De seneste dage har jeg haft lejlighed til at aflægge besøg hjemme hos nogle af de palæstinensiske mænd og kvinder, som deltager i den igangværende terrorbølge imod israelere – den vold som nogle kalder en "intifada" eller opstand.
Det jeg så – og som du eller enhver anden kunne se ved disse besøg – var, at ingen af disse palæstinensere havde haft et hårdt liv. Deres livsomstændigheder var alt andet end miserable. I virkeligheden havde disse mordere haft en komfortabel tilværelse med ubegrænset adgang til uddannelse og arbejde.
Fire af terroristerne kom fra Jerusalem og var, som permanente indbyggere der ikke havde søgt statsborgerskab, i besiddelse af israelske identitetskort. De nød alle en israelsk borgers rettigheder, undtagen at kunne stemme ved valg til Knesset – men det er ikke just sådan, at Jerusalems arabere dræber og dør, fordi de ønsker at stemme ved israelske parlamentsvalg.
Disse unge mennesker udnyttede deres status som permanente indbyggere i Israel til at gå ud og myrde jøder. De havde alle israelske identitetskort, som gav dem mulighed for at rejse frit rundt i Israel og endda eje og føre køretøjer med israelske nummerplader. De var også berettigede til sociale velfærdsydelser og gratis lægehjælp, som gives til alle israelske borgere uanset tro, farve eller etnicitet.
Ingen af de unge palæstinensere, der var indblandet i de seneste terrorangreb, boede i et jordklinet hus, et telt eller endda en lejet lejlighed. De boede alle i huse, som var ejet af deres familier, og havde ubegrænset internetadgang. De havde alle smartphones, som gav dem mulighed for at dele deres synspunkter på Facebook og Twitter og blandt andet kaste sig ud i løssluppen æggen imod Israel og jøder.
I Muhannad Halabis hjem for eksempel, den palæstinenser som myrdede to jøder i den Gamle Bydel i Jerusalem i sidste uge, kunne man erfare, at hans far er en forretningsmand, som handler med airconditionanlæg og har egen forretning i Ramallah. Familiens hus i landsbyen Surda i den nordlige udkant af Ramalla ser ud, som kom det direkte ud af en film optaget i San Diego.
Muhannad Halabi, fortalte hans familie, var en forkælet dreng, som havde fået alt, hvad han pegede på. Han havde studeret jura ved Al-Quds Universitet nær Jerusalem og kunne pendle frit mellem Ramallah og universitetet. Men den gode tilværelse havde ikke forhindret Muhannad i at slutte sig til Islamisk Jihad og myrde to jøder. Han ønskede at myrde jøder, fordi han var blevet hjernevasket af vore ledere og medier og var drevet af had – han levede ikke i elendighed og afsavn.
Tilfældet med Shuruq Dweyat, en 18-årig kvindelig studerende fra landsbyen Tsur Baher i Jerusalem, adskiller sig egentlig ikke fra Muhannad Halabis. Hun bliver nu behandlet på et israelsk hospital, gratis, efter at være blevet skudt og alvorligt såret af den jøde, som hun forsøgte at myrde i Den Gamle Bydel i Jerusalem. Hun studerede historie og geografi ved Bethlehem Universitet, som hun rejste til fra sit hjem fire gange om ugen uden at støde på forhindringer eller blive stoppet af israelske soldater.
De fotos, som Shuruq lagde ud på de sociale medier, viser en glad kvinde, bestandig smilende og poserende for "selfies." Hun har sin egen smartphone. Hendes familie ejer sit eget hus, ligesom alle de andre terroristers familier gør, og fører en yderst komfortabel tilværelse. Shuruqs israelske identitetskort giver hende mulighed for når som helst at rejse til et hvilket som helst sted i Israel. Hun valgte at udnytte dette privilegium til at forsøge at myrde en tilfældig jøde på gaden. Grunden? Også hun var tilsyneladende drevet af had, anti-semitisme og fanatisme. Også hun var et offer for en massiv propagandamaskine, som uophørlig dæmoniserer Israel og jøder.
