Hvad skal man stille op med disse amerikanere og europæere? De synes altid at fortæres af længsel efter en dialog mellem israelerne og palæstinenserne, som skal ende i en fredsaftale, og dog synes de alle mærkeligt nok at vide, at palæstinenserne ærligt talt ikke har imødekommet selv Israels mindste krav: et ophør af ansporinger til vold (som der var enighed om selv under Oslo-aftalerne – og som ikke kræver nogen økonomisk hjælp!) og en anerkendelse af Israel som jødisk stat. Mange mennesker over hele verden opfatter stadig Israel som værende den potentielt næste -- og 22ende -- arabiske stat.
Selvom det er svært at sige det, så har jøderne en pointe. Der eksisterer en helt legitim bekymring for, at uden sådan en betingelse vil der være to palæstinensiske stater: Vestbredden og Israel – ja faktisk tre hvis man tæller Gaza med.
Amerikanerne og europæerne synes ikke at indse, at for det jødiske folk må kravet om en stat udgøre en forhåndsbetingelse også for enhver diskussion af Jerusalem, baseret på byens historie. Før 1967, da halvdelen af Jerusalem var i hænderne på Jordan – og som er det, det internationale samfund ønsker, at Israel skal vende tilbage til – blev omkring 38.000 ældgamle jødiske gravsten fjernet fra Oliebjergets begravelsesplads af arabiske indbyggere og brugt til at brolægge latriner.
Disse velmenende amerikanere og andre vesterlændinge presser ikke desto mindre Israel til at handle som den "ansvarlige voksne" og fremsætte énsidige tilbud som udtryk for velvilje. De beder israelerne om at trække sig ud af de besatte områder og tage de jødiske indbyggere i Vestbreddens bosættelser med sig. De synes allerede at have glemt, hvad der skete for lidt over ti år siden i Gazastriben, hvor israelerne faktisk foretog en sådan énsidig, velvillig gestus. Israelerne evakuerede énsidigt hver eneste meter af Gaza i 2005, så palæstinenserne kunne opføre et Singapore – ingen betingelser tilknyttet! Til gengæld blev de mødt med Hamas og ni års raketkrig. Hvis nogen tror, at israelerne vil forsøge det igen, så står de til at få sig en overraskelse.
Som palæstinenser hilser jeg den humanistiske tilgang velkommen, som opfordrer den stærke til at komme med indrømmelser over for den svage; men en ærlig gennemgang af spørgsmålet får mig til at spekulere på, om Vesten overhovedet forstår Mellemøsten. I deres forsøg på at finde en rimelig løsning bliver de ved med at begå alle tænkelige fejl. For det første bliver de ved med at afkræve israelerne indrømmelser, som ville undergrave landets sikkerhed – og af palæstinenserne kræver de ikke så meget som en ytring, så som at "Israel har ret til at eksistere."
Vesten synes at ville skræmme Israel til at fremsætte indrømmelser. Det, man synes at have glemt, er, at ifølge FN's Sikkerhedsråds resolution 242 vil territorierne være besat, indtil uenighederne er blevet løst. Det afstedkommer en slem omgang rope-a-dope [afventende taktik i boksning]: Man undlader at løse uenighederne, så territorierne forbliver besatte, hvorefter man anklager den anden part for at besætte en! Selv vi kan få øje på det.
Vestens seneste godhjertede krav – som er så ødelæggende for palæstinensernes beskæftigelsessituation – er en mærkning af varer fra de besatte områder. Dette krav stilles ikke til nogen anden besættelsesmagt: hverken til Rusland i Krim og Ukraine, Tyrkiet i Cypern, Pakistan i Kashmir eller Kina i Tibet. Der er i bund og grund tale om en form for Boycott, Divestment and Sanctions (BDS, den såkaldte boykotbevægelse), formentlig med henblik på at knuse Israel økonomisk.
Hvad disse godhjertede vesterlændinge ikke indser er, at deres trusler blot styrker Israels oplevelse af fare og ender med at skabe et resultat, som er det modsatte af det, der er europæernes hensigt. I stedet for at bringe israelerne og palæstinenserne til forhandlingsbordet vil sådan et tiltag forståeligt nok styrke Israels besluttethed på at beskytte sig selv. Men at lægge pres på israelerne vil ikke få dem til at begå kollektivt selvmord. I stedet vil det gøre både israelere og palæstinensere mere ubøjelige end nogensinde.
Den amerikanske trussel om, at Israel udvikler sig til en binational stat, er ment som et forsøg på at skræmme Israel til at svigte sine vitale interesser, samtidig med at det intet får fra palæstinenserne til gengæld. I virkeligheden styrker denne trussel blot palæstinensernes beslutsomhed og afholder vore ledere fra at anerkende selv det mindste israelske krav. Den amerikanske trussel er en hindring for fred.
