Vi palæstinensere bliver ved med at forpasse den ene mulighed efter den anden. I øjeblikket er vi på vej til at forspilde endnu en mulighed for fred.
Den geografiske og politiske virkelighed i Mellemøsten tilsmiler ikke palæstinenserne. De lande, som frem til det Arabiske Forår lagde størst pres på Israel om at forhandle med os, er blevet svage. Nogle af dem er i opløsning og andre, i denne verden af besynderlige sengekammerater, opfatter israelerne som partnere i kampen mod den fælles fjende, Iran.
Vore arabiske brødre anser os nu for at være en plage, marginal i deres kamp for at overleve truslerne fra ayatollahernes voksende atommagt i Iran og fra radikale islamister som ISIS.
Vi palæstinensere forstår ikke de kolossale forandringer i regionen. Vi aner ikke, hvordan vi skal vende dem til vores fordel. Indtil nu har lederne af den Arabiske Liga nedlagt veto, hver gang israelerne gav os et attraktivt tilbud. Det skete i Camp David, hvor Ehud Barak tilbød Yasser Arafat hidtil usete indrømmelser, heriblandt nogle i Jerusalem. De arabiske ledere modsatte sig aftalen, lod os synke ned i vores nuværende elendighed, og vi opnåede intet. Men selvom det aktuelle kaos i regionen har svækket både de arabiske stater og palæstinenserne, så kan der også være fordele i et kompromis med Israel.
Saudi-Arabien har for nylig genoplivet det arabiske initiativ fra 2002. Dette træk betyder, at araberne nu er villige til at lade palæstinenserne indgå kompromisser på smertefulde områder, herunder Jerusalem, grænser og flygtninge.
Problemet er, at vi stadig nægter at slippe kravet om, at alle flygtninge skal kunne vende tilbage til et Palæstina fra 1948, og vi nægter at anerkende Israel som en jødisk stat.
Vores stædighed har ført til, at israelerne igen har givet det saudiske initiativ den kolde skulder. Eftersom jøderne, ikke overraskende, synes uvillige til at underskrive deres egen dødsdom, er det kun logisk, at de afviser at indgå enhver aftale, der indeholder kravet om flygtninges "ret til tilbagevenden" til Palæstina, som en trussel om oversvømmelse af Israels demografi.
Desuden er både jøderne og mange palæstinensere bange for, at der vil blive skabt endnu en Hamas-stat eller ISIS-stat på Vestbredden. Begge disse har allerede "næsen indenfor" der og går efter mere.
Det var ikke rimeligt af os at forsøge at få israelerne suspenderet fra FIFA simpelthen fordi de inspicerer de sportsfolk, som forlader eller rejser ind i Gaza-striben, der er kontrolleret af Hamas. For ganske nylig blev Ms. Sanaa Muhammad Hussein Hafi fra Nuseirat i Gaza-striben taget i at smugle penge fra Gaza-striben til Vestbredden til fængslede Hamas-folk. Desuden blev den palæstinensiske atlet Sameh Fares fra Qalqiliya ligeledes grebet i at medbringe penge fra Qatar til at finansiere Hamas-aktiviteter på Vestbredden.
Når ISIS-operatører i Gaza-striben fortsætter med at angribe Israel med sporadisk raketild, gør Hamas intet for at forhindre det. Hvis man kigger på den seneste eskalation, må Det Palæstinensiske Selvstyres opførsel i bedste fald virke hyklerisk: På den ene side samarbejder Selvstyret med Israel om at holde terrorvåben og –penge fra udlandet ude af Vestbredden og Gaza-striben; og på den anden side forsøger man at få Israel boykottet internationalt, fordi Israel af sikkerhedsgrunde har strammet op på sin inspektion af sportsfolk.
Derefter beskylder Selvstyret Israel for at sammenblande sport og politik, selvom palæstinenserne blander sport og politik hele tiden og terrorisme i tilgift. Det var palæstinenserne, der myrdede 11 israelske sportsfolk i München. Lige siden har Selvstyret rutinemæssigt arrangeret sportsbegivenheder for at glorificere palæstinensiske terrorist-"helte," som har sprængt sig selv i luften i selvmordsbombeangreb og dræbt i hundredvis af israelere.
Hvis vi var ærlige over for os selv, ville vi indse, at mens vi roder rundt med boykotter og langer nogle ynkelige tjat ud mod Israel, bliver israelerne stadig stærkere.
Lige for næsen af os er Israel blevet en energi-, high-tech-, industri- og landbrugsmagt. I vores tåbelighed forsøger vi at påføre dem småskader, snappe dem i hælene og irritere dem. Vi narrer os selv til at tro, at boykot og international politisk afpresning vil ændre deres indstilling på noget som helst område. Boykot gør dem blot mere effektive. De finder simpelthen andre markeder for deres varer, såsom mikrochips, videnskabelige nyskabelser, medicinsk udstyr og farmaceutiske produkter, som størstedelen af verden ikke længere kan leve foruden. De vil uden tvivl vinde de kommende slag, ligesom de nedkæmpede forsøget på at suspendere dem fra FIFA.
Og det vigtigste af det hele er, at vi endnu ikke har forstået, at vores forsøg på at skade Israel ikke forbedrer vores egen situation; de forværrer den. Vores forsøg på at stable en boykot på benene betyder blot, at vi tager os ynkelige ud, som surmulende børn, der er villige til at opføre sig til skade for sig selv. Vi bliver ved med at forsøge at skade dem på måder, som kun skader os selv. Og vi gør dette, samtidig med at vi forsømmer det allervigtigste: forhandlinger for fred, som faktisk kunne forbedre vores tilværelse.
