Det, som Det Palæstinensiske Selvstyre, Den Europæiske Union (EU), Israels Højesteret, tre israelske byer og Jahalin-stammen har til fælles, er beduin-bosættelsen Khan al-Akhmar.
Kampen om denne arabiske bosættelse har været ført i de internationale medier og den israelske højesteret gennem mere end ti år, og dens historie er et mikrokosmos af den arabisk-israelske konflikt, komplet med alternative narrativer, skiftende alliancer, uklare ansvarsområder og forplumrede, overdragne ejendomsinteresser.
Det første problem er, at Khan al Akhmar ligger i et område, som upoetisk kaldes for Area C, hvor Israel, ifølge FN, "bibeholder tæt på total kontrol, herunder lovhåndhævelse, planlægning og byggeri."
Den lille klynge beduinhjem ligger reelt på jord inden for det israelske bysamfund Kfar Adumim ved et strategisk knudepunkt mellem Jerusalem, Det Døde Hav og Jerusalems mere afsidesliggende arabiske kvarterer, hvilket gør det vigtigt for både israelerne og palæstinenserne.
Indtil for relativt nylig levede beboerne i denne arabiske bosættelse – som udgør en gren af Jahalin-beduinstammen – i det sydlige Israel. På et tidspunkt i 1970'erne udbrød der en stammefejde mellem de forskellige grene af stammen, og Jahalin flygtede nordpå og ankom i slutningen af 1970'erne til Maaleh Adumim-regionen, hvor de har opholdt sig lige siden.
Ligesom næsten alle andre beduiner i Mellemøsten begyndte de at aflægge deres nomadiske livsstil til fordel for mere permanent bosættelse og levebrød, som ikke afhang af fåreavl. Uheldigvis slog denne gren af stammen lejr i et vigtigt område nær en større hovedvej og begyndte at tappe af de kommunale vand- og elektricitetslinjer for at opretholde livet.
Her kommer det næste problem: lige siden 1980'erne, hvor deres bosætterlejr begyndte at tage form, har denne været både ulovlig og upraktisk. Dens nærhed til hovedvejen udgør en sikkerhedsrisiko for beduinbørnene, som leger ved den, såvel som for trafikanterne, der skal undgå at blive ramt af de sten, som bliver kastet mod køretøjerne. Af de bogstaveligt talt snesevise af hændelser, som er blevet rapporteret i pressen, kommer her et par eksempler:
Lige fra den dag Jahalin slog lejr på dette sted, har de vidst, at de slog sig ned i en israelsk kommune, og at det ikke var en langvarig løsning på deres behov for et bosted.
Hvad de ikke vidste var, at Det Palæstinensiske Selvstyre havde planer for det selvsamme område, men af andre grunde, og at internationale kræfter snart skulle begynde at bruge dem som skakbrikker i et højrisikabelt spil mod Israel.
 En internationalt finansieret skolebygning ved Khan al-Akhmar med den israelske hovedvej 1 i baggrunden. (Billedkilde: TrickyH/Wikimedia Commons) |
Den 23. august 2009 offentliggjorde Salim Fayyad, daværende premierminister i Det Palæstinensiske Selvstyre, sin masterplan for skabelsen af en palæstinensisk stat. Det grundlæggende i "Fayyad-planen" (officiel titel: "Palestine: Ending the Occupation, Establishing the State" / Palæstina: Besættelsens ophør, skabelse af staten) var – og er stadig – skabelsen af en de facto stat, uden at skulle forhandle med Israel, ved "facts on the ground" (kendsgerninger på jorden) i områder under fuld israelsk administrativ og sikkerhedsmæssig kontrol. Et af kerneområderne i "facts on the ground"-forestillingen om en palæstinensisk stat, i modsætning til de gensidigt bekræftede forhandlinger i Oslo-aftalerne, er lige præcis dette område nær hovedvejen. Jahalin-beduinernes lejr blev det perfekte middel til etableringen af et udenretligt fodfæste på stedet.
