"Du er dømt til døden. Det er kun et spørgsmål om tid." Denne meddelelse på arabisk blev sendt af islamister til Laurence Marchand-Taillade, landssekretær for Parti Radical de Gauche (Radikalt Venstrefløjsparti). Hun lever nu under beskyttelse af fransk politi.
Marchand-Taillade tvang Det Muslimske Broderskab til, under pres fra det franske indenrigsministerium, at trække deres invitation af tre islamiske fundamentalister til en konference i Lille tilbage. De pågældende islamister var den syriske Mohamed Rateb al Nabulsi, marokkaneren Abouzaid al Mokrie og saudieren Abdullah Salah Sana'an, som mener, at straffen for homoseksualitet er døden, at den internationale koalition imod Islamisk Stat er "vantro," at jøder "ødelægger landene," og at kun religiøs musik er tilladt.
Laurence Marchand-Taillade udgav en artikel i Le Figaro, hvori hun opfordrede til forbud mod disse islamister med deres "anti-semitiske og pro-jihadistiske budskab."
I magasinet Marianne skrev Marchand-Taillade derefter, sammen med den fransk-algeriske journalist Mohamed Sifaoui, en artikel, der opfordrede lederne af Observatoire de la Laïcité [Observatorium vedrørende sekularisme] til at trække sig.
"Jeg er formand for en forening, der støtter sekularisme i Val-d'Oise," sagde Marchand-Taillade til mig i et interview,
"og i årevis har jeg oplevet urimelige ofre og kompromisser fra det Nationale Observatorium vedrørende Sekularisme, som har opmuntret til radikal kollektivisme ved at deltage i fora såsom 'Vi er Forenet' med rapperen Médine, der har opfordret til 'korsfæstelse af sekularisterne,' 'Kollektivet imod islamofobi' og Nabil Ennasri, medlem af Det Muslimske Broderskab og fra Qatar. Formanden for Observatorium vedrørende Sekularisme, Jean Louis Bianco, har anerkendt disse salafistiske organisationer, som er i krig med vore værdier."
"Siden de første måneder af 2014 er jeg også begyndt at informere myndighederne om imamers ankomst til landet, f.eks. folk som Nader Abou Anas, der retfærdiggør voldtægt i ægteskabet, og Hatim Abu Abdillah, der lover en 'grusom afstraffelse' af kvinder. Derefter tog jeg til Lille den 6. og 7. februar, hvor Tariq Ramadan og andre indoktrinerede vore unge"
Siden da har hendes liv ikke været det samme.
Hvordan reagerede hun på dødsdommen?
"Efter nogle minutters frygt tænkte jeg, at når der kommer disse trusler, skyldes det, at min kamp har forpurret de Muslimske Brødres planer ved at bringe dem for dagens lys. Jeg besluttede ikke at give op. Islamister har indledt en lang proces med at infiltrere alle dele af det civile samfund. Konceptet er baseret på skrevne doktriner fra Hassan al-Banna, [Tariq] Ramadans bedstefar. Deres flag viser to sværd og Koranen; indoktrinering og vold er metoder til at opnå magt. Frankrig er blevet valgt af forskellige grunde: det har en stor befolkning fra Nordafrika; det er et sekulært land, hvor man kan bruge demokratiets friheder som våben imod det, og det havde en svag politik. Den eneste måde at standse truslen på er ved at genbekræfte sekularismen og den absolutte trosfrihed. Vi kan ikke tillade hele grupper af den franske befolkning at gå i fælden og give sig til at hade det land, hvor de er født, og som frem for alt betragter dem som en del af nationen. Der er tale om et valg af civilisation, samtidig med at der foregår forsøg på at slette to hundrede års fremskridt for menneskeheden."