Hvis du havde mødt 19-årige Fadi Alloun, ville du sandsynligvis have set den smukkeste mand i Jerusalem. Fadi, som kom fra Issawiyeh i Jerusalem, havde også haft en god tilværelse under israelsk administration. Også han havde et israelsk identitetskort og kunne rejse frit rundt i hele landet. Hans familie fortalte mig, at han elskede at tage til butikscentre i Israel og købe tøj i kædebutikker som Zara, Renuar, Castro. Med sit smarte tøj og sine solbriller lignede han mere en italiensk modemodel end en gemen terrorist. Også han havde ubegrænset internetadgang, og hans familie ejede deres eget hus.
Men Fadis gode tilværelse i Israel forhindrede ham ikke i at drage ud og jage en kniv i den første jøde, han mødte på gaden. Det skete i sidste uge, hvor Fadi knivstak en 15-årig jødisk dreng uden for Jerusalems Gamle Bydel. Fadi blev skudt og dræbt af israelske politifolk, som kom ilende til overfaldsstedet. Fadi tog ikke ud for at myrde jøder, fordi han havde et hårdt liv. Ej heller var han drevet af elendighed eller fattigdom. Han havde næsten alt, hvad han kunne ønske sig, og hans familie sad godt i det. Det liv Fadi førte, var faktisk meget bedre end tilværelsen for mange af hans palæstinensiske fæller på Vestbredden og i Gaza-striben. Som israelsk indbygger kunne Fadi færdes overalt i Israel, og han havde fri adgang til restauranter, butikscentre og kondicentre.
De andre unge mænd og kvinder, som har udført den seneste bølge af terrorangreb, havde også en god tilværelse; nogle af dem havde arbejde inde i Israel, til dels takket være deres israelske identitetskort. De, der kom fra Vestbredden, kunne passere checkpoints og sikkerhedsbarrieren, ligesom tusindvis af andre palæstinensiske arbejdere gør, som krydser ind i Israel hver eneste dag for at søge arbejde og et bedre liv.
Skal jeg være ærlig, så kunne jeg misunde disse terrorister deres komfortable tilværelse. Møblerne i deres hjem er langt bedre end mine møbler. Men deres luksus forhindrede dem ikke i at gå ud og slå jøder ihjel.
Hvad betyder det alt sammen? Det viser, at de palæstinensiske terrorister ikke er drevet af fattigdom og afsavn, sådan som mange længe har hævdet. Palæstinensiske terrorister er drevet af had til jøder på baggrund af det, deres ledere, medier og moskeer fortæller dem: at jøderne er fjenden, og at de ikke har ret til at være i denne del af verden.
Det viser også, at denne konflikt ikke handler om islamiske helligdomme eller Jerusalem, men om at myrde jøder, når som helst det er muligt. At myrde to jøder inde i den Gamle Bydel i Jerusalem eller et jødisk par for øjnene af deres fire børn har intet at gøre med Aqsa-moskeen eller med "besættelse." Det handler simpelthen om et ønske om at dræbe så mange jøder, som man kan. Terroristerne skelnede ikke mellem jøder, der bor i det østlige Jerusalem, på Vestbredden, i Tel Aviv eller Afula [det nordlige Israel]. For terroristerne og deres støtter er alle jøder "bosættere," og Israel er én stor bosættelse, som skal udslettes.
Vores konflikt med Israel handler ikke om "besættelse" eller Jerusalem eller helligdomme eller grænser. Den handler heller ikke om fattigdom og dårlige leveforhold eller om mure og hegn og checkpoints. Denne konflikt handler i virkeligheden om selve Israels eksistens i denne del af verden. Den nuværende terrorbølge er blot endnu en fase i vores drøm om at fjerne Israel fra jordens overflade. Det er ikke en intifada. Det er bare en ny omgang tilfældige drab for at terrorisere jøderne og tvinge dem til at forlade denne del af verden. Det er allerede lykkedes i resten af Mellemøsten, og nu bliver det også gjort imod de kristne.
Terroristerne og deres støtter kæmper ikke imod et checkpoint eller en mur. De ønsker at se Israel udslettet, jøder slagtet og gaderne i Israel svømme i jødisk blod.