Sverige nærmer sig hastigt det totale sammenbrud. Flere og flere kommuner advarer om, at hvis migranterne bliver ved med at ankomme i dette tempo, kan regeringen ikke længere garantere normal betjening af borgerne. Desuden har ildevarslende udtalelser fra regeringsansatte fået svenskerne til at frygte for, hvad morgendagen vil bringe. Hvis migrantbølgen fortsætter, vil svenskerne om 10-15 år være en minoritet i deres eget land.
Ved en pressekonference den 9. oktober sagde statsminister Stefan Löfven, at Sverige befinder sig i en krisesituation. Men da Löfven blev bedt om at klargøre, hvad han mente med dette, var han ude af stand til at levere en eneste sammenhængende sætning.
Tre ministre dukkede op ved statsministerens side ved den hastigt indkaldte pressekonference, som fulgte efter et ekstraordinært regeringsmøde. Formålet med pressekonferencen synes at have været at formidle to budskaber:
- At forklare verden og det svenske folk, at Sverige står over for "en af de største humanitære indsatser i svensk historie."
- At der ikke er flere huse til indkvartering, og at migranterne må berede sig på at komme til at bo i telte.
I spørgetiden efter ministrenes indlæg spurgte journalisten Tomas Ramberg fra radiostationen Ekot: "I siger, at Sverige forbereder sig på en krisesituation, hvad mener I med de dramatiske ord?"
Stefan Löfvens svar var uforståeligt:
"Ja, vel, for det første at vi står midt i, jeg mener det alvorligt, når jeg siger, når jeg udtrykker en, en stor tak til alle de mennesker, der gør en sådan fantastisk indsats, fordi det er en humanitær indsats, det er præcis, som justits- og migrationsministeren netop sagde. Det, vi rent faktisk gør, er, at vi redder liv, når mennesker, som kommer fra bomber, fra ... fra drab, fra undertrykkelse, deres liv ligger i spåner. Vi hjælper dem, og da er det en, det er en stor humanitær indsats, og det er selvklart da, når vi nu ser ... det antal mennesker, som har behov for det, som søger beskyttelse, så er det en, en, en af de største humanitære indsatser. Og at vi står over for en krisesituation, de, det er jo blandt andet derfor jeg, vi redegør for nu i dag, at vi også forbereder os på en situation, hvor vi kan blive nødt til at indkvartere folk i telte, fordi ... vi står fast på den, den humanitære ... flygtningepolitik, asylretten, men vi kan jo også se, vi kan jo ikke lukke øjnene for den kendsgerning, at vi har flere end vi nogensinde har taget imod på så kort tid, og da skal vi kunne give dem tag over hovedet. Så er det – så kan det blive nødvendigt med noget andet."
Men det faktum, at regeringen nu taler om, at kommende migranter kan se frem til at skulle bo i telte, kan være et tegn på, at Sverige trods alt måske ikke længere ønsker at befinde sig i forreste linje i den "humanitære" kamp. Udsigten til at tilbringe en iskold svensk vinter i et telt kan måske få migranterne til at vælge andre lande end Sverige. Hvis ikke, så er det svenske systems totale sammenbrud nært forestående.
I 2014 bemærkede den danske historiker og samfundsdebattør Lars Hedegaard profetisk i forordet til bogen "Farlige ord", at en nations økonomiske sammenbrud altid sker hurtigt og uventet:
"Hvis man kan lære én ting af historien, så er det, at det, man ikke tror vil ske, sker. Gang efter gang. Slutresultatet af Vestens og frem for alt Sveriges indvandringspolitik vil være, at økonomien bryder sammen – for hvem skal betale? Og når økonomiske sammenbrud først indtræffer, sker de altid meget hurtigt."
Lige nu låner den svenske regering penge i udlandet for at kunne finansiere indvandringen. Men det er ikke nok. Den 8. oktober advarede sammenslutningen af svenske kommuner og regioner (SKL) om, at kommunerne bliver nødt til at lade skatteprocenten stige med 2%. Den gennemsnitlige kommunale indkomstskat ligger i dag på 32%, og oven i det betaler mange svenskere også statsskat. En stigning i indkomstskatten på 2% vil betyde 15.000 svenske kronor mere i skat om året for en gennemsnitshusholdning.