For Det Palæstinensiske Selvstyre var Jahalin-beduinernes interesser uvæsentlige. Den virkelige historie handler om jord. At bygge på den blev nøglen til at tage dette ellers uopnåelige stykke land i besiddelse og derpå at få denne besiddelse til at fremstå som uigenkaldelig. Så mens Selvstyret og EU bliver ved med at hykle respekt for deres forpligtelse på en forhandlet aftale, tyder deres faktiske adfærd på, at dette ikke er deres reelle hensigt: Palæstinenserne har ingen interesse i en forhandlet aftale, og EU's fortsatte finansiering af ulovlige byggerier i Area C opmuntrer i virkeligheden palæstinenserne til at undlade at sætte sig ned og tale med israelerne. Hvorfor skulle de forhandle, hvis de kan få alle deres ønsker opfyldt ved simpelthen at gentage historien om Khan al Akhmar på strategiske steder overalt i Area C?
Om man kan lide det eller ej, så fastslår Oslo-aftalerne – som Det Palæstinensiske Selvstyre underskrev og EU bevidnede – tydeligt, at Israel har eneansvaret for udstedelse af byggetilladelser, zoneinddeling og planlægning. Selv uden Oslo-aftalerne placerer Hague-konventionerne – som udgør det accepterede fundament under international lov – eneansvaret for udstedelse af byggetilladelser og zoneinddeling hos staten Israel.
Tilbage til beduinerne: nogle beduiner i naboklyngerne underskrev flytningsaftaler; andre trak simpelthen teltpælene op og flyttede andre steder hen for at undgå byggerierne og trafikken omkring hovedvejen; de forstod alle, at de ikke kunne blive, hvor de var.
Så kom Det Palæstinensiske Selvstyre og EU springende, gav denne klynge af telte og hytter et navn, pumpede penge i "Khan al Akhmar" og sparkede liv i en gigantisk mediestorm om forarmede arabere, der blev fordrevet fra deres "historiske" samfund. En italiensk NGO, Vento de Terra, opførte en skole på stedet, som skulle betjene beduinbørn fra hele egnen. De bombarderede medierne med billeder af barfodede beduinbørn, der levede med truslen om at blive flyttet og etnisk udrenset af Israel, og de pressede Jahalin til at samarbejde (hvilket fremgår af højesteretsdommene i sagen).
Beduinerne krøllede sammen under presset og lod deres nye "repræsentanter" styre sagerne: Beboerne i Khan al Akhmar blev boende, hvor Selvstyret ønskede dem. Jahalin-beduinerne blev "repræsenteret" af Selvstyret og EU i fire forskellige retssager, hvorved flytningen af bosættelserne gik i stå i mere end ti år. I hver enkelt sag fastslog den israelske højesteret, at beduinernes lejr i Khan al Akhmar var ulovlig og skulle evakueres til en statssponsoreret, alternativ lokalitet.
Gennem ti år har den israelske regering udskudt nedrivnings- og evakueringsordrerne og overvejet alle tænkelige alternativer og har nu omsider skabt en ny, lovlig mulighed for at bosætte beduinerne på statsejet jord kun godt 8 km borte, i nærheden af Abu Dis, som er et arabisk kvarter i udkanten af Jerusalem. Det nye kvarter, "Jahalin West," tilbyder en samlet pakke til en værdi af mere end en halv million shekel (næsten 140.000 dollar, omkring 870.000 danske kroner) til hver eneste hustru i hver eneste Jahalin-husholdning, som alle dyrker flerkoneri. Hver eneste hustru vil frit og kvit modtage et større jordstykke, fuldt udviklet og zoneinddelt med henblik på boligbyggeri, med vand og elektricitet. Jahalin West ville tilbyde tjenesteydelser, som disse beduiner aldrig har haft – tjenesteydelser som Selvstyret aldrig har tilbudt dem: rindende vand, elektricitet, permanente boliger som de frit selv kan indrette, sundhedsklinikker, offentlige transportmidler, skoler, adgang til arbejdsmarkedet og mere.
