• Europæiske ledere accepterede, at dele af deres lande omdannedes til fjendtlige territorier. De iagttager, hvordan en demografisk katastrofe udfolder sig. De ved, at Europa om to til tre årtier vil blive regeret af islam.

  • Historikeren Walter Laqueur beskrev for ti år siden, hvad han betegnede som "Europas sidste dage": Den europæiske kultur var døende, og kun gamle monumenter og museer ville overleve. Hans diagnose var alt for optimistisk. Gamle monumenter og museer kan meget vel blive bombet. Man kan bare se, hvad de hætteklædte tilhængere af "Antifa" – en "anti-fascistisk" bevægelse, hvis aktioner er fuldstændig fascistiske – gør ved statuer i USA.

Reaktionen efter terrorangrebet i Barcelona var den samme som efter alle større terrorangreb i Europa: tårer, bønner, blomster, stearinlys, bamser og påstande om, at "islam betyder fred". Da folk samledes for at kræve strengere tiltag mod islamismens stigende indflydelse i Europa, blev de konfronteret med en "anti-fascistisk" demonstration. Muslimer organiserede en demonstration for at forsvare islam. De påstod, at muslimer bosat i Spanien er "de største ofre" for terrorisme. Mounir Benjelloun El Andaloussi, der er leder af Den Spanske Føderation af Islamiske Religiøse Samfund, talte om en "konspiration mod islam" og udtalte, at terrorister er "instrumenter" for et islamofobisk had. Barcelonas borgmester Ada Colau græd foran kameraerne og sagde, at hendes by ville forblive en "åben by" for alle migranter. Kataloniens guvernør Carles Puigdemont benyttede et lignende sprogbrug. Spaniens konservative premierminister Mariano Rajoy var den eneste, der vovede kalde den jihadistiske terrorisme ved dens rette navn. Næsten alle europæiske journalister mente, at Rajoys ord var for grove.

Efter terrorangrebet i Barcelona, hvor folk samledes for at kræve strengere tiltag mod islamismens stigende indflydelse på kontinentet, blev de konfronteret med en "anti-fascistisk" demonstration. Billedet: "anti-fascister" slog en mand, som de påstod var "højrefløjssympatisør", på Las Ramblas i Barcelona den 18. august 2017. (Foto: Carl Court/Getty Images)

De store europæiske aviser, der endnu engang beskriver rædslerne, søgte forklaringer på det, som de vedblev med at kalde "uforklarligt". Det førende spanske dagblad El Pais skrev i en leder, at "radikalisering" er en følge af "eksklusion" af visse "samfund" og tilføjede, at løsningen ville være mere "social retfærdighed". I Frankrig antydede Le Monde, at terrorister ønsker at "tilskynde til had" og understregede, at europæere skal undgå "fordomme". I Storbritannien forklarede The Telegraph, at "mordere angriber Vesten fordi Vesten er Vesten; ikke på grund af hvad vi gør" – men de taler om "mordere", ikke om "terrorister" eller "islamister".

Anti-terrorismeeksperter, der blev interviewet til TV, sagde om de angreb, der bliver udført stadigt hyppigere i Europa, vil blive mere dødbringende. De noterede sig, at Barcelona-jihadisternes oprindelige plan havde været at ødelægge Sagrada Familia katedralen og dræbe flere tusinde mennesker. Eksperterne gentog, at europæerne bare skal lære at leve med faren for omfattende blodbad. De tilbød ikke nogen løsninger. Endnu engang udtalte mange, at terroristerne ikke er rigtige muslimer – og at angrebene "ikke havde noget at gøre med islam".

Mange vesteuropæiske ledere betragter islamisk terrorisme som en kendsgerning, som europæerne skal vænne sig til – som en slags afvigelse, der ikke er relateret til islam. De undgår ofte at tale om "terrorisme" overhovedet. Efter angrebet i Barcelona offentliggjorde den tyske kansler Angela Merkel en kortfattet kritik af den "oprørende" hændelse. Hun udtrykte "solidaritet" med det spanske folk, og det var så det. Frankrigs præsident Emmanuel Macron tweetede sine kondolencer og talte om et "tragisk angreb".

Overalt i Europa bliver udtryk for vrede med fuldt overlæg marginaliseret. Opfordringer til handling og til en seriøs forandring af indvandringspolitikken kommer kun fra politikere, der hånligt beskrives som "populister".