At situationen er ekstremt alvorlig, fremgår også af højtstående politikeres og tjenestemænds udtalelser. Den 1. oktober sagde indenrigsminister Anders Ygeman, at den aktuelle indvandringsbølge kan medføre "kolossale økonomiske stramninger;" og nogle dage senere forklarede generaldirektøren for immigrationstjenesten, Anders Danielsson, at "inden for rammerne af det system, som vi alle kender, nærmer vi os nu vejs ende." Den slags udtalelser har man aldrig før hørt i Sverige, især ikke i forbindelse med det her i landet så "hellige" flygtningespørgsmål. Indtil nu har svenskerne hele tiden fået at vide, at vi lever i et rigt land, som helt sikkert kan tage hånd om alle, der har brug for asyl.
I skyggen af de 1,5 millioner migranter, som i år forventes at ankomme til Tyskland, EU's største land (med en befolkning på 81 millioner), vælter migranterne også ind i det langt mindre Sverige. Geografisk set er Sverige stort, men det består hovedsagelig af skov og ødemark, og der bor mindre end 10 millioner mennesker i landet. Indtil 2010 modtog Sverige omkring 25.000 migranter om året. Men i 2010 indgik daværende statsminister Fredrik Reinfeldt en aftale med det indvandringsvenlige Miljöpartiet – efter hans eget udsagn for at straffe vælgerne for at have lukket partiet Sverigedemokraterna, som er imod masseindvandringen, ind i parlamentet.
Reinfeldts aftale åbnede for migrationssluserne. I 2014 søgte 81.000 mennesker asyl i Sverige; og 33.500 af dem fik tildelt asyl. Men da mange migranter efterfølgende bringer deres slægtninge til landet, voksede dette tal betydeligt. Sidste år fik 110.000 personer opholdstilladelse i Sverige. Hertil kommer et ukendt antal illegale indvandrere.
Der tales nu om, at der kommer ialt 180.000 asylansøgere til Sverige i 2015. Det er mere end dobbelt så mange som året før. Hvis halvdelen af dem får tildelt asyl, og de hver bringer tre familiemedlemmer hertil, taler vi om 270.000 nye immigranter til Sverige – på ét år. Der ankom over 8.000 personer bare i sidste uge, hvoraf 1.716 var såkaldte "uledsagede flygtningebørn."
De svenskere, som kun følger mainstream-medierne, får det indtryk, at alle de migranter, der ankommer, er flygtninge fra Syrien, men antallet af syrere ligger faktisk betydeligt under halvdelen af det samlede antal: 2.864 personer hævdede i sidste uge at være fra Syrien. 1.861 hævdede at være fra Irak og 1.820 fra Afghanistan. Tydeligvis er der mange mennesker fra lande, hvor der ikke er krig, som tager chancen og søger asyl i Sverige i øjeblikket; men det er noget, som mainstream-medierne ikke finder det passende at informere svenskerne om.
At der finder en befolkningsudskiftning sted, burde stå klart ved enhver nøgtern vurdering. Den svenske økonom Tino Sanandaji (som er af iransk-kurdisk afstamning og derfor vover at være mere barsk end de fleste svenskere, som, hvis de kritiserer indvandringspolitikken, straks bliver beskyldt for racisme) skriver på sin blog, at svenskerne snart kan blive en minoritet i deres eget land:
"1.000-1.500 asylansøgere om dagen i 15 år svarer til 5,5-8,2 millioner asylansøgere. Ved udgangen af 2014 beregnede Statistisk Centralbureau, SCB, at 21,5% af den svenske befolkning havde udenlandsk baggrund: 2,1 millioner ud af 9,7 millioner. Antallet af mennesker af svensk herkomst – født i Sverige af to forældre, som også er født i Sverige – har ligget stabilt på knap 7,7 millioner og forventes at forblive stabilt eller at vokse en anelse på grund af fødselsoverskud. Hvis antallet med udenlandsk baggrund øges med omkring 5,6 millioner, kommer de til at udgøre majoriteten."
En af de kommuner, som er blevet fuldkommen oversvømmet af migranter, er Trelleborg (med 43.000 indbyggere), beliggende på Sveriges sydligste kyst. Mere end 100 "uledsagede flygtningebørn" ankommer fra Tyskland med færge på en typisk dag. De seneste to uger er mere end 1.000 af den slags unge blevet registreret; mere end halvdelen af dem er nu forsvundet og står opført som savnede. Ingen ved hvorfor, eller hvor de er taget hen. Hertil kommer over 13.000 voksne asylansøgere.
Man har måttet oprette improviseret, midlertidig indkvartering i sportscentre, skøjtehaller og i Sturups lufthavnshotel, blot for at nævne nogle.
