Dengang Salman Rushdies De Sataniske Vers udkom i 1989, blev Viking Penguin, den britiske og amerikanske udgiver af romanen, dagligt udsat for islamistisk chikane. Som Daniel Pipes skrev, lignede kontoret i London "en bevæbnet lejr," med politibeskyttelse, metaldetektorer og eskorte til de besøgende. I Vikings kontorer i New York snusede politihunde til pakkerne, og stedet blev betegnet som "følsomt område". Mange boghandler blev angrebet, og mange nægtede ligefrem at sælge bogen. Viking brugte omkring 3 millioner dollar på sikkerhedsforanstaltninger i 1989, dette skæbnesvangre år for den vestlige ytringsfrihed.
Viking vaklede imidlertid aldrig. Men det var et rent mirakel, at bogen til sidst blev udgivet. Andre udgivere tøvede dog. Siden da er situationen kun blevet værre. I dag tøver de fleste vestlige udgivere. Det er kernen i den nye Hamed Abdel-Samad affære.
Det Muslimske Broderskab gav Abdel-Samad alt, hvad en egyptisk dreng kunne ønske sig: åndsliv, kammeratskab, fællesskab, et formål. I Giza blev Hamed Samad en del af Broderskabet. Hans far havde undervist ham i koranen; Broderskabet forklarede ham, hvordan han skulle omsætte denne lære til praksis.
Abdel-Samad lagde afstand til dem efter en bestemt dag i ørkenen. Brødrene havde givet alle de nye militante en appelsin, efter at de havde gået ude i solen i mange timer. De fik besked på at pille den. Derefter beordrede Broderskabet dem til at begrave frugtkødet i sandet og spise skallen. Næste dag forlod Abdel-Samad organisationen. Det var den ydmygelse, der skulle til for at gøre et menneske til terrorist.
I dag er Abdel-Samad 46 år gammel og bor i München i Tyskland, hvor han er gift med en dansk kvinde og arbejder for Institut for Jødisk Historie og Kultur ved universitetet i München. I hans egyptiske fødeby vakte hans første bog opstandelse. Nogle muslimer ønskede at brænde den.
Abdel-Samads seneste bog, Der Islamische Faschismus: Eine Analyse [Den islamiske fascisme: En analyse] er netop blevet brændt på bålet, ikke i Cairo af islamister, men i Frankrig af nogle selvretfærdige franskmænd.
Bogen er en bestseller i Tyskland, hvor den er blevet udgivet af det kendte forlag Droemer Knaur. En engelsk oversættelse er blevet udgivet i USA af Prometheus Books under titlen Islamic Fascism. For to år siden købte det franske forlag Piranha rettighederne til at oversætte Abdel-Samads bog om "Islamisk Fascisme" til fransk. En udgivelsesdato blev endda oplyst på Amazon: 16. september. Men i sidste øjeblik standsede forlaget bogens udgivelse. Jean-Marc Loubet, forlagets direktør, meddelte Abdel-Samads agent, at udgivelsen af bogen i dag er utænkelig i Frankrig, ikke kun af sikkerhedsgrunde, men også fordi den vil styrke det "yderste højre".
Abdel-Samad lever under politibeskyttelse i Tyskland, fordi han har kritiseret islam, og har ligesom Rushdie en fatwa hængende over hovedet. Efter fatwaen følger fornærmelsen: at blive censureret af et frit forlag. Det var sådan, sovjetterne gjorde for at ødelægge forfatterne: ødelagde deres bøger.
Abdel-Samads sag er ikke ny. I en tid, hvor snesevis af romanforfattere, journalister og lærde udsættes for islamistiske trusler, er det utilgiveligt, at vestlige forlag ikke blot er enige om at bøje sig, men ofte er de første til at kapitulere.
I Frankrig mistede den berømte forfatter Renaud Camus sit forlag, Fayard, efter at han havde kritiseret islam i en klumme med overskriften "Vi nægter at skifte civilisation" til dagbladet Le Monde.
Inden han pludselig blev "upopulær" i Paris' litterære kredse, havde Renaud Camus været ven med Louis Aragon, den berømte kommunistiske digter og grundlægger af surrealismen, og var tæt på at blive optaget blandt "de udødelige" ved det Franske Akademi. Roland Barthes, stjernen fra Collège de France, havde skrevet forordet til Renaud Camus' mest berømte roman, Tricks, den kult-klassiske bog om homoseksuel kultur.
