Den 9. november skulle der afholdes en demonstration imod racisme i Umeå, Sverige, til minde om Krystalnatten (den nat i 1938 hvor 400 jøder blev myrdet i Tyskland og 30.000 jødiske mænd arresteret og sendt i koncentrationslejr). Der var blot en enkelt hage ved det: jøderne i Umeå var ikke inviteret med til demonstrationen. Den angivne grund, ifølge en af arrangørerne, Jan Hägglund, var, at demonstrationen ville blive "oplevet som en lidet imødekommende eller utryg situation for dem."
Udviklingen frem til denne surrealistiske situation, hvor en demonstration imod racisme i Sverige til minde om Krystalnatten kunne blive oplevet af jøder som en trussel, har været undervejs længe. Denne demonstration havde en vis betydning. Folkene bag den var ikke ekstremister. Fire af den svenske rigsdags otte partier deltog i tilrettelæggelsen af den.
Denne anti-racistiske demonstration og de besynderlige hændelser, som omgav den, udtrykker en proces, som desværre har fundet sted i Sverige gennem lang tid. En ny form for svensk anti-semitisme har vokset sig stærk; byen Malmö har udgjort dens flagskib.
I januar 2009 blev en pro-israelsk demonstration i Malmö angrebet af arabere, som råbte "f-cking Jews." Politiet kunne ikke beskytte de pro-israelske marchdeltagere mod æg og flasker, som blev kylet imod dem. Begivenheden måtte midlertidigt standses, da araberne begyndte at afskyde fyrværkeri mod de pro-israelske demonstranter.
I 2010 blev synagogen i Malmö angrebet for første gang – men ikke sidste. Samme år begyndte Simon Wiesenthal Centeret at advare jøder mod at besøge Malmö "på grund af chikane imod jødiske borgere."
I dag er Malmö en by, der er kendt for sin anti-semitisme og stærkt præget af den. Jøder i Malmö kan ikke offentligt vise, at de er jøder, uden at blive udsat for chikane. Mange jødiske familier, som har boet der i århundreder, er flygtet. I oktober 2015 deltog to medlemmer af den svenske rigsdag i en pro-palæstinensisk demonstration i Malmö, hvor folk råbte anti-semitiske slogans og hyldede de aktuelle palæstinensiske knivoverfald på israelske jøder.
At et land som Sverige pludselig rammes af en ekstrem anti-semitisme, skyldes stort set immigrationen fra Mellemøsten. Den arabiske og muslimske verden – og siden 1979 også den islamiske republik Iran, som gentagne gange har truet med folkedrab – fortsætter i sine statslige medier sin dæmonisering af jøder. Den arabiske og muslimske verden ønsker muligvis til dels at retfærdiggøre sine konflikter med Israel. Og til dels tror mange medlemmer af det etablerede samfund og borgerne i disse lande sandsynligvis på de anti-semitiske konspirationsteorier, bagvaskelser som gentages dagligt i deres medier og moskeer.
Mange nyankomne holder fast i deres mellemøstlige baggrund, også efter at de har bosat sig i Sverige. Mange, især i immigrantområder som Rosengård i Malmö, ser jævnligt arabisk tv, som uafbrudt bringer anti-semitiske budskaber.
Samtidig er medlemmerne af disse befolkningslag velkomne til at stemme ved svenske valg, så de svenske partier har blikket rettet mod de arabiske stemmer. Dette bejleri er simpelthen et udtryk for demografi. Der bor mindre end 20.000 jøder i Sverige, mens mere end 20.000 syrere fik tildelt asyl alene i 2014.
For at stemme ved vigtige kommunalvalg behøver man desuden ikke engang at være svensk statsborger. Dette besynderlige forhold er grunden til, at så få politikere i Sverige overhovedet taler om den arabiske anti-semitisme, selvom adskillige svenske beretninger og dokumenter viser, at den voksende anti-semitisme i Sverige stort set er blevet importeret fra Mellemøsten.
Det er også grunden til, at de fleste organisationer imod racisme i Sverige foretrækker at tale om "islamofobi." Næsten alle de svenske anti-racismeorganisationer er finansierede af skatteyderne eller på en eller anden måde forbundet med de politiske partier – hvilket betyder, at der eksisterer en næsten lidt for forretningsmæssig "forståelse" mellem de politiske partier og organisationerne imod racisme. Flertallet af de politiske partier ynder ikke ligefrem anti-racismeorganisationer, som taler om arabisk anti-semitisme. Sådanne organisationer vil have problemer med at få økonomisk støtte eller vil få deres økonomiske støtte fjernet, eller også vil de kunne se deres egne bestyrelsesmedlemmer begynde at trække sig ud.
