvis reduktionen i udledninger ikke er global.
4. Ville de økonomiske konsekvenser af selv de mest pessimistiske scenarier for global opvarmning fra klimapanelet IPCC betyde noget?
Lad os nu se på CO2-udledningernes økonomiske betydning.
Klimaekspert og fysiker Steven Koonin, der er forhenværende viceminister for videnskab under Obamas regering, bemærker i sin seneste bog, Unsettled, at selv hvis IPCC's mest pessimistiske scenarie for opvarmning skulle indtræde, ville den globale økonomiske effekt være ubetydelig (Unsettled: Dallas, BenBella Books, 2021, kapitel 9, 'Apocalypses that ain't', side 179s.)
IPCC vurderer i sin femte og seneste (komplette) rapport, at en opvarmning på 3ºC – det dobbelte af pariseraftalens målsætning – ville reducere den globale økonomiske vækst med 3%. Tre procent om året? Nej, 3% i år 2100. Dette beløb svarer til en reduktion af den globale økonomiske vækst på 0,04% om året, hvilket knap nok er statistisk målbart. Det er i IPCC's pessimistiske scenarie. Ved de mere optimistiske scenarier vil den økonomiske effekt af opvarmning være stort set ikkeeksisterende. IPCC, AR5, Arbejdsgruppe II, kapitel 10 fastslår:
"For de fleste økonomiske sektorer vil effekten af klimaændringer være lav i forhold til effekterne af andre faktorer.... Ændringer i befolkningssammensætning, alder, indkomst, teknologi, relative priser... og mange andre aspekter af den socioøkonomiske udvikling vil have en effekt på udbud og efterspørgsel på økonomiske goder og tjenester, der er stor i sammenligning med effekten af klimaændringer."
Ifølge IPCC's egne tal er den økonomiske vækst og trivsel i Europa og USA med andre ord mere truet af ekstremistisk og forskruet miljøpolitik end af global opvarmning. Som Jean-Pierre Schaeken Willemaers fra Thomas More Instituttet, hvor han leder Gruppen for Energi, Klima og Miljø, bemærkede den 22. februar:
"EU og dets medlemslande har fokuseret på klimapolitik og mobiliseret enorme økonomiske og menneskelige ressourcer. Herved har man mindsket de nødvendige ressourcer til industriel udvikling og har svækket energiforsyningssikkerheden."
Lektien af alt dette er simpel: Fremtidige generationer vil dømme os hårdt for at have tilladt ekstrem miljøaktivisme at svække os i Vesten, mens et fjendtligt Østen – Kina, Rusland, Nordkorea og Iran – fortsætter deres fremskridt inden for industrielle og militære kapaciteter. I stedet for at forsøge at bekæmpe CO2-udledninger skulle vi hellere investere i forskning i, hvordan vi gør stabile energiforsyninger både renere og billigere, så alle vil kaste sig over dem af egen fri vilje.
Globale udledninger og den akkumulerede CO2-mængde i atmosfæren vil desværre ikke falde i nogen nær fremtid, men det er ikke en grund til at lade Vestens globale position falde i stedet.
Drieu Godefridi er jurist (Saint-Louis Universitetet i Louvain), filosof (Saint-Louis Universitetet i Louvain) og Ph.d. i retsteori (Paris IV-Sorbonne). Han er forfatter til The Green Reich.