FN's menneskerettighedsråd, The United Nations Human Rights Council (UNHRC), i Geneve er en organisation, som måske er nem er kritisere, men meget vanskelig at lave satire over. Normalt, hvis nogen fortalte os, at der findes et sted i Schweiz, hvor Sudan, Iran og andre af verdens værste tyrannier og menneskerettighedsovertrædere får deres syn på menneskerettigheder behandlet med respekt og ærbødighed, ville vi formode, at manuskriptet var forfattet af Monty Python. Idi Amin ville dukke op på et tidspunkt og udbrede sit syn på forbedring af kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet. Pol Pot ville tone frem for at revse de lande, hvis levestandard ikke var blevet tilstrækkelig forbedret i forhold til det globale gennemsnit.
Alt, som foregår i Geneve, er hinsides satire. Men sidste uge gav os et eksempel, som var oprørende, selv ifølge FN's egne normer. For i denne uge slap det ud – takket være den glimrende organisation UN Watch -- at Saudi-Arabien er blevet udnævnt til formand for et centralt UNHRC-panel. Dette panel udvælger de topembedsmænd, som skaber de internationale standarder for menneskerettigheder; det skal også rapportere om krænkelser af menneskerettigheder rundt om i verden. Den femmands ambassadørgruppe, som Saudi-Arabien nu skal stå i spidsen for, er kendt som den rådgivende gruppe, Consultative Group, og har magt til at vælge ansøgere, som skal besætte 77 poster verden over, som skal behandle menneskerettighedsspørgsmål. Det ser ud til, at udnævnelsen af Saudi-Arabiens udsending til UNHRC, Faisal Trad, fandt sted inden sommeren, men at diplomater i Geneve har tiet om sagen lige siden.
At denne udnævnelse blev lækket flere måneder efter begivenheden, betyder måske, at UNHRC, trods den almindelige opfattelse, rent faktisk besidder en vis skamfølelse. For hvis ikke, hvorfor så ikke lade det gjalde ud fra hustagene, at Saudi-Arabien har opnået en prestigefyldt stilling? Hvorfor ikke udsende en pressemeddelelse? For Saudi-Arabien – og dermed UNHRC – har da ikke noget at skamme sig over, eller har de?
Desværre går der ikke en uge, uden at Saudi-Arabien demonstrerer for alverden, hvorfor de bevarer deres ry som en af verdens førende menneskerettighedskloakker. Saudi-Arabien har muligvis kappet hovedet af flere mennesker end ISIS gennem det seneste år, men det er sjældent, at nogen af disse sager nogensinde opnår andet end et kort glimt af international opmærksomhed. Nu og da bryder en sag igennem bølgerne af offentlige meningsinteresser. En sådan sag gælder den fængslede blogger Raif Badawi, som sidste år blev idømt 10 års fængsel og 1000 piskeslag for at have "fornærmet islam." Sagen om Raif Badawi, som allerede har modtaget de første 50 piskeslag og holdes fængslet, mens han afventer resten, har vakt international opmærksomhed og fordømmelse af Saudi-Arabien. Kongedømmets svar har været at fordømme "mediekampagnen om sagen" i stærke vendinger.
Men den stirrende, internationale opinion foruroliger tydeligvis de saudiske myndigheder – en kendsgerning man bør skrive sig bag øret. Og det er ikke, fordi de ikke har noget at skjule. Denne uge bringer en sag frem, som bør skabe mindst lige så stor opmærksomhed som Raif Badawis.
Ali Mohammed al-Nimr var blot 17 år, da han blev arresteret af de saudiske myndigheder i 2012 under et indgreb mod anti-regeringsdemonstrationer i shia-provinsen Qatif. Han blev anklaget for at have deltaget i forbudte protester og våbenovertrædelser – trods en komplet mangel på beviser for sidstnævnte anklage. Al-Nimr, som blev nægtet adgang til advokat, menes, ifølge menneskerettighedsgrupper, at være blevet tortureret og derefter tvunget til at underskrive en tilståelse, mens han sad i fængsel. Kampagnefolkene siger, at det ser ud til, at han er kommet i myndighedernes søgelys, fordi hans familie er forbundet med sheik Nimr al-Nimr, en 53-årig kritiker af det saudiske styre, som er hans onkel. Sheiken er også blevet kendt skyldig og idømt dødsstraf. Efter tilståelsen og "retssagen" blev hans nevø kendt skyldig af den særlige saudiske kriminaldomstol, Specialized Criminal Court, og dømt til døden. Selve retssagen levede ikke op til nogen form for internationale standarder. Al-Nimr appellerede sin dom, men i denne uge blev appellen afvist. Det forekommer nu sandsynligt, at han og onklen vil blive henrettet. Fordi anklagerne involverer den saudiske konge og staten selv, er det sandsynligt, at henrettelsesmetoden vil være korsfæstelse.
Såfremt dette på nogen måde skulle fremkalde et glimt at ubehag blandt deltagerne i den igangværende UNHRC-farce i Geneva, har de i det mindste én trøst. For i Saudi-Arabien er korsfæstelse ikke, hvad det har været. Faktisk indledes den saudiarabiske korsfæstelse med halshugning af ofret, og først derefter hænges den hovedløse krop op på et kors, så offentligheden kan betragte den. Dette er en straf, som, ser det ud til, ikke blot er forenelig med sharia, men også – må vi formode – med Geneve.
For Ali Mohammed al-Nimr gælder det selvfølgelig, at han var mindreårig, da han blev arresteret, så ikke alene forbereder de saudiske myndigheder sig på at korsfæste en person -- i 2015 – som de har aftvunget en tilståelse under tortur – de forbereder sig på at korsfæste en person, som var mindreårig på anholdelsestidspunktet. Måske rødmer myndighederne i UNHRC i Geneve rent faktisk, når de udnævner saudiske embedsfolk til at stå i spidsen for deres menneskerettighedspaneler. Men det synes ikke at påvirke deres adfærd. Ligesom de saudiske myndigheder mener, at det er den "internationale opmærksomhed," der er problemet, snarere end dette at piske folk til døde eller korsfæste dem efter, at man har kappet hovedet af dem, så synes UNHRC i Geneve at mene, at det er den offentlige opmærksomhed vedrørende deres groteske udnævnelser snarere end udnævnelserne selv, der er problemet.
Den internationale opmærksomhed over for Raif Badawis sag har endnu ikke ført til hans løsladelse, men den synes at have medført en udsættelse af den næste omgang pisk. Hvilket antyder, at de saudiske myndigheder faktisk er i stand til at føle en vis skam. Dette burde til gengæld give grund til forhåbning hos alle, der bekymrer sig om menneskerettigheder. Det bør også minde os om, at vi skal øge den global opmærksomhed over for tilfælde som Ali Mohammed al-Nimr og de mange andre som ham, der lider under en regering og et retssystem, som i allerhøjste grad burde fremkalde skamfølelse i verden uden for Geneva, selvom det ikke vækker skam i FN.