Et stort antal borgere i NATO-medlemslandet Tyrkiet opfatter Israel og USA som fjender.
En rundspørge foretaget for nylig i Tyrkiet viste, at næsten halvdelen af landets borgere (42,6%) opfatter Israel som den største sikkerhedstrussel efterfulgt af USA (35,5%) og først derefter Syrien (22,1%).
Hvordan forestiller de sig Israel, et land med hvilket de har indgået adskillige militære og handelsmæssige aftaler, være en sikkerhedstrussel? Tror de, at Israel nogensinde ville finde på at invadere Tyrkiet? Bombe Tyrkiet? Kaste en atombombe over Tyrkiet? Dette synes enten at være baseret på en religionsinduceret paranoia fremkaldt af islamisk anti-semitisme, eller også er deres virkelighedsopfattelse på nazistisk vis blevet fordrejet af de tyrkiske ledere og af medierne.
Problemet er, at den falske myte om Israel som "besætter" og "ballademager" er blevet indoktrineret i de fleste tyrkiske børns hoveder, siden de var ganske små. Vi er næsten alle – også jeg – vokset op med de mest ekstreme fordomme mod Israel. Mediernes uetiske dækning af Israel/Palæstina-konflikten – og det gælder både de islamistiske og de kemalistiske (sekulært nationalistiske) medier – synes at være den primære årsag til, at mennesker i Tyrkiet er forblevet så misinformerede og hjernevaskede vedrørende dette emne.
Kun fordommenes intensitet svinger alt efter, hvilken avis eller tv-kanal man følger, eller hvilken familie man vokser op i. Islamisk anti-semitisme har, selvom vi måske ikke er klar over det, meget at gøre med denne form for opvækst.
En kort gennemgang af de tyrkiske aviser og tv-kanaler ville også tydeligt vise deres bestandige, hadefulde propaganda mod Israel.
Ingen anden stat eller organisation er i samme grad blevet dæmoniseret og delegitimeret af de tyrkiske medier.
Desværre har selv det medie, der kalder sig "progressivt," købt og genskabt propagandaen om, at Israel er "indtrængeren" og "undertrykkeren." Et af de mest populære slogans er "Vi er ikke anti-semitiske, men blot anti-zionistiske."
Zionismen forsvarer tanken om, at jøder – ligesom ethvert andet folk – har menneskerettigheder og har ret til at leve i deres oprindelige, bibelske hjemland. Selvom de blev tvunget ud af deres land mange gange, som f.eks. af babylonierne og romerne, forlod de det aldrig helt.
Hvis jøders krav på lighed og uafhængighed forstyrrer nogen, skyldes det vedkommendes egen racisme – uanset hvilket navn han forsøger at iklæde den – og ikke noget jøderne påstås at have gjort. Det er ikke blot anti-semitisme, men også anti-zionisme der er racistisk og hadefuld.
Alle, der får den geniale idé, at de "ikke er anti-semitiske, men kun anti-zionistiske," bør også tilbyde deres forestilling om, hvilken slags jødisk stat de gerne ser, eller om de overhovedet ønsker at se en jødisk stat. Hvis det er Israels politiske system de er imod, så bør de klargøre, hvordan deres eget alternative system ville være bedre end det eksisterende, og hvad de ville gøre for at overbevise Hamas og Det Palæstinensiske Selvstyre om at skabe en fredelig sameksistens med Israel.
De bør også forklare, hvorfor de er så sygeligt optaget af Israel, som har det mest demokratiske politiske system i Mellemøsten, mens det vrimler med autokratiske, teokratiske, despotiske regimer i regionen.
Måske kunne de også venligst forklare, hvad der gør, at et ikke-eksisterende, imaginært "demokratisk Palæstina" er at foretrække frem for et allerede eksisterende, driftigt og demokratisk Israel.
Mahmoud Abbas' Fatah er i sit væsen ikke bedre end Hamas; blot til tider mindre voldelig. Det Palæstinensiske Selvstyre siger, som udtrykt i dets charter og "planlagte stadier," at det foretrækker at fordrive Israel diplomatisk, ved hjælp af det diktatorkontrollerede FN og de europæiske regeringer, og økonomisk gennem boykotter og sanktioner, frem for ved hjælp af missiler.
