En af de hurtigst voksende flygtningegrupper i Sverige er de såkaldte "uledsagede flygtningebørn." Antallet af børn som har søgt asyl, er eksploderet de seneste ti år. Man formoder, at grunden hertil er, at børn er garanteret asyl meget hurtigere end voksne, og at Sverige ikke kontrollerer disse "børns" alder. Flygtninge har også lov til at bringe hele deres familie til Sverige, så snart de har opnået opholdstilladelse – selvom de ved ankomsten har erklæret , at de var alene i verden.
Alene i juni måned ankom der 1500 asylansøgende børn til Sverige; myndighederne kæmper nu for at finde indkvartering til dem.
Asylansøgende børn er et relativt nyt fænomen i den svenske migrationsflora. De seneste tal stammer fra 2004, hvor der ankom 338 til Sverige. Ti år efter var tallet steget til 7.049, et tal som sandsynligvis bliver endnu højere i år.
Børnene kommer mest fra Syrien, Eritrea, Afghanistan og Somalia, men eftersom kun meget få af dem er i besiddelse af nogen form for identitetspapirer, ved myndighederne i virkeligheden ikke, hvor de kommer fra.
Problemet er, at de hverken er alene eller flygtninge eller børn. I mange tilfælde er de betydeligt ældre end 18 år (hvilket tydeligt fremgår af billeder); og ikke sjældent er der tale om meget aggressive unge mænd i alderen 20 til 30 år. Enhver ved, at deres chancer for at opnå asyl øges kraftigt, hvis de påstår at være under 18.
Den officielle svenske betegnelse "uledsagede flygtningebørn" er forførende. Den leder tanken hen på en 7-årig i lasede klæder og med en forpjusket teddybjørn i favnen -- et barfodet barn i verden.
Ældre svenskere tænker uundgåeligt på de svenske bestræbelser for at hjælpe børn fra den Finske Vinterkrig, som i begyndelsen af Anden Verdenskrig strømmede ind i Sverige. I 1939-1940 blev 9.000 finske børn anbragt i svenske opfostringshjem, mens finnerne kæmpede imod det invaderende Sovjetunionen i Vinterkrigen, to måneder inde i Anden Verdenskrig. Få dage efter krigens afslutning i marts 1940 begyndte myndighederne at sende børnene tilbage til Finland. Ved midten af juni var de så godt som alle vendte tilbage til Finland.
De svenske journalister gør alt i deres magt for at bevare dette billede af "flygtningebørn." Et af de mere groteske eksempler stammer fra 2011, hvor en journalist fra Malmøs gratisavis, City, besøgte et indkvarteringsprojekt for unge mænd og anbragte en isbjørnebamse i favnen på Ahmad Farid fra Afghanistan. Ahmad siges at være 16 år, men ser betydeligt ældre ud. Så for at få svenskerne til at opfatte ham som et forsvarsløst barn, brugte journalisten bamsen som rekvisit. Ikke engang svenskerne er dog så naive. Billedet er et af de mest benyttede i de alternative medier for at bevise det, der almindeligvis kaldes for "bedrageriet om de uledsagede flygtningebørn."
Hvorfor skulle mænd mellem 20 og 30 år dog vælge at posere som børn og lade sig anbringe i opfostringshjem og skoler for teenagere? Svaret er, at "børn" får deres ansøgninger behandlet hurtigt, og 75% bliver tildelt permanent ophold i Sverige.
Et andet eksempel på svenske journalisters kluntethed, når det drejer sig om at skelne børn fra voksne, stammer fra avisen Kristianstadsbladet. I 2012 fortalte avisen beretningen om "den hurtigste 14-årige i Sverige," Saad Alsaud, som angaves at have rekorden i 100 meterløb for svenske 14-årige (11,82 sekunder). På billedet ser man denne "14-årige" løbe om kap med virkelige børn på omkring 10 år – bortset fra at han mere ser ud som om han er deres far, frem for blot nogle få år ældre end dem.
Det anses for urimeligt, at børn skal vente i mere end seks måneder på en beslutning om, hvorvidt de kan blive eller ej, og det er derfor en stor fordel, når man søger asyl, at påstå at man er under 18. Eftersom børn ikke kan anbringes i de almindelige flygtningecentre, ender de i opfostringshjem hos svenske plejefamilier eller i institutioner for unge med sociale problemer, så som narkomisbrug. Dette koster de svenske skatteydere op mod 5.000 svenske kronor per person om dagen. I nogle tilfælde har kommuner betalt 70.000 kronor om måneden for en étværelses lejlighed.
