Ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby, blev for nylig interviewet i forbindelse med angrebene i Paris og spurgt om sin reaktion. "Ligesom alle andre – først chok og skræk og derefter en dyb bedrøvelse..." svarede han. "Lørdag morgen var jeg ude, og mens jeg gik, bad jeg og sagde: 'Gud, hvorfor – hvorfor sker dette?'"
Welby er ledende principal over den anglikanske kirke og symbolsk overhoved for det anglikanske samfund, som omfatter omkring 85 millioner medlemmer verden over og er det tredjestørste kristne samfund i verden -- efter den romerskkatolske kirke og den østortodokse kirke. Det er en mand med en ekstremt fremtrædende, offentlig profil, og millioner af kristne søger ham for åndelig vejledning.
Men hvorfor erklærer en mand, der er det symbolske overhoved for 85 millioner kristne verden over, sig chokeret over endnu et terrorangreb udført af Islamisk Stat? Havde ærkebiskoppen af Canterbury kastet mere end blot et flygtigt blik på sine kristne trosfæller i Irak og Syrien, ville han vide, at Islamisk Stat har nedslagtet kristne i Mellemøsten siden 2006. Selv mellem 2004 og 2006, før Islamisk Stat voksede ud af Al Qaeda i Irak, udviste den næppe mindre iver efter at udrydde kristendommen.
Ærkebiskoppen har haft elleve år til at vænne sig til tanken om, at mennesker bliver gjort hjemløse, fordrevet, tortureret, voldtaget, gjort til slaver, får hovedet hugget af og myrdet for ikke at være muslimer. Hvor meget mere tid behøver han?
Ærkebiskoppen havde endnu mere visdom at dele ud af i interviewet. "Forvanskningen af troen er et af de mest desperate aspekter af vores verden i dag," sagde han, idet han forklarede, at Islamisk Stats terrorister har fordrejet deres tro i en sådan grad, at de tror, at de herliggør deres Gud. Men det står noget uklart, hvordan han kan være en lige så kvalificeret ekspert i islam som Islamisk Stats "kalif," Abu Bakr al Baghdadi, der har en ph.d. i islamiske studier fra universitetet i Baghdad.
Kristne, yazidier og forfulgte muslimer i Mellemøsten kan sandsynligvis pege på aspekter af verden, som er mere desperate end "forvanskningen af troen," men nu virker ærkebiskoppen ganske vist heller ikke synderlig optaget af situationen på jorden.
Det er der heldigvis andre, der er. I en artikel til The Atlantic, "What ISIS Really Wants" [Hvad ønsker ISIS i virkeligheden], brugte Graeme Wood tid på at undersøge Islamisk Stat og dens ideologi mere dybtgående. Han talte med medlemmer af Islamisk Stat og Islamisk Stats rekrutteringsfolk; hans konklusioner lød som følger:
"Virkeligheden er, at Islamisk Stat er islamisk. Meget islamisk. Javist, den har tiltrukket psykopater og eventyrere, hovedsagelig fra utilfredse befolkningsgrupper i Mellemøsten og Europa. Men religionen der prædikes af dens mest glødende tilhængere, stammer fra sammenhængende og endog lærde tolkninger af islam."
"Hver eneste større beslutning og lov, som kundgøres af Islamisk Stat, følger i virkeligheden det, den i sin presse og sine erklæringer samt på sine plakattavler, nummerplader, kontorartikler og mønter kalder for 'den profetiske metodologi,' hvilket vil sige at følge Muhammads profeti og eksempel ned til mindste detalje. Muslimer kan afvise Islamisk Stat; næsten alle gør det. Men foregivelse af, at den i virkeligheden ikke er en religiøs, tusindårsrigemotiveret gruppe med en teologi, som skal forstås for at kunne bekæmpes, har allerede fået USA til at undervurdere den og støtte de mest tåbelige planer til imødegåelse af den."
 Medlemmer af Islamisk Stat ses på Libyens kyst i færd med at forberede halshugning af en gruppe etiopiske kristne. (Fra en video udsendt i april 2015) |
Vesten bliver ikke desto mindre ved med at foregive, at Islamisk Stat intet har at gøre med islam, og ærkebiskoppen af Canterbury er åbenbart ikke anderledes. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at ærkebiskoppen ikke har nogen forbehold, når det gælder kristne. "Jeg kan ikke sige, at kristne, som griber til vold, ikke er kristne," sagde han til Det Muslimske Råd i Wales for to måneder siden. "I Srebrenica påberåbte gerningsmændene sig den kristne tro. Jeg kan ikke benægte deres påståede kristendom, men må anerkende begivenheden som endnu en i den lange historie om kristen vold, og jeg må afvise, at det, de foretog sig, på nogen måde var at følge Jesu liv og lære."
