 Der føres krig mod politiet i Frankrig, men krigen bliver aldrig omtalt. På billedet ses en politibetjent henvende sig til en chauffør under en standsning af trafikken efter en nat med uroligheder i den nordlige del af Blois den 17. marts 2021. (Foto: Guillaume Souvant/AFP via Getty Images) |
Den 25. Januar i Paris' forstad Pantin, den 4. februar i Carcassonne i det sydlige Frankrig og den 13. februar i Poissy i Yvelines lokkede organiserede grupper af "unge" – der er de etablerede mediers terminologi for at undgå enhver etnisk benævnelse – politistyrker i et bagholdsangreb inde i deres boligområder. Til råbene "Dræb dem; dræb dem alle" blev politipatruljer angrebet under anvendelse af sprængstoffer og fyrværkeri som byguerrillavåben. I hvert tilfælde blev videoer af angrebet delt på de sociale medier.
Fransk politi var mellem den 17. marts og 5. maj 2020 udsat for 79 bagholdsangreb ifølge statistik fra indenrigsministeriet, der er blevet offentliggjort i Le Figaro. I oktober 2020 optalte Le Figaro mindst ti angreb begået mod politistationer siden årets begyndelse, og det nationale politi registrerede dagligt mere end 85 episoder med "vold mod myndighedspersoner" på landsplan, skriver Le Monde. Indenrigsministeriets statistikafdeling registrerede i januar 2.288 sådanne "dræb dem alle"-episoder baseret på oplysninger fra politirapporter.
Der føres krig mod politiet i Frankrig, men krigen bliver aldrig omtalt. Mange fra medierne, rapsangere, skuespillere, eksperter med flere, sammen med kriminelle og lovovertrædere, hævder derimod, at en systemisk racistisk politistyrke er aktiv i en krig mod sorte og arabere bosat i Frankrig.
Vedvarende og bredt omtalte demonstrationer organiseret af Assa Traoré-klanen er det bedste eksempel på denne skævvridning. Assa Traoré er en sort kvinde af afrikansk afstamning, og hun har siden 2016 ledet en kampagne mod politiet. Hun beskyldte de betjente, der anholdt hendes bror Adama, for at have slået ham ihjel. Fire officielle rapporter skrevet af eksperter benægter, at politiet skulle have begået noget "drab", men Assa Traoré bliver ved med at kæmpe og bliver ved med at producere sine egne ekspertrapporter for at "bevise", at hendes bror blev dræbt. Hun får nu international opbakning. Time Magazine har udnævnt hende som "årets vogter", og hun portrætteres i en hel artikel i New York Times.
Assa Traoré er ikke alene om at føre kampagne mod det franske politi. Da den franske sanger Camélia Jordana i maj 2020 blev interviewet på Frankrigs statslige tv-station Channel 2, beskyldte hun politiet for at slå sorte og arabere ihjel hver dag helt uden grund, for underholdningens skyld. "Mænd og kvinder, der hver eneste morgen tager på arbejde i forstæderne", bliver "nedslagtet udelukkende på grund af deres hudfarve", sagde sangeren.
Straks herefter udfoldede der sig et surrealistisk forløb: Parlamentsmedlem Aurélien Taché (fra den franske præsident Emmanuel Macrons parti LREM) tweetede:
"Bravo @Camelia_Jordana, men den pris, som du kommer til at betale, er forfærdelig... det er du klar over. De vil benægte alt og herefter vende bevisbyrden og endnu en gang forsøge at få ofrene til at fremstå som skyldige."
Nyhedsmagasinet Les Inrockuptibles har interviewet filmskaberen David Dufresne som "ekspert" i politivold – han instruerede engang en dokumentarfilm om den permanente konflikt mellem forstædernes unge og politiet. David Dufresne gav Camelia Jordana ret i hendes beskyldninger, da sangeren "sagde det åbenlyse".
Det venstreorienterede magasin L'Obs gik et skridt længere i juni 2020 ved at overlade mikrofonen til den sorte franske hollywoodstjerne Omar Sy. Fra sin villa i Los Angeles krævede Sy "retfærdighed for Adama Traoré", drog en parallel til George Floyd og opfordrede til en "politistyrke, der er vores demokrati værdigt".
Den 24. juni udgav Amnesty International en rapport, der tog afstand fra politiets racisme under coronanedlukningen i Europa. Den 19. juli 2020 drog den venstreorienterede borgmester i Colombes i Hauts-de-Seine, Patrick Chaimovitch, en parallel mellem politiet hos Vichy-regeringen – det franske styre, der samarbejdede med nazisterne under Anden Verdenskrig – og vore dages politi. Psykoanalytikeren Gérard Miller har opfordret folk til at "tænke over" Chaimovitchs bemærkninger, og journalisten Edwy Plenel har sammenlignet den nye indenrigsminister Gérald Darmanin med den højtstående embedsmand René Bousquet, der under Anden Verdenskrig organiserede massearrestationerne på Vel d'Hiv og samarbejdede med Gestapo.
Mediernes mistænkeliggørelse af politiet for ulovlig voldsudøvelse er så massiv, at betjente under angreb ikke føler, at de har lov til at bruge deres våben. Eksdommeren Philippe Bilger skriver: "konfronteret med trusler, forskellige aerosoler og fysiske angreb har de [politiet] praktisk taget ingen ret til at bruge, hvad loven bemyndiger dem til at bruge", nemlig deres pistol.