Frem for alt synes Vesten forbløffende nok ikke at begribe, at målet med de igangværende ansporinger og angreb fra Det Palæstinensiske Selvstyre udspringer af et ønske om at erstatte Israel med en palæstinensisk stat.
Betragt Det Palæstinensiske Selvstyre et øjeblik. I Mellemøsten vil alt, der kan bryde sammen, før eller siden gøre det – uanset forsøgene på at stive det af. Israelerne, som er alt for erfarne i den slags sager, vil forståeligt nok ikke satse på den eksisterende leder af Selvstyret, Mahmoud Abbas. Hans styres dødsrallen lyder højere og højere for hver uge, der går, hvad selv Vesten sikkert kan se. Så hvis Selvstyret kan udånde når som helst, hvordan kan nogen da overhovedet tænke på at bede israelerne om at lægge deres fremtid i Abbas' rystende hænder? Mener Vesten for alvor, at israelerne skal opgive deres sikkerhed til gengæld for tomme løfter fra et regime, der befinder sig ganske få, vaklende skridt fra implosion?
Uheldigvis ved israelerne allerede – igen med baggrund i historien – at palæstinensiske løfter, i det mindste indtil nu, ikke er en tøddel værd. Eksempelvis lovede palæstinenserne med underskrivelsen af Oslo-aftalerne ikke længere at bruge terrorisme til at fremme deres politiske mål.
Mahmoud Abbas fungerer måske nok som præsident for Palæstina, men hvem repræsenterer han? Han repræsenterer bestemt ikke palæstinenserne i Gazastriben, Israel, Jordan, Libanon, Syrien eller noget andet sted, hvor der bor palæstinensere. Han repræsenterer ikke engang palæstinenserne på sin egen Vestbred. Brede kredse af palæstinensere på Vestbredden betragter ikke længere Abbas som deres lovlige repræsentant. Hans embedsperiode udløb for flere år siden; han befinder sig nu i det elvte år af sit fireårige embede. Jeg kan love at sælge dig det oliventræ derovre, men hvad nu, hvis salget af det oliventræ ikke er op til mig? Han kan oprigtig talt ikke love nogen noget som helst.
Palæstinenserne i Gaza afviser også lovligheden af Abbas' styre. De støtter Hamas. Og ikke bare det – på Vestbredden udgør Hamas-støtterne stort set halvdelen af befolkningen. Deres mål er at feje Det Palæstinensiske Selvstyre af banen og Mahmoud Abbas sammen med det.
Israelerne anser derfor den palæstinensiske præsident for dødeligt syg, liggende i respirator – nærmere betegnet de israelske sikkerhedsstyrker, israelsk økonomisk støtte og vestlige almisser.
Selvom han er totalt afhængig af denne velgørenhed, er Abbas' stilling så svag, at han for at blive ved magten må lefle for sine modstandere, for "modstandsbevægelsen" og for de islamistiske terrororganisationer i den palæstinensiske lejr. Han hævder derfor, at han ønsker at indgå en fredsaftale med Israel, og at de "palæstinensiske hænder er rakt frem i fred;" men samtidig angriber han uforsonligt Israel på den internationale scene, i FN-afdelingerne og ved den internationale krigsforbryderdomstol (ICC). Og imens tilskynder han og hans håndlangere palæstinenserne til at knivoverfalde, køre over og skyde israelere til døde, samtidig med at han idealiserer, glorificerer og finansierer – med midler han modtager fra Vesten – disse "shaheed"-terrorister [shaheed = martyr] og deres familier.
Hamas og ISIS siger i det mindste sandheden. De udtrykker åbenlyst og gentagent deres intentioner om at udslette "vantro" steder som Israel og Rom – på samme måde som islam erobrede det tidligere kristne hovedsæde Konstantinopel. Mahmoud Abbas, derimod, er blot en fej hykler, som har held til at narre verden ved at tale om fred samtidig med, at han tilskynder til terror.
Skulle en islamistisk terrororganisation overtage kontrollen med Det Palæstinensiske Selvstyre, ville det faktisk gøre tilværelsen meget nemmere for Israel. Israel ville da være i stand til at forklare verden sin sikkerhedssituation og bekæmpe terrorismen i de besatte områder – uden at skulle forhandle, gøre indrømmelser eller tigge palæstinenserne om anerkendelse.
