Nogle beslutninger er så tåbelige, at en person uden selvkontrol kan bringes til at hyle. Sådan en sag opstod i Storbritannien i sidste uge.
I årevis har spørgsmålet om muslimske, hovedsagelig pakistansk nedstammende mænds "plejen omgang" med unge piger været et skjult emne i Storbritannien. Beretninger om sådanne tendenser har cirkuleret i det meste af de seneste femten år. De er blevet omgærdet ikke blot med frygt, men med dyb gru.
For elleve år siden, i 2004, ville britisk fjernsyns Channel 4 sende en dokumentar kaldet "Edge of the City" [Byens kant]. Den indeholdt bl.a. optagelser af forældre til piger helt ned til 11 års alderen, med hvem grupper af mænd, beskrevet som "asiater", havde plejet omgang med henblik på sex. Men der var et problem. Der skulle være valg til Europaparlamentet. Det ekstremistiske og angiveligt racistiske British National Party forventedes at klare sig godt ved valget i visse dele af det nordlige England. Organisationen "Unite Against Fascism" [Forenet imod fascisme] (en gruppe som ofte optræder temmelig fascistisk selv) var at finde blandt de foreninger, som krævede dokumentaren fjernt. Timingen var afgjort problematisk: bl.a. lederne i BNP pralede med, at dokumentaren ville gavne deres parti, som havde den været en politisk udsendelse. Politiet var blandt dem der gav udtryk for bekymring; Channel 4 besluttede at udskyde udsendelsen af programmet til efter valget.
Uanset det rigtige eller forkerte i Channel 4's beslutning skulle den vise sig at blive afgørende. Ingen ønskede at hjælpe ekstremistiske grupper, som kunne drage fordel af denne historie. Men historien var der og burde fortælles. Skandalen med udsendelsens udskydelse gav næring til en voksende fortælling – ikke uden grund, har det vist sig -- at der var et forsøg på højeste niveau, heriblandt politiet og de lokale myndigheder, på at nedtone rapporten.
Den opfattelse har holdt sig lige siden. Det er kun takket være den frygtløse avis Times of London, dens journalist Andrew Norfolk og en lille håndfuld andre, at nogle af bandevoldtægtsagerne har fået den forsideopmærksomhed, som de fortjener.
Gennem de seneste år har offentligheden erfaret, at ikke blot har forbrydelserne har været mere talrige, end nogen havde kunnet forestille sig, men de har også været langt mere omfattende. Og det er ikke kun i det nordlige England, at sådanne sager om "seksuel omgang" er dukket op.
For to år siden, i Operation Bullfinch-retssagen ved Old Bailey i London, blev syv mænd, alle med muslimsk baggrund, fundet skyldige i 59 tilfælde af seksuel omgang med og udnyttelse af børn. Detaljerne i sagen er smertefulde: de indbefatter narkotisk sløvelse og gruppevoldtægt af mindst seks mindreårige piger gennem en periode på flere år. Disse voldtægter fandt ikke sted i en eller anden "glemt" nordlig by, men i og omkring universitetsbyen Oxford. Forbrydelser af tilsvarende karakter er omsider begyndt at komme for retten i de senere år. Aviser som Times fortjener stor ros for at have dækket dem sobert, omhyggeligt og dygtigt.
Man har dog stadig følelsen af, at disse børnevoldtægter fortsat forbigås eller mørklægges. Resultaterne i en uafhængig officiel undersøgelse af udnyttelsen af unge piger i Rotherham, som blev udgivet sidste år, viste fejl og mangler på næsten hvert eneste niveau inden for statens institutioner. "The Jay Report" fandt, at mindst 1400 piger havde været ofre for misbruget alene i Rotherham-området mellem 1997 og 2013. Rapporten udstiller også nådesløst, hvorledes politiet, kommunalrådet og de sociale myndigheder alle fandtes at have fejlet massivt gennem hele den pågældende periode. Man kan dårligt forestille sig en mere fældende, tværsektionel, institutionel forsømmelse.
Men selv i kølvandet på denne nationale skandale lever tabuet vedrørende dette emne tilsyneladende stadig. I sidste uge, i Bradford, blev 14 mænd og en 16-årig ung mand sigtet for lovovertrædelser "i forbindelse med voldtægt og seksuelt misbrug af et barn under 16." Forbrydelserne har angiveligt fundet sted mellem 2011 and 2012. Mændene, hvoraf de fleste er i tyverne, men den ældste 62, bærer en sørgeligt velkendt liste af efternavne: Khan, Ali, Mahmood, Younis, Hussain. Selvom historien blev rapporteret i den lokale presse, har sagen kun givet anledning til en enkelt kortfattet, faktuel BBC-nyhedshistorie i den landsdækkende presse. Måske afventer den nationale presse på, at retssagen skal begynde -- eller kunne det måske være sådan, at der er noget andet, der foregår? Og det gør der. Forbrydelser af denne karakter skubbes stadig ind under gulvtæppet – begrundet i "politisk korrekthed" – uden omsorg for den skade, som disse børn har lidt. Emnet er en sand krudttønde.
Det fører mig frem til det, der er så stor grund til at hyle op over. Midt i alt dette – alle årene med en ubestridelig mørklægning, undgåelse og frygt for, at ekstremistiske grupper skulle drive rovdrift på historien – eksploderer offentlighedens vrede i byer, hvor denne omgang med mindreårige er foregået. I dele af det nordlige England har der været protester imod den seksuelle omgang med mindreårige piger. Nogle af disse protester antager måske ubehageligt generaliserende former – det kan f.eks. være mennesker, som med urette påstår, at "alle muslimer" på en eller anden måde er ansvarlige for disse forbrydelser. Men så længe protesterne er lovlige, skal de have lov til at fortsætte. Ikke alle har en klumme i den nationale avis eller kan lade deres stemme høre via radiobølger. Det betyder ikke, at alle de grupper, som organiserer disse protester -- herunder English Defence League og gruppen, der kalder sig "Britain First" – er lige tiltalende. Men det er muligt at forestille sig en anstændig lokal borger, som ønsker at give udtryk for sin mening, og som ønsker at demonstrere imod den massive fiasko hos myndighederne i den by, som har gjort sig selv så berygtet.
Men nu håber lokalrådet i Rotherham tilsyneladende på at kunne tage selv denne magt fra byens befolkning. I sidste uge tog lokalrådet i Rotherham skridt til at anmode indenrigsministeriets kriseberedskab om at forbyde demonstrationer mod seksuel omgang med børn i Rotherham-området. Grunden, siger de, er omkostningerne. Ifølge en lokalavis kostede alene én demonstration i september sidste år byen mere end én million pund – unægtelig et frygteligt dræn af resurser.
Ingen vil nægte, at den slags protester – og modprotester -- kan være til stor gene for forretninger og andre i Rotherham-området. Men ved overhovedet at tænke på at forbyde disse marcher begår medlemmerne af Rotherhams kommunalråd en af de størst tænkelige fejltagelser. At misbruget er foregået i området og er blevet mørklagt eller ignoreret af myndighederne er ikke bare en opfattelse -- det er bevist. Offentlig klage over den slags rædsler er forståelig. Men hvis det lovlige udtryk for denne klage bliver forbudt, så kan der kun ske én ting: Folk vil tro, at der foregår noget endnu værre. En by hvis myndigheder har tilladt børnevoldtægter at fortsætte gennem ti år, men som nu forbyder demonstrationer imod børnevoldtægt, skaber en helt ny offerfortælling, som der umuligt kan komme noget godt ud af. Rasende hyl – især den slags hyl – bør være ytringsbeskyttede, især når de har bund i virkeligheden.