Det græske parlament vedtog den 22. december 2015 enstemmigt et forslag, som opfordrede premierminister Alexis Tsipras til at anerkende "staten Palæstina."
Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, som var på officielt besøg i Athen, brugte lejligheden til at sige, at Selvstyret ikke længere vil acceptere at blive kaldt ved noget andet navn, og at der vil blive udstedt pas til "staten Palæstina" under dette navn.
Viceudenrigsminister i Israel Tzipi Hotevely svarede ved at sige, at Mahmoud Abbas fulgte en "fejlbehæftet vej, som ikke vil føre ham nogen vegne." Israels tidligere ambassadør til Canada, Alan Baker, skrev i en rapport til Jerusalem Center for Public Affairs, at dette var en "klar og skamløs krænkelse af Oslo-aftalerne."
Abbas har meget muligt valgt en "fejlbehæftet vej," men han ser ud til at ville fortsætte ud ad den, utvivlsomt i håbet om at øge antallet af lande som anerkender den ikke-eksisterende "stat Palæstina."
Abbas fortsætter også med at krænke de engang så voldsomt udbasunerede Oslo-aftaler – men disse var krænkede lige fra starten. I praksis har de aldrig eksisteret. De var baserede på en illusion og på en løgn.
Illusionen var, at Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) kunne blive en respektabel, lovlydig regering, afstå fra vold og overholde en aftale.
Løgnen var, at PLO, der repræsenterede det "palæstinensiske folk," var rede til at udveksle "land for fred" og rent faktisk ønskede at skabe en stat, der skulle leve fredeligt side om side med Israel.
Illusionen brød hurtigt sammen. I 1993, umiddelbart efter at Oslo-aftalerne var blevet underskrevet, sammenlignede PLO-formand Yasser Arafat under et besøg i Johannesburg aftalerne med våbenstilstanden i Hudaibiya, en midlertidig aftale som Muhammad underskrev med Quraish-stammen i år 628 v.t. I denne våbenstilstandsaftale havde Muhammad lovet ikke at angribe stammen i ti år; men to år senere, da han havde opbygget flere styrker, brød han aftalen, angreb med fuld styrke og massakrerede quraisherne.
Da Arafat få dage efter besøget i Johannesburd blev formand for Det Palæstinensiske Selvstyre, havde han travlt med at vise, at Selvstyret stadig var identisk med PLO, og at han ikke havde frafaldet noget som helst.
Morderiske angreb har ramt Israel lige siden. De aftog kun, da Israel opførte en defensiv sikkerhedsbarriere.
I løbet de første ti år efter Oslo blev 1.400 israelere dræbt i terrorangreb; tusinder blev såret, men overlevede, om end lemlæstede.
I år 2000 opstod Al-Aqsa-martyrernes Brigader -- den "militære" gren af det "moderate" Palæstinensiske Selvstyres regerende parti, Fatah. Samtidig med at Al-Aqsa-martyrernes Brigader organiserede selvmordsangreb og plantede bomber, voksede andre islamistiske terrorgrupper også i betydning, især Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad.
Det Palæstinensiske Selvstyre skabte anti-israelske og anti-jødiske medier lige fra starten. Selvstyrets skoler kom i stand og begyndte omgående at belære deres elever om, at had til jøder er vigtigt.
Det Palæstinensiske Selvstyres ledere forhandlede med Israel, men Selvstyret har aldrig villet anerkende Israel som en stat for det jødiske folk.
Selvstyret er heller aldrig holdt op med at kræve uskyldigt lydende, "giftige" indrømmelser, som ville betyde Israels udslettelse. Herunder "ret til tilbagevenden" for sandsynligvis lige så mange palæstinensere, som der bor jøder i Israel. Dette krav har været et vedholdende element, som demografisk ville oversvømme Israel med palæstinensere – svarende til at det blev krævet af Frankrig, at man lukkede 60 millioner muslimer ind.
Desværre har palæstinenserne kun øget volden. Der har været mere end 11.000 raketangreb på et land, som ikke engang er på størrelse med Vancouver Island [eller Jylland, overs.]. Men de fleste politiske ledere og journalister i Vesten nægter stædigt at opfatte det på denne måde.
