Den 30. marts betød et forsøg fra tusindvis af palæstinensere i Gazastriben på at infiltrere grænsen til Israel starten på seks ugers kampagne med massedemonstrationer – kaldet "March for Tilbagevenden" – arrangeret af Hamas, Islamisk Jihad og andre radikale, palæstinensiske grupper.
Disse grupper opfordrede palæstinenserne i Gazastriben til at bevæge sig ind i områderne tæt på grænsen til Israel. Demonstranterne blev også tilskyndet til at forsøge at trænge ind over grænsen og således sætte livet på spil.
Hamas og dens allierede fortalte demonstranterne, at "March for Tilbagevenden" skulle markere begyndelsen på "befrielsen af hele Palæstina, fra Middelhavet til Jordanfloden." Palæstinenserne fik med andre ord at vide, at infiltrationen af grænsen til Israel ville udgøre det første skridt på vejen til en udslettelse af Israel.
Hamas-lederne Ismail Haniyeh og Yehya Sinwar, som deltog i demonstrationerne langs grænsen til Israel den 30. marts, lagde ikke skjul på det virkelige mål for "March for Tilbagevenden" – at udslette Israel og forpurre den amerikanske præsident Donald Trumps endnu ikke offentliggjorte plan til fred i Mellemøsten.
De to Hamas-ledere fortalte demonstranterne, at demonstrationerne den 30. marts skulle markere indledningen på en "ny fase i palæstinensernes nationale kamp på vejen til at befri hele Palæstina, fra floden til havet." Haniyeh og Sinwar gjorde det tillige klart, at "March for Tilbagevenden" også har et andet formål: at forpurre ethvert arabisk forsøg på at slutte fred eller normalisere forholdet til Israel.
Ifølge udtalelser fra Hamas-lederne handler kampagnen "March for Tilbagevenden" ikke om at forbedre levevilkårene for palæstinenserne i Gazastriben. Den handler heller ikke om at finde måder, hvorpå man kan løse den "humanitære" og "økonomiske" krise i Gazastriben.
Hamas og dens allierede sendte ikke demonstranterne mod den israelske grænse for at kræve jobs og medicin. De opfordrede ikke palæstinenserne til at bringe deres eget liv i fare ved grænsen til Israel på grund af manglende elforsyninger til Gazastriben.
I stedet sendte arrangørerne palæstinenserne mod grænsen efter at have forsikret dem om, at dette er den eneste måde, hvorpå man kan oversvømme Israel med hundredtusindvis af palæstinensiske "flygtninge" som del af en "ret til tilbagevenden." Denne "ret til tilbagevenden" refererer til palæstinensernes krav om, at Israel giver palæstinensiske "flygtninge" og deres efterkommere lov til at bosætte sig i Israel.
Som Zaher Birawi, en af arrangørerne af "March for Tilbagevenden" forklarede: "Retten til tilbagevenden er hellig og en rød streg, som ikke bør overskrides. Palæstinenserne vil gøre deres yderste for at opnå denne ret."
Hans og de to Hamas-lederes udtalelser beviser, at massedemonstrationerne har til formål at tvinge Israel til at acceptere millioner af palæstinensiske "flygtninge" som et første skridt til at gøre jøderne til en minoritet i deres eget land. Næste skridt vil være at dræbe eller fordrive jøderne og erstatte Israel med en islamisk stat.
Det afgørende her er, at det, vi var vidne til langs grænsen mellem Gazastriben og Israel den 30. marts, ikke var en protest fra fattigdomsramte og ulykkelige palæstinensere imod enhver form for blokade.
Havde det været det, hvorfor bad arrangørerne så ikke palæstinenserne marchere mod grænsen til Egypten? Den egentlige blokade af Gazastriben gennemføres af Egypten, ikke af Israel.
I hele 2017 var Rafah-grænseovergangen mellem Egypten og Gazastriben åben i mindre end 30 dage i alt; i modsætning hertil var grænsen mellem Israel og Gazastriben åben i mere end 280 dage samme år.