Vores manglende evne til at forbedre vores fremtid bliver næret af misinformation. Vi tror, at fordi Vesten hader jøderne, støtter den følgelig os. Vi trøster os med småsuccesser, såsom at skade Israel nu og da i FN og andre internationale institutioner, men er vi virkelige villige til at stikke begge øjne ud på os selv, fordi vi tror, at jøderne vil miste det ene af deres? Vil deres smerte gøre os gladere, selv hvis vi er blinde?
For israelerne går livet ikke blot videre, det bliver stadig bedre. Vores nuværende miserable situation er en illustration af den gamle arabiske talemåde: "When the camel falls, he will be set upon with many knives" [Når kamelen falder, kaster mange knive sig over den.]
Under den første og anden intifada opfordrede den palæstinensiske ledelse til boykot af israelske produkter og til, at palæstinensere ikke tog på arbejde i Israel. Resultatet var, at vi fortsatte med at købe israelske produkter på det sorte marked til det dobbelte af den almindelige pris; og oven i det, så fulgte ti tusinder af palæstinensere, som arbejdede inden for byggeriet og på andre områder, Selvstyrets opfordring og mistede dermed deres job i Israel for bestandig. Siden er nogle af dem vendt illegalt tilbage og arbejder til den halve løn.
Det var os, der skadede os selv: Da israelerne stod uden palæstinensiske arbejdere, vendte de sig blot mod udenlandske arbejdere, præfabrikerede konstruktioner og andre industrielle nyskabelser. Vi var på den måde skyld i, at ti tusindvis af palæstinensiske familier sultede og blev ved med at sulte. Det er præcis denne type katastrofe vi palæstinensere igen påfører os selv, såfremt boykotten af varer fremstillet i bosættelserne lykkes. Tusinder, om ikke ti tusinder af palæstinensere vil blive arbejdsløse, sultne og modne til radikalisering. Vi lader os igen forføre af fantasien om, at det hævngerrige Vesten vil støtte os for at skade jøderne, men også denne gang er det de palæstinensiske arbejdere i bosættelsesvirksomhederne, som vil blive fyret. Israelerne vil fortsat blomstre. De har allerede fundet andre markeder.
Den lejlighedsvise respons på den palæstinensiske opfordring til boykot narrer os igen til at tro, at vi har satset på den vindende hest. I virkeligheden er der faktisk ingen basis for vores tilfredshed: verden vil aldrig vende ryggen til israelske produkter og opfindelser, det være sig lige fra flash drives til Waze til hovedkranspulsåreudvidende spiraler og alle de andre smarte opfindelser, som ikke kun er frugten af Israel inden for grænserne før 1967, men også af Vestbreddens bosættelser. Vi skal holde op med at være naive. Verden vil aldrig opgive sine IT-, medicin-, landbrugs- og start-up-produkter for vores skyld.
De eneste, der vil være fornøjede over vores opfordring til boykot, er islamisterne i Europa. Eftersom geopolitisk politik er baseret på interesser, samarbejder den arabisk-muslimske verden i det skjulte med Israel i følsomme sikkerhedsspørgsmål, mens den bag vores ryg griner ad os og vore ineffektive boykotter. Israel har handelsaftaler med arabiske lande, som er millioner af dollar værd. Det sætter falske mærkater på sine varer, de arabiske lande ved det og er ligeglade; varerne er gode, de køber dem, smiler og holder mund.
Ved stædigt at fastholde vores position, går vi Israels ærinde og gør det muligt for dem at undgå ægte fredsforhandlinger med os – forhandlinger som ville forpligte Israel til at give indrømmelser og til skabelse af en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza-striben.
Den israelske premierminister rider i øjeblikket på en bølge af popularitet, fordi han har inviteret Mahmoud Abbas til at vende tilbage til forhandlingsbordet, mens den palæstinensiske leder nægter og, af snæversyn og en forestilling om at han vil skade Israel, giver Netanyahu hvad denne ønsker.
Mahmoud Abbas er fuldkommen klar over, at ud over at volde beskeden taktisk skade har han ikke en chance for at ændre Israels position og gennemskuelige, politiske manøvrer.
Mahmoud Abbas er bange for at rejse ind i Gaza-striben og bange for Hamas. Som følge af rygterne om, at Hamas arbejdede skjult på at indgå en våbenhvileaftale med Israel, truer Abbas nu med at opløse den nationale konsensusregering.
I marts 2015 opfordrede Abbas' rådgiver, Mahmoud Habbash, arabere og muslimer til at angribe Hamas på samme måde, som saudierne og deres allierede havde angrebet de iransk støttede houthi-oprørere i Yemen. Samtidig beskyldte den ledende Hamas-embedsmand Salah al-Bardawil Det Palæstinensiske Selvstyre for at være ansvarlig for en bilbombe ment for Hamas' overhoved, Ismail Haniyeh.
Sådan opbygger man ikke en palæstinensisk stat. Mens vi triller tommelfingre, tiltager ISIS sig magt i Gaza-striben og skyder raketter ind i israelske områder. Der findes nu også lommer af ISIS-operatører på Vestbredden. Mens truslen fra den radikale islam hviler tungt over Mellemøsten, fortsætter vi med at slingre og træde vande og fremsætte umulige krav, som reducerer chancerne for at skabe en palæstinensisk stat på noget tidspunkt i fremtiden til nul, og forpasser endnu en mulighed.