Flere efter hinanden følgende israelske regeringer er blevet tilskyndet til at opføre sig, som om de ikke kunne se, at der blev begået en aldrig ophørende række af stormløb mod dem. Israelerne har fået besked på at opføre sig, som om de stod over for nogle mennesker, som de rent faktisk kunne nå til enighed med. Det ville svare til, at Frankrig fik besked på at indgå en aftale med al-Qaeda.
Længst afdøde premierminister Yitzhak Rabins bemærkning om, at Israel skal "forhandle, som om der ikke eksisterer nogen terrorisme," er blevet gentaget for dem i én uendelighed, som om der ikke dagligt fandt terrormord sted overalt omkring dem.
Nogle israelske regeringerhar tilbudt at afstå næsten alt til palæstinenserne. I 2008 gik Ehud Olmert så vidt som til at foreslå en total tilbagetrækning fra Judæa og Samaria (hele Vestbredden) og frafald af Israels kontrol med Den Gamle Bydel i Jerusalem; mange israelske politiske og militære ledere fortalte ham, at sådan et tilbagetrækningsforslag var det rene selvmord. Palæstinenserne afviste det uden så meget som at fremsætte et modforslag.
Med tiden breder løgnene sig. Palæstinensiske terrorangreb bliver ikke længere beskrevet som terrorhandlinger, men som "modstandshandlinger" imod "besættelsen."
Det Palæstinensiske Selvstyre forsøger nu at blive anerkendt som "staten Palæstina" i håbet om, at selve ordene vil afstedkomme en sådan, trods dets egen underskrevne forpligtelse til at forhandle, som ville betyde, at også det måske skulle tilbyde noget – måske et ophør af al ansporing til had (som allerede blev lovet under Oslo-aftalerne, men aldrig implementeret), konfliktens ophør, måske en anerkendelse af Israel.
Det Palæstinensiske Selvstyre er nu en "observer state" ved de Forenede Nationer (FN). Abbas, som nu befinder sig i sin fireårige regeringsperiodes elvte år, modtages overalt som en ægte præsident. Han siger ikke – og det er der heller ingen andre, der gør -- at han ikke ville være i live i dag, hvis ikke Israel beskyttede ham. Hamas har længe forsøgt at dræbe ham og erstatte hans regering med dets egen.
Næsten ingen tør oversætte de blodtørstige bemærkninger til engelsk, som Abbas fremsætter på arabisk.
De palæstinensiske ledere omskriver historien, og mange europæere køber det ovenikøbet. Mange tror nu, at det palæstinensiske folk har eksisteret siden "oldtiden" og er et af de mest "undertrykte" folk på jorden.
Palæstinensiske ledere erklærer ofte – uden at blive modsagt, end ikke af Kirken! -- at Jesus var palæstinenser. De nægter, at han blev født som jøde i en jødisk familie. De bad – og opnåede det! -- UNESCO (som "Palæstina" har været fuldt medlem af siden 2011) om at omdøbe ældgamle jødiske steder til islamiske. Ifølge en resolution, der den 21. oktober 2015 blev vedtaget på UNESCO's generalkonference, er Rachels Grav nu "Bilal bin Rabah-moskeen" og Patriarkernes Grav i Hebron er "Ibrahimi-moskeen."
I de fleste vestlige medier præsenteres Judæa og Samaria som "besatte palæstinensiske territorier," og Israel beskrives som "besættelsesmagten."
Tilstedeværelsen af jøder på Vestbredden – der har været hjem for jøder i næsten 4.000 år – skildres som en "ulovlig indtrængen." Og mennesker, som formodentlig ville dåne ved den blotte tanke om etnisk udrensning andre steder, synes ikke at have noget problem med, at alle jøder smides ud af Judæa og Samaria – og en fremtidig "stat Palæstina."
Disse løgne har bragt Israel i en farlig position.
Israel har en stærk hær og en blomstrende og dynamisk økonomi. Men Israel, som er et meget lille land, er måske den mest truede nation i verden. Og fordi terrorhandlinger mod israelere næsten aldrig bliver beskrevet som terrorhandlinger, er Israel det eneste land, der sættes under anklage, fordi det forsvarer sig mod terrorisme. Israel er også det eneste land, der lever dør om dør med et terrorsamfund og bliver bedt om ikke at behandle dette som et terrorsamfund.
