Israel har i flere måneder afvist injurierende påstande om sult i Gaza, mens internationale organisationer – især FN og EU, Den Internationale Domstol og etablerede medier sammen med NGO'er som Human Rights Watch – fremførte den usande og ondsindede fortælling, at Israel forårsagede sult i Gaza og endda brugte det som et "krigsvåben". Israel kunne have sparet sig indsatsen. Ingen lyttede.
"Sult", hævdede EU's udenrigspolitiske leder, Josep Borrell, "bruges som et krigsvåben. Israel fremprovokerer sult." Hans ord kom efter, at en organisation tilknyttet FN, Integrated Food Security Phase Classification (ICP), i marts havde udgivet en særberetning, hvori det hævdedes, at hundredtusinder af mennesker i Gaza allerede sultede, og at antallet ville stige til mere end en million i juli måned.
"Der er overhængende fare for sult", hævdede IPC. "1,1 million mennesker, halvdelen af Gaza, oplever en katastrofal fødevare-usikkerhed."
Den Internationale Domstols ordre til Israel den 28. marts om at øge forsyningerne af humanitær hjælp til Gaza var baseret på IPC's rapport. Israel blev derfor mødt med en syndflod af vrede og had fra verdenssamfundet for angiveligt at have forårsaget denne "sult".
I maj hævdede Verdensfødeprogrammet (WFP) under FN, uden at have det mindste bevis, at der var "reel hungersnød" i Gaza.
Det viser sig nu, at det alt sammen var en stor løgn. Der var ingen sult, der er ingen sult, og Israel har ikke brugt sult som et "krigsvåben":
FN's IPC konkluderede i sin rapport, udgivet den 4. juni, at sult ikke længere var så meget som "sandsynlig", og der var ingen "understøttende beviser". FN har desuden indrømmet, at der indtil nu kun er døde 32 i Gaza af underernæring, heraf 28 børn under 5 år. Ingen har dog – hverken FN, ICJ, NGO'erne eller alle de medier, der udbredte løgnene – indrømmet, at de tog fejl. Den 18. juni påstod New York Times tværtimod, at Gaza "står over for ekstreme niveauer af sult" og fortsatte med at sprede løgnen.
Den seneste IPC-rapport fra den 25. juni konkluderede, at fødevareforsyningen til Gaza faktisk er øget, ikke faldet, i de seneste måneder, og: "I denne sammenhæng tyder den tilgængelige dokumentation ikke på, at der i øjeblikket er sult."
Til sammenligning er mere end tre millioner børn i Sudan stærkt underernærede, og en kvart million vil sandsynligvis dø inden for de kommende måneder. Ifølge FN's eget udsagn er krigen i Sudan "krigen, som verden enten har glemt eller ignoreret". Erklæringens ironi er tydeligvis gået hen over hovedet på FN, hvilket sandsynligvis er hovedårsagen til, at Sudan – og andre konfliktområder – ignoreres: FN bruger næsten alle sine ressourcer på Israel og Gaza.
"Omkring 222.000 svært underernærede børn og mere end 7.000 nybagte mødre kommer sandsynligvis til at dø i løbet af de kommende måneder, hvis deres behov for ernæring og pleje fortsat ikke imødekommes", konkluderede Nutrition Cluster in Sudan – en sammenslutning af organisationer, herunder FN, sundhedsministeriet og NGO'er som Red Barnet – for nylig. I alt sulter 18 millioner mennesker i Sudan. Ingen kerer sig tydeligvis om dem.
Den "opfundne" hungersnød er blot den seneste af en lang række opspind, der dæmoniserer Israels militære operationer i Gaza, som i løbet af de seneste måneder er blevet afsløret som løgne, uden at det er blevet dækket i medierne. Ganske forudsigeligt er ingen af afsløringerne blevet bredt dækket i de etablerede medier eller anerkendt af organisationer som EU eller de mange NGO'er, der har udbredt løgnene, såsom Human Rights Watch.
Her følger en udvalgt liste over nogle af de mest ublu løgne:
Israel lader ikke nok humanitær hjælp komme ind i Gaza: Denne påstand, der er baseret på en løgn, var tilsyneladende årsagen til, at den amerikanske præsident Joe Biden fik bygget en kaj i Gaza. UN Watch skriver:
"Offentliggjorte data fra både FN og COGAT viser, at den 4. april 2024, omkring seks måneder inde i krigen, var omtrent 13.000 lastbiler med fødevarer kørt ind i Gaza, hvilket svarer til 272.000 ton fødevarer, mere end dobbelt så meget som den påkrævede mængde ifølge WFP. Og mens det totale antal lastbiler, der er kørt ind i Gaza siden inden den 7. oktober, er faldet overordnet set, er antallet af fødevarelastbiler ind i Gaza fordoblet siden den 7. oktober. Samtidig virker det til, at FN mangler den logistiske kapacitet til at fordele mængden af nødhjælp, der kommer ind. COGAT har gentagne gange kritiseret FN for ikke at kunne håndtere alle de lastbiler, der kommer ind i Gazastriben i løbet af en dag."
På trods af denne situation, som Israel ikke har andel i, toppede FN's menneskerettighedschef, Volker Türk, den 18. juni de ærekrænkende beskyldninger om, at Israel forhindrer nødhjælp i at komme ind i Gaza. Türk løj ligefrem: "Den vilkårlige afvisning og blokade af nødhjælp er fortsat (...) Dette må høre op."