I dag hvor så mange jøder er samlet på ét sted, kan de progressive bilde sig selv ind, at det "kun er Israel" og ikke "jøderne," der er målet for deres had. Som den tidligere iranske præsident Akbar Hashemi Rafsanjani har sagt, er Israel, der blot er en anelse større end byen Beijing, et "én-bombe land."
De progressive mediers fremstilling af Israel som "besætter" giver blot næring til disse anti-humanitære regimers eller gruppers genocidale ønsker. De peger aldrig på Tyrkiets besættelse af det nordlige Cypern, Kinas besættelse af Tibet eller Pakistans besættelse af Kashmir – for slet ikke at tale om Ruslands seneste prangende besættelser.
Gennem de seneste 2000 år er jøder blevet udsat for aldrig ophørende forfølgelser ledsaget af fordrivelser, tvungen konvertering, pøbelangreb, pogromer, konfiskering af ejendom, massakrer og Holocaust 1938-45. Angreb på jøder i Europa fortsætter i dag.
Efter at jøderne blev tvunget bort fra deres bibelske hjemland og ud i Diaspora, har deres tilværelse været smertefuld i århundreder. Da de befandt sig i eksil i Europa, var de nemme at skille sig af med. I dag hvor de er tilbage i deres hjem i Israel, er de "besættere;" igen uønskede.
Under nazi-styret var jøder "illegale," de blev slagtet i stor stil, tortureret i kunstige "medicinske eksperimenter" og end ikke betragtet som fuldt menneskelige.
For at gøre en ende på deres 2000 års lidelseshistorie og omsider blive frie er jøderne vendt tilbage til deres hjem, Israel.
De har bragt deres lys tilbage til landet og har tilbudt de mellemøstlige folk gaver, som ingen anden nation dér har oplevet: demokrati, tolerance, ytringsfrihed, menneskerettigheder – samt utallige medicinske og teknologiske nyskabelser. Dette lille land har frembragt nogle at de mest strålende begavelser i historien og er blevet den næstmest uddannede nation på jorden.
Det de har gjort er, at de har opbygget et virkelig åbent og produktivt samfund på sandbanker og i ørkener, et land hvor selv de muslimske borgere, som udgør 20% af Israels befolkning, har frihed til at sige de mest horrible ting om hvem de vil, herunder premierministeren – og de gør det. Kort sagt, selv muslimerne i Israel nyder privilegier, som i et hvilket som helst andet land i regionen ville sende dem i fængsel.
Israels naboer har imidlertid ikke udvist den store påskønnelse af disse beundringsværdige træk – kun mere jalousi og had.
Som tak for de endeløse goder som israelerne bibringer regionen og verden, bliver de bagvasket af de anti-semitiske, anti-zionistiske, jødehadende, politisk drevne blokke i de arabiske lande, i Tyrkiet, Europa og i FN, som tydeligvis ønsker at udslette dem, om ikke under det ene, så det andet påskud.
De huse og lejligheder som israelere byggede i deres historiske hjemland kaldes for "ulovlige bosættelser." Men der var ingen "bosættelser" før 1967. Hvad var det så, israelerne formodedes at "besætte" mellem 1948 og 1967? Hvorfor forsøgte Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) allerede dengang at udslette Israel? Hvad var det den troede, at den "befriede"?
Myten om denne "besættelse" synes tværtimod at have meget at gøre med "islamiseringen" af historie og geografi.
Ifølge islamisk ideologi er al historie faktisk islamisk historie, og de fleste større, historiske figurer var faktisk muslimer. Islam anerkender ikke andre religioner som hverken ægte eller oprindelige.
