I 1990'erne plejede det tyrkiske militær at nedbrænde kurdiske landsbyer; i dag nedbrænder de kurdiske byer.
I denne måned blev tre nabokvarterer i den kurdiske by Silvan i provinsen Diyarbakir -- Tekel, Konak og Mescit – underlagt et militært udgangsforbud og derpå angrebet fra den 3.-14. november. Telefonlinjer, vand- og elforsyning blev afbrudt.
Kvartererne, der var omringet af bevæbnede politikøretøjer, blev heftigt beskudt fra tanks og artilleri anbragt i de omkringliggende bakkedrag. Mange huse blev ramt af kugler og bomber; nogle huse nedbrændte. [1]
Repræsentanter fra guvernørens kontor i Diyarbakir hævdede, at den militære operation var rettet mod at "fjerne de grøfter og barrikader," som nogle unge kurdere havde skabt, men rapporter inde fra byen viste, at operationen i virkeligheden var rettet mod at rense byen for dens oprindelige, to tusind år gamle, etniske befolkning, kurderne. [2]
"Vi kan ikke få oplysninger fra disse kvarterer ud på nogen som helst måde," fortalte Firat Anli, viceborgmester i Diyarbakir, til Firat News Agency (ANF). "Vi kan ikke sende fødevarer og humanitær nødhjælp ind. Dialysepatienter, børn, de ældre... Vi har ingen oplysninger om deres situation. De har været afskåret fra omverdenen."
Edip Erk, en tidligere deputeret fra det pro-kurdiske Peoples' Democratic Party, HDP, fortalte Bianet News Agency:
"Tre HDP-deputerede har været inde i disse kvarterer. De siger, at der er mange sårede. Selv en krigsretstilstand giver de sårede lov til at blive bragt til hospitalet, men i Silvan tillader de [tyrkiske myndigheder] ikke dette."
"De offentlige institutioner i disse kvarterer, så som sundhedscenteret, er lukkede. Der er en voldsom mangel på mad. Vi har informeret myndighederne om, at vi ønsker at sende en lastbil med mad ind, men vi har endnu ikke fået svar. Så lastbilen venter stadig."
"Byens politichef fortalte os, at han ikke styrer operationen. Det gør ministeriet. Der er tale om en militær operation. Her plejer at være som et åbent fængsel; nu er det et åbent torturcenter."[3]
Politifolk fra specialoperationen har fra deres moskeer og væbnede køretøjer beordret byens indbyggere til at "evakuere områderne eller vi skyder jer alle sammen."
Hvis kurderne forlod deres hjem, ville de blive skudt. Hvis de forblev hjemme, ville de blive bombet.
Silvan var ikke det første mål for det tyrkiske militær efter valget den 7. juni. Mange større og mindre byer, som tilhører den kurdiske nationalistbevægelses stærkeste tilholdssteder – så som Diyarbakir, Cizre, Sirnak og Hakkari – er blevet angrebet.[4]
"Dette må være det 'nye Tyrkiet' de lovede," sagde Abdullah Zeydan, repræsentant fra byen Hakkari. "Nu beskyder og sårer de endog medlemmerne af parlamentet. Jeg ved ikke, hvor de får denne magt fra. Før valget lovede AKP stabilitet og fred; deres opfattelse af stabilitet og fred er at bruge vold mod parlamentsmedlemmer."[5]
Ziya Pir, deputeret fra HDP, sagde, at en embedsmand fra indenrigsministeriet havde fortalt ham, at "de vil slette disse tre kvarterer i Silvan fra kortet... Særlige operationsgrupper åbner ild mod alt, de opfatter som levende."[6]
Pir tilføjede, at deres samtaler med myndighederne ikke havde givet noget resultat; guvernøren og distriktsguvernøren havde fortalt dem, at de "havde modtaget ordrer fra højerestående myndigheder."
Guvernørens kontor i Diyarbakir kundgjorde ikke desto mindre, at "I byen centrum har man taget alle mulige forholdsregler for at sikre borgernes liv og ejendomme, bevare den nuværende fred og stabilitet, beskytte mod alle former for terrorhandlinger og garantere sikkerhed og orden i overensstemmelse med al relevant lovgivning."
Regeringsvenlige medier har fejret angrebene. Avisen Haberturk, rapporterede for eksempel glædesstrålende: "En storstilet operation ledsaget af tanks er indledt i Silvan."
Silvan er blevet til en spøgelsesby. 20.000 af byens 86.600 beboere er efter sigende flygtet.
Og efter Silvan er regeringens nye mål den kurdiske by Nusaybin, som stemte med 89,4% for det pro-kurdiske parti HDP ved valget den 1. november.
Et militært udgangsforbud blev erklæret i byen den 13. november og er stadig i funktion. Folk er fanget i deres hjem.
Ramazan Kaya, en læge som arbejder ved Nusaybins statslige hospital, fortalte BBC, at en af hans slægtninge havde måttet anbringe sit barn i køleskabet for at slå dets feber ned.
De, der går udenfor, bliver skudt af politiet. Selamet Yesilmen (44), mor til fem og gravid, var en af dem. Hun blev skudt og dræbt foran sit hus af en snigskytte den 15. november. To af hendes børn blev hårdt såret og bragt til hospitalet. Yilmaz Tutak, som forsøgte at løbe hen for at hjælpe hende, blev ligeledes beskudt og såret af politiet.