Israel opretholder en skibsblokade imod Gazastriben, som skal forhindre Iran, Hizbollah og andre terrorgrupper i at indsmugle våben til kystenklaven, som er kontrolleret af Hamas. Samtidig har Israel holdt sine grænseovergange til Gaza åbne for transport af varer og personer.
Israel tillader palæstinenserne at rejse ud og ind i Gazastriben via Erez-grænseovergangen. I sidste måned rejste Det Palæstinensiske Selvstyres premierminister gennem Erez-grænseovergangen, blot for at få sin konvoj gjort til mål for en vejsidebombe, efter at den var kommet ind i det Hamas-kontrollerede Gaza. Israel tillader også udlændinge adgang til Gazastriben gennem den samme grænseovergang. Det drejer sig blandt andet om journalister, diplomater og i hundredvis af udlændinge, som arbejder for diverse internationale hjælpeorganisationer, herunder FN.
Og det, alt imens Rafah-grænseovergangen til Egypten har været lukket. Siden nytår har egypterne kun haft grænseovergangen åben i ny og næ, to eller tre dage ad gangen. Egypten forbyder også udlændinge at rejse ind i Gazastriben gennem Rafah-terminalen. Selv arabere, som ønsker at hjælpe befolkningen i Gazastriben, er tvunget til at benytte Erez-grænseovergangen, fordi egypterne ikke giver dem lov til at bruge Rafah-terminalen.
 I 2017 havde Egypten sin Rafah-grænseovergang til Gazastriben (se billedet ovenfor) åben i mindre end 30 dage ialt; i modsætning hertil var grænsen mellem Israel og Gazastriben åben i mere end 280 dage samme år. (Foto af Chris McGrath/Getty Images) |
Tag for eksempel Qatars udsending til Gazastriben, ambassadør Mohammed Al Emadi. Hver gang han rejser ud eller ind i Gazastriben, benytter han Erez-grænseovergangen til Israel. Egypterne vil ikke give hverken ham eller nogen anden araber, som ønsker at hjælpe palæstinenserne i Gazastriben, lov til at rejse gennem Rafah-terminalen.
Når dette er virkeligheden, så må spørgsmålet være: Hvorfor er palæstinensernes demonstrationer ikke rettet mod Egypten? Svaret er indlysende.
Palæstinenserne ved godt, at hvis de kommer i karambolage med den egyptiske hær, kommer de til at betale en høj pris. Hvor Israel brugte snigskytter til at afholde demonstranterne den 30. marts fra at krydse grænsen, ville den egyptiske reaktion utvivlsomt være langt mere barsk. Egypterne ville have brugt artilleri og krigsfly imod de palæstinensiske demonstranter. Palæstinenserne er helt klar over, at den egyptiske hær ville rasere hele Gazastriben, såfremt palæstinenserne brød gennem grænsen og undergravede Egyptens nationale sikkerhed.
Desuden er "March for Tilbagevenden" ment som en del af den palæstinensiske nationalkamp imod den "zionistiske enhed" – Israel – og har intet at gøre med lukningen af grænser.
Den er en del af den palæstinensiske jihad (hellig krig) for at eliminere Israel, som de opfatter som et "kolonialistisk projekt," som vestmagterne påførte araberne efter 2. Verdenskrig. Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, indrømmede i et sjældent tilfælde af ærlighed tidligere på året, at det er præcis sådan, palæstinenserne og araberne opfatter Israel.
Arrangørerne af "March for Tilbagevenden" har gjort det klart, at ud over at oversvømme Israel med millioner af palæstinensiske "flygtninge" har kampagnen også to andre formål: at forhindre Trumps plan om "århundredets aftale" og at standse enhver form for arabisk normalisering med Israel.
Palæstinenserne har erklæret deres totale afvisning af Trumps plan, fordi de ved, at den ikke vil fremme deres mål om at gøre jøderne til en minoritet i disses eget land. De mener ikke, at Trumps plan anerkender den palæstinensiske "ret til tilbagevenden," hvilket betyder, at "flygtninge" og disses efterkommere ikke får lov til at bosætte sig i Israel og gøre landet til en stat med arabisk flertal.
