• Vi bør opfatte Israel, ikke som et fremmedlegeme, hvilket det ikke er, men som en enestående og bemærkelsesværdig bestanddel af Mellemøsten, der beriger hele regionen.

  • Dannelsen af en sådan palæstinensisk stat under de nuværende forhold vil sandsynligvis resultere i en Hamas-domineret stat, som er voldeligt fjendtlig mod Israel. Det Palæstinensiske Selvstyre bør omdannes til et fredeligt og stabilt samfund, før det kan forventes at kunne regere en stat.

  • Binyamin Netanyahu foreslog for nylig en tilnærmelse for at få fredsinitiativet sat på skinner, men den Arabiske Ligas generalsekretær, Nabil al-Arabi, afviste det uden videre. Dette er ikke måden, man opbygger et harmonisk forhold mellem lande på.

  • "Vi bør alle hæve os over enhver form for fanatisme, selvbedrag og forældede forestillinger om overlegenhed." — Egyptens tidligere præsident Anwar el-Sadat, 1977.

Dette er 2. del af en serie i to dele. 1. del gennemgik de fejl, som vi arabere har begået i vores omgang med Israel.

Der er meget, vi kan gøre for at forbedre vores forhold til Israel – hvis vi vil – og der er god grund til at tro, at det vil være i vores egen interesse, både på kortere og på længere sigt, hvis vi gør det. Den vigtigste forandring gælder vores holdning. Ændrer vi den, kan vi begynde at reparere forholdet og skabe grobund for gensidig respekt og tillid uden hvilket, enhver løsning er og bliver skrøbelig.

Forstå Israel

Vi bør se det virkelige Israel og ikke det uhyre, som araberne er blevet hjernevaskede til at se. Vi er så bange for at kalde Israel ved dets virkelige navn, at vi kalder det for den "zionistiske forekomst". Navnet er "Israel"; som skrevet i Haaretz: "Israel har været navnet på en etnisk gruppe i Levanten, som går mindst 3200 år tilbage".

Den arabiske standardfortælling om Israel er, at det er et resultat af vestlig kolonialisme. Denne sprogbrug er også blevet overtaget af de mange, som hævder, at "bosætterkolonialismen begyndte med Nakba ... i 1948", hvilket vil sige, at hele Israel er en koloni. Denne påstand er ikke sand, og der kan ikke opbygges et sundt forhold, hvis den ene part bliver ved med at repetere løgne om den anden.

Israel er det jødiske folks nationalstat, et folk med en lang og kompleks historie i dette land. Forsøg på at dræbe dem og fordrive dem er blevet foretaget fra mange sider gennem århundreder, herunder af assyrerne, babylonierne, romerne og korsfarerne. Dette er historiske kendsgerninger.

Israels tidligere premierminister Golda Meir sagde i 1973: "Vi jøder har et hemmeligt våben i vores kamp med araberne – vi har ingen steder at tage hen". Uanset hvor stort et pres araberne påfører jøderne for at få dem til at rejse, så rejser de ingen steder; faktisk gør dette pres blot deres beslutsomhed endnu større. Israel er deres hjem.

Vi bør betragte Israel, ikke som et fremmedlegeme, hvilket det ikke er, men som en enestående og bemærkelsesværdig bestanddel af Mellemøsten, der beriger hele regionen.

Ikke vores fjende

Vi må holde op med at kalde Israel vores fjende. Vi valgte helt bevidst at gøre Israel til vores fjende, da vi angreb det, i stedet for at acceptere den lille jødiske stats tilstedeværelse i vores midte.

Israel (inklusiv de annekterede Golanhøjder og Øst-Jerusalem) udgør kun 19% af det britiske Palæstina-mandat (som inkluderede Jordan), hvor briterne i 1924 lovede at opbygge et "jødisk nationalhjem". Israel er så lille, at det skulle multipliceres 595 gange for at dække hele den arabiske verden.

Vi traf nogle selvdestruktive valg i vores forhold til Israel, baseret på forestillingen om, at landet er vores fjende, og at vi kun kan forholde os til det gennem brug af magt – men den lille stat Israel er ikke nogen trussel mod den arabiske verden.

Hvert år afholder palæstinenserne massemøder, ofte voldelige, for at mindes Nakba ("katastrofen"), som er det navn, de har givet arabernes tabte krig i 1948/49. De bærer rundt på nøgler, som skal symbolisere nøglerne til de hjem, som deres forfædre flygtede fra under denne krig. Denne mindefortælling udtrykker, som så megen arabisk retorik vedrørende Israel, en ensidig opfattelse, som dæmoniserer Israel, mens den fritager araberne for ethvert ansvar for at have startet og videreført en konflikt, som er resulteret i årtier med vold samt fordrivelse af såvel arabere som jøder.

Denne usande fortælling levner ikke megen plads for fred med Israel. Hvordan kan freden være acceptabel for arabere, som igen og igen er blevet fodret med denne falske fortælling om, at alt er Israels skyld, når "alt" rent faktisk ikke "kun er Israels skyld"?