Mange europæere falder for Joseph Goebbels' opskrift: "Hvis man fortæller en stor løgn og bliver ved med at gentage den, ender folk til sidst med at tro på den." Israel er i dag – udelukkende på grund af propaganda og historieforfalskning – måske den mest uretfærdigt dæmoniserede nation i historien.
Det er et land, som udsættes for uophørlige diplomatiske angreb fra sine fjender, ja endda fra mennesker – så som J Street og New Israel Fund – der kalder sig landets "venner." Israel er det eneste land, som altid forventes at afgive "flere indrømmelser" til nogle fjender, som ikke engang skjuler deres destruktive hensigter.
Oslo-aftalerne er blevet beskrevet som en fredshandling. I virkeligheden var de -- for palæstinenserne -- en krigshandling.
De var en stor sejr for PLO, som kunne fortsætte til andre sejre. Palæstinenserne gik i gang med deres aldrig ophævede "Tipunktsplan" om at overtage Israel "trinvist."
Den nuværende israelske regering anlægger, ligesom de foregående, en defensiv holdning og ser ud til at kunne håndtere status quo.
De ondsindede angreb fra selvretfærdige jøde-hadere, der lader som om, det kun er Israel, de ikke kan døje, fortsætter. BDS-bevægelsen bliver ved med at få fat; men heldigvis har Israel udvidet sin handel med Fjernøsten, hvor den vokser kraftigt. Den Europæiske Union besluttede for nylig at bede sine medlemslande om at sætte diskriminerende mærkater på produkter fremstillet af jødiske firmaer, der befinder sig øst for "1967-grænserne", som i øvrigt udelukkende var våbenstilstandslinjer (på arabernes anmodning) – og aldrig grænser. Smædekampagnerne mod Israel vokser og spreder deres gift.
I Israel har justitsminister Ayelet Shaked foreslået en lov, som kræver, at ikke-regeringsstyrede organisationer (non-governmental organizations, NGO'er), der opererer i Israel, skal gøre rede for alle økonomiske tilskud fra udenlandske regeringer. "Den skamløse indblanding fra andre lande i staten Israels interne anliggender ved hjælp af finansiering er et hidtil uset fænomen, som krænker alle regler og normer for forholdet mellem demokratiske lande," fastslog hun.
Forslaget er et skridt i den rigtige retning: i USA er organisationer, som finansieres fra udlandet, underlagt strenge begrænsninger.
Der skal gøres endnu mere. I Israel selv udspreder diverse NGO'er, under påskud af "ytringsfrihed," oprørsk anti-israelsk propaganda. De er interne fjender. De fremstiller falske beviser , som de sender til andre lande, der ønsker at bringe Israel – men ikke noget andet land – for den internationale krigsforbryderdomstol (International Criminal Court, ICC). Sådanne NGO'er bør behandles som de interne fjender, de er.
I de sidste år af hans liv, og fordi han opfordrede til selvmordsangreb og ansporede børn til at søge døden som martyrer, lukkede den israelske regering Det Palæstinensiske Selvstyres formand, Yasser Arafat, inde i hans præsidentområde Muqata i Ramallah.
Fordi den nuværende palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, beskyldte israelske jøder for at "besudle" Al Aqsa-moskeen med deres "beskidte fødder" og tilføjede, at "alt blod, der udgydes i forsvaret af helligstedet er rent," bærer han det direkte ansvar for den nuværende bølge af mord på israelske jøder. Den israelske regering kunne derfor lukke ham inde i hans Muqata, sådan som de gjorde med Arafat, og forklare, som sandt er, at en mand, der gør sig skyldig i at opmuntre til mord på uskyldige civile, der blot lever deres daglige tilværelse, ikke bør have lov til at gå frit omkring.
 Yasser Arafat (t.v.) og Mahmoud Abbas, afbildet på en propagandaplakat fra Fatah. Den arabiske tekst lyder øverst "Bærer af ansvaret" og nederst "Jeg opfordrer jer til at fastholde den nationale samling. Den er mere dyrebar end os alle sammen." |
Den israelske regering kunne også ærligt sige, at ingen forhandling er mulig med en organisation, der støtter terrorisme og lærer børn at hade jøder.