Trelleborg skrev for nylig et desperat nødråbsbrev til regeringen, ligesom Örkelljunga kommune gjorde forgæves for et par uger siden. Borgmesteren og kommunaldirektøren i Trelleborg underskrev brevet den 1. oktober. Heri står blandt andet:
"Tidligere har mange asylansøgere brugt ruten gennem Danmark til Malmö, men dette ændrede sig for omkring to uger siden. Fra og med den 10. september til den 1. oktober om morgenen er 14.100 asylansøgere ankommet til Trelleborg med færgen. Der er ingen tegn på, at hastigheden aftager; om noget bliver den bestandig øget. Tirsdag den 22. september modtog Trelleborg kommune en besked fra immigrationstjenesten om, at den kommune, hvortil børn og unge ankommer, ifølge loven skal sørge for indkvartering, omsorg og livsfornødenheder, indtil immigrationstjenesten træffer beslutning om en anvisningskommune. ... Trelleborg kommune er på kort tid havnet i en situation, hvor der er stor risiko for, at den almindelige virksomhed og samfundet ødelægges. ... [Vi] vil med dette brev gøre opmærksom på den meget anstrengte situation, vi befinder os i."
Justits- og migrationsminister Morgan Johansson har siden været i kontakt med Trelleborgs borgmester via telefonen for at drøfte mulige løsninger. Den 9. oktober besluttede immigrationstjenesten, at Trelleborg skulle undtages som anvisningskommune for uledsagede børn. Men det er uklart, hvordan dette vil lette Trelleborgs plagsomme situation, hvad angår de nye ankomster. Den eneste konkrete hjælp indtil nu er kommet fra nogle af nabokommunerne, som har åbnet faciliteter for at huse nogle af Trelleborgs migranter.
Malmö, knap 30 km fra Trelleborg, er også i store vanskeligheder. De seneste uger er hovedbanegården i Sveriges tredjestørste by blevet oversvømmet af migranter, og de frivillige, som dukkede op de første dage med mad, vand og tøj, synes nu at have mistet interessen. Sydsvenska Dagbladet har opsummeret den desperate situation i Malmö, hvor selv byens tomme fængsel blev overvejet (og forkastet) som mulig indkvartering for flygtningebørn. Nu ligner det mere en mulighed for voksne flygtninge.
Den socialdemokratiske borgmester i Filipstad, Per Gruvberger, har også for nylig advaret om, at hans kommune på 6.000 mennesker ikke vil være i stand til at sørge for skolegang og børneomsorg for de 1.100 asylansøgere, som i dag er anvist til hans kommune.
Justits- og migrantionsminister Morgan Johanssons svar på dette nødråb lød: "Om nødvendigt må Filipstad vel udbygge sin virksomhed."
Denne ufølsomme udtalelse fra Johansson fik borgmesteren i nabokommunen Årjäng, Daniel Schützer, til at eksplodere. Han skrev om sin partifælle på Facebook:
"Undskyld mit sprog, men Morgan Johansson er f-n tage mig helt dum i hovedet. 'Udbygge,' siger han. Det er da for h-vede ikke brædder og mursten, vi mangler, men lærere!!!!"
Immigrationstjenesten, som har til opgave at undersøge asylansøgernes baggrund, drukner forståeligt nok i arbejde. Allerede inden den nuværende "flygtningekrise" gik personalet i knæ – på trods af, at der blev ansat 1.200 nye medarbejdere sidste år. De ansattes fagforening advarer nu om flere og flere episoder med vold, hærværk og selvmordsforsøg – frem til august er der i år indberettet 1.021 sådanne hændelser.
"Arbejdssituationen for hele institutionen er meget belastet. Presset er enormt. Arbejdsklimaet er alvorligt forværret," sagde Sanna Norblad, lokalordfører for fagforbundet ST, til dagbladet Norrköpings Tidningar.