Selvom der ankommer flere muslimer til Sverige, og flere jøder flygter derfra – eller måske på grund af dette – opfatter flertallet af anti-racismeaktivisterne i Sverige "islamofobi" som det afgørende problem. Den indflydelsesrige anti-racismeorganisation Expo har udarbejdet adskillige oversigter over "islamofobi," men, trods fanatismen, ikke en eneste over anti-semitisme.
Hvis man laver en oversigt over anti-semitisme i Sverige, bliver man nemlig også nødt til at diskutere immigrationen fra Mellemøsten. Det er der ikke mange mennesker i Sverige, som ønsker at gøre, for de, der diskuterer arabisk anti-semitisme, kaldes for racister.
I stedet for en drøftelse af den nye svenske anti-semitisme får man hjernelammende opinionsspalter i aviserne med det budskab, at man burde tale mindre om Holocaust i svenske skoler, så de unge arabere ikke bliver fornærmede. I sin kritik af et regeringsforslag om at bekæmpe anti-semitisme ved at styrke undervisningen i Holocaust, skrev Helena Mechlaoui, gymnasielærer i historie, religion og filosofi:
"Når vi taler om elever fra Mellemøsten, kan det skyldes, at mange af dem bærer rundt på traumatiske oplevelser relateret til enten israelsk eller amerikansk politik. Og de to lande opfattes ofte som ét, hvilket ikke er helt forkert. Måske har de mistet en eller flere mindre søskende, fætre, forældre eller kammerater under et israelsk eller amerikansk bombeangreb. En stor del af dem er her i Sverige, fordi de er blevet tvunget til at forlade deres hjem på grund af besættelse, krig eller elendige forhold i en flygtningelejr. Måske har de nogle skadede forældre, som ikke rigtig kan håndtere tilværelsen, og måske har de stadig familie i konfliktområderne. Det er sandsynligt, at de har oplevet fjendskab i Sverige. I denne sammenhæng er det måske ikke ønskeligt at begynde at tale om Holocaust."
Immigrationen fra arabiske lande har gennemgribende påvirket den måde, hvorpå flertallet af svenskerne betragter anti-semitismen. Anti-semitisme er ikke længere noget, det svenske samfund fordømmer. Flere kendte svenskere har for nylig fremsat anti-semitiske udtalelser, og deres karriere har overhovedet ikke lidt under det. Den svenske rapper Dani M udspreder anti-semitiske konspirationsteorier både på de sociale medier og i sine sange. Efter at flere mediekanaler i Sverige i slutningen af 2014 og begyndelsen af 2015 detaljeret havde beskrevet, hvordan Dani M udspreder anti-semitiske konspirationsteorier, dukkede han i september op i et reality tv-show på en af de største og mest veletablerede svenske kanaler, TV4. Da TV4 blev kritiseret for det, svarede showets ansvarshavende producer, Christer Andersson således:
"TV4's kerneværdier er Nul Racisme og har altid været det, så længe jeg kan huske, men vi kan ikke afskære folk, som ikke mener det samme. TV4 er en portal, som mennesker med forskellige meninger færdes igennem, og vi må have et bredt acceptniveau."
Her ser vi altså en af de vigtigste svenske tv-kanaler beskrive anti-semitismen som blot en "anden mening." I samme periode brugte en anden af TV4's ansatte "ordet n....." i et YouTube klip, og hun blev fyret, inden der var gået to måneder. Så anti-semitisme er acceptabelt, men ikke racisme mod afro-svenskere.
I et andet eksempel skrev den svenske tv-stjerne Gina Dirawi, som er af palæstinensisk oprindelse, på sin blog i 2010, at Israels handlinger kunne sammenlignes med Hitlers. Senere, i 2012, rådede hun, igen på sin blog, folk til at læse en bog, som satte spørgsmålstegn ved Holocaust. Bogens budskab var, at når nazisterne forfulgte jøderne, handlede de i selvforsvar. Dette er blot to af de mange anti-semitiske kommentarer, hun skrev på sin blog. I dag optræder Gina Dirawi som vært ved flere shows på SVT – den offentlige svenske tv-kanal – og hun var vært ved SVT's juleshow i 2015. Eftersom Dirawi er muslim, fremkaldte dette en del løftede øjenbryn. Hun skal også være vært ved den svenske musikkonkurrence Melodifestivalen, en af Sveriges mest populære musikbegivenheder, i 2016.
