Ungarns premierminister Viktor Orban og Italiens indenrigsminister Matteo Salvini har givet hinanden håndslag på at danne en "akse imod indvandring" for at imødegå EU's migrationsvenlige politik.
Orban og Salvini mødtes den 28. august i Milano, hvor de indgik en aftale om at arbejde sammen med Østrig og gruppen af Visegradlande – Tjekkiet, Ungarn, Polen og Slovakiet – for at imødegå en migrationsvenlig gruppe af EU-lande anført af Frankrigs præsident Emmanuel Macron.
Ungarns premierminister Viktor Orban og Italiens indenrigsminister Matteo Salvini mødtes den 28. august i Milano. (Billedkilde: RT France skærmbillede) |
Orban og Salvini ønsker en koordineret strategi forud for valget til Europa-Parlamentet i marts 2019 for at kunne slå De Europæiske Socialdemokraters Parti, der er et paneuropæisk parti repræsenteret på nationalt niveau af socialistiske partier fra alle EU-medlemslande. Målet er at ændre den politiske sammensætning af EU-institutioner, herunder Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen, for at vende EU's lempelige indvandringspolitik.
Ved en fælles pressekonference udtalte Salvini:
"Der indledes i dag en rejse, der vil fortsætte i de kommende måneder for at få et andet Europa, med ændringer i Europa-Kommissionen og i europæisk politik, der som omdrejningspunkt vil have retten til liv, arbejde, sundhed og sikkerhed – alt det, som de europæiske eliter, finansieret af [den ungarnske milliardær og filantrop George] Soros og repræsenteret ved Macron, afviser.
"Vi er på europæisk plan tæt på et historisk vendepunkt. Jeg er forbløffet over sløvheden hos en politisk venstrefløj, hvis eneste raison d'être er at kritisere andre. De mener, at Milano ikke burde være vært for et andet europæisk lands leder, som om venstrefløjen havde myndighed til at beslutte, hvem der har ret til at tale og hvem der ikke har – hvorefter de undrer sig over, hvorfor ingen stemmer på dem længere.
"Dette er det første af en lang række møder, der ikke alene vil ændre Italiens og Ungarns skæbner, men også det øvrige Europas skæbne."
Orban tilføjede:
"Der kommer snart europæiske valg, og der er mange ting, der skal ændres. Der er nu to fronter i Europa: Den ene ledes af Macron, der støtter masseindvandring. Den anden side ledes af lande, der ønsker at beskytte deres grænser. Ungarn og Italien tilhører den sidstnævnte gruppe.
"Ungarn har vist, at vi kan standse migranter til lands. Salvini har vist, at migranter kan standses til søs. Vi takker ham for at beskytte Europas grænser.
"Migranter skal sendes tilbage til deres respektive lande. EU siger, at vi ikke kan gøre det. De sagde også, at det var umuligt at standse migranter til lands, men vi gjorde det.
"Salvini og jeg deler tilsyneladende skæbne. Han er min helt."
Macron svarede:
"Hvis de ønskede at betragte mig som deres hovedmodstander, gjorde de ret i det. Der opbygges tydeligvis et stærkt modsætningsforhold mellem nationalister og progressive, og jeg har intet til overs for nationalister og dem, der er fortalere for hadefuld tale."
Salvini skød tilbage:
'Velgøreren Macrons' Frankrig har siden begyndelsen af 2017 afvist mere end 48.000 migranter ved den italienske grænse, heriblandt kvinder og børn. Er dette det 'imødekommende og støttende' Europa, som Macron og velgørererne snakker om?
"Fremfor at belære andre ville jeg opfordre den hykleriske franske præsident til at genåbne landets ydre grænser og tage imod de tusindvis af flygtninge, som han lovede at tage imod.
"Italien er ikke længere Europas flygtningelejr. Festen er forbi for menneskesmuglere og velgørere!"
Salvini udtalte i juli, at han ønskede at danne et paneuropæisk netværk af ligesindede patriotiske partier:
"Vi skulle samle Italien for at kunne vinde [det italienske valg]; nu skal vi samle Europa. Jeg forestiller mig en 'Liga af de europæiske ligaer', der samler alle frie og uafhængige bevægelser, der ønsker at forsvare deres befolkninger og grænser."
Salvini foreslog, at netværket blandt andre inkluderer den østrigske kansler Sebastian Kurz, det hollandske Frihedspartis leder Geert Wilders, Frankrigs leder af Front National Marine Le Pen og Ungarns Orban. Han udtalte desuden, at valget til Europa-Parlamentet i 2019 bør være en folkeafstemning om "et Europa uden grænser" versus "et Europa, der beskytter sine borgere".