Selv den mindste kritik af islam giver straks anledning til en næsten enstemmig indignation. I Vesteuropa er de bredt tilgængelige bøger om islam skrevet af folk tæt på Det Muslimske Broderskab, såsom Tariq Ramadan. Der findes også "politisk ukorrekte" bøger, men de sælges under disken, som om de var ulovlige smuglervarer. Islamiske boghandlere sælger brochurer, der opfordrer til vold, uden på nogen måde at skjule det. Snesevis af imamer, der ligner den mistænkte hjerne bag angrebet i Barcelona: Abdelbaki Es Satty, fortsætter ustraffet deres forkyndelser. Hvis de endelig arresteres, frigives de hurtigt igen.

Underkastelsen hersker. Diskursen lyder overalt, at europæerne på trods af de stigende farer skal leve deres liv så normalt som muligt. Europæerne ser imidlertid hvilke farer, der findes. De ser, at livet ikke er tilnærmelsesvist normalt. De ser politibetjente og soldater i gaderne, en omsiggribende sikkerhedskontrol, streng kontrol ved indgangen til teatre og butikker. De ser usikkerhed overalt. De får at vide, at de bare skal ignorere kilden til farerne, men de ved, hvad kilden er. De påstår, at de ikke er bange. I Barcelona råbte tusinder "No tinc por" ("Vi er ikke bange"). I virkeligheden er de dødsensangste.

Ifølge meningsmålinger er europæerne pessimistiske og mener, at fremtiden bliver ubehagelig. Meningsmålinger viser desuden, at europæerne ikke længere har tillid til dem, de regeres af. De føler imidlertid, at de ikke har noget valg.

Dette skift i deres liv er sket på ganske kort tid, mindre end et halvt århundrede. Inden da var der kun få tusinde muslimer i Vesteuropa – de fleste var migrantarbejdere fra tidligere europæiske kolonier. Det var meningen, at de kun skulle være midlertidigt i Europa, og de blev derfor aldrig bedt om at integrere sig.

De blev snart til hundredtusinder, og dernæst til millioner. Deres tilstedeværelse blev permanent. Mange blev statsborgere. Det blev efterhånden utænkeligt at bede dem om at integrere sig: De fleste betragtede øjensynligt sig selv som muslimer førend noget andet.

De europæiske ledere opgav at forsvare deres egen kultur. De henfaldt til at sige, at alle kulturer bør betragtes på samme måde. De ser ud til at have givet op.

Skolernes læseplaner blev ændret. Børnene lærte, at Europa og Vesten havde plyndret den muslimske verden – ikke at muslimerne faktisk havde invaderet og erobret det kristne Byzantinske Rige, Nordafrika og Mellemøsten, det meste af Østeuropa, Grækenland, Nordcypern og Spanien. Børn lærte, at den islamiske kultur havde været pragtfuld og blomstrende, inden koloniseringen angiveligt ødelagde den.

Velfærdsstater, der blev opbygget i efterkrigstiden, begyndte at skabe en stor underklasse af mennesker, der permanent var fanget i afhængighed, netop som antallet af muslimer fordobledes.

Områder med socialt boligbyggeri var nu pludselig muslimske områder. Stigningen i massearbejdsløshed, der især ramte mindre kvalificerede arbejdere, omdannede muslimske boligområder til massearbejdsløshedsområder.

Lokalsamfundsorganisatorer kom og fortalte arbejdsløse muslimer at europæerne, efter angiveligt at have plyndret deres oprindelseslande, havde brugt muslimske arbejdere til at genopbygge Europa, og de behandlede nu muslimerne som ubrugelige redskaber.

Kriminaliteten fik fodfæste. Muslimske boligområder blev til højkriminelle områder.

Ekstreme muslimske prædikanter ankom; de understøttede hadet til Europa. De sagde, at muslimer skal huske på, hvem de er; at islam skal hævne sig. De forklarede unge, fængslede muslimske kriminelle, at vold kan bruges til en ædel sag: jihad.

Politiet fik ordre på ikke at gribe ind for ikke at forværre spændingerne. Områder med høj kriminalitetsrate blev til no-go zoner, der dannede grobund for rekrutteringen af islamiske terrorister.

