Siderne med læserbreve i The Guardian i Storbritannien er sædvanligvis fyldt med breve, der er underskrevet gruppevist af nogle "korrekt tænkende" mennesker som håber, at de derved både giver sig selv en smule rosende, offentlig omtale og samtidig signalerer deres loyalitet over for alle moderne dyder. Hakkeordenen kan være barsk. Normalt udvælger avisen de hovednavne, som bliver anført under brevet, og tilføjer så "og 57 andre" eller lignende. Hvis man tilhører The Guardians gruppe af hofnavne, får man sit navn i avisen. Men hvis man er en af den spaltepladsudfyldende "C-listes" berømtheder, må folk selv gætte, om man befinder sig blandt de "andre."
Det brev som blev trykt i The Guardian i denne uge, var usædvanligt ved næsten at være uden hof-underskrivere. Brevet var et krav fra en gruppe "kunstnere, producere og bekymrede borgere," der, som der stod, "er skuffede og bedrøvede over at se, at Curzon, Odeon, Bafta og andre biografer er værter for London Israeli Film and Television Festival." Der skal en særlig slags ego til at tro, at ens egen "bedrøvelse" bør gøres til emne for en offentlig erklæring; men disse bedrøvede underskrivere advarede om, at "Dette kommer på et tidspunkt, hvor den globale boykotbevægelse Boycott, Divestment, and Sanctions (BDS) imod Israel oplever en hidtil uset fremvækst, og hvor den israelske regering ser sig tiltagende isoleret på grund af sin systematiske krænkelse af palæstinensiske menneskerettigheder, Geneve-konventioner og international lov."
Klagen over London-biograferne fordi de er værter for begivenheden fremsættes, hævder underskriverne, fordi "Den israelske stat promoverer denne festival og støtter den økonomisk. Som dens værter ignorerer disse biografer det palæstinensiske civilsamfunds opfordring fra 2004 til at udstede sanktioner imod Israel, indtil Israel bøjer sig for international lov og ophører med sine ulovlige tvangsforflytninger af palæstinensere, sin diskrimination imod dem og sin besættelse af deres land."
Som man måske kan gætte, kræver underskriverne at have ret til at bestemme, hvad der bør og ikke bør vises og hvor, fordi de siger, at de indgår i filmbranchen.
Desuden hævder de, at "Denne festival kommer i kølvandet på de hensynsløse ødelæggelser og drab i Gaza-striben ved det israelske militær i 2014 og genvalget af en israelsk premierminister, som nægter palæstinenserne deres ret til lighed og selvbestemmelse."
Hvert eneste ord af alt dette er selvfølgelig usandt. Har nogen af disse underskrivere mon nogen anelse om, hvordan "hensynsløse ødelæggelser" – i modsætning til den mest målrettede og præcise brug af militær teknologi i nogen konflikt i historien – rent faktisk ser ud?
Nuvel, deres alenlange brev fortsætter med at erklære, at forevisningen af israelske film under disse omstændigheder gør biograferne til "tavse medskyldige" i vold. Som en branche der i den grad er besat af at glorificere vold, skulle man tro, at underskriverne ville være mere forsigtige med at smide om sig med den slags beskyldninger, men næsten ingen af underskriverne synes at have særlig meget at gøre med film. Blandt de mere end fyrre underskrivere er det kun Ken Loach og Mike Leigh, der kan hævde at have gjort sig gældende på deres felt. Nogle mennesker husker måske Miriam Margolyes – en anden af underskriverne -- for en birolle i en af Harry Potter-filmene, men i dag er hun mest kendt for at underskrive anti-Israel-gruppelæserbreve "som jøde." De øvrige underskrivere inkluderer beskæftigelser som "aktivist," "teatermager," en skolelærer og en universitetslektor fra Bournemouth.
Deres meninger om den israelske kontraterrorismestrategi tilhører måske nok en gruppe af lærere, arbejdsløse og to ekstremt venstreorienterede filmmagere, men det er Israel de er imod, så selvfølgelig bør deres brev bemærkes. Faktisk så meget, at det fik en ledsagende nyhedsomtale i den trykte udgave af avisen. Denne fremkom med et yderligere citat fra Ken Loach, som sagde: "Boykotkampagnen siger specifikt, at dette ikke er en kampagne mod individuelle filmmagere, det er en opfordring til boykot, når staten Israel investerer penge eller promoverer begivenheden. Jeg ville være den sidste til at ønske at censurere en individuel stemme."
Man kan faktisk godt tvivle på, om Loach ville være den sidste. Han er altid blandt de første. Brevet – og den furore der omgiver det – er blot det seneste i en række forsøg på at "forbyde" israelsk og reelt jødisk kultur. I London har vi set israelske orkestre, teatergrupper og sågar strygekvartetter buh'et til standsning af pøbelen under forestillingerne og israelsk skabte forestillinger aflyst, fordi værtslokaliteterne simpelthen ikke ønsker besværet. Sidste år nægtede Tricycle Theatre i London at afholde en festival for "jødisk" kultur, fordi en ganske lille del af festivalens økonomiske tilskud kom fra den israelske ambassade i London.
Kampagnen er tydeligvis organiseret. De samme navne dukker op igen og igen. Kun ringe strikshed, om overhovedet nogen, udfoldes med hensyn til, hvorvidt underskriverne faktisk beskæftiger sig med det de siger, eller har en mening som er værd at bemærke. Neden under den nødtørftigt anførte fernis i form af "professionelle modsætter sig noget inden for deres eget erhverv" befinder sig præcis det samme antal personer, som er tvangsmæssigt anti-Israel og anti-jødisk. Et stænk af en "som jøde" jøde som Margolyes hjælper selvfølgelig. Men retningen er tydelig. Disse mennesker ønsker, skridt for skridt, at gøre ethvert udtryk for israelsk og jødisk kulturliv til et emne for deres forestilling om, hvordan en nation under konstante trusler om terrorbombardementer bør opføre sig. De afviser Israel som et militaristisk samfund og forsøger så at kriminalisere ethvert ikke-militaristisk kulturelt og kunstnerisk udtryk fra dette samfund.
Det er vor tids foretrukne fordom. Og hvis den fortsætter ukontrolleret, fører den i samme retning, som den historisk tidligere har gjort. Selvom kun få mennesker har set filmene fra disse selvopblæste brevunderskrivere i The Guardian, har vi heldigvis alle set denne store, historiske film – og det er ikke en, som anstændige mennesker ønsker at se gentaget.