Tahir Elci, præsident for Diyarbakir sagførersammenslutning, bekræftede, at Yesilmen blev skudt med et våben, hvis kugler benyttes af snigskytter; de er hurtigere og eksploderer i kroppen.
Den 18. november blev Hasan Dal, 45, myrdet i haven til sit hus. 13 mennesker er blevet såret indtil nu. En af disse var Gule Tutak, mor til Yilmaz Tutak som tidligere var blevet dræbt af politiet.[7]
Dette er det andet udgangsforbud, byen har været udsat for siden valget den 7. juni. Det første blev erklæret den 1. oktober og varede i seks dage. Ahmet Sonmez (61) og Sahin Turan (25) blev dengang dræbt af politiet.
De fleste af indbyggerne i disse byer har modstået den flere årtier lange assimilation, som den tyrkiske stat har påtvunget dem. De taler stadig kurdisk og kræver stadig nationale rettigheder og selvstyre. Det er grunde nok for den tyrkiske stat til at opfatte disse byer som fjender, der bør udslettes.
Den tyrkiske stat har aldrig behandlet nogen ikke-tyrkisk eller ikke-muslimsk gruppe på en moralsk eller retfærdig måde. Mord og ødelæggelse er blevet det tyrkiske styres århundred lange tradition. I dag fortsætter undertrykkelsen af minoriteter usvækket i Tyrkiet. For hundrede år siden nedslagtede det tyrkiske regime armeniere, anatolske grækere og assyrere, mens verden stort set var tavs. I dag er det kurdernes tur. Verden er stadig tavs.
[1] Se fotografier og videoer af udgangsforbuddet her: "'Erasing from map'? Scenes of destruction as Turkish military besiege Kurdish town of Silvan (VIDEO)", 11. nov. 2015, Russia Today
[2] "Der er ingen tvivl om, at der har eksisteret et kurdisk folk som identificerbar gruppe i mere end to tusind år," skrev forskeren David McDowall i "Modern History of the Kurds," I. B. Tauris; 2004.
[3] I ugen med den 3. november blev seks kurdere – Muslum Tayar, Sertip Polat, Engin Gezici, Ismet Gezici, Mehmet Gunduz ile Yakup Sinba – skudt og dræbt af politiet. Den ene af dem, Engin Gezici, en 24-årig far til tre, blev myrdet foran sit hus. Hans tante, Ismet Gezici, 55, løb ud for at hjælpe ham, men blev ligeledes skudt og dræbt. HDP-deputerede og andre kurdiske repræsentanter forsøgte at få fat i hans lig, men politiet gav dem ikke lov til at komme ind i kvarteret. Derefter tog tre familiemedlemmer til Gezici, trods de intensive angreb, ind i kvarteret og hentede det. Men de blev standset og arresteret af politiet, som fjernede liget. Engin og Ismet Gezici blev begravet i Diyarbakir til lyden af eksplosioner og skud.
[4] Avisen Ozgur Gundem fortalte, at politiet havde åbnet ild mod en café i Feridun-kvarteret, som ikke var underlagt udgangsforbud. Mehmet Yavuz (45), Seyfettin Kurt (44) og Abdulsamet Kesici (50) blev alle hårdt sårede. Yavuz døde på vej til hospitalet. Abdullah Guney, 7, blev såret af kugler, og Ibrahim Yazkent, 12, af en granat.
I mellemtiden arrangerede universitetsstuderende i den kurdiske provins Hakkari en demonstration, hvor også to deputerede fra HDP deltog. De blev begge, foruden Selma Irmak, såret af politiet. "Vi deltog i demonstrationen som deputerede fra Hakkari," sagde Zeydan. "Panserne standsede os, og uden varsel begyndte de at gå til angreb på os. Det var et målrettet angreb. Jeg brækkede hånden; der er udslæt og ar overalt på min krop.
[5] "Mens vi stod og talte med politiet, gav de sig til at skyde," sagde Irmak, som også blev såret. "En plastikkugle ramte mit øre. De sigtede og skød på spytafstand. Lige pludselig brugte de både gaspatroner og plastikkugler." (Video)
[6] Pir fortsatte: "Og det er, hvad de gør lige nu. De åbner ild overalt – herunder også mod tilfældige civile. Soldaterne, politiet og nogle uregistrerede personer, som jeg kalder for "hovedjægere," finkæmmer alt fra top til bund, hvor de ser liv." Pir sagde, at der blev brugt tunge våben i disse kvarterer, at der var opstillet tanks i bakkedragene over for regionen; bygningerne blev beskudt med artilleriild, de civile søgte i grupper på 10 eller 15 ly i kældrene i deres huse.
[7] Dicle News Agency har berettet om nogle af de sårede. Suleyman Altekin, 65, blev beskudt og såret af politiet, da han forsøgte at gå hen til sin søns hus. Faysal Cakar og hans 10-årige søn Cano Cakar blev såret af sprængstykker fra en granat, som var blevet affyret af politiet. Sirin Bilgin blev skudt i ryggen på balkonen ved sit hus. Abdulkadir Yilmaz, 65, fik et hjerteanfald og døde, fordi han først kunne bringes til hospitalet 3 timer senere på grund af vejspærringerne. Halime Guner (35), mor til 3, blev skudt i foden foran sit hus. Fatma Kulat, 42, blev skudt og hårdt såret af politiet, mens hun befandt sig i sit køkken.