Siden verdens skabelse, hedder det sig, har der kun eksisteret én religion: islam. Alle andre er irrelevante, opdigtet af dem der fulgte efter, men som fór vild. Alle vore religionslærere har lært os, at de tidligere profeter -- Issa [Jesus], Musa [Moses], Davut [David] og så videre – var muslimer, og at de oprindelige religioner som de medførte, var islamiske. Disse profeter, får vi at vide, prædikede Allahs lære, men deres efterfølgere, som kom til senere, fordrejede deres budskaber, ændrede skrifterne i deres hellige bøger og opdigtede disse falske, usande religioner kaldet jødedom og kristendom. Derefter kom islam som den sidste, den fuldkomne, Allahs eneste sande og uændrede evige ord, som bragte Muhammad til denne verden som "befrier."
Hvis nogen siger, at "der findes et sted med forbindelse til kong David og det er et jødisk sted," så vil en muslim svare: "Ja, men David var også muslim. Så dette sted tilhører faktisk muslimerne."
Islamiseringen af historien medfører islamisering af geografien. Alle disse religiøse figurer var muslimer, så de steder hvor de boede, var også muslimske steder. Derfor kalder muslimer aldrig deres invasioner for "invasioner." De opfatter dem alle som befrielser af tidligere muslimske steder. Der findes ikke islamisk invasion; der findes kun islamisk befrielse.
Dette er opfattelsen bag den seneste opfordring fra Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, om at "befri Jerusalem" fra jøderne. "Erobring er Mekka," sagde Erdogan i en tale i Istanbul den 1. juni foran millioner af mennesker, som fejrede 562 års dagen for Konstantinopels fald. "Erobring er Saladin," sagde han, "det er at hejse det islamiske flag over Jerusalem igen; erobring er arven fra Mehmed II og erobring betyder at tvinge Tyrkiet på fode igen."
Erdogan opfordrer til en invasion af Jerusalem, hvilket grundlæggende er en opfordring til død og ødelæggelse. Han gjorde det lige før valget, fordi han vidste, at den slags anti-semitiske udbrud sandsynligvis øger stemmerne på AKP-partiet.
Det største problem er, at udtalelsen kom fra en leder af et NATO-medlemsland.
Hvorfor skulle en tyrk eller en muslim ønske at "befri" Jerusalem? For at gøre den til endnu et muslimsk område, hvor diskrimination og forfølgelse af minoriteter og alle former for krænkelser af menneskerettigheder løber løbsk? Tyrkiet behandler ikke engang sine egne mindretal med respekt og diskriminerer mod dem dagligt, for eksempel ved end ikke at give kurderne ret til at blive undervist på deres eget sprog. Med hvilket formål eller baseret på hvilken ret skulle tyrkiske myndigheder ønske at regere over Jerusalem?
Ønsker de at slagte jøderne, ligesom de slagtede de kristne i 1915 og stadig benægter dette den dag i dag? Ønsker de at forbyde det hebraiske sprog, ligesom de forbyder det kurdiske sprog i Tyrkiet? Ønsker de at voldtage jødiske kvinder, ligesom de voldtog kurdiske og græsk-cypriotiske kvinder under de etniske udrensningskampagner? Ønsker de at omdanne Israels synagoger og kirker til stalde, sådan som de gjorde med dem i Tyrkiet? Eller ønsker de at gøre Israels fængsler til torturcentre, sådan som de gjorde i Tyrkiets Kurdistan? Hvad i alverden kunne tyrkiske myndigheder give til Jerusalem, såfremt de kunne erobre den?
Disse mennesker bliver nødt til at forstå og acceptere den kendsgerning, at det osmanniske imperium er dødt, og at ingen af dets tidligere kolonier ønsker det tilbage.
Det er ikke første gang, at anti-semitisme bliver promoveret af en tyrkisk statslig myndighed. Anti-semitismen har en meget lang historie i Tyrkiet. Nogle af de mest horrible forbrydelser mod Tyrkiets jøder fandt sted under pogromen i 1934, hvor omkring 15.000 jøder i Thrakien med tvang blev fordrevet fra deres hjem. Under denne pogrom blev jøder boykottet og angrebet, deres ejendomme blev plyndret og brændt ned og jødiske kvinder blev voldtaget.