Mens dette udspiller sig, iagttager det svenske folk skrækslagent det hele fra sidelinjen og spekulerer på, hvornår det uundgåelige sammenbrud mon indfinder sig. Samtidig er der dog stadig en overraskende stor del af befolkningen, som nærer en overdreven tillid til, at "faderstaten" ordner alt til det bedste. Det er et meget svensk fænomen, som Peter Santesson, dr. phil. i statsvidenskab og leder af meningsmålingsinstituttet Demoskop, noterer på websiden Dagens Opinion. Santesson konstaterer, at svenskerne nærer en usædvanlig stor tillid til samfundssystemet, og at de er overbeviste om, at "der et eller andet sted højere oppe i huset altid sidder en klogere og bedre informeret beslutningstager, som tager sit ansvar på sig og sørger for, at alt fungerer." Hvis regeringen nu viser sig ude af stand til at håndtere det flygtningekaos, som den selv har inviteret til, kan det få katastrofale følger. Santesson fortsætter:
"De ansvarlige beslutningstagere bør tænke over den store folkelige tillid, som nu ligger på deres skuldre, og som de skal forvalte i denne svære krise. Hvis folkets tillid bliver svigtet for alvor ved, at de viser sig ude af stand til at leve op til situationens krav – hvis 'Sverige' viser sig at være utilstrækkelig som mirakelmager, og krisen bliver uhåndterbar – kan udfaldet få nogle politiske og sociale konsekvenser, som rækker langt ud over flygtningespørgsmålet."
Bloggeren Johan Westerholm, en socialdemokrat som er kritisk over for regeringen, påpeger den 7. oktober i et indslag med overskriften "Systeminfarkt i flygtningemodtagelsen," at oven i dem der allerede er i Sverige, skal vi lægge de migranter, der ikke får tildelt asyl i Sveriges nabolande Norge og Finland og derfor snart vil blive sendt tilbage til det sidste land, de har været i -- Sverige. Når man betænker, at Finland afviser 60% af sine asylansøgere, er det rimeligt at antage, at kaosset i de kommende uger blot vil eskalere.
Westerholm skriver, at situationen i Malmö er "ude af kontrol," og erklærer, at vi ingen anelse har om, hvem det er, der ankommer til Sverige:
"En meget stor gruppe i det administrative personale [ved immigrationstjenesten] kender end ikke de terrorstemplede organisationer, og så er der alle sympatisørerne – folk som i princippet aldrig nogensinde ville indsende en rapport til immigrationstjenestens sikkerhedsafdeling, af ideologiske grunde. En stor gruppe udgøres af dem, der er blevet skræmt til tavshed. I en organisation, der er præget af frygt og stress, er dette intet at foretage sig en stensikker måde at beholde sit job på. Hvis der alligevel indsendes en indberetning om mistanke, sker der typisk ingenting. Hvis terroristens liv og helbred er truet, sådan som det ofte er tilfældet, får personen lov til at blive. Indledningsvist modtager han en midlertidig opholdstilladelse, men i praksis bliver denne automatisk permanent med tiden."
De 152 asylansøgere, som indtil nu i år er blevet indberettet til sikkerhedstjenesten som mulige trusler mod den nationale sikkerhed, er således sandsynligvis blot toppen af isbjerget.
De svenskere, som allerede har mistet tilliden til myndighederne og politikerne, forbereder sig nu på det utænkelige -- at deres engang så trygge samfund bryder sammen. På websiden 72timmar.se informerer det civile katastrofeberedskab offentligheden om "vore fem mest basale behov: vand, mad, varme, søvn og sikkerhed." Her får læserne at vide, at de bør sørge for vand og konserves i hjemmet og sikre sig, at de fortsat kan holde varmen.
"Prepping" [forberedelse] er ved at blive mere almindeligt i Sverige. Sidste sommer kunne man i Svenska Dagbladet læse en historie om, at den første svenske online-butik for 'preppers' [folk der forbereder sig] var åbnet, og at interessen var stor. Ifølge meningsmålingsinstituttet Sifo har syv ud af ti svenskere indtil nu været fuldkommen uforberedt på en krise, som lukker for elforsyningen og dermed for hele infrastrukturen. Ejeren af online-butikken, Fredrik Qvarnström, fortalte avisen, at svenskerne efter hans vurdering er dem i hele verden, der er dårligst forberedte på en krise:
"Der tales meget om drivhuseffekt og økonomisk krise. Folk er godt klar over, at der er problemer, men jeg tror ikke, at de ved, hvor sårbare vi i virkeligheden er. Vi regner med at staten tager hånd om os, sådan som den har gjort tidligere."
Det vil ikke vare længe, før svenskerne tvinges til at indse, at staten ikke længere tager vare på dem. Landet, som for blot 20 år siden ansås for at være et af de tryggeste og mest velstående i verden, står nu i fare for at blive en kollapset stat.
Gatestone Institute står inde for de artikler, som Ingrid Carlqvist hidtil har skrevet for organsationen, men meddeler hermed, at Ingrid Carlqvist ikke længere er tilknyttet organisationen på nogen måde.