Arrangørerne af "March for Tilbagevenden" har klart tilkendegivet, at dette udgør selve drivkraften bag massedemonstrationerne – at sende et budskab til Trump-administrationen om, at palæstinenserne ikke vil acceptere nogen aftale, som ikke fremmer deres drøm om at erstatte Israel med en arabisk islamisk stat.
"March for Tilbagevenden" skal også sende en advarsel til Det Palæstinensiske Selvstyre og de arabiske lande om ikke at gøre nogen indrømmelser til Israel eller samarbejde med Trump-administrationen.
Dette er ikke, hvad de politiske analytikere siger. Til gengæld er det de præcise ord og sætninger brugt af arrangørerne af begivenhederne. Deres ultimative mål er at forhindre Mahmoud Abbas og hans Palæstinensiske Selvstyre i at vende tilbage til forhandlingsbordet med Israel samt at true de arabiske lande til ikke at underskrive nogen fredsaftaler med Israel.
Arrangørerne fortæller os, at "March for Tilbagevenden" vil fortsætte og kulminere i midten af maj på 70-årsdagen for Israels dannelse.
"March for Tilbagevenden" er blot endnu en fase i de palæstinensiske forsøg på at udradere Israels tilstedeværelse i Mellemøsten og handler ikke om blokade. "March for Tilbagevenden" er en antifredskampagne, beregnet på at forpurre ethvert forsøg på at opnå fred mellem Israel og de arabiske lande.
Lederne i Hamas, Islamisk Jihad og de andre grupper, som har arrangeret massedemonstrationerne, klager nu over det høje dødstal og beskylder Israel for at åbne ild mod "ubevæbnede, fredelige" demonstranter. Der er tale om de samme ledere, som tilskyndede deres befolkning til at drage mod grænsen til Israel og forsøge at tvinge sig vej ind i Israel. Det er de samme ledere, som opfordrede deres befolkning til at ødelægge sikkerhedshegnet langs grænsen til Israel. Havde de forventet, at de israelske soldater ville modtage dem med blomster?
Hvad Mahmoud Abbas angår, så har han leveret yderligere beviser på sit tårnhøje hykleri. Nogle timer efter de voldsomme konfrontationer langs grænsen mellem Gazastriben og Israel dukkede Abbas op på palæstinensisk TV for at holde Israel "fuldt ansvarlig" for volden og demonstranternes dødsfald og skader.
Det er den samme Abbas, som for nylig fortalte os, at Hamas er en terrorgruppe og ansvarlig for det klodsede mordforsøg den 13. marts på hans premierminister. Det er den samme Abbas, som sidste år påførte Gazastriben sanktioner ved at suspendere al betaling for elforsyningen til Gazastriben fra Israel og desuden suspenderede lønudbetalingerne til tusindvis af offentligt ansatte i Striben. I stedet for at fordømme Hamas for at sende palæstinenserne ud i sammenstød med den israelske hær og bringe deres liv i fare valgte Abbas at fordømme Israel for at beskytte landets grænse.
Nogle journalister og politiske analytikere har fejlagtigt kaldt den palæstinensiske "March for Tilbagevenden" for en "fredelig og folkelig" aktion fra palæstinensisk side for at kræve frihed og bedre levevilkår.
Palæstinensernes levevilkår i Gazastriben kunne forbedres, såfremt egypterne blot åbnede Rafah-grænseovergangen og tillod palæstinensere at rejse ud og arabere og andre, som kommer for at hjælpe befolkningen der, at komme ind. Deres tilværelse kunne blive bedre, såfremt Hamas holdt op med at bygge terrortunneller og indsmugle våben.
Men som det nu står fuldkommen klart, er "March for Tilbagevenden" intet andet end en direkte krigserklæring imod Israel og Trump-administrationen.
Bassam Tawil er muslim og bosiddende i Mellemøsten.