Alle er ligeglade, for det virker så fjernt i sommertiden, men ugens nyhed er sandsynligvis Kinas sammenbrud. Fast ejendom, valuta, aktiemarkeder, teknologi, demografi. Det hænger sammen, og Kina kan i bedste fald se frem til stagnation.
1. Nedsmeltning af boligmarkedet
Det kinesiske boligmarkeds sammenbrud: Det vurderes, at der er 80 millioner tomme boliger i Kina – hvilket er et enormt antal, selv for et gigantisk land. Handelen med fast ejendom har været drivkraft for Kinas vækst igennem årtier, men den risikerer nu at ødelægge væksten. De største kinesiske konglomerater for udstykning af fast ejendom går konkurs – det ene efter det andet. Denne gang er der ingen løsninger, der kunstigst kan genoplive Kinas "byggeklodser". Det kinesiske styre har i årevis kunstigt stimuleret handelen med fast ejendom som et økonomisk lokomotiv – og det virkede! – men somme tider kommer der et mætningspunkt, og i Kina er mætningspunktet nået nu.
2. Den kinesiske yuans sammenbrud
Dernæst kom marginaliseringen af den kinesiske møntfod yuan, der ellers var bebudet at blive dollarens arvtager. Det er ikke helt tilfældet endnu. Hvad enten yuan-valutaen er svag eller ej, ønsker ingen imidlertid at bruge den som international valutaenhed, eftersom ingen stoler på det kinesiske styres pålidelighed på lang sigt. Ingen ønsker at købe kinesiske obligationer. "Det er yderst vanskeligt at skabe en valutareserve uden attraktive reserveaktiver. Kina har et problem. Landet vil have udlændinge til at købe obligationer, men de har solgt ud siden begyndelsen af 2022", bemærkede Jens Nordvig, grundlægger og administrerende direktør i Exante Data, for nylig.
Når store kinesiske virksomheder optager lån på de internationale markeder, sker det altid i euro-dollars (dvs. dollars), og absolut ikke i yuan.
Hvad enten yuan-valutaen er svag eller ej, kommer den ikke til at erstatte dollaren, selv ikke i det sydøstlige Asien. Den aktuelle styrkelse af den uformelle BRIKS-gruppe (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) er en interessant geopolitisk udvikling, men der er på nuværende tidspunkt ingen tegn på, at de andre BRIKS-medlemmer er rede til at bruge yuan til deres transaktioner – og slet ikke Indien.
Eksperter er skeptiske over for ideen om en dedikeret valuta for BRIKS-landene. Danny Bradlow, der er fakultetsmedlem ved Centre for Advancement of Scholarship ved universitetet i Pretoria i Sydafrika, sår tvivl om de praktiske muligheder for at vende tilbage til guldstandarden – der er ikke nok af det, hvis alle vil indløse deres værdier – eller at bruge kryptovalutaer. Han sætter spørgsmålstegn ved deres pålidelighed inden for den globale handel. Der er seriøse investorer, der betragter kryptovalutaer som en illusorisk boble i lighed med 1600-tallets hollandske tulipanboble. Dengang havde man dog i det mindste et tulipanløg.
Under diskussionen om kompleksiteten ved at etablere en BRIKS-specifik valuta, har Shirley Ze Yu, der er gæsteforsker ved Londons handelshøjskole, nævnt, at dannelsen af en sådan valuta ville nødvendiggøre skabelsen af en række institutioner med fælles standarder og værdier. "Disse er meget vanskelige at opnå, uden at det dog er umuligt", bemærker hun.
Chris Weafer er investeringsanalytiker hos Macro-Advisory med speciale i Rusland og Eurasien, og han betegner forslaget om en BRIKS-valuta som "dødfødt".
3. Det kinesiske aktiemarkeds sammenbrud
Det er sandsynligt, at formanden for Det Kinesiske Kommunistparti, Xi Jinping, ikke helt forstår, hvordan markedet fungerer. Han kan have tænkt, at han ganske konsekvensløst kunne mangedoble sine vilkårlige indgreb i det kinesiske aktiemarked. Der kan imidlertid være mindst én konsekvens: et tillidstab. Hvorfor skulle nogen ønske at investere i et aktiemarked, der konstant er prisgivet en kommunistisk 'prins" personlige luner og præferencer?
Ifølge Kinas nye "anti-sanktionslov" kan nærmest alt være en forbrydelse, og ens formue kan konfiskeres, hvis kommunistpartiet ønsker det. De kinesiske imperialisters ransagning af Bain & Companys hovedkvarter i Shanghai og koloniseringen (beslaglæggelsen) af Hong Kongs finanscentrum havde også den økonomiske konsekvens, at det kinesiske marked mistede enhver troværdighed.
Der er også det problem, at der i Kina ikke er nogen private virksomheder; under det kinesiske kommunistpartis betegnelse "civil-militær fusion" tilhører alle virksomheder centralregeringen og kan til enhver tid ransages for oplysninger.
4. Mangel på teknologisk innovation
USA har igennem årtier haft gode relationer med Kina, men Kina har udvist en aggressiv radikalisering – såsom landets manglende opfyldelse af amerikanske standarder for transparens og regnskabsførelse, underskud på handelsbalancen, der altid er til Kinas fordel samt permanent og systematisk kinesisk tyveri af amerikansk intellektuel ejendom. Det har medført, at USA revurderer sin "deling" af halvlederteknologi med Kina. Den kinesiske regering ser ikke ud til at mestre dette område endnu, og det gør muligvis Xi endnu mere interesseret i at besætte Taiwan, som er et globalt centrum for computerchips. Kinesiske virksomheder og regeringen kan frygte at sakke bagud i forhold til virksomheder fra Japan, Sydkorea, Taiwan og Vesten – og dette er et af de få områder, hvor republikanere og demokrater er enige.
