Det skete alt sammen i den samme uge. En tysk dommer forbød komikeren Jan Böhmermann at gentage "obskøne" vers fra dennes berømte digt om den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan. Et dansk teater [Det Kgl. Teater] opgav tilsyneladende en opsætning af "De Sataniske Vers" til programmet for 2018 af frygt for "repressalier." To franske musikfestivaler droppede Eagles of Death Metal – det amerikanske band, som spillede på Bataclan-teatret i Paris, da angrebet fra ISIS-terrorister fandt sted dér (og resulterede i 89 dræbte) – på grund af nogle "islamofobiske" kommentarer fra Jesse Hughes, bandets forsanger. Hughes antydede, at muslimer burde underkastes større kontrol, og sagde: "Det er okay at skelne mere, når det drejer sig om muslimer i vore dage og vor tid," og han tilføjede senere:
"De ved godt, at der findes en stor gruppe hvide unge derude, som er både dumme og blinde. Vi har disse velstående unge, der er vokset op med fri opdragelse, lige fra de gik i børnehaven, og er oversvømmet af disse højtsvævende forestillinger, som ikke er andet end varm luft."
Som Brendan O'Neill skrev: "De venstreorienterede vesterlændinge gør det beskidte arbejde for dem; de lukker munden på folk, om ISIS har dømt blasfemiske; de fuldbyrder ISIS' terrorhandlinger."
Få uger forinden havde Frankrigs vigtigste bogforlag, Gallimard, fyret sin mest berømte redaktør, Richard Millet, som havde forfattet et essay, hvori han skrev:
..."litteraturens svækkelse og de dybe forandringer, der foregår i Frankrig og Europa ved den fortsatte og omfattende indvandring fra lande uden for Europa, med dens skræmmende elementer af militant salafisme og den politiske korrekthed i hjertet af den globale kapitalisme; det vil sige, risikoen for udslettelse af Europa og dets kulturelle humanisme, eller kristne humanisme, i 'humanismens' eget navn i 'multikulturel' udgave."
Kenneth Baker udgav for nylig en ny bog, On the Burning of Books: How Flames Fail to Destroy the Written Word. [Om bogafbrændinger – hvordan flammerne ikke kan udslette det skrevne ord]. Det er et kompendium om såkaldt "bibliocaust," bogafbrændinger fra kalif Omar til Hitler, inkluderende fatwaen mod Salman Rushdie. Dengang nazisterne destruerede bøger i Berlin, erklærede de, at af disse romaners aske ville "en ny ånds føniks opstå." Det samme had kommer fra islamisterne og deres politisk korrekte allierede. Vi gør os slet ingen forestilling om, hvor megen vestlig kultur vi har opgivet til fordel for islam.
Theo Van Goghs film, "Submission" [Underkastelse], som han blev myrdet for, forsvandt fra mange filmfestivaler. Charlie Hebdos tegninger af den islamiske profet Muhammed er fjernet fra det offentlige rum: efter massakren har meget få medier genoptrykt disse tegninger. Raif Badawi' blog-udgivelser, som kostede ham 1.000 piskeslag og ti års fængsel i Saudi-Arabien, er blevet slettet af de saudiske myndigheder og cirkulerer i dag ligesom den forbudte Samizdat-litteratur i det daværende Sovjetunionen.
Molly Norris, den amerikanske tegner, som i 2010 tegnede Muhammed og proklamerede "Alle tegner Muhammed-Dag," lever stadig skjult og måtte ændre sit navn og sin tilværelse. Metropolitan Museum of Art i New York fjernede billeder af Muhammed fra en udstilling, og Yale Press udelod afbildninger af Muhammed i en bog om tegningerne. The Jewel of Medina [Medinas juvel], en roman om Muhammeds kone, blev også trukket ud.
I Holland blev en opera om Aisha, en af Muhammeds koner, aflyst i Rotterdam, efter at værket var blevet boykottet af teatergruppens muslimske skuespillere, da det stod klart, at disse ville blive et mål for islamister. Avisen NRC Handelsblad gav sin dækning af begivenheden overskriften "Teheran på Meuse," floden [da: Maas], der løber gennem den hollandske by.