Det er desværre tydeligt, at i Sverige er anti-semitisme ikke noget, der skader ens karriere. De svenske medier er, ligesom regeringen, heller ikke synderlig interesseret i Sveriges problemer med anti-semitisme. Da den svenske tænketank Perspektiv På Israel i maj 2015 bragte beviser på, at Islamic Reliefs landsformand i Sverige udspredte anti-semitiske opslag på Facebook, var der ingen i medierne, der var interesserede i at skrive om det trods den kendsgerning, at Islamic Relief modtager støtte fra Sida, det svenske regeringsagentur der har ansvaret for Sveriges officielle hjælp til udviklingslande.
De svenske medier tillod end ikke offentliggørelse af en opinionsartikel fra Perspektiv På Israel om emnet. Nyheter24, en af Sveriges mediekanaler som ikke bragte Perspektiv På Israel's information om denne skandale, skrev i en email til Perspektiv På Israel, at deres "læsere er mildt sagt ikke interesserede i dette særlige emne."
Som klummeskribent for avisen Samtiden nævnte jeg Islamic Reliefs racistiske ytringer i en op-ed, og oplysningen blev også præsenteret i The Jewish Press. De svenske medier viste ingen interesse, selvom det var bevist, at en organisation, som modtager svenske skattepenge, opslog anti-semitiske udtalelser på de sociale medier.
Det er vigtigt at mærke sig, at alle disse hændelser fandt sted i et land, hvor brug af ordet "masseimmigration" sædvanligvis bliver kritiseret bare for at lyde racistisk. Det er kun anti-semitismen, der ikke bliver kritiseret i Sverige. Alle andre former for racisme – endda ting som nogle siger kunne klassificeres som racisme – bliver kritiseret, og det ganske skånselsløst.
Selvom den nye anti-semitisme i Sverige har sin oprindelse i arabisk eller islamisk anti-semitisme, ville det være et udtryk for forenkling at tro, at anti-semitismen i dagens Sverige kun har mellemøstlig karakter. Anti-semitismen i Sverige er blevet et 'smörgåsbord' [smørrebrødsbord] bestående af flere forskellige faktorer, som forstærker hinanden. Nogle af disse er:
- Immigration i stor skala fra lande, hvor anti-semitisme er normen.
- Et stærkt pro-palæstinensisk engagement blandt svenske politikere, som er resulteret i en fuldkommen surrealistisk Israel-Palæstina-debat, hvor Israel uretmæssigt dæmoniseres.
- Et ønske blandt de politiske partier i Sverige om at vinde immigranternes stemmer.
- En svensk multikulturalisme, som er så ukritisk over for andre kulturer, at den ikke kan skelne mellem kultur og racisme.
- Frygt for at lyde kritisk over for immigrationen.
- Vigtige svenske institutioner, som f.eks. den svenske kirke, legitimerer anti-semitismen ved at bifalde Cairos Palæstina-dokument.
En kombination af disse faktorer skaber en situation, hvor anti-semitismen kan gro uden at møde egentlig modstand eller kritik. Følgende indtraf på Komvux, et undervisningsprogram for voksne i Sverige i byen Helsingborg: En lærervikar forsvarede i en undervisningstime kendsgerningerne i forbindelse med Holocaust, efter at en elev havde spurgt, om Holocaust rent faktisk havde fundet sted. Skoleledelsen kritiserede vikaren med følgende argument: "Det, der er historie for os, er ikke historie for andre. ... Når vi har andre elever, som har læst andre historiebøger, giver det ingen mening at diskutere kendsgerninger mod kendsgerninger."
Denne begivenhed fandt sted i februar 2015 i en stor svensk by. Det kunne være sket i en hvilken som helst svensk by, hvor den nye svenske anti-semitisme er på fremmarch. En svensk skole ved ikke længere, om den kendsgerning, at Holocaust rent faktisk fandt sted, er en kendsgerning, det er værd at forsvare. Det anti-semitiske 'smörgåsbord' normaliserer anti-semitismen i Sverige.
Da det blev rapporteret i midten af november, at den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, havde sagt, at "jøderne driver kampagne imod mig," var det ikke nogen større nyhed i Sverige. Det var ikke første gang, at en berømt, svensk politiker fremkom med anti-semitiske ytringer og slap godt fra det, og det bliver ikke den sidste.
Vi vender således tilbage til den 9. november 2015 i Umeå og anti-racismemarchen, til minde om Krystalnatten, som jøderne ikke var inviteret med til; og til dette års muslimske juleværtinde som flere gange har fremsat anti-semitiske synspunkter; og til skolerne der ikke er sikre på, om de skal sige, at Holocaust fandt sted eller ej; og til et land hvor det er helt almindeligt ikke at invitere jøderne.
Medierne fortæller det ikke. Politikerne er ligeglade. Og alle ved, at i Sverige slipper anti-semitterne altid godt fra det.