I den forgangne uge har israelerne arresteret 25 Hamas-terrorister på Vestbredden, flertallet af dem studerende fra Al-Quds Universitet i Abu Dis. Ikke rebeller uden en sag eller arbejdsløse med trang til at slås, men nogle af de mest intelligente blandt os, intellektuelle i en fremtidig palæstinensisk akademisk stand! Gruppen, som var beskæftiget med rekruttering og vejledning og var styret af Hamas i Tyrkiet og dennes terrorfløj i Gazastriben, var i færd med at planlægge udførelse af selvmordsbombeangreb inde i Israel.
Lederne af terrorcellen sørgede for sikre huse og oplagringssteder, hvor de oprettede laboratorier til fremstilling af sprængstoffer. De rekrutterede palæstinensere -- fra Betlehem, Hebron, Qalqilya, ja selv fra Jerusalem, samt arabere fra det israelske Negev – til at skaffe kemikalier og andet nødvendigt udstyr til fremstillingen af bilbomber til disse studerende, som var ved at gøre sig klar til at dø som selvmordsbombere.
De israelske sikkerhedsstyrker afslørede netværket og arresterede dets aktører, som også var blevet påvirket af Det Palæstinensiske Selvstyres uafbrudte opflammen af den palæstinensiske befolkning. Det Palæstinensiske Selvstyre ønsker at ofre vore bedste og mest intelligente hjerner i terrorangreb mod jøder.
Desværre indvarsler de seneste begivenheder et ophør af forestillingen om at danne en selvstændig stat for palæstinenserne. Revnen i muren i den palæstinensiske historie – som dårligt nok er hundrede år gammel – bliver stadig større. Forsøgene på at reparere på den palæstinensiske samfundsstruktur ved hjælp af neonfarver er mislykkedes. Og der er interne spændinger mellem de forskellige salafistiske organisationer (Hamas, ISIS, Palæstinensisk Islamisk Jihad) og PLO, Fatah og de øvrige terrororganisationer på Vestbredden.
Der er også spørgsmålet om arv: hvilken organisation skal kontrollere PLO? Hvad er forskellene i deres dagsordener? Hamas-lederne i Gaza ønsker først at genopbygge Gazastriben og derefter at genoptage kampen mod Israel. Izz al-Din al-Qassam Brigaderne, Hamas' militære terrorfløj, kræver øjeblikkelig genoptagelse af angrebene og raketilden mod Israel. De forsøger begge at danne nye terrornetværk på Vestbredden (i lighed med det der netop er blevet afsløret). De to grupper har de samme to mål: at dræbe israelere og at vælte Det Palæstinensiske Selvstyre.
Vi palæstinensere synes ude af stand til at blive enige om selv de mest grundlæggende produktive og konstruktive spørgsmål, så som genopførelse af huse, uddannelse, en intelligent anvendelse af de hundredvis af millioner dollars, som vi har modtaget i donationer, åbning af Rafah-grænseovergangen og forbedring af forholdet til den arabiske verden, især Egypten. Palæstinensernes største tragedie er ikke 1948, men 2015. Det eneste den palæstinensiske ledelse og terrororganisationerne kan blive enige om er deres besættelse af at udslette staten Israel og danne en palæstinensisk stat på dens ruiner; og selv her kan de ikke blive enige om måden, stadierne og midlerne.
Så længe palæstinenserne troede, at de kunne opnå det, de ønskede, ved hjælp af forhandling og stejlhed, holdt de deres sande intentioner skjult. Men da det for nylig stod klart, at israelerne ikke vil opgive deres krav om anerkendelse af Israel som en jødisk stat eller deres beslutsomme modstand mod retten til tilbagevenden, er den palæstinensiske ekstremisme kommet ud af sit skjul. Det fremgår tydeligt af de resultater, som vedholdende indhentes gennem meningsmålinger fra palæstinensiske meningsmålingscentre, som viser, at det overvejende flertal af palæstinensere støtter en væbnet kampagne mod Israel og ønsker at se det udslettet og en palæstinensisk stat opført på dets ruiner. Meningsmålingerne viser også en foruroligende stigning i den folkelige støtte til Hamas på Vestbredden og en nedgang i støtten til Mahmoud Abbas og Selvstyret på grund af disses manglende evne til at give hele det "besatte Palæstina" tilbage til palæstinenserne.