Under en debat i Overhuset tidligere i år havde han ingen betænkeligheder ved at erklære, at "kirkens sporadiske ry for at påbyde lydighed over for dens lære ved hjælp af vold og tvang bør mane til ydmyghed og skam."
Hvis ærkebiskoppen ikke kan benægte kristendommen hos kristne gerningsmænd, som påberåber sig den kristne tro, hvordan kan han – der ikke er en muslimsk lærd – så benægte den islamiske karakter hos muslimske gerningsmænd, som påberåber sig den muslimske tro?
På samme måde må man stejle, når pave Francis I nægter at udtale navnet på gerningsmændene. I august 2014, da Islamisk Stat erobrede byen Sinjar i det nordlige Irak og begyndte brutalt at sammendrive og myrde yazidier, og op mod 100.000 kristne flygtede for deres liv, kunne pave Francis ikke få sig selv til at udtale navnet Islamisk Stat. I sin traditionelle søndagsvelsignelse sagde han, at nyhederne fra Irak havde fyldt ham med "bestyrtelse og vantro." Som om hver eneste ugerning var sket for allerførste gang! De kristne irakere havde på det tidspunkt været forfulgt af Al Qaeda i Irak og Islamisk Stat gennem et helt årti. Uden at kalde Islamisk Stat ved navn og ved at tale, som om en eller anden uovervindelig naturkraft var på spil, begræd paven "de tusindvis af mennesker, heriblandt mange kristne, som på brutal vis bliver fordrevet fra deres hjem; børn som dør af tørst og sult under flugten; kvinder der bliver kidnappet; mennesker der bliver massakreret; vold af enhver art."
Et år senere, i juli 2015, kaldte han stormløbet på kristne i Mellemøsten for "en form for folkedrab," men stadig uden at nævne, hvem der mere præcist begår det.
Det er tragisk, at kirken har gjort så lidt for at hjælpe sin flok i Mellemøsten. Hvor har ærkebiskoppen af Canterbury og hans kolleger fra den romerskkatolske og østortodokse kirke dog befundet sig de seneste ti år? Hvor er deres højlydte og offentlige harme i dag over den næsten totale udryddelse af denne gamle kristne kultur? Hvor er deres kraftige appeller til politiske ledere og militære beslutningstagere om at gribe ind til fordel for deres lidende brødre?
Paven fandt imidlertid i maj måned tid til at skrive en 180 sider lang pavelig rundskrivelse om klimaforandring, og han talte lidenskabeligt ud fra den bizarre forestilling om "miljøets rettigheder." I FN og til en forsamling i den amerikanske kongres talte han på ny om forfølgelsen af kristne, som om der var tale om en metafysisk begivenhed:
"Han udtrykte dyb bekymring over forfølgelsen af kristne i Mellemøsten, hvor de og andre grupper er blevet 'tvunget til at overvære ødelæggelsen af deres bedesteder, deres kulturelle og religiøse arv' og er blevet tvunget til at flygte eller dø eller gjort til slaver."
Kristne i Mellemøsten lider og dør, og verden ænser det knap nok. Det post-kristne Vesten har tilsyneladende ikke et øjebliks barmhjertighed til overs for lidelserne hos mennesker, med hvem det måske kunne føle blot den mindste gnist af solidaritet. Men i 2016 vil Europa modtage yderligere tre millioner migranter, ifølge Den Europæiske Union. Indtil nu har flertallet af dem, der er ankommet, været muslimer, og der er ringe grund til at forvente, at de, der ankommer næste år, vil være forfulgte kristne. De fleste af flygtningene kommer fra flygtningelejre nær Syrien; de kristne holder sig væk fra flygtningelejrene, fordi de også der oplever at blive forfulgt. Det forholder sig ikke anderledes for de syriske flygtninge, der ankommer til USA.
De kristne i Mellemøsten er stadig overladt til at skulle klare sig selv.