En del af dem, der arbejder på centrene for "uledsagede børn," har anonymt fortalt de alternative medier om bedrageriet. "Isak" (et pseudonym) havde dette at sige, da han talte med Dispatch International i september 2014:
"Jeg risikerer mit job ved at fortælle jer dette her. ... Mange af os er underlagt myndighedsordrer om at tie. Det anses for dårlig professionel opførsel at kontakte for eksempel Migrationsverket [de svenske immigrationsmyndigheder] med oplysninger om, at en person har løjet på sin asylansøgning. Forestil jer at være i den situation! Spørg jer selv, om I ville risikere jeres families økonomiske stilling og jeres karriere, hvis I undrer jer over, at jeg har holdt mund i så lang tid. Dette er grunden til, at der er så få, der vover at fortælle om det. Men internt taler et flertal af de tilsynsførende ved centrene for asylansøgere indbyrdes om den kendsgerning, at "børnene" rent faktisk er voksne, som om det er fuldkommen naturligt. Men hvis det jeg siger her samler opmærksomhed, kan I være sikre på, at tabloidpressen vil finde frem til og tale med det mindretal af tilsynsførende, som endnu ikke har gjort sig omfanget af bedrageriet klart – man ser det ikke, før man har arbejdet i nogle år på området, og så indser man gradvist, hvad det er, der foregår. Det er en proces."
Alene i juni ankom der 1500 "børn" til Sverige – det højeste antal nogensinde for en enkelt måned. Adskillige nye indkvarteringssteder blev åbnet i al hast, mens personale, som holdt ferie, blev tvunget tilbage på arbejde med det samme for at tage sig af de nyankomne. Situationen er især presset i Gøteborg, en by som har modtaget 403 nye børn indtil nu i år.
Louise Parbring, midlertidig chef for integration i Gøteborg, fortalte avisen GT om situationen: "Der er tale om en ekstrem tilgang, langt større end vi kunne have forestillet os. Vi er i en utrolig presset situation i byen, hvis vi skal tage imod og drage omsorg for dem." Parbring håber derfor, at borgerne i Gøteborg vil åbne deres hjem. "Vi får brug for familier, der kan tage sig af dem. Og frivillige til de forskellige aktiviteter i centrene ville være storartet."
Men problemerne handler ikke kun om skatteydernes penge og afbrudte ferier for personalet. Gennem de seneste par år er voldelige episoder i de centre, hvor "børnene" bor, blevet stadig mere fremherskende. I december 2014 fortalte selv det svenske offentlige fjernsyn, som ellers er kendt for at gøre sit bedste for at skjule sandheden, om en 15-årig fra Afghanistan som havde slået og truet personalet såvel som andre af beboerne. Han havde også bl.a. taget kvælergreb på en 14-årig og stukket dennes hoved ned i en skål med is. Han havde tillige forsøgt at overfalde pigerne på centret; flere var så bange for ham, at de løb bort.
Til sidst blev den 15-årige flyttet i egen lejlighed og er i dag velkendt af det lokale politi.
Nogle "børn" forlader centrene frivilligt. For et par år siden forsvandt elleve børn fra Notgårdshemmet i Ludvika, angiveligt fordi de var "utilfredse med maden og med manglen på transport og aktiviteter." Hændelsen fik avisen Dalarnas Tidning til at forsøge at komme til bunds i, hvordan forholdene i virkeligheden er for "børnene." Lever de virkelig under så dårlige forhold, at det at løbe bort er en logisk løsning? Bo Sundqvist, leder af kommunens kultur- og fritidsforvaltning og ansvarlig for integrationsspørgsmål, havde dette at sige:
"Alle de mennesker, som bor på Notgårdshemmet, har deres eget værelse med seng, bord og stol. De får udleveret et buskort hver eneste måned; cykler og computere kan lånes på hjemmet. Men de skal selv betale for ting som mobiltelefoner."
Journalisten skrev:
"Ud over logi og kost får de godt 1900 kronor om måneden. Heraf er de 1050 kronor et almindeligt børne- eller studietilskud, mens de øvrige 855 kronor udgør et særligt tillæg til uledsagede børn uden forældre."
Journalistens påstand om, at de er uden forældre, er dog ikke helt sandt. Lad os vende tilbage til Ahmad fra Afghanistan, drengen med isbjørnebamsen. Ahmad fortalte til City, at han og hans familie levede "under trusler" i Kabul (hvilken slags trusler og fra hvem fremgik ikke), og at hans familie besluttede at "betale en menneskesmugler for at bringe den da 16-årige Ahmad i sikkerhed. Sikkerhed som i Europa."
Og her standser Ahmads hukommelse. City konstaterer lakonisk, at Ahmad ikke kan huske, hvor lang tid rejsen tog, eller navnet på den by han ankom fra, da han stod af toget på Malmøs hovedbanegård. Han vidste dog præcist, hvor han skulle hen: immigrationskontoret i Celsiusgatan, hvor han ansøgte om asyl. Avisen går uden om spørgsmålet om, hvordan dette var muligt. Andre lande har haft et vist held med at anvende forskellige metoder til at fastslå alderen hos mennesker, som påstår, at de er børn, men denne praksis anses for pågående og "dårlig" i Sverige i vore dage. For nylig viste en undersøgelse i Danmark, at 72% af de asylansøgende "børn" faktisk var voksne. Den kendsgerning, at Danmark udfører denne form for kontrol, kan måske forklare, hvorfor kun 818 børn søgte asyl der sidste år, sammenlignet med Sveriges 7.049. Finland og Norge udfører også alderskontrol og vurderer, at 66% af dem der testes, er over 18.
