I Europa er markeringen af mindet om Auschwitz blevet vanskelig; i morgen er den måske umulig.
Ceremonien til markering af 70 årsdagen for befrielsen af dødslejrene i Auschwitz blev afholdt den 27. januar – og vil sandsynligvis blive den sidste mindedag af sin art. Nazisterne ønskede et Europa uden jøder. De slog seks millioner af dem ihjel, men nåede ikke deres endemål.
Tre hundrede overlevende var blevet inviteret; de var alle over firs år gamle. Mens de filmiske vidneudsagn vil blive bevaret, vil der måske ikke være flere direkte vidner.
Selvom europæiske politiske ledere omtaler Auschwitz med den alvorsfulde formulering "aldrig mere," virker det i stigende grad meningsløst. Undersøgelser viser, at i de fleste europæiske lande, herunder Tyskland, ønsker et voksende antal mennesker at vende en ny side og siger, at de ønsker at glemme Holocaust, på en måde som de ikke f.eks. siger, at de ønsker at glemme Korsfæstelsen.
Når der bliver udgivet artikler om Holocaust i de større europæiske aviser og blade, fremsætter et stigende antal mennesker kommentarer for at påpege, at Holocaust blot var ét folkemord blandt flere, og at der ingen grund er til at insistere specielt på dette.
Når andre folkemord bliver mindet, indtager palæstinensernes skæbne også hurtigt scenens centrum, selvom palæstinenserne næsten dagligt gentager, at de ønsker at slå israelere ihjel, mens israelerne siger, at de ønsker fred. Israelerne har aldrig sagt, at de ønsker at slå palæstinensere ihjel.
Herpå følger sædvanligvis nogle bitre, politisk motiverede fordømmelser af Israel fra Europa, maskeret som menneskerettigheder.
Trods de monstrøse forbrydelser begået af Islamisk Stat, Boko Haram og Iran; trods to hundred tusinde døde i Syrien; og trods massakrerne på kristne og yazider i Irak, forbliver den jødiske stat tilsyneladende det yndede angrebsmål for europæiske journalister.
Hvor ellers i Mellemøsten, bortset fra Israel, kan en journalist føre et komfortabelt liv, sende sin historie af sted før middag med netop den vinkel som hans redaktør kan lide, tage til stranden og spise til aften med sin familie? Måske vil hans historie ligefrem ende på forsiden, hvis han tæsker tilstrækkeligt løs på Israel, og han vil modtage en pris for modig journalistik. I de internationale medier bliver israelske jøder derfor ofte krænkende beskrevet som kriminelle, der simpelthen gør det samme imod andre mennesker, som blev gjort imod jøderne for halvfjerds år siden.
Trods verdens tiltagende grufulde tilstand, med et åbenlyst folkedrabsberedt Iran – som snart bliver nukleart, hvis det da ikke allerede er det – og med den beskidte brutalitet hos diktatorer som Bashar al-Assad, den øverste leder Ali Khamenei, Kim Jong Un og Abu Bakr al Baghdadi, forbliver de israelske ledere dem, mange europæere elsker at anklage, hade og dæmonisere.
Ønsket om at glemme fortiden, slynge vanærende beskyldninger imod israelske jøder, bagvaske den jødiske stat og dæmonisere den israelske ledelse viser et voksende fjendskab imod jøder, oven i opmuntringer til fornyet anti-jødisk vold på europæisk jord.
Ofte er demonstrationer imod Israel ledsaget af eksplicitte slogans rettet imod jøder. Disse demonstrationer fører derefter til optøjer og fysiske angreb på synagoger og jøder.
Angrebene bliver fordømt af journalister og politiske ledere, men deres fordømmelser lyder altid hykleriske og hule, eftersom de fordømmer den "anti-semitisme," som de selv har fremelsket. De fleste europæiske journalister og politiske ledere hævder, at de bekæmper anti-semitismen. Flertallet gør det ikke.[1] De kommenterer næsten aldrig de hårde ord, som bliver brugt om Israel, israelske jøder eller Israels ledere. De taler og handler, som om disse ord ikke har nogen betydning. Deres fordømmelser lyder derfor altid utroværdige og glatte.