Det er aldrig nemt at indrømme sine fejl, men hvis vi ikke indrømmer dem, væver vi en opdigtet fortælling, som modsiger de historiske kendsgerninger. Skabelsen af en positiv fremtid kræver, at vi vedgår fortiden, som er forbi og ikke kan genoprettes.

Trods Holocaust er Tyskland i dag en af Israels nærmeste venner, men det var kun muligt, fordi Tyskland indrømmede sine moralske fejl. Selvom vores nægtelse af at acceptere Israel ikke moralsk kan ligestilles med Holocaust, har det ubestrideligt været en moralsk fejl, og ved at komme over den og gå videre får vi mulighed for at skabe konstruktive relationer til Israel.

Løsning af det palæstinensiske spørgsmål

En succesrig løsning af det palæstinensiske spørgsmål kræver, at vi forstår de få kerneområder, hvor Israel ikke kan gå på kompromis. I øjeblikket udviser den arabiske verden, og især palæstinenserne, så ringe forståelse for Israels kerneområder, at den israelske offentligheds tillid til fredsforhandlinger er meget lille. Som rapporteret i Jerusalem Post "tror flertallet af israelerne (67,7%) ikke på, at forhandlinger vil føre til fred i de kommende år, og mindre end en tredjedel (29,1%) mener, at de nogensinde vil føre til et sådant resultat".

Israels mulighed for at forblive en jødisk stat og et tilflugtssted for jøder fra hele verden er landets mest basale, eksistentielle nødvendighed. Uden dette ville Israel blot være et navn. Af den grund fastslog den israelske premierminister Binyamin Netanyahu utvetydigt, at det palæstinensiske krav om "ret til tilbagevenden" for efterkommerne af palæstinensiske flygtninge "ikke levner plads at manøvrere på." Det er måske urimeligt at forvente, at relativt små og svage lande som Libanon, Syrien og Jordan absorberer alle de flygtninge, som bor der, men de rige Golf-lande har muligheden for at hjælpe. Når Europa kan absorbere millioner af muslimske flygtninge, hvorfor skulle vi så ikke også kunne gøre det?

En anden eksistentiel nødvendighed for Israel er behovet for grænser, som er mulige at forsvare, hvilket bliver forklaret i en omfattende rapport. Israel har skullet forsvare selve sin eksistens mod arabiske angreb gennem syv årtier. Landet er blevet angrebet fra alle sider og med alle tænkelige metoder og midler, lige fra missiler til selvmordsbombebælter og tunneller. Israel anser ikke præ-1967 linjerne for mulige at forsvare, hvilket blev forklaret helt tilbage i 1977 af daværende premierminister Yitzhak Rabin, i brede kredse anset for en moderat fortaler for fred.

Et tredje kernepunkt er jøders adgang til helligstederne, begyndende med det allervigtigste, den gamle bydel i det østlige Jerusalem. Jøderne betragter ikke deres sejr i 1967-krigen som en erobring, men som en befrielse og genforening med deres historiske hjemland lige siden kong Davids tid, dvs. ca. 1000 år f.v.t.. Selvom israelske regeringer både i år 2000 og i 2008 tilbød at opgive kontrollen med dele af Jerusalem, skal man ikke regne med, at et lignende tilbud er sandsynligt i fremtiden. I juni i år lovede premierminister Netanyahu, at "forestillingen om en delt, splittet, såret by er noget, vi aldrig vender tilbage til." Andre emner såsom grænser, kompensation til flygtninge, fjernelse af visse bosættelser og graden af palæstinensisk suverænitet synes at være til forhandling. Netanyahu fastslog endvidere: "Israel ønsker fred. Jeg ønsker fred. Jeg ønsker at genoptage den diplomatiske proces for at opnå fred".

Men vi arabere bør forstå, at dette kun lader sig gøre inden for de rammer, der er afstukket af de tre nævnte kernepunkter.

Den Arabiske Ligas fredsinitiativ

Et fredsinitiativ vandt støtte i den Arabiske Liga i 2002 og igen i 2007, men dette initiativ er mangelfuldt på to måder, for det første i sit indhold, for det andet i sin form.

Initiativet kræver, at Israel trækker sig tilbage til våbenstilstandslinjerne fra før 1967. Ikke blot anser Israel disse linjer for at være umulige at forsvare, men gennem de halvtreds år der er forløbet siden da, har Israel opført store bosættelsesblokke på Vestbredden. Vi arabere har tidligere fordrevet jøderne, som var indfødte i landet, og det er urealistisk at forvente, at Israel vil acceptere at ofre sine egne jødiske borgere endnu engang.

Initiativet erklærer tillige, at de arabiske stater afviser "alle former for palæstinensisk genbosættelse, som er i strid med de arabiske værtslandes særlige forhold", hvilket implicerer, at Israel og den nye palæstinensiske stat skal bære ansvaret for at absorbere alle efterkommere efter palæstinensiske flygtninge. For den nye palæstinensiske stat ville dette være en enorm byrde oven i opgaven med at opbygge en ny stat, ligesom det ville betyde en befolkningstilgang på mellem 6 og 9 millioner mennesker. Dette ville overlade det til Israel at skulle modtage flygtningene, og det gør landet ikke.