Nogle israelere frygter Mahmoud Abbas' mulige fald og en radikal islamists overtagelse af Vestbredden. Men intet vestligt land vil støtte dannelsen af et islamisk emirat på Vestbredden. Islamisterne vil dræbe Det Palæstinensiske Selvstyres ledere, ligesom Hamas gjorde i 2006-2007 i Gaza. Og som sædvanlig vil det kun være palæstinenserne, der lider.
De eneste, der med rette bliver bange ved tanken om en overtagelse af Vestbredden ved Hamas eller ISIS, er Mahmoud Abbas og hans tro Fatah-fæller. Den palæstinensiske ledelse ville uden videre blive henrettet og deres tiltuskede erhvervelser konfiskeret.
Den palæstinensiske befolkning er på den anden side allerede næsten totalt radikaliseret og synes ikke at nære selv den mindste bekymring ved at skulle leve under et islamistisk regime styret af Hamas eller Islamisk Stat. De er muslimer: mange føler, at det ville gøre dem mere renfærdige.
Palæstinensernes nægtelse af at anerkende Israel som jødisk stat er ikke kun et spørgsmål om semantik, som kan ændre sig med tiden. Der er tale om en dybt indgroet ideologi, som aldrig vil ændre sig; den er pot og pande med den militante palæstinensisk-islamistiske opfattelse, at jøderne er en religiøs sekt – ikke en nation eller et folk – og derfor ikke fortjener selvstyre, et hjemland eller et nationalt ståsted.
Palæstinenserne mener, ligesom andre muslimer over hele verden, at et landområde, der én gang er blevet erobret af islam, bliver en del af waqf, islams religiøse kapital, ejet for evigt af islam. Dette gælder også landet Palæstina og Israel og betyder, at jøderne ikke har nogen som helst ret til at leve på selv den mindste plet der.
Vore ledere ved, at en anerkendelse af den jødiske stat ville betyde, at man gav afkald på "retten til tilbagevenden" til staten Israel for alle palæstinensiske flygtninge og i stedet udelukkende bosatte dem i den fremtidige palæstinensiske stat. Det kan de simpelthen ikke tilslutte sig.
Enhver palæstinenser ved inderst inde, at vi ikke ønsker vores egen stat ved siden af Israel, men derimod i stedet for Israel. Palæstinenserne har ikke givet og vil aldrig give afkald på retten til tilbagevenden; dybt inde håber de, at det vil føre til Israels demografiske udslettelse og dannelsen af en palæstinensisk stat på dets ruiner.
De jøder, som lever i Mellemøsten, forstår den mellemøstlige dynamik og udfordringen ved at bevare en selvstændig, demokratisk stat i en region, der er plaget af kaos og gensidigt ødelæggende konflikter. De ved, at den, der blinker, anses for svag, og at enhver blinken opfattes af modstanderen som en åben dør.
Trods truslerne fra Vesten virker israelerne ikke specielt rystede. Israel har åbnet kæmpestore nye markeder i Fjernøsten og ser ud til at klare sig glimrende. Demografisk set er antallet af jøder mellem Jordanfloden og Middelhavet voksende.
Det vore ledere, som for længst har overskredet deres udløbsdato, ikke har fattet er, at israelerne har sat en fælde for os: de bygger deres planer på vores uforsonligheds grund. Vore ledere lader sig udelukkende opmuntre af de falske forhåbninger og urimelige forventninger, som de får foræret af de godhjertede vesterlændinge.
Disses intentioner er muligvis gode, men de nægter vedholdende at erkende, at vore ledere simpelthen hverken ejer viljen, modet eller evnen til at levere så meget som en klat mudder på en tallerken. Mahmoud Abbas og Det Palæstinensiske Selvstyre foretrækker at bevare forholdene, som de er, frem for at blive fordømt som forrædere af deres egen befolkning, fordi de har sat sig ved forhandlingsbordet med israelerne.
Abbas ved – hvad mange af Europas ledere tilsyneladende ikke gør -- at uden Israels tilstedeværelse på Vestbredden ville Hamas og Islamisk Stat henrette ham, sammen med hans støtter, på en offentlig plads den dag i morgen.
Abbas ønsker ikke at genoptage forhandlingerne med israelerne, fordi han ved, at han absolut intet har at tilbyde. Hans vigtigste mål er nu, godt hjulpet af det internationale samfund, at påtvinge Israel en løsning. Den løsning han søger – en fuld tilbagetrækning til 1967-linjerne – ville udgøre en eksistentiel trussel mod Israel. Det ville også blot være et spørgsmål om tid, før den palæstinensiske stat ville blive regeret af Hamas eller Islamisk Stat.
Vi takker disse velmenende vesterlændinge for alle deres gode hensigter. Men de er til lidelse for alle og udretter intet. Vores nytårsønske til disse godhjertede vesterlændinge er: vær søde at holde op.