Umiddelbart før pogromens udbrud i 1934 foretog Ibrahim Tali Ongoren, generalinspektøren for Thrakien (den højest stående statsembedsmand i regionen) en fire ugers inspektionsrejse rundt i provinsen. Ifølge Tali Ongorens rapport var "jøderne i Thrakien så moralsk korrupte og blottede for karakter, at man straks bliver slået heraf." Jøden, skrev han, ejede en "krybende, svigagtig karakter, som skjuler sine hemmelige intentioner, altid applauderer de magtfulde, tilbeder guld og er ukendt med kærlighed til hjemlandet."
"Jøderne udgør en skjult fare og ønsker muligvis at etablere en kommunistisk kerne i vores land via arbejdernes fagforeninger, og det er derfor en uomgængelig nødvendighed for tyrkisk liv, tyrkisk økonomi, tyrkisk sikkerhed, det tyrkiske regime og revolutionen i Thrakien, samt for det tyrkiske Thrakiens evne til at komme på fode igen, at man omsider løser [det jødiske] problem på den mest radikale måde." [1]
Ifølge historikeren Corry Guttstadt virkede Ongoren, selvom dennes 90 sider lange rapport til regeringen og til det regerende Republikanske Folkets Parti (CHP) indeholdt en bred vifte af emner, "rent ud sygeligt optaget af det 'jødiske problem,' som dukker op i næsten hvert eneste kapitel."
"Talis rapport," skrev Guttstadt, "er spækket med de mest grovkornede anti-semitiske stereotyper. Dette modsiger ikke blot regeringens påstand om, at anti-semitismen i Tyrkiet blot var et randfænomen [Tali var republikkens højest rangerende embedsmand i regionen], men bør også betragtes som et bevis på, at uddrivelsen af jøderne fra Thrakien og fra Dardanellerne var i overensstemmelse med statens mål, sådan som udenlandske diplomater havde fortalt."
"De ikke-muslimske mindretals rettigheder var beskyttet af den internationale Lausanne-traktat, i det mindste på papiret. For at omgå disse lovmæssige forhindringer valgte de tyrkiske myndigheder tilsyneladende den strategi at sætte jøderne under et sådant pres i form af boykotaktiviteter og anonyme trusler 'fra befolkningen,' at de ville forlade området 'frivilligt.'"
"Perioden der fulgte, var karakteriseret ved yderligere boykotforsøg og skræmmekampagner i Edirne og endda i Istanbul."[2]
Da disse forbrydelser imod jøder blev begået, var der ingen jødisk stat i Israel. Men jødehadet voksede tydeligvis vildt.
De største krænkere, som bærer ansvaret for anti-semitismen i Tyrkiet, er de tyrkiske statslige myndigheder. En stat som er kandidat til EU, samt medlem af NATO, forventes at være en sand allieret af Vesten. Den forventes at bekæmpe anti-semitisme og fremme en fredelig, mangeartet og pro-vestlig kultur. Den forventes at forsyne sine skolebørn med en undervisning, hvor børnene vil frigøre sig fra det traditionelle jødehad og andre former for racisme og tilslutte sig i det mindste nogle humanitære værdier, som kan hjælpe dem med at anerkende alle folkeslag som lige og værdige til respekt.
Sørgeligt nok har Tyrkiet ikke gjort noget af dette. Landet har indgået et rekord stort antal militære og kommercielle handler med staten Israel, men på hjemmefronten har man systematisk videreført anti-semitismen og anden racisme, foruden tyrkisk-islamisk overlegenhed, via sine institutioner og medier. Som følge af denne propaganda opfatter et stort antal tyrkiske mennesker Israel og USA som de største sikkerhedstrusler i dag.
I Tyrkiet er det at være vestligt indstillet begrænset til at nyde gavn af Vestens tekniske og materielle nyskabelser, men at afvise Vestens sociale værdier med den begrundelse, at disse værdier ikke passer ind i den tyrkiske kultur. Og hvad der er endnu mere forvirrende, det at være politisk og socialt pro-vestlig forbindes næsten altid med at være en "forræder."
