Under den kolde krig mod Sovjetunionen blev de kaldt for "nyttige idioter". Det var folk, der ikke var medlemmer af kommunistpartiet, men de arbejdede for, udtalte sig til fordel for, og støttede Lenins og Stalins ideer. Kommunismen er endelig død, men islamismen er vokset og har erstattet kommunismen som global trussel.
Lige som kommunismen samlede sine nyttige idioter, har islamismen – eller islamisk totalitarisme – samlet sine "nyttige vantro". Der er imidlertid en vigtig forskel: I Sovjetunionen var de nyttige idioter intellektuelle. I vore dage er de nyttige vantro politikere, og en af dem kan blive valgt som Frankrigs nye præsident i dag.
 Emmanuel Macron (Billedkilde: EU-Udenrigstjenesten) |
Emmanuel Macron, en nyttig vantro, bakker ikke op om terrorisme eller islamisme. Det er værre: Han ser ikke engang truslen. I kølvandet på de grusomme angreb i Paris den 13. november 2015 udtalte Macron, at det franske samfund må påtage sig sin "andel af ansvaret" på den "jord, der giver næring til jihadismen".
"Fordi en mand bærer skæg eller har et navn, som man kan tro er muslimsk, vil der være fire gange mindre sandsynlighed for, at han har et arbejde end en anden, der er ikke-muslim", tilføjede han. Hvis en mand kommer fra Syrien, bevæbnet med en kalashnikov og et bombebælte, vil det da ifølge Macron være en langtidsledigs måde at give udtryk for trods?
Macron er tæt på at beskylde franskmændene for at være racister og "islamofober". "Vi har vores del af ansvaret", advarede han, "fordi totalitarismen næres af den mistro, som vi har ladet brede sig i samfundet.... og hvis vi ikke passer på imorgen, vil det splitte os endnu mere".
Macron sagde, at det franske samfund derfor "skal ændres og blive mere åbent". Mere åbent over for hvad? Islam, naturligvis.
Da en islamist den 20. april 2017 havde dræbt en politibetjent og såret to andre i Paris, sagde Macron: "Jeg udtænker ikke et anti-terrorprogram natten over". Efter to års fortsatte terrorangreb i Frankrig sagde præsidentkandidaten, at han ikke havde forholdt sig til landets sikkerhedsproblemer?
Professor Barbara Lefebvre, der har skrevet flere bøger om islamismen, Den 6. april, under præsidentvalgkampen, afslørede til seerne i France2-programmet L'Emission Politique, at Mohamed Saou var med på Macrons kampagnehold. Saou var regional leder af Macrons politiske bevægelse "En marche" ("Fremad"), og det var tilsyneladende Saou, der på Twitter reklamere for det klassiske islamistiske udsagn "Jeg er ikke Charlie".
Da Macron fornemmede en potentiel skandale, fyrede han Saou, men da han den 14. april var inviteret ind til Beur FM, der er en fransk-muslimsk radiostation, blev han fanget i at sige i en mikrofon, som han troede var slukket: "Han [Saou] gjorde nogle ting en smule radikalt. Men Mohamed er nu en fin fyr alligevel, en rigtig fin fyr".
"Rigtig fin", sandsynligvis fordi Mohamed Saou arbejdede på at samle muslimske stemmer til Macron.
Er Saou et isoleret tilfælde? Selvfølgelig ikke. Mohamed Louizi, der er forfatter til bogen Why I Quit Muslim Brotherhood, lagde den 28. april en detaljeret artikel op på Facebook, hvori han beskyldte Macron for at være "gidsel hos den islamistiske vælger". Louizis artikel kom også på den kristne anti-islamistiske internetside Dreuz. Artiklen indeholdt navne og datoer og forklarede, hvordan Macrons politiske bevægelse i vidt omfang er blevet infiltreret af militante fra Det Muslimske Broderskab. Det skal blive interessant at se, hvor mange af dem der stiller op som kandidater i Macrons bevægelse ved det kommende parlamentsvalg.
Sammenslutningen af Islamiske Organisationer i Frankrig (UOIF), der er almindeligt kendt for at være Det Muslimske Broderskabs afdeling i Frankrig, opfordrede den 24. april muslimer til at "stemme imod de fremmedfjendske, anti-semitiske og racistiske ideer hos Front National, og [vi] opfordrer til i massivt omfang at stemme på Macron ".
Hvorfor?
Er Macron en åben fortaler for islamisme i Frankrig? Det er mere politisk korrekt at sige, at han er en "globalist" og en "åben fortaler for multikulturalisme". I den egenskab anser han ikke islamisme for at være en national trussel, eftersom den franske nation for ham at se, eller, som han har udtalt, fransk kultur, faktisk ikke eksisterer. Macron har benægtet, at Frankrig er et land med en særlig kultur, en særlig historie og en særlig litteratur eller kunst. Macron besøgte den 22. februar de franskmænd, der bor i London, og han sagde ved den lejlighed: "Fransk kultur eksisterer ikke; der er en kultur i Frankrig, og den er mangfoldig". Med andre ord: På fransk landområde har fransk kultur og franske traditioner ingen forrang eller større vigtighed end importerede migrantkulturer. Han gentog provokationen samme dag (også i London): "Fransk kunst? Jeg har aldrig mødt den!"
Omvendt sagde han i et interview i det anti-islamistiske magasin Causeur: "Frankrig har aldrig været og bliver aldrig et multikulturelt land".
Eftersom Macron er politiker, henvender han sig ikke til det franske folk under ét. Han henvender sig til forskellige politiske kundegrupper. Da Macron besøgte Algeriet, sagde han, at koloniseringen var en "forbrydelse mod menneskeheden". Han håbede naturligvis, at bemærkningen ville hjælpe ham til at få stemmer blandt franske statsborgere af algiersk oprindelse.
Macron sagde under præsidentvalgkampen altid, hvad folk gerne ville høre. Den franske befolkning kan meget vel være ved at opdage, at for Macron er det, at tilhøre et land, tænke på grænser og definere sig selv som tilhørende et modersmål eller en særlig litteratur eller kunst, det rene bras.
Yves Mamou er journalist og forfatter, bosiddende i Frankrig. Han arbejdede i to årtier for avisen Le Monde, inden han gik på pension.