I september 2014 skrev socialkommentator Merit Wager:
"At der skulle være så stor forskel på Sverige og andre nordiske lande, når det gælder alderen på uledsagede 'børn,' forekommer højst usandsynligt."
Wager citerede Anders Thomas, som har været ansat i Migrationsverket gennem otte år:
"Det føltes temmelig bizart at sidde der og kontrollere '16-årige,' som helt tydeligt var tættere på min alder. Dengang havde man mulighed for at udføre en alderstest; det er ikke tilfældet i dag, hvor så godt som alle de personer, der påstår at være børn, lukkes ind. Hvad sker der, når disse voksne mænd sættes på skolebænken sammen med virkelige 16-17-årige?"
I 2013 skrev Wager på sin blog, at hele 86% af dem, der kommer til Sverige med påstand om at være børn, kan være voksne. Det år blev 134 asylsøgende børn alderstestet – og 116 viste sig at være over 18. De øvrige 1072 "børn" blev aldrig kontrolleret.
Wager skrev:
"Omkostningerne ved 'uledsagelsen' er kolossale for de 86 procent voksne, som søger asyl som 'børn', hvis man beregner ud fra de tal, som er opgivet af Migrationsverkets generaldirektør, og anvender dem på alle de mennesker, som udgiver sig for at være under 18. Man kan ikke se bort fra, at det handler om hundrede millioner af kronor hvert eneste år. Ikke for 116, men hvis det handler om ca. 86 procent af alle påstået mindreårige, som ankommer til Sverige (t.o.m. 30. september 2013 er der ankommet i alt 2558), så er tallene svimlende. Svimlende!"
Og der er virkelig tale om svimlende summer. I en artikel i bladet Expressen fra november 2014 indrømmer Migrationsverkets pressechef, Fredrik Bengtsson, at de uledsagede flygtningebørn er den næste store milliardindustri i Sverige. Og de mennesker som profiterer af "børnene," er i mange tilfælde private entreprenører, som skaffer indkvartering. Med en gennemsnitlig udgift på 2.000 svenske kronor per barn om dagen kostede de 7.000 "flygtningebørn," som ankom til Sverige sidste år, 5,1 milliarder kronor.
Den seneste i rækken af rystende historier om uledsagede flygtningebørn drejer sig om en 17-årig, der blev sendt til Sverige som "anker" i 2013. Hans familie betalte angiveligt omkring 11.000 dollar for at få ham sendt til Sverige; når han så havde fået opholdstilladelse, ville de iværksætte deres plan om at få hele familien til at følge efter. Men den 17-årige stillede sig ikke tilfreds med, at hans familie blot fik lov til at komme. Han mente, at de svenske skatteydere skulle betale for familiens rejse. Han sendte en regning for flyrejsen til de sociale myndigheder på i alt 25.000 svenske kronor, som dog blev afvist. Det lod han sig dog ikke nøje med, men klagede til forvaltningsretten – og vandt.
En relativt ny situation handler om børn – ægte mindreårige børn – fra Marokko. Men eftersom Marokko ikke er i krig, har børnene ikke ret til asyl. Inden deres ansøgning afvises, løber børnene ofte væk fra flygtningecentrene for at strejfe rundt i Stockholms gader. Sidste år ansøgte 381 marokkanske børn om asyl i Sverige. Der er sædvanligvis tale om gadebørn fra Tanger eller Casablanca, som i en tidlig alder er begyndt på stoffer og nærer en stærk mistro til alle myndigheder.
Politibetjentene Christian Frödén og Mikael Lins, som arbejder i Stockholm, fortalte den 10. maj 2015 følgende til den svenske offentlige tv-kanal SVT:
"Lavt sat har vi 200 børn fra Marokko, som strejfer om i den centrale bydel om aftenen og om natten og begår kriminalitet. De er i alderen fra 9 år og opefter. I mange tilfælde ryger de hash og er helt uforstående over for den svenske holdning til narko."
De marokkanske drenge begår kriminalitet så som tyveri, smårapserier, lommetyverier og overfald, men myndighederne ved ikke, hvordan de skal håndtere disse børn, der afviser den hjælp, som den svenske stat tilbyder.
"Kortsigtet kan vi låse dem inde på institutioner, men det er kun på kort sigt og for at redde individuelle liv. Jeg tror, vi har brug for en national samordning for at komme ind på livet af dette problem," siger Christian Frödén.
Migrationsverket påpeger, at de har i sinde at konsultere andre europæiske lande og "måske skabe en ny slags hjem for disse børn."
Som vanligt kræver Sverige, at skatteyderne åbner pengepungen. Det ligger dem fjernt at slå i bordet og nægte asyl til marokkanske gadebørn og fuldvoksne mænd, der giver sig ud for børn, noget som ellers på kort tid kunne nedbringe antallet af asylansøgninger fra "uledsagede børn."
Gatestone Institute står inde for de artikler, som Ingrid Carlqvist hidtil har skrevet for organsationen, men meddeler hermed, at Ingrid Carlqvist ikke længere er tilknyttet organisationen på nogen måde.