Drømmerne på engelsk kan stadig: "Hamas og Israel, Israel og Hamas. Måske en dag...hvem ved." Og så tordner den arabisksprogede sandhed ind: "Død over Israel, for evigt!"
Nogle arabiske og vestlige, politiske analytikere har fejlagtigt tolket Hamas' indvilligelse i at stille op til det palæstinensiske lokal- og kommunalvalg, der er planlagt til den 8. oktober, som et tegn på bevægelsens "pragmatisme" og march henimod anerkendelse af Israels ret til at eksistere.
De antager fejlagtigt, at Hamas' villighed til at deltage i den demokratiske proces viser, at lederne af denne yderligtgående bevægelse også er rede til at opgive deres drøm om at udslette Israel og ophæve den "væbnede kamp" imod det.
Den slags påstande om Hamas' formodede "pragmatisme" og "moderation" blev også fremsat i 2006, da Hamas stillede op til det palæstinensiske parlamentsvalg. Også dengang hævdede mange politiske analytikere, at Hamas' beslutning om at deltage i valget var et opmuntrende tegn på, at bevægelsen havde accepteret en ny og moderat tilgang til Israel og fredsprocessen.
Virkeligheden har imidlertid afsløret disse antagelser som ekstremt forkerte. Hamas' sejr ved parlamentsvalget i 2006 førte ikke til nogen ændringer i bevægelsens yderligtgående ideologi. Hamas ændrede ikke sit charter, som opfordrer til udslettelse af Israel. Og Hamas ophørte heller ikke med sine morderiske terrorangreb mod israelere.
Til ihukommelse citeres her, hvad Hamas' charter åbent udtaler om spørgsmålet:
"Den islamiske modstandsbevægelse [Hamas] mener, at landet Palæstina har været en islamisk wakf gennem generationer, og indtil opstandelsens dag kan ingen gøre afkald på det eller på dele af det, eller forlade det eller nogen del af det. Der findes ingen anden løsning på det palæstinensiske problem end jihad. Befrielsen af landet er en personlig pligt for alle muslimer alle steder. For at kunne modstå, at jøderne bemægtiger sig Palæstina, har vi ingen anden udvej end at rejse jihadens banner. Dette vil kræve udbredelse af islamisk bevidsthed blandt masserne på alle lokale arabiske og islamiske niveauer. Vi må udbrede jihadens ånd i den islamiske umma [nation], kæmpe mod fjenderne og slutte os til jihadkrigernes rækker."
Sejren i 2006 gjorde i virkeligheden Hamas mere modig og styrkede bevægelsens beslutning om at holde fast i sin ideologi og i terrorismen sammen med indoktrinering og opflammen imod Israel. Året efter, i 2007, gennemførte Hamas endda et kup mod Det Palæstinensiske Selvstyre og tog fuld kontrol over Gazastriben.
På samme måde vil Hamas' beslutning om at deltage i det kommende lokal- og kommunalvalg yderligere styrke bevægelsen og bane vejen for, at den kan udstrække sin kontrol fra Gazastriben til Vestbredden.
Valgsejr eller -nederlag for Hamas er derfor fuldkommen irrelevant. Hamas ændrer ikke på sin ideologi og mildner ikke sin holdning til Israel og til "fredsprocessen." Og Hamas kommer selvfølgelig heller ikke til at anerkende Israels ret til at eksistere. Det bliver dens ledere ved med at forsikre befolkningen om – offentligt og dagligt.
Ligesom ved parlamentsvalget kan Hamas endda opnå at blive endnu stærkere og mere beslutsom, især hvis de vinder det kommende lokal- og kommunalvalg, hvad de næsten synes bestemt til på forhånd.
Hamas ser sin deltagelse i valget som en gylden mulighed for at "styrke sin position og opfordring til jihad," sådan som det tydeligt fremgår af gruppens charter.
Hamas opfatter med andre ord valget som en chance for at forfølge sin kamp for at udslette Israel. Hamas deltager altså ikke i det kommende valg for at give palæstinenserne bedre kommunal service, men, som dens charter fastslår, "for at muliggøre den næste omgang med jøderne, krigens købmænd" og lige "indtil befrielsen er fuldført, den indtrængende fjende overvundet, og Allahs sejr sætter ind."
Utroligt nok afviser visse vestlige politiske analytikere og "eksperter" i palæstinensiske forhold dog Hamas' charter som irrelevant. Denne afvisning er i dag baseret på nogle udtalelser, der sporadisk tillægges nogle Hamas-ledere og -talsmænd i diverse medier. Disse kommentarer virker, for de pågældende analytikere, som "opmuntrende" og "positive" tegn fra Hamas. De tager endda det tåbelige skridt at råde verdens ledere til at lytte til disse stemmer og tage dem med i betragtning, når de forholder sig til Hamas.
Lad os bruge et øjeblik på at undersøge en af disse udtalelser.
Hamas-lederen Khaled Mashaal blev for nylig citeret for at have ytret sin bevægelses parathed til at anerkende Israels ret til at eksistere, såfremt det trækker sig tilbage til linjerne fra før 1967, nemlig fra Vestbredden, det østlige Jerusalem og Gazastriben (Israel trak sig ud af Gazastriben allerede i 2005).
Mashaal citeres for at have fortalt nogle repræsentanter fra asiatiske medieorganisationer under en briefing i Doha, Qatar, at han var rede til at acceptere Israels ret til at eksistere samt "to-statsløsningen."