Det, der er overgået Marchand-Taillade – 24 timers daglig politibeskyttelse, som hun behøver, fordi hun benyttede sig af sin forfatningsmæssige ret til ytringsfrihed – fortæller os meget om Frankrig, hvor snesevis af akademikere, intellektuelle, forfattere og journalister i dag må leve under politibeskyttelse udelukkende på grund af deres kritik af islam.
Det er ikke kun politikere som Marine Le Pen og Samia Ghali, borgmesteren i Marseille, og ikke kun dommere som Albert Lévy, som har forestået efterforskninger af islamiske fundamentalister.
Den mest berømte er Michel Houellebecq, forfatter til romanen Submission [Underkastelse], der har levet under gendarmeriets beskyttelse, lige siden han udgav sin seneste roman. Der er også haute protection ("styrket beskyttelse") af Éric Zemmour, forfatteren til Le Suicide Français [Det franske selvmord]. To politifolk følger ham, hvor han end går – herunder til retten, hvor muslimske organisationer har forsøgt at bagvaske ham og hans arbejde ved at beskylde ham for "islamofobi" for at bringe ham til tavshed.
Charlie Hebdo's direktør, "Riss," og de tilbageværende tegnere lever under politibeskyttelse, og deres nye kontorer ligger et hemmeligt sted. Min ven Robert Redeker, professor i filosofi og dømt til døden i 2006 af islamister for an artikel, som han havde skrevet i Le Figaro, lever stadig som flygtning, som om han var politisk fange i sit eget land. Hans konferencer og kurser er blevet aflyst, hans hus solgt, hans fars begravelse afholdt i hemmelighed, og hans datters bryllup arrangeret af politiet.
Mohammed Sifaoui, som levede undercover i en fransk al Qaeda-celle og har skrevet en chokerende bog, Combattre le terrorisme islamiste ("Bekæmp islamistisk terrorisme"), lever også under politibeskyttelse. Hans foto og navn dukker stadig op på jihadiske websider ved siden af ordet murtad ("frafalden").
Den franske filosof og essayist, Michel Onfray, har netop trukket den planlagte udgivelse af et essay, der er kritisk over for islam, tilbage. Han hævder, at "debat er ikke mulig" i landet efter angrebene i Paris den 13. november (hans bog er netop udkommet i mit land, Italien).
Frédéric Haziza, radiojournalist og skribent for bladet Le Canard Enchaîné, har modtaget trusler fra islamister og lever under beskyttelse ligesom Philippe Val, den tidligere direktør for Charlie Hebdo og France Inter, som besluttede at trykke Muhammed-tegningerne i 2006. Den fransk-algeriske journalist Zineb Rhazaoui er altid omgivet af seks politifolk, og det samme gælder den modige imam Hassen Chalgoumi, der er beskyttet, som om han var en statsleder.
I Storbritannien fjernede fatwaen imod Salman Rushdie i 1989 enhver tvivl blandt akademikere og journalister om, hvorvidt det var i orden at kritisere islam eller ej. I Holland var det tilstrækkeligt at skyde og dræbe Theo Van Gogh for filmen Submission [Underkastelse], som handler om en kvinde, der bliver misbrugt i et tvunget ægteskab. Det hollandske parlamentsmedlem Geert Wilders har måttet diskutere, hvorvidt han skulle bære skudsikker vest, og Ayaan Hirsi Ali, som skrev manuskriptet til filmen Submission, flygtede ud af landet og fandt ly i USA. I Sverige lever kunstneren Lars Vilksi dag en skyggetilværelse. I Danmark er hovedkvarteret for Jyllands Posten, som udgav de oprindelige Muhammed-tegninger, omgivet af et pigtrådshegn, der er to meter højt og én kilometer langt. Det ligner en amerikansk ambassade i Mellemøsten.
I Frankrig er jagtsæsonen stadig åben, når det gælder kritikere af islam, selv efter drabene på Charlie Hebdos modige kunstnere. Men hvor længe?
Giulio Meotti, kulturredaktør på Il Foglio, er en italiensk journalist og forfatter.