"Israel ønsker fred. Punktum," skrev journalisten Israel Kasnett. "Det jødiske folk har aldrig haft noget ønske om at herske over andre, og sådan er det også i dag. Ikke blot er vi ohev shalom ['fredselskende'], men vi er også rodef shalom ['aktive fredsstræbere']."
Er der nogen der lytter? Lytter tyrkerne? Mange gør det tilsyneladende ikke.
I store dele af verden foregår der blodbade og forfølgelser af mennesker, men det er kun Israel, det eneste demokrati i Mellemøsten, som bliver gjort til skydeskive og isoleret for at forsvare sig, og som beskyldes for "besættelse."
For mange mennesker her i Tyrkiet synes problemet ikke at være, om Israel ønsker fred, eller om Israel er et demokrati, eller om de palæstinensiske arabere virkelig lider, eller hvorfor. Hvis disse mennesker virkelig bekymrede sig om de palæstinensiske arabere, ville de gøre deres bedste for at standse drabene og ansporingen til had og hjælpe med at skabe en holdbar fred, hvor både arabere og jøder kan vide sig trygge.
Men de bekymrer sig egentlig ikke om palæstinenserne. De ønsker ikke fred. De ønsker ikke en "to-statsløsning." De ønsker at se jøderne døde. Og intet kunne optage dem mindre, end hvor mange arabere der i mellemtiden vil miste livet.
Men der er én ting, som de tilsyneladende ikke er klar over: Deres genocidale jødehad kan aldrig berøve Israel dets ret til selvforsvar. Det kan kun styrke og yderligere legitimere denne ret.
[1] Guttstadt, Corry (2013): Turkey, the Jews, and the Holocaust. Cambridge University Press. Endnu flere nedrakninger inkluderer: "Selvom (jøderne) undergik naturlig selektion som følge af konstante blandinger af forskelligt blod i forrige århundrede og næsten helt har mistet de fysiske træk, som er så karakteristiske for jøder, så har de fuldkommen genvundet den typiske jødiske krybende, svigagtige karakter, som skjuler sine hemmelige intentioner, altid applauderer de magtfulde, tilbeder guld og er ukendte med kærlighed til hjemlandet, og de har ovenikøbet udviklet disse skadelige træk så meget længere, at de kunne påføre menneskeheden plager."
"I det jødiske værdisystem har ære og værdighed ingen plads. Jøderne i Thrakien kan takke de destruktive virkninger af krigene på den tyrkiske befolkning for deres fremgang, det er sådan [jøderne] er blevet rige og har fremtryllet deres indflydelse."
"Jøderne i Thrakien har i sinde at gøre Thrakien til et modstykke til Palæstina. For udviklingen af Thrakien er det af den yderste nødvendighed, at dette element [jøderne], hvis hænder griber efter alle Thrakiens skatte, ikke får lov til fortsat at udsuge tyrkernes blod. Ved etableringen af nye militære anlæg... bør vi holde vore administrative og militære aktiviteter fuldkommen hemmelige for dette element [jøderne]."
"Frem for alt er det vigtigt, at dette element [jøderne] neutraliseres så fuldstændigt, at de ikke kan give sig til at spionere..."
[2] Guttstadt, Corry (2013): Turkey, the Jews, and the Holocaust. Cambridge University Press.
"Set i lyset af dette forekommer det næppe tilfældigt, at Tali selv havde berejst hele regionen frem til en uge før begivenhederne brød ud, og derefter forblev i Ankara under boykotaktiviteterne og truslerne. Det virker som om aktionerne derefter 'løb løbsk' lokalt, idet den nationalistiske pøbel nogle steder tog sagen i egen hånd og foretog plyndringer og voldshandlinger.
"Efter at rapporterne om opstandene nåede ud til den internationale offentlighed, blev regeringen tvunget til at fordømme både hændelserne og anti-semitismen i almindelighed. Men i sidste instans nåede episoden mestendels det tilsigtede mål og 'løste' stort set det 'jødiske problem' i Thrakien på den måde, som Tali foretrak."