Lige så urealistisk er initiativets ureflekterede henvisning til "dannelsen af en suveræn, uafhængig, palæstinensiske stat". Dannelsen af sådan en stat under de nuværende forhold vil sandsynligvis resultere i en Hamas-domineret stat, som er voldeligt fjendtlig mod Israel. Det Palæstinensiske Selvstyre bør omdannes til et fredeligt og stabilt samfund, før det kan forventes at kunne regere en stat.

Det største problem ved den Arabiske Ligas fredsinitiativ er imidlertid måden, hvorpå det blev fremført. Det blev præsenteret som et fait accompli og blev smidt i hovedet på Israel uden diskussion. Den Arabiske Liga besvarede end ikke den daværende israelske premierminister Ariel Sharons tilbud om at komme til den Arabiske Ligas topmøde i 2002. For nylig foreslog Netanyahu en tilnærmelse for at få fredsinitiativet sat på skinner, men den Arabiske Ligas generalsekretær, Nabil al-Arabi, afviste det uden videre. Dette er ikke måden, man opbygger et harmonisk forhold mellem lande på, især ikke efter årtiers arabisk fjendskab mod Israel.

Det var slet ikke nødvendigt at skrive dette dokument. Det eneste, den Arabiske Liga behøvede at gøre, var at erklære, at de arabiske stater var åbne over for at slutte fred med Israel, acceptere Sharons tilbud om at deltage og derpå sende en delegation til Israel som et tegn på velvilje. En sådan gestus ville ikke indeholde nogen form for forpligtelse, men den ville have vist, at den Arabiske Liga mener det alvorligt. Det var sådan, den egyptiske præsident Anwar El Sadat tilgik freden med Israel.

Sadat med hans egne ord

Vi bør lade os inspirere af Sadat og følge i hans fodspor, for han var en arabisk leder, som tog et modigt skridt henimod fred og opnåede en fredsaftale, som selv det Muslimske Broderskabs regering i Egypten følte sig tvunget til at respektere 35 år senere.

Vi bør lade os inspirere af Sadat og følge i hans fodspor, for han var en arabisk leder, som tog et modigt skridt henimod fred og opnåede en fredsaftale, som selv det Muslimske Broderskabs regering i Egypten følte sig tvunget til at respektere. Billedet ovenfor: Den egyptiske præsident Anwar Sadat (t.v.) og den israelske premierminister Menachem Begin (t.h.) modtager hyldest under et Joint Session i den amerikanske Kongres, hvor USA's daværende præsident, Jimmy Carter, bekendtgjorde resultatet af Camp David-aftalerne den 18. september 1978. (Foto: Warren K. Leffler/Library of Congress)

Sadat vidste, at dette at tage skridt henimod fred kræver andet og mere end blot at skrive nogle dokumenter og tale på lang afstand af hinanden, hvilket var grunden til, at han rejste til Israel for at fremlægge sine tanker. Han sagde til det israelske Knesset: "Der opstår øjeblikke i nationers og folkeslags liv, hvor det påhviler dem, der er kendt for deres visdom og klare forestillingsevne, at se bort fra fortiden, med alle dens forviklinger og vægtige øjeblikke, i et modigt skridt mod nye horisonter".

Sadat viste, at han forstod nogle af Israels kerneemner, da han sagde: "Hvad betyder freden for Israel? Den betyder, at Israel lever i regionen sammen med sine arabiske naboer, i sikkerhed og tryghed".

Sadat forstod fordelene ved fred for alle mennesker i Mellemøsten, herunder araberne, og han forstod ledernes forpligtelse til at gøre freden til virkelighed. Han sagde: "Vi skylder denne generation og de kommende generationer ikke at lade en sten urørt i vores søgen efter fred. ... Fred og fremgang i vores region er tæt forbundne og indbyrdes beslægtede".

En ny side

Den arabiske verden har ry for at ligge i bund, når det gælder menneskerettigheder, ligesom den er nedsunket i interne krige og fortsætter sit meningsløse fjendskab mod Israel, en nabo som er langt foran os videnskabeligt og økonomisk, og som vi kunne have stor gavn af.

Vi bør vedkende os vore tidligere handlinger mod Israel, og vi bør foretage de ændringer, som er nødvendige for at vende en ny side i historiens bog. Med Sadats ord: "Vi bør alle hæve os over enhver form for fanatisme, selvbedrag og forældede forestillinger om overlegenhed". Det er op til os.

Fred Maroun, en venstreorienteret araber bosat i Canada, har skrevet op-eds i New Canadian Media og andre medier. I årene 1961-1984 boede han i Libanon.

Beslægtede emner:  Israel
Seneste artikler af
modtag den seneste per email: abonner på den gratis gatestone institute mail liste.

da