Det lange, vedholdende europæiske had til jøder, som førte til Auschwitz, var en forbrydelse så kvalmende, at europæerne i nogle få årtier var knust af skam. Siden synes de uophørligt at have forsøgt at lette på denne byrde.
Ét forsøg, Holocaust-benægtelse, fremkalder blot opstandelse og skræk for en stund. Forsøgene på at udvande Holocaust varer ved. Det voksende ønske hos mange europæere om at glemme disse begivenheder kan måske endda gøre udvandingen af Holocaust til en succes.
Et andet forsøg går ud på at bagvaske Israel. Hvis man kan fremsætte falske beskyldninger mod det for at være en forbryderstat; og israelske jøder for at være uacceptable; og israelske ledere for at have skumle planer, så kan europæerne se sig selv som mindre kriminelle og tillade sig selv at føle mindre skyld.[2]
Bagvaskelse af Israel i Europa er også effektfuldt, for selvom den kommer fra begge yderfløje, så kommer den mest fra "venstrefløjen."[3]
"Venstrefløjen" beskriver sig selv som "anti-fascistisk"; enhver der ikke er enig i deres synspunkter, må derfor være fascist.
De beskriver de palæstinensiske arabere som ofre, hvilket de også er – bare ikke på grund af Israel. Ingen palæstinensere er i dag regeret af israelere, kun af arabere. Israel evakuerede med magt alle jøder fra Gaza i 2005, så dette område for palæstinenserne kunne blive et "Middelhavets Singapore." Israelerne efterlod drivhusene i perfekt stand til dem, så palæstinenserne kunne starte op med en solid økonomi. Palæstinenserne ødelagde drivhusene i løbet af få timer. Hamas smed medlemmer af Fatah ud fra husetagene, indtil Fatah løb sin vej. Hamas styrer i dag Gaza i en enhedsregering med Mahmoud Abbas' Palæstinensiske Selvstyre. Støtte til Abbas' Fatah er støtte til Hamas.
Men mange europæere – selv nu hvor de står konfronteret med de samme terrorangreb, som Israel har oplevet i årevis – lader ikke den slags kendsgerninger stille sig i vejen for dem. Pyt med at palæstinenserne havde bygget hemmelige dødstunneller til overraskelsesangreb med henblik på at kidnappe og myrde jødiske civile. Pyt med at palæstinenserne bestandig opfordrer til drab – ikke alene på israelere – men på jøder. Pyt med at palæstinenserne siden 1947 har afvist hvert eneste delings-, land- eller fredsforslag, som ville have givet dem 98% af det, de bad om. Mange europæere beskriver stadig israelske jøder som fascistiske torturbødler, der til tider er at sammenligne med nazisterne.[4]
Bagvaskelsen af Israel er virkningsfuld i Europa i dag, fordi der er foregået en befolkningsmæssig ændring. Millioner af muslimske migranter er kommet dertil. I dag er de europæiske statsborgere. Selvom mange oprindelig kom til Europa i jagten på økonomiske muligheder, bliver de af europæerne ofte opfattet som ofre for racisme og undertrykkelse. Tanken bag er, at hvis man er et offer for racisme og undertrykkelse, hvordan kan man så selv være racist?
Mange muslimer er lige fra barnsben blevet indoktrineret til at hade Israel, hade jøderne og hade Vesten.[5] Denne opfattelse hjælpes på vej af islamiske tekster, som opfordrer til folkedrab; de palæstinensiske medier, både fra Hamas og Fatah; de internationale medier, som kun accepterer artikler med en anti-israelsk vinkel; og europæisk finansierede NGO'er som foregiver at forsvare "menneskerettigheder," men som i stedet er viet til den politiske dagsorden: at forsøge at pille Israel fra hinanden.
De europæiske regeringer og den Europæiske Union bruger hvert år hundreder af millioner euro – hvis gennemskuelighed og regnskabsansvar hemmeligholdes strengt – til den politiske dagsorden, der går ud på at forsøge at bringe Israel i knæ, diplomatisk og økonomisk. Denne internationale dagsorden bliver begejstret ansporet af Organisationen til Islamisk Samarbejde [OIC], som består af 56 stater plus "Palæstina," og som udgør den største blok i det dybt korrupte FN.