Jahalin West ligger klar og venter; sådan har det ligget henslumrende i årevis. "Repræsentanterne" for Jahalin har gentagne gange afvist statens flytningspakke og nægtet at lade Jahalin-beduinerne genskabe deres tilværelse i et nyt kvarter, såfremt dette betyder, at de mister grebet om den jord, som de i dag har slået sig ned på.
Efter at have givet Jahalins advokater en sidste mulighed for at fremkomme med et gennemførligt alternativ til Jahalin West, hvilket de ikke har kunnet, lukkede den israelske højesteret sagen om Khan al Akhmar. Højesterets seneste afgørelse afviste to underskriftindsamlinger, som var blevet indleveret på beduinernes vegne. "Der er ingen lovlig grund, som berettiger en indgriben i forsvarsministerens beslutning om at iværksætte de nedrivningsordrer, som er blevet udstedt mod de ulovlige byggerier i Khan al Akhmar," skrev dommerne Sohlberg, Willner og Baron.
"Denne afgørelse bagatelliserer ikke de komplicerede menneskelige aspekter, som er uundgåelige ved større evakueringer af ulovligt byggeri, trods dettes manglende lovlighed. Lovens håndhævelse er vigtig, ligesom forsøget på at nå en løsning gennem dialog og fredelige midler."
...
"Når alt er lagt frem, så befinder vi os langt hinsides 'nulte time.' Vi minder om, at nedrivningsordrerne for disse byggerier første gang blev udstedt i 2009, og de opfordringer til samarbejde og dialog, som vi har hørt i denne retssal, burde, så agtværdige de end måtte være, retmæssigt have været fremført i tide i løbet af de mellemliggende år og burde have været rettet direkte til politikerne og beslutningstagerne."
Dommerne kritiserede sagsøgernes opførsel, idet de bemærkede, at disse gentagne gange havde udnyttet statens villighed til at nå en løsning i enighed ved at fremsætte formålsløse, uigennemførlige forslag.
"Indtrykket er, at hensigten med disse alternative forslag var at 'købe tid.' ... At fremsætte urealistiske forslag på dette tidspunkt, efter at staten i årevis har udskudt håndhævelsen af nedrivningsordrerne for at overveje mulige alternativer, er uacceptabelt."
Afgørelsen afviste sagsøgernes bøn om, at retten ville gribe ind over for statens beslutning om at håndhæve loven, og udtrykte håbet om, at sagen kan løses fredeligt og i en atmosfære af samarbejde.
Det Palæstinensiske Selvstyre har allerede kundgjort sine intentioner om at modsætte sig flytningen af Jahalin-beduinerne til deres nye, lovlige kvarter nær Abu Dis "med alle til rådighed stående midler," og den internationale opstandelse er begyndt.
Israel bliver fordømt for "brutal og umenneskelig" behandling af Jahalin-beduinerne og for forsøg på at foretage en påstået "etnisk udrensning" og "tvungen befolkningsforflyttelse (transfer)." Den franske regering (som selv har en temmelig ynkelig historie med summariske deportationer af nomadiske grupper en masse) har erklæret den israelske højesterets afgørelse for en krænkelse af international lov, samtidig med at man har forklaret, at Khan al Akhmar er af "afgørende strategisk betydning for sammenhængen i en fremtidig palæstinensisk stat."
De kommende uger vil teste Israels suverænitet og beslutsomhed. Samtidig vil de kommende uger også udstille de sande intentioner hos Det Palæstinensiske Selvstyre og de europæiske NGO'er og regeringer, som fortsat finansierer ulovlige byggerier og ran af jord i områder, som af international lov er anerkendt som værende under israelsk jurisdiktion.
Bassam Tawil er muslimsk araber med base i Mellemøsten.