Så dømte en domstol i Paris Camus for "islamofobi" (med en bøde på 4.000 euro), for en tale som han havde holdt den 18. december 2010, og hvori han havde talt om den "Store Udskiftning", dvs. udskiftningen af det franske folk ved hjælp af multikulturalismens trojanske hest. Sådan blev Camus pludselig persona non grata i Frankrig.
The Jewel of Medina [Juvelen fra Medina], en roman af den amerikanske forfatter Sherry Jones om Muhammeds tredje kones liv, blev i første omgang købt og senere opgivet af den magtfulde forlægger Random House, som allerede havde forudbetalt hende og indledt en ambitiøs salgskampagne. Sherry Jones' nye forlag, Gibson Square, blev siden brandbombet af islamister i London.
Så var der Yale University Press, som udgav en bog af Jytte Klausen, "The Cartoons That Shook the World" [Tegningerne som rystede verden], med historien om de kontroversielle "Muhammedtegninger," som var blevet offentliggjort i den danske avis Jyllands-Posten i 2005, og om krisen der fulgte. Men Yale University Press udgav bogen uden tegningerne og uden andre billeder af den muslimske profet Muhammed, som skulle have været med i bogen.
"Yale University Press' kapitulation over for trusler, som end ikke var blevet fremsat endnu, er den seneste og måske værste episode i den igangværende overgivelse til religiøs ekstremisme – især muslimsk religiøs ekstremisme – som breder sig i vores kultur," bemærkede afdøde Christopher Hitchens. Yale håbede muligvis på at komme på listen til samme donation på 20 millioner dollar fra Saudi-Arabiens prins Al-Waleed bin Talal, som George Washington University og Harvard netop var blevet begavet med.
I Tyskland stod Gabriele Brinkmann, en populær romanforfatter, også pludselig uden forlag. Ifølge hendes udgiver, Droste, kunne romanen Wem Ehre Geburt [Hvem ære giver byrd] ("To Whom Honor Gives Birth") tænkes at "fornærme muslimer" og udsætte forlaget for intimidering. Brinkmann blev bedt om at censurere visse passager; det nægtede hun og mistede sit forlag.
Samme fejhed og kapitulation gennemsyrer i dag hele forlagsverdenen. Sidste år valgte Italiens mest prestigefyldte bogmesse i Turin (og skrinlagde senere) Saudi-Arabien som æresgæst, til trods for de mange forfattere og bloggere som sidder fængslet i det islamiske kongerige. Raif Badawi er blevet idømt 1.000 piskeslag og 10 års fængsel samt en bøde på 260.000 dollar.
Mange vestlige forlag "afviser nu også israelske forfattere", ifølge Time.com, uanset deres politiske synspunkter.
Det var i tiden efter Salman Rushdies De Sataniske Vers, at mange vestlige forlagshuse først begyndte at bøje sig for intimidation. Christian Bourgois, et fransk forlagshus, nægtede at udgive De Sataniske Vers efter at have købt rettighederne, ligesom den tyske udgiver Kiepenheuer, som tilsyneladende udtalte, at han fortrød, at han havde købt rettighederne til bogen, og valgte at sælge dem til et konsortium på halvtreds udgivere i Tyskland, Østrig og Schweiz, samlet under navnet "UN-Charta Artikel 19."
Ikke blot kapitulerede Rushdies forlæggere; andre forlag besluttede tillige at bryde ud af rækkerne og genoptage deres forretninger med Teheran. Oxford University Press besluttede at deltage i Teherans bogmesse sammen med to amerikanske forlæggere, McGraw-Hill og John Wiley, trods bønnen fra Rushdies forlag, Viking Penguin, om at boykotte den iranske begivenhed. De pågældende forlagshuse valgte at reagere på en morderisk censur med overgivelse, villighed til at ofre ytringsfriheden på det alter, der hedder "business as usual" : bogsalg var vigtigere end solidaritet med truede kolleger.
Det svarer til, at vestlige forlag i tiden med nazisternes bogafbrændinger ikke havde nøjedes med at stå stiltiende ved sidelinjen, men endog havde inviteret en tysk delegation til Paris og New York. Forekommer det så utænkeligt i dag?
Giulio Meotti, kulturredaktør på Il Foglio, er en italiensk journalist og forfatter.