Salvini har gentagne gange kritiseret EU for masseindvandringen og beskyldt unionen for at svigte Italien, der kæmper med at håndtere de mere end 600.000 migranter, der er kommet til landet siden 2014. Problemet er blevet forværret af EU regler.
Ifølge EU-bestemmelsen kendt som Dublin-forordningen skal migranter søge asyl i det land, som de først kommer til i EU. Dette har påført Italien en ekstraordinær byrde på grund af landets geografiske placering tæt på Afrika.
Italien har længe forsøgt at revidere Dublin-forordningen, men andre EU-lande, især Ungarn, har modsat sig at ændre aftalen. Uenigheden understreger udfordringerne ved at danne en samlet akse imod indvandring på EU-niveau: Mange EU-medlemslande har diametralt modsatrettede interesser.
Selvom Italien og Ungarn eksempelvis er enige om, at masseindvandringen bør standses fuldstændigt, er de uenige om, hvordan de migranter, der allerede befinder sig i EU, skal håndteres. Italien ønsker en omfordeling af migranterne til andre EU-lande, mens Ungarn og Visegrad-landene er stærkt imod at modtage nogen migranter overhovedet.
Den tjekkiske premierminister Andrej Babiš udtalte forud for sit besøg hos Italiens premierminister Giuseppe Conte i Rom den 28. august i et interview til den tjekkiske avis DNES:
"Jeg fastholder, at vi ikke vil tage nogen illegale migranter fra Italien eller noget andet sted. Dette er ikke rettet imod Italien, som vi har sympati for, men det er en nødvendig strategi. Det er for mig at se et vigtigt signal, et symbol og en besked til migranter og menneskesmuglere om, at det ikke giver mening at sejle til Europa...
Babiš tilføjede, at EU må lægge sine uenigheder bag sig og enes om en fælles paneuropæisk indvandringspolitik:
"Hvis Italien ikke tager imod migranter, hvis Malta ikke tager imod dem, så vil Spanien. Vi sender et budskab om, at det er muligt at komme til Europa fra Marokko via Spanien. Vi skal standse migrantstrømmen. Jeg vil gerne diskutere det med mine partnere i Italien, Malta og naturligvis med den tyske kansler Angela Merkel, der nu har stillet sig på Spaniens side. Vi skal arbejde hårdt på at finde en løsning, for vi har ganske unødvendigt spildt tre år med den absurde debat om kvoter...
"Vi skal værne om det, som vores forfædre opbyggede igennem mere en tusind år. Det er ikke et slogan, det er en kendsgerning."
Salvinis forbrødring med Orban har desuden udstillet forskelle i Italiens regeringskoalition, der består af Salvinis Liga og den populistiske Femstjernebevægelse (M5S), anført af Luigi Di Maio.
Di Maio truede den 23. august med at tilbageholde Italiens betalinger til EU, hvis et planlagt EU-topmøde i Bruxelles den 24. august ikke formåede at udmønte sig i en bindende aftale blandt andre EU-lande om at tage imod migranter fra Italien. Di Maio sagde i et interview på italiensk TV, som han også delte på sin Facebook-side:
"Hvis der ikke kommer noget ud af EU-Kommissionens møde imorgen, hvis de ikke beslutter noget vedrørende en... omfordeling af migranterne, så vil hele Femstjernebevægelsen og jeg ikke længere være villige til at give 20 mia. euro (149 mia. kr) til EU hvert år."
Da EU-mødet ikke førte til nogen løsning, fremsatte lederne af M5S i Italiens deputeretkammer og senat, hhv. Francesco D'Uva og Stefano Patuanelli, en erklæring:
"Lande, der ikke deltager i forflyttelser, og som ikke engang ulejliger sig med at besvare Italiens anmodning om hjælp, bør ikke længere modtage europæiske midler fra os, og i øjeblikket er Ungarn et af disse lande."
I et interview til avisen La Stampa den 27. august langede Di Maio igen ud efter Orban:
"Orbans Ungarn sætter pigtrådshegn op og nægter at få tildelt migranter. Dem, der ikke accepterer en tildeling, bør ikke have ret til europæiske midler."
Salvini forsvarede Orban: "Jeg respekterer Ungarns absolutte ret til at forsvare grænserne og dets befolknings sikkerhed. Vores fælles mål er forsvaret af de ydre grænser."
Orban svarede: "Vi har brug for en ny Europa-Kommission, der tager forsvaret af Europas grænser alvorligt. Vi har brug for en kommission, der efter europæiske valg ikke straffer de lande, der beskytter deres grænser, såsom Ungarn."
Soeren Kern er Senior Fellow ved det New York-baserede Gatestone Institute.