Jeg ville ønske, at vi palæstinensere var kloge nok til at tage ved lære af jødernes historie i stedet for helt at afvise dem. Da ville vi omgående befri os for Hamas og de andre terrororganisationer. Men i stedet bruger vi disse, fordi de slår jøder ihjel.
Desværre mente afdøde Yasser Arafat, at det ville være nemmere at tvinge jøderne til at gøre indrømmelser, hvis forhandlingerne blev afholdt i en atmosfære af terrorangreb, og til det formål hyrede han Hamas.
I lighed med Frankensteins monster voksede Hamas til en stor terrororganisation, som i dag truer ikke bare Israel, men også PLO og Det Palæstinensiske Selvstyre. Følgelig er vi tvunget til at samarbejde med israelerne, såfremt vi ønsker at overleve og undgå at blive fuldkommen opslugt af Hamas, sådan som vi blev det i Gaza. Det er derfor truslerne fra Det Palæstinensiske Selvstyre om at afbryde efterretningssamarbejdet med Israel er noget vrøvl. Efterhånden som vores retorik bliver mere og mere ekstrem, plages nogle palæstinensere af et passivt ønske om at underkaste sig Hamas, og stadig færre mennesker vover at udfordre Hamas i stedet for at afvise både dem og Det Muslimske Broderskab og opnå tillid hos langt mere udbredte og magtfuld støtter: verden, Vesten, og endda på visse områder israelerne. I stedet suger vi Hamas' destruktive ekstremisme til os. Vi lader Hamas hjernevaske vores yngre generation med sit fanatiske – og uproduktive – spind af had, destruktion og død.
Den palæstinensiske ledelse har endnu ikke fordøjet de bitre følger af vore frugtesløse terrorangreb mod Israel. Ledelsen bruger sine medier til at udsprede falsk propaganda om knive, stenkast og bilpåkørsler, sammen med trusler om en ny intifada. De indser ikke, at der ikke er noget, der vil få israelerne til at flytte sig. Intet vil få dem til at rejse; intet vil få dem til at opgive så meget som en centimeter land – bestemt ikke terrorisme. Den styrker blot deres beslutsomhed. Vi bliver ved med at begå den frygtelige og måske uoprettelige fejl at opdrage vore børn, generation efter generation, til at hade jøderne og israelerne og ønske at udslette staten Israel. Samtidig kan vi konstatere, at israelerne og amerikanerne følger vores mindste skridt og dokumenterer vores hadefulde propaganda. Lidt efter lidt bliver vores troværdighed pillet fra hinanden, efterhånden som de mister troen på os.
Vi udsender børneprogrammer på det regeringsfinansierede – og regeringsstyrede – palæstinensiske tv, som ansporer til vold og had, og forventer samtidig, at israelerne giver os indrømmelser, som vil bringer deres sikkerhed i fare. Hvor tåbeligt er det lige? Derefter fortsætter vi med at hjernevaske seerne med noget sludder om, at staten Israel, med Allahs hjælp, kun er midlertidig og til sidst vil ophøre med at eksistere. Hvem eller hvad skal israelerne tro på? Venter den aldrende Mahmoud Abbas, som er uden støtte i sit eget land, blot på at den yngre generation, som er vokset på med had og krig, skubber ham ud? Vi har et program, "Børn taler," som den 11. november 2015 med fuldkommen sikkerhed erklærede, at Israels ophør lå lige om hjørnet, og at hele Palæstina-området fra 1948, "fra Floden til Havet," herunder israelske byer som Haifa, Jaffa, Acre og Nazareth, "tilhører os" og "vil vende tilbage til os." Hvis I sad i den israelske regering, ville I også blive mistænksomme.