Anklagen mod politiet fra medierne og underholdningsbranchen – skuespillere, sangere og så videre – får også næring fra akademikere. Politiet beskyldes for at udføre "ansigtskontrol" – at gøre racistisk brug af deres identitetskontrol. Det er en opfattelse, der blev lanceret og næret af et studie, der blev offentliggjort i 2009 af de to sociologer Fabien Jobard og René Lévy, der erklærede, at politikontroller udføres "au faciès" – "ikke ud fra hvad folk gør, men hvad de er eller forekommer at være". Den statslige ombudsmandsinstitution, der kæmper for de forsvarsløse, anklagede i 2017 offentligt politiet for racistiske identitetskontroller. Den 12. februar opfordrede Claire Hédon fra ombudsmandsinstitutionen på den statslige radiostation France Info til at ophøre med at foretage identitetskontroller i "visse boligområder" og til at etablere "zoner uden identitetskontrol".
Påstande fra folk i underholdningsbranchen, såvel som "studier" fra sociologer og ombudsmandsinstitutionen, kan ikke modsiges – eller underbygges – af sociologiske studier, der viser, at kriminalitet er ulige fordelt blandt de forskellige etniske lag, der udgør det franske samfund. Den franske lovgivning forbyder indsamling af kriminalitetsdata baseret på race eller etnisk gruppering. Det skaber en sær situation, hvor det er lovligt at beskylde politiet for racisme, men det er forbudt og strafbart at forklare, at sorte og nordafrikanere er overrepræsenterede i fængsler og i kriminalitetsdata sammenlignet med deres demografiske andel af den franske befolkning.
Medierne og folk i underholdningsbranchens angreb på politiet er så voldsomt, at politikere og parlamentsmedlemmer ofte ikke vover at gå imod "anklagerne"; de stiller sig fejt på mediepersonernes side imod politiet. "Hvis din hudfarve ikke er hvid, er risikoen for at blive stoppet af politiet i dag meget stor", fortalte præsident Macron i december 2020 magasinet Brut. Præsidenten fortalte mellem linierne den franske befolkning, at politiets opførsel var racistisk.
Retsvæsenets kujoner holder selvfølgelig med folkestemningen imod politiet. Appelretten afgjorde i 2016, at "en identitetskontrol baseret på fysiske karaktertræk associeret med et reelt eller formodet ophav, foretaget uden nogen forudgående objektiv begrundelse, er diskriminerende. Det er en alvorlig forseelse".
Den 27. januar 2021 lancerede advokater fra seks fremtrædende NGO'er en gruppeaktion mod staten; det er den første af sin slags i Europa. De sendte en formel skrivelse til den franske premierminister Jean Castex, såvel som til indenrigsminister Gérald Darmanin og justitsminister Éric Dupond-Moretti, hvori de opfordrede til at ophøre med at bruge "ansigtskontrol".
Staten har fire måneder til at besvare NGO'ernes formelle henvendelse og komme med forslag. Hvis de ikke giver et tilfredsstillende svar, vil aktionsgruppen mod staten gå til domstolene.
Det franske politi er ikke kun under angreb fra franskmænd. Magtfulde internationale aktører udfordrer også politiets efterretningsressourcer. EU-Domstolen afsagde den 6. oktober 2020 en kendelse i tre sager (C511, C512 og C520/18) relateret til den "udbredte og vilkårlige lagring af trafik- og lokaliseringsdata" i den elektroniske kommunikationssektor. For at beskytte europæiske borgeres privatliv må nationale regeringer med andre ord ikke kræve, at en telefonoperatør (i nogle få måneder) lagrer kundedata. En efterforsker ved politiet vil for eksempel snart ikke længere kunne få detaljerede data om telefonopkald foretaget og modtaget af en mistænkt eller GPS-koordinaterne fra tidspunktet for modtagelse eller foretagelse af opkald i løbet af de foregående to måneder.
Som en følge heraf bliver det meget mere kompliceret, og ofte umuligt, at forhindre og opklare forbrydelser. I 90% af sagerne er politiets eneste indicie de telefonnumre, der er registreret tæt på gerningsstedet. Numrene har hjulpet politiet med at opspore mistænkte.
De kræfter, der nu raser mod politiet – nogle af medierne, kendte, "antiracistiske" organisationer og NGO'er, dele af det franske retsvæsen og de europæiske menneskerettighedsdomstole, såvel som FN's såkaldte menneskerettighedsråd og andre internationale organisationer – kæmper alle for at fratage de europæiske lande deres magt på et væsenligt område: deres opgave med at sikre borgernes sikkerhed. Jean-Éric Schoettl, der er forhenværende generalsekretær i forfatningsrådet, skriver:
"Dommere, kommissærer og de fleste medlemmer af Europa-Parlamentet afviser Europa som en magtfaktor med den samme naturlighed, hvormed de udfordrer den nationale suverænitet. Denne allergi mod staten ligger i unionens DNA, eftersom unionen er grundlagt som en modvægt til selve ideen om magt."
Hvis denne franske façon at fjerne ressourcer fra politiet lykkes, kan den såkaldt antiracistiske ideologi, som venstrefløjen promoverede i midten af 1980'erne, vise sig at være det mest effektive redskab til at nedbryde stater siden Oktoberrevolutionen i 1917. Hvis politiet ikke kan efterforske eller beskytte befolkningen, fordi betjente er bange for at blive kaldt for racister, så er borgernes sikkerhed i fare.
Yves Mamou er forfatter og journalist, bosat i Frankrig, og har i to årtier arbejdet som journalist for Le Monde.