Det har aldrig været svært at spå om virkningerne af valget af Jeremy Corbyn til leder af det britiske arbejderparti, Labour. Selvom der var nogle, der spekulerede på, om kandidaten fra den yderste venstrefløj ville mildne nogle af sine synspunkter, når han først kom til magten, har flertallet blandt iagttagerne aldrig tvivlet på, at en person, som i tre årtier havde værnet om disse synspunkter næsten egenhændigt fra de bagerste bænke i parlamentet, næppe ville ændre dem fra den ene dag til den anden, blot fordi han var blevet partileder. For en som Corbyn er en forfremmelse til en lederpost en godtgørelse for disse mange år i ørkenen, ikke en mulighed for at søge ideologisk fornyelse.
Det kan umuligt have overrasket nogen med kendskab til Corbyns politik, at han indtil nu har brugt tiden til at omgive sig med personer, om hvem man kan mene, at de er endnu mere hard-core end han selv. Han udnævnte straks IRA-tilhængeren John McDonnell som sin skyggekansler og for nylig Seamus Milne som sin spindoktor. Milnes støtte til absolut hvem som helst, blot vedkommende er anti-britisk, har de seneste årtier gjort ham for ekstrem, selv for mange af hans kolleger på Storbritanniens avis Guardian.
Men det mest forudsigelige og bekymrende resultat af valget af Corbyn har hele tiden været den virkning, dette ville få på den voksende anti-semitisme og anti-Israel aktivisme i Storbritannien. Under Corbyns valgkampagne blev hans sympati for hele hans miljø af anti-semitter, terrorister og Holocaust-benægtere et problem. Eftersom han har tilbragt mange dage af sit liv med at stå på platforme ved siden af personer som Paul Eisen, Dyab Abu Jahjah og Raed Saleh, kom mediernes kritik af disse forbindelser kun som en overraskelse for de yngste blandt Corbyns tilhængere, som valgte at afvise disse alvorlige spørgsmål som "pressehetz." I samme periode sørgede Corbyn omhyggeligt for ikke at droppe sine mest ekstreme venner. I stedet lod han, som om hans forhold til dem var svagere, end det rent faktisk var, eller at de kun havde haft indbyrdes forbindelse ud fra en interesse for at fremme 'freden' eller for 'tværreligiøse spørgsmål'. Og han gjorde bestemt intet for at antyde, at hans syn på den israelsk-palæstinensiske konflikt – en konflikt hvor Corbyn altid kun har støttet de mest uforsonlige og ekstreme kræfter på den palæstinensiske side – på nogen måde har ændret sig.
Da det stod klart, at Corbyns holdning ikke ville være ændret, og eftersom de eneste mennesker han kan stole på vil være loyale over for ham, er folk, som har lige så ekstreme eller endnu mere ekstreme holdninger end han selv, kunne der kun blive ét muligt resultat af valget af ham: at Corbyn ville ende med at gøre de synspunkter til mainstream, som burde befinde sig på den alleryderste, politiske periferi.
Tag Storbritanniens syn på Hamas. Denne terrororganisation er bandlyst i Storbritannien, men Jeremy Corbyn har været imødekommende over for gruppen i årevis. Faktisk er han citeret for at beskriv dens medlemmer som "venner" og er gentagne gange set sammen med gruppens repræsentanter i Storbritannien og Mellemøsten. En velvillig indstilling over for bandlyste grupper som Hamas er just et af kendetegnene på Storbritanniens fanatikere og tillige på de uendeligt naive og uvidende. En af grundene til, at Hamas' tilhængere bruger så meget tid på at forsøge at tale til universitetsstuderende i Storbritannien, er netop, at de håber, at disse studerende vil udvise en naivitet vedrørende bevægelsen og dens mål, som kan være ualmindelig andre steder i samfundet.
Hvad sker der, når en taler, der er pro-Hamas, konfronteres med en taler, der er anti-Hamas? Anti-Hamas taleren siger måske med rette, at Hamas er en ekstremistisk organisation. Pro-Hamas taleren eller nogle naive studerende kan nemt komme igen og spørge, hvordan en organisation kan anses for at være ekstrem, når lederen af Hendes Majestæts opposition er ven med og tilhænger af gruppen. Dette gør selvfølgelig ikke Hamas ikke-ekstrem, men det gør det helt klart nemmere at beskrive dens terrorister som tålelige og dens racisme som acceptabel.
Denne effekt – corbyniseringen af britisk politik – har allerede haft én mærkbar virkning. I sidste uge ytrede Sir Gerald Kaufmann, en mand med et ry for anti-semitiske kommentarer, noget vanvittigt, selv ud fra hans egne ophøjede normer. Under en tale ved en begivenhed i parlamentet, som var arrangeret af det Hamas-forbundne "Palestine Return Centre," erklærede Kaufman, at det Konservative Parti var påvirket af "jødiske penge." Da han blev spurgt, hvorfor den britiske regering angiveligt var blevet mere pro-israelsk de senere år, sagde han: "Det skyldes jødiske penge, jødiske donationer til det Konservative Parti – ligesom ved valget i maj – støtte fra Jewish Chronicle, alle disse ting gør de Konservative partisk."
Det, Kaufman herefter sagde, er på en måde endnu mere ekstraordinært. Han påstod, at palæstinenserne "lever en undertrykt tilværelse og risikerer at blive skudt når som helst. Alene i de seneste dage har israelerne myrdet 52 palæstinensere, og ingen tager sig af det, og denne regering er ligeglad." Han fortsatte med at påstå, at de seneste knivoverfald på israelske civile var opspind fra den israelske regerings side med det formål at give den lov til at "henrette palæstinensere."
Der er allerede indgivet klager over disse udtalelser fra andre parlamentsmedlemmer, herunder også repræsentanter fra Labour. Men hvad kan man forvente af Labours ledelse? Jeremy Corbyn er en gammel ven og allieret af Kaufman. De har delt anti-Israel platforme i årevis. Men mens en partileder almindeligvis ville tugte et parlamentsmedlem for den slags oprørende og falske påstande, er der intet sket med Kaufman – og intet vil ske. Det er et svigt, som burde bringe skam over partiet. Selv for de Liberale Demokrater lykkedes det til sidst at fjerne pisken fra deres baronesse Jenny 'Boom' Tonge, som gentagne gange har udspredt blod-smæderygter om Israel. Men Kaufman er en del af Corbyns parlamentariske base, og de mennesker, som labber den slags i sig, er en del af Jeremy Corbyns bredere base i landet. Hvad skal en leder som han gøre?
Dette er således en af de allerede chokerende virkninger af Corbyns lederskab. Fuldkommen forudsigeligt er det begyndt at gøre anti-semitisme og konspirationsteorier til en del af mainstreamsamfundet, og det har efterladt den politiske venstrefløj næsten uden forsvar mod beskyldningen om, at det nu er dem, der rummer fortalerne for vor tids største racisme. Er det for meget at håbe på, at en alliance af jøder og ikke-jøder af enhver tænkelig politisk afskygning vil tage til genmæle og sikre, at dette ikke sker?
Addendum: Siden denne artikel blev skrevet, har Jeremy Corbyn nu kritiseret Kaufmans kommentarer, og partiets chefindpisker har aflagt ham et besøg, men ellers er der intet yderligere sket.