I Europa i dag bliver bagvaskelsen af Israel i vidt omfang fremført af europæiske muslimer, og hvis en politisk leder eller journalist ikke er enig i det, de siger, må han være racist.
Hadet til Israel gennemtrænger det europæiske klima i en sådan grad, at næsten ingen journalister eller politiske ledere – undtagen nogle ganske få modige, som bliver straffet omgående og hårdt – synes at være rede til at konfrontere det på en måde, som rent faktisk kunne give resultater.
For få år siden kunne angreb på jøder i Europa være voldelige, men de førte sjældent til drab. Men alt dette begyndte at ændre sig i 2006, da en gruppe i Paris kidnappede og torturerede en ung jøde, Ilan Halimi, gennem tre uger, før de til sidst dræbte ham. I 2012 ønskede manden, som angreb den jødiske skole i Toulouse, ligeledes at dræbe jøder og gjorde det. Manden, som angreb det Jødiske Museum i Bruxelles i 2014, ønskede at dræbe jøder og gjorde det. Han gjorde det. Manden, som gik ind i et kosher supermarked i Paris den 9. januar, ønskede at dræbe jøder og gjorde det. Manden, som angreb synagogen i København den 14. februar, ønskede at dræbe jøder; måske skuffende for ham, dræbte han kun én.
I en reaktion på angrebene dannede 1.000 yderst prisværdige muslimer i Norge, i solidaritet med jøderne, en "fredsring" rundt om synagogen i Oslo. "Vi ønsker ikke, at enkeltpersoner skal definere, hvad islam betyder for resten af os," sagde en af demonstrationens arrangører, Zeeshan Abdullah. Men flere angreb i Europa vil følge.
De europæiske befolkninger forholder sig passivt og trægt. De reagerede i Paris den 11. januar, mere fordi nogle berømte vittighedstegnere var blevet dræbt to dage forinden, end på grund af angrebet på den jødiske kosher-forretning. Havde det kun været jøder, der var blevet dræbt, ville der formentlig slet ikke have været nogen massereaktion. Der var ingen masser efter drabene i Toulouse eller Bruxelles. Der var, før den muslimske ring i København, tillige en mindre massereaktion efter mordet dér – sandsynligvis mest fordi drabsmanden også havde angrebet et møde om ytringsfrihed.
 Verdens ledere arm i arm ved massedemonstrationen imod terror i Paris den 11. januar 2015. Guy Millière skriver, at havde det kun været jøder, der blev dræbt, ville der formentlig slet ikke have været nogen demonstration. (Foto: RT video screenshot) |
Israelske ledere, som har aflæst situationen, har i årevis fordømt den voksende anti-Israel-atmosfære i Europa og korrekt forudset de voldelige følger, den kunne få.
Israels premierminister, Binyamin Netanyahu, har gentaget, at der i det mindste i dag findes en jødisk stat, hvor jøder kan leve i frihed.
Mere end 60.000 jøder har forladt Europa gennem de seneste ti år, og tusinder vil stadig rejse bort.
Hvor der i 1939 levede 9,8 millioner jøder i Europa, lever der i dag 1,4 millioner: 0,2% af befolkningen.
Der bor i dag 44 millioner muslimer i Europa. Antallet af dem, der er radikaliserede, er stigende, og antallet af dem, der hader Israel og jøder, er højt.
Halvfjerds år efter Auschwitz synes et Europa uden jøder i dag at være en reel mulighed.
[1] Manfred Gerstenfeld, Demonizing Israel and the Jews, RVP Publishers, 2013.
[2] Gabriel Schoenfeld, The Return of Anti-Semitism, Encounter Books, 2005
[3] Robert Wistrich, From Ambivalence to Betrayal: The Left, the Jews, and Israel, University of Nebraska Press, 2012.
[4] Robert Wistrich, op.cit.
[5] Christopher Caldwell, Reflections on the Revolution In Europe: Immigration, Islam and the West, Anchor Books, 2010.