Det er derfor meget mystisk, at det græske parlament nu rent symbolsk (ikke bindende) vil anerkende en palæstinensisk stat – og dermed skubbe en faktisk palæstinensisk statsdannelse længere væk end nogensinde. Abbas går utvivlsomt rundt og forsøger at indsamle den slags værdiløse bekræftelser, idet han uden tvivl håber, at såfremt det lykkes ham at samle en tilstrækkelig stor bunke af dem sammen, vil stakke af internationalt bindende aftaler bliver forbigået og en faktisk palæstinensisk stat, uden behov for indrømmelser, på magisk vis bryde frem.
Har ingen i efterretningstjenesterne i disse lande bemærket, at ifølge palæstinensisk tv (4. december 2015)
var der nogle af de palæstinensere, der havde levet på palæstinensisk jord siden 1948, som ikke rejste, og som nu forsvarer landet mod den "racistiske besættelses" overgreb. Selve den kendsgerning, at de stadig lever på vores jord, trods besættelsens fulde kontrol, betyder, at de bevarer den palæstinensiske eksistens og bevogter landet som palæstinensere og tror på, at hele landet vil vende tilbage til palæstinensisk kontrol og blive en del af staten Palæstina.
Øh, "de palæstinensere, der har levet på palæstinensisk jord siden 1948" er dem, som resten af verden kalder for "israelske arabere."
Ovenstående er eksempler på officiel palæstinensisk propaganda udgående fra den palæstinensiske ledelse, medierne og uddannelsessystemet i alle de palæstinensiske områder hver eneste time på dagen. Ifølge Al-Hayat Al-Jadeeda, den officielle palæstinensiske avis, fra den 10. december 2015 besøgte Jihad Jayyusi, Det Palæstinensiske Selvstyres militære forbindelsesofficer, en skoleklasse i kreativ skrivning på Al-Awda-pigeskolen i Betlehem og præsenterede dem for en plakat visende "Palæstina," som inkluderede hele staten Israel, Vestbredden og Gazastriben. Ifølge samme avis den 17. november 2015 var vinderen af en fotokonkurrence afholdt af PLO's "kontor vedrørende fængselsfanger" et kort over "Palæstina," som omfattede de samme områder.
Det er især skuffende, at vi bliver ved med at forsøge at føre israelerne og amerikanerne bag lyset med fiktive budskaber om fred og "to stater for to folk." Vi antager, at de ikke besidder nogen form for intelligens, ikke forstår arabisk og ikke kan læse vore Facebook-sider, herunder de palæstinensiske nationale sikkerhedsstyrkers side, hvor Acre og Jaffa kaldes for "besatte." Vi antager, at man i Vesten aldrig læser Al-Hayat Al-Jadeeda, som den 30. november 2015 offentliggjorde et billede af to nøgler og et kort over "Palæstina," som indeholdt alle israelske og palæstinensiske områder og havde underteksten "En erindring som ikke ruster" – eller såfremt de læser den, at de ikke forstår det, de kigger på.
Hvis der skal blive fred mellem Israel og palæstinenserne, må det første skridt for palæstinensernes vedkommende være, at de koordinerer deres egne forventninger. Vore ledere må forstå, at den mellemøstlige arena er i konstant bevægelse, at efterkommerne efter flygtningene i 1948 tydeligvis aldrig vil "vende tilbage" til staten Israel, Jerusalem vil aldrig blive hovedstaden i en palæstinensisk stat, og vi kommer aldrig til at kontrollere Jordandalen (på grund af Israels uheldigvis berettigede sikkerhedsbekymringer).
I en verden der vakler under byrden fra islamisk terrorisme, vil den palæstinensiske terrorisme sandsynligvis med tiden blot styrke Vestens støtte til Israels sikkerhed og eksistens.
Vi burde for længe siden have forstået, at der lever jøder i Palæstina, at de vil forbliver her altid, og at drab på dem i gaderne ikke vil ændre noget som helst. Tiden er inde til – for første gang i historien – at forsøge at skabe en fredelig og demilitariseret palæstinensisk stat, hvilket israelerne gennem årtier har indikeret, at de gladelig vil hjælpe os med at opnå. Jeg håber og beder til, at det ikke allerede er for sent.