5. Demografisk sammenbrud
I ethvert industrialiseret land og på ethvert kontinent, med få undtagelser, er demografiske kurver faldende. Det gælder navnlig for Kina, der med en fødselsrate på 1,28 børn per kvinde tilsyneladende går i Japans fodspor. Xi forsøger tilsyneladende at vende denne nedadgående tendens, men han har kun formået at accelerere den. På trods af den formelle ophævelse af Kinas etbarnspolitik i 2016 og indførelsen af økonomiske fordele og skattenedsættelser for familier, er fødselsraterne ikke steget signifikant.
Data fra FN viser, at der var en mindre stigning i landets fødselsrate kort efter at politikken ændredes, men fødselsraten er siden da faldet. Raten gik fra omkring 1,7 børn per kvinde – samme niveau som i Australien og Storbritannien – til 1,28, hvilket er et af verdens laveste. Det aktuelle fald afspejler et pres fra en kombination af forskellige samfundsmæssige og økonomiske faktorer, der har bygget sig op i Kina igennem årene, men en svindende arbejdsstyrke mindsker potentialet for vækst.
Ud fra det ovenstående er her en prognose: Vores generation glemmer ofte, at det kinesiske styre ikke svarer til et britisk, amerikansk eller hollandsk demokrati. Det kinesiske styre er et diktatur i ordets egentlige betydning; et enkelt partis, og i sidste ende en enkelt mands, Xis, diktatur. Så hvis man vil styrte en diktator, kan man kun gøre det med magt, eller hvis han beslutter sig for at træde tilbage, eller hvis han dør.
På trods af Xis fejlslagne økonomiske politik, vil han nok ikke beslutte sig for at trække sig tilbage. Han kan håbe, at det kommende præsidentvalg i Taiwan den 13. januar 2024 vil lede landet i hans favn. For at tiltrække mere international handel kan han udskyde planlagte aggressioner eller omvendt, som tyranner ofte gør, eskalere fjendtligheder for at aflede hans egen offentlighed fra hans økonomiske krise – ikke som et forspil til "det kinesiske århundrede", men som en desperat manøvre fra en desperat mands side.
Xi har allerede givet sit militær besked på at "forberede sig til krig" og at "kæmpe og vinde" den. Han har fløjet spionballoner over USA's mest følsomme militære områder og sendt "hundredvis af våbenføre kinesiske mænd" ind i USA gennem landets åbne sydlige grænse – formodentlig for at forhindre en amerikansk modoffensiv, hvis han invaderer Taiwan – for at sabotere amerikanske lufthavne, elforsyningsnettet, kommunikationssystemer, vandforsyninger, broer, havne, motorveje, tunneller og anden strategisk infrastruktur.
Xi kan se, at hans "mulighedsrum" – i en tid med Biden som leder af en regering, der muligvis er kompromitteret – lukkes, og at USA ledes af en præsident, der giver hånd ud i luften; siger "Ingen kommentarer" om en nedbrændt by i Hawaii og forsikrer den russiske præsident Vladimir Putin om, at en "mindre indtrængen" i Ukraine vil være i orden.
Xi har iagttaget, hvordan Bidens regering flygter fra Afghanistan, afvikler sin energiuafhængighed og fremmer vindmøller, giver en spionballon lov til at fuldføre sin mission over følsomme amerikanske militære områder, annullerer Kina-initiativet, der forpurrede videnskabeligt og industrielt tyveri, tillader TikTok, confucius institutter, K-12 confucius klasselokaler, ulovlige kinesiske "politistationer", lader Kina opkøbe amerikansk landbrugsjord, ofte nær amerikanske militærbaser, og i realiteten intet gør for at standse amerikanske investeringer fra enorme offentlige pensionskonti, såsom Thrift, i kinesisk industri og militær, eller den private sektors investeringer.
Larry Fink, der er formand for BlackRock, har opfordret investorer til at "tredoble deres allokeringer af kinesiske aktiver". "[V]i er en af 16 formueforvaltere, der aktuelt tilbyder amerikanske indeksfonde at investere i kinesiske virksomheder", fortæller BlackRock til CNN om et land, der bruger dem til at udmanøvrere USA og regere verden.
Jamie Dimon, der er administrerende direktør i J.P. Morgan Chase, har udtalt, at "han agter at operere i Kina i henhold til amerikansk udenrigspolitik og vil naturligvis standse ekspansionen, hvis USA's politik foreskriver det." Investeringer i det kommunistiske Kina, der ganske åbent ønsker at erstatte USA som verdens ledende supermagt og regere verden, er med andre ord ikke ulovlig. Hvis Kina angriber Taiwan og indleder en krig, er det USA, som finansierer den.
De militære alliancer, som USA organiserer i regionen, er en indikation for sandsynligheden for et krigsudbrud – og dens påtrængenhed.
Drieu Godefridi er jurist (Universitetet Saint-Louis i Leuven), filosof (Universitetet Saint-Louis i Leuven) og ph.d. i retsteori (Paris IV-Sorbonne). Han er forfatter til The Green Reich.