I England fjernede Victoria and Albert Museum et billede af Muhammed. "Britiske museer og biblioteker indeholder snesevis af sådanne billeder, som regel miniaturer i manuskripter, der er flere hundrede år gamle, men de er stort set blevet holdt borte fra offentligheden," forklarede The Guardian. I Tyskland aflyste Deutsche Oper Mozarts opera Idomeneo i Berlin, fordi den fremviste Muhammeds afhuggede hoved.
Christopher Marlowes "Tamburlaine the Great," som indeholder en reference om, at Muhammed "ikke er værd at tilbede," blev skrevet om på Londons Barbican-teater, mens Kølns karneval aflyste sin Charlie Hebdo-vogn.
I den hollandske by Huizen blev to nøgenmalerier fjernet fra en udstilling, efter at muslimer havde kritiseret dem. Værker af den hollandsk-iranske kunstner Sooreh Hera blev trukket ud af flere hollandske museer, fordi nogle af fotografierne indeholdt afbildninger af Muhammed og hans svigersøn Ali. I overensstemmelse med denne holdning vil Londons National Gallery, Firenzes Uffizierne, Paris' Louvre og Madrids Prado måske en dag beslutte at censurere Michelangelo, Rafael, Bosch og Balthus, fordi de krænker muslimsk "følsomhed."
Den engelske skuespilforfatter Richard Bean er blevet tvunget til at rette en tilpasning til Aristofanes' komedie "Lysistrata", hvor de græske kvinder går i "sexstrejke" for at afholde deres mænd fra at gå i krig (i Beans manuskript strejker muslimske jomfruer for at standse selvmordsbomberne). Adskillige spanske landsbyer er holdt op med at afbrænde afbildninger af Muhammed ved mindeceremonien, hvor man fejrer generobringen af landet i Middelalderen.
Der findes en videooptagelse fra 2006, hvor dødstruslerne mod Charlie Hebdo var begyndt at vække bekymring. Journalister og tegnere sidder samlet omkring et bord for at beslutte forsiden til bladets kommende nummer. De taler om islam. Jean Cabu, en af tegnerne der senere blev myrdet af islamister, udtrykker problemet på denne måde: "Ingen i Sovjetunionen havde ret til at lave satire om Brezhnev."
Derefter siger et andet kommende offer, Georges Wolinski: "Cuba er fuld af tegnere, men de laver ikke karikaturer af Castro. Så vi er heldige. Ja, vi er heldige, at Frankrig er et paradis."
Cabu og Wolinski havde ret. Demokratier er, eller burde i det mindste være, vogtere af en forgængelig skat: ytringsfrihed. Det er den største forskel mellem Paris og Havana, London og Riyadh, Berlin og Teheran, Rom og Beirut. Ytringsfriheden er det, der giver os det bedste i vestlig kultur.
Takket være islamisternes kampagne og den kendsgerning, at kun "tåber" stadig vover at udfolde deres ytringsfrihed, skal vi så til blot at være bange? "Islamofobiske" tegnere, journalister og skribenter er de første europæere siden 1945, som har måttet trække sig tilbage fra offentligheden for at beskytte deres eget liv. For første gang i Europa siden Hitler beordrede afbrænding af bøger på Berlins Bebelplatz, bliver film, malerier, digte, romaner, karikaturtegninger, artikler og skuespil bogstaveligt og symbolsk brændt på bålet.
Den unge franske matematiker Jean Cavailles sagde, for at forklare sin skæbnesvangre deltagelse i den anti-nazistiske modstandsbevægelse: "Vi slås for at kunne læse 'Paris Soir' og ikke 'Völkischer Beobachter'." Alene af den grund er det selvdestruktivt at mundhugges om skønheden i tegninger, digte eller malerier. I Vesten har vi betalt en høj pris for friheden til at gøre det. Vi bør derfor alle protestere, når en tysk dommer forbyder "fornærmende" vers, når et fransk forlag fyrer en "islamofobisk" redaktør, eller når en musikfestival udelukker et politisk ukorrekt band.
Eller er det allerede for sent?
Giulio Meotti, kulturredaktør på Il Foglio, er en italiensk journalist og forfatter.