Inden for få timer benægtede Hamas' ledelse, at Mashaal havde fremsatte sådanne bemærkninger vedrørende Israels ret til at eksistere. Hamas kaldte rapporterne for "løgne" og "opspind" og gentog sin nægtelse af at anerkende Israels ret til at eksistere. "Disse mistænkelige og opdigtede udtalelser er ment til at fordreje Hamas' og dens lederes image og holdninger," lød det i en erklæring udsendt af den islamistiske bevægelse i Gazastriben.
Bagtalelse og ærekrænkelse: det er Hamas' syn på talen om dens lederes påståede villighed til at anerkende Israel. For dem er dette det værste, der kunne ske for Hamas -- at acceptere tilstedeværelsen af Israel i Mellemøsten. Hamas' benægtelse er ment til at beskytte bevægelsens ry og image i tilhængernes øjne, så de ikke tror, Gud forbyde det, at den islamistiske bevægelse har opgivet sit ønske om at udslette Israel.
For at gøre det helt klart erklærede Musa Abu Marzouk, en anden ledende repræsentant for Hamas, i denne uge følgende: "Det zionistiske foretagende vil ikke blive en del af denne region. Vi vil blive ved med at gøre modstand imod det lige indtil vort lands befrielse og vort folks tilbagevenden." Med et blink i øjet erklærede Abu Marzouk, der er blevet oplært som mulig efterfølger til Mashaal, at Hamas' mål bag beslutningen om at deltage i lokal- og kommunalvalget den 8. oktober var at "tjene vort folk." Med en henvendelse til rivalerne i præsident Mahmoud Abbas' Fatah-fraktion tilføjede topembedsmanden fra Hamas: "Vore forskelligheder vil ikke nå fjendskabets niveau. Vores eneste fjende er Israel. Vores politiske rivalisering bør ikke overstige sine grænser."
Hvordan præcist Hamas har tænkt sig at "tjene" palæstinenserne ved at stille op til valget forekommer temmelig uklart. Abu Marzouk talte ikke om at opføre nye skoler og parker til palæstinenserne. Når han taler om at "tjene" folket, mener han kun én ting: at rekruttere palæstinensere til Hamas og jihad imod Israel og jøderne.
Gennem de seneste uger har Hamas' tilhængere ført forskellige kampagner, som sætter fokus på den islamistiske bevægelses "resultater" i Gazastriben i et forsøg på at vinde vælgernes hjerter og tanker for den. Én kampagne havde overskriften "Et smukkere Gaza" og viste billeder af rene gader og offentlige parker i visse dele af Gazastriben. Men det rosenrøde billede, som Hamas fremlægger, tier om den usædvanligt høje arbejdsløshed og fattigdom i Gazastriben og den kendsgerning, at tusindvis af palæstinensiske familier har mistet deres hjem i krigene mod Israel, som var en direkte følge af, at man bombarderede Israel med raketter og missiler. Kampagnen nævner heller intet om Hamas' undertrykkende tiltag over for kvinder og journalister.
Denne misinformerende kampagne er ment til at overbevise de palæstinensiske vælgere om, at de to millioner indbyggere i Gazastriben lever i et utopia under Hamas, og at denne oplevelse nu skal kopieres på Vestbredden.
Der er ingen tvivl om, at mange palæstinensere vil gå i denne fælde og stemme på Hamas. Det vil de, fordi de er overbevist om, at Hamas vil løse alle deres økonomiske og sociale problemer og bringe dem fred og stabilitet derhjemme. Men mange palæstinensere vil også stemme på Hamas af andre grunde. Den første er, at de identificerer sig med Hamas' ideologi, således som den kommer til udtryk i bevægelsens charter, og mener, at jihad er den eneste mulighed for at "befri Palæstina." En anden grund vil være, at det er lykkedes Hamas at overbevise et stort antal palæstinensere om, at en stemme på et andet parti eller en anden kandidat end Hamas' vil være en stemme imod islam og imod Allah.
Historien synes at gentage sig og lektien fra Hamas' sejr ved parlamentsvalget i 2006 er ikke blevet lært. Hamas narrer ikke blot mange palæstinensere ved at love dem et bedre liv og fremgang under dens styre; den narrer også visse vesterlændinge, som taler om "tegn på moderation og pragmatisme" hos den islamistiske bevægelse.
Siden sin grundlæggelse i 1987 har Hamas været fuldkommen éntydig i sit charter-dokumenterede ønske om at føre krig mod Israel. Dens ledere bliver ved med at fastslå dette dagligt på arabisk. Det er ikke kompliceret: bevægelsen har ikke forandret sig og vil ikke gøre det i fremtiden, uanset om bevægelsen vinder eller taber et valg.
Hamas har udtrykt sig fuldkommen klart. Det, der ikke står så klart, er, hvorfor visse vesterlændinge fortsat taler om bevægelsens "politiske omsving." Det er ligeledes svært at forstå, hvorfor der ikke er nogen i Vesten, der spørger præsident Abbas og hans Palæstinensiske Selvstyre, hvad de vil gøre, hvis eller når Hamas vinder lokal- og kommunalvalget. Og endelig er det et mysterium, hvorfor Abbas presser på med forberedelserne til et valg, når han godt ved, at hans Fatah-fraktion meget nemt kan gå hen og tabe til Hamas.
Khaled Abu Toameh er en prisvindende journalist med base i Jerusalem.