Europæiske ledere accepterede, at dele af deres lande omdannedes til fjendtlige territorier.

Der var optøjer, og lederne gav endnu større indrømmelser. De vedtog love, der begrænsede ytringsfriheden.

Da islamisk terrorisme første gang ramte Europa, vidste Europas ledere ikke, hvad de skulle gøre. De ved stadig ikke, hvad de skal gøre. De er fanget i en situation, som de selv skabte, og som de ikke længere kan styre. De ser ud til at føle sig hjælpeløse.

De kan ikke inkriminere islam, idet de love, som de har vedtaget, gør det ulovligt. I de fleste europæiske lande bliver selv det at stille spørgsmålstegn ved islam stemplet som "islamofobi". Det fører til store bøder, eller endog retssager eller fængslinger (som med Lars Hedegaard, Elisabeth Sabaditsch-Wolff, Geert Wilders eller George Bensoussan). De kan ikke genetablere lov og orden i no-go zonerne: Det ville kræve hærens indgriben og et skifte mod militær undtagelsestilstand. De kan ikke vedtage de løsninger, som er blevet foreslået af de partier, som de har skubbet ud i kulden, uden for indflydelse i det europæiske politiske liv.

De kan ikke engang lukke deres grænser, der blev nedlagt i 1995 ved indførelsen af Schengenaftalen. En genetablering af grænsekontrollen ville være dyr og tage tid.

Europas ledere har tilsyneladende hverken viljen eller midlerne til at imødegå den indkommende bølge af millioner af muslimske migranter fra Afrika og Mellemøsten. De ved, at der gemmer sig terrorister blandt migranterne, men alligevel kontrollerer de dem ikke. De tyr i stedet til kneb og løgne. De skaber "afradikaliserings"-programmer, der ikke virker: Det ser ud til, at de "radikale" ikke ønsker at blive "afradikaliseret".

Europas ledere forsøger at definere "radikalisering" som et symptom på "mental sygdom"; de overvejer at bede psykiatere om at løse miseren. De taler desuden om at skabe en "europæisk islam", der er helt anderledes end islam i resten af verden. De indtager en hovmodig attitude for at skabe en illusion om moralsk overlegenhed, som Ada Colau og Carles Puigdemont gjorde i Barcelona. De siger, at de har høje normer; at Barcelona vil forblive "åben" for migranter. Angela Merkel nægter at at se konsekvenserne i øjnene af sin politik med at importere talløse migranter. Hun straffer lande i Centraleuropa, der nægter at følge hendes politik.

Europæiske ledere iagttager, hvordan en demografisk katastrofe udfolder sig. De ved, at Europa om to til tre årtier vil blive regeret af islam. De forsøger at bedøve de ikke-muslimske befolkninger med drømme om en idyllisk fremtid, der aldrig vil komme til at eksistere. De siger, at Europa må lære at leve med terrorisme; at der ikke er noget, som nogen kan gøre ved det.

Der er imidlertid meget, som de kan gøre; de skal bare ønske at gøre det – det vil kunne koste dem muslimske stemmer.

Winston Churchill sagde til Neville Chamberlain: "Du fik valget mellem krig og vanære. Du valgte vanæren, og du vil få krigen". Det samme gælder i dag.

Historikeren Walter Laqueur beskrev for ti år siden, hvad han betegnede som "Europas sidste dage": Den europæiske kultur var døende, og kun gamle monumenter og museer ville overleve. Hans diagnose var alt for optimistisk. Gamle monumenter og museer kan meget vel blive bombet. Man kan bare se, hvad de hætteklædte tilhængere af "Antifa" – en "anti-fascistisk" bevægelse, hvis aktioner er fuldstændig fascistiske – gør ved statuer i USA.

Barcelonas katedral Sagrada Familia gik kun ram forbi på grund af klodsetheden hos en terrorist, der ikke vidste, hvordan man håndterer sprængstoffer. Andre steder kan blive mindre heldige.

Europas død vil med stor sikkerhed blive voldelig og smertelig. Ingen ser ud til at have viljen til at standse den. Vælgerne vil stadigvæk kunne gøre det, men så skal de gøre det nu, hurtigt, inden det er for sent.

Guy Millière, der er professor ved Universitetet i Paris, er forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.

Seneste artikler af
modtag den seneste per email: abonner på den gratis gatestone institute mail liste.

da