Den israelske regering kunne gå endnu længere og forklare verden, at Det Palæstinensiske Selvstyre selv er en terrororganisation, og afskære alle politiske, økonomiske og finansielle forbindelser med det.
Vesten burde bede Israel holde op med at støtte en organisation, Det Palæstinensiske Selvstyre, som dagligt bakker op om terrorisme; og Israel burde bede Vesten om at holde op med at støtte en organisation, Det Palæstinensiske Selvstyre, som støtter terrorisme og er på vej til at skabe endnu en terrorstat – især på et tidspunkt, hvor den internationale terrortrussel er så intens og omsiggribende.
Selvfølgelig ville mange europæiske ledere sandsynligvis svare, at de kun kan få øje på èn terrorstat: Israel. Helt surrealistisk er det, at en EU-domstol i december 2014 endda fjernede Hamas fra EU's liste over forbudte terrororganisationer.
I øjeblikket tiltager kaosset i Mellemøsten i styrke, og det "palæstinensiske spørgsmål" er langt fra en central bekymring for de muslimske lande i regionen. Saudi-Arabiens vigtigste mål er at overleve forsøgene på at destabilisere det, som komme fra Iran. Nogle saudiske ledere betragter muligvis nu ligefrem Israel som en allieret.
I Egypten er det topprioritet for præsident Abdel Fattah el-Sisi at nedkæmpe den dødelige konflikt i Sinai.
Samtidig har Iran travlt med at udbrede terrorismen og haster mod udviklingen af kernevåben såvel som de interkontinentale ballistiske missiler, der skal medføre disse. Iran sætter også rekord, når det gælder henrettelse af egne borgere, fængsling af politiske fanger på opdigtede anklager, redde hvad reddes kan af Assad-regimet i Syrien og sammen med Rusland at understøtte terrorgruppen Hizbollah i Libanon.
Hverken Iran eller Islamisk Stat skjuler deres genocidale intentioner vedrørende Israel. For nylig afslørede ayatollah Ali Khamenei, Irans "Ophøjede Leder," sine planer til Israels udslettelse.
Og midt i alt dette sagde John Kerry for nylig noget rigtigt: "Omstændighederne" fører "til, at man seriøst må overveje muligheden af Det Palæstinensiske Selvstyres kollaps."
Den bølge af mord, som blev udløst af Abbas i begyndelsen af september, har haft en katastrofal indvirkning på Det Palæstinensiske Selvstyres økonomi. Når Mahmoud Abbas har forladt scenen, vil et forsøg på overtagelse ved Hamas eller ISIS være praktisk talt uundgåeligt.
Kerry tilføjede korrekt, at "flere israelske ministre har tydeliggjort deres modstand mod en palæstinensisk stat." Det ville dog være mere præcist at sige, at flere israelske ministre ser ud til at mene, at skabelsen af en stat, der uundgåeligt bliver til en terrorstat, er en ekstremt dårlig idé.
For få dage siden sagde Israels premierminister, Binyamin Netanyahu, til nogle højtstående folk i regeringen, at Israel er nødt til at forsøge at "forhindre, at Det Palæstinensiske Selvstyre kollapser, men må være beredt i det tilfælde, at en sådan kollaps indtræffer."
Meningsmålinger viser, at mere end 75% af de israelske arabere definerer sig som israelere, og at mere end 60% af dem uforbeholdent definerer Israel som et jødisk land. Meningsmålinger viser også, at 18% af de israelske arabere støtter volden mod jøder.
Gennem to årtier er israelske arabere og arabere bosat i Judæa og Samaria blevet forgiftet af Det Palæstinensiske Selvstyres propaganda – i lærebøger, i officielle erklæringer så som opkaldelse af sportsanlæg, gader og offentlige pladser efter terrorister, og i Selvstyrets regeringskontrollerede medier. Den palæstinensiske befolkning fortjener en bedre ledelse end denne. Den nuværende destruktive palæstinensiske ledelse og den endnu mere destruktive ledelse, som meget vel kunne følge efter denne, bør ikke opmuntres – hverken af forræderiske europæere eller nogen andre.
Guy Millière, professor ved Paris' Universitet, har udgivet 27 bøger.