Israel har dræbt mere end 37.000 mennesker i Gaza, hovedsageligt kvinder og børn: Medierne har i flere måneder rapporteret tabstal direkte fra Hamas' propagandamaskine, også kendt som Gazas Sundhedsministerium, som FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA) gladelig og ukritisk offentliggør på sin hjemmeside dagligt. Det er interessant hvorfor FN agerer som en talsperson for Hamas, i hvert fald på papiret, men de ser ikke desto mindre ud til at være hovedkilden for journalisters rapportering om tabstal i Gaza. De rapporterede tabstal hævdedes fra begyndelsen at være ekstremt høje – nu på mere end 37.000 – og ifølge Honest Reporting erklæres det næsten altid, at langt størstedelen af ofrene, omkring 70%, var kvinder og børn. Disse tal blev ganske ukritisk gentaget af alle, herunder andre FN-organer, EU, medierne og selverklærede menneskerettigheds-NGO'er.
I begyndelsen af april medgav Hamas så, at dets tal var "fejlbehæftede". Foundation for the Defense of Democracies skrev:
"Det Hamas-styrede Gaza Sundhedsministerium sagde den 6. april, at det havde 'ufuldstændige data' for 11.371 af de 33.091 palæstinensiske omkomne, som det hævder at have dokumenteret. Ministeriet bemærker i en statistikrapport, at det betragter en individuel registrering som ufuldstændig, hvis den mangler nogen af de følgende centrale oplysninger: identitetsnummer, det fulde navn, fødselsdato eller dødsdato."
I begyndelsen af maj indrømmede FN, at Hamas' tabstal var upålidelige, sænkede tabstallet fra cirka 34.000 til omkring 24.000 og sænkede det påståede antal døde børn fra 14.000 til omkring 7.800. Ifølge IDF var 14.000 af de 24.000 på den tid Hamas-terrorister, hvilket betyder, at det reelle antal civile tabstal på den tid var tættere på 10.000.
Under alle omstændigheder er "civile" i en palæstinensisk sammenhæng en kompliceret sag. For det første deltog mange såkaldt "civile" i massakren den 7. oktober sammen med trænede Hamas-terrorister, hvilket reelt gør dem til en del af Hamas. Derudover er Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad kendte for deres rekruttering af børneterrorister. FN's generalsekretær, Antonio Guterres, opfordrede i 2021 den "militære fløj" af Hamas til at ophøre med at misbruge børn til sine terroraktiviteter:
"Jeg opfordrer al-Qassam Brigaderne til at ophøre med deres rekruttering og brug af børn og at opfylde deres nationale og internationale retslige forpligtelser. Jeg henstiller til, at alle bevæbnede palæstinensiske grupperinger beskytter børn, herunder forhindrer dem i at blive udsat for risiko for vold eller udnyttelse til politiske formål."
Hamas har i årtier hvervet børn på under 15 år. Hamas har også militære sommerlejre for børn, hvor de træner med al-Qassam Brigaderne. Daniel Pérez-García, der forsker i radikalisering ved Prævention og Sikkerhed ved Euro-Arab Foundation for Higher Studies' Institut for Forskning og Projekter, skriver:
"Ud over træning i håndtering af våben, såsom den velkendte AK-47, trænes de på samme måde som de væbnede styrker i en konventionel hær og i guerillakrig... En del af specialtræningen i asymmetrisk krigsførelse og guerillakrig i de bevæbnede grene af Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad er undervisning af deres yngste medlemmer i kidnapning af IDF-soldater... I begge grupperingers propagandamateriale kan man se, at de pågældende personer er mindreårige, og hvordan disse metoder spredes på digitale platforme som Telegram..."
Endelig spiller civile en aktiv rolle i Hamas' krigsforbrydelser, ikke mindst som fangevogtere for gidsler. De fire gidsler, som de israelske styrker befriede for nylig, blev holdt fanget i private hjem, hvoraf et ejedes af en "journalist" fra Al Jazeera.
Israel begår "massakrer": Israel er gentagne gange i løbet af krigen blevet beskyldt for at begå "massakrer". Der blev rettet en sådan anklage mod Israel i slutningen af maj, efter at israelske styrker gik efter højtstående Hamas-terrorister i en præcisionsangreb, men utilsigtet antændte en ildebrand, der dræbte flere i en nærliggende flygtningelejr. Angrebet og den efterfølgende brand medførte voldsom fordømmelse, idet nogle kaldte det for en "massakre" og FN's Sikkerhedsråd afholdt et krisemøde.
FN's generalsekretær, Antonio Guterres, førte an i vreden rettet mod Israel, sådan som FN næsten altid gør. "Der er ikke noget sikkert sted i Gaza. Denne rædsel skal høre op", skrev han på sociale medier. EU's udenrigspolitiske leder, Josep Borrell, erklærede, at han var "chokeret over nyheden" om angrebet; den franske præsident, Emmanuel Macron, sagde, at han var "oprørt".
Den præcisionsstyrede ammunition havde ramt to terrorister. IDF's undersøgelse viste, at ammunitionen ikke kunne have antændt en ildebrand af den størrelse i en nærliggende lejr. Ammunition, våben eller andet materiel blev sandsynligvis opbevaret i det område, der blev angrebet, hvilket forårsagede en sekundær sprængning og i sidste ende den brand, der spredte sig.
Listen over løgne fortsætter, men selv efter tilståelser fra Hamas eller FN spredes de injurierende løgne fortsat som en del af en løgnagtig, ondsindet fortælling om israelske "krigsforbrydelser" og "folkemord". Løgnene fremstilles fortsat af Hamas og terrororganisationens tilhængere, og de gentages af medier, der i stigende grad afslører sig selv som uprofessionelle og racistiske. Løgnene korrigeres aldrig, tilsyneladende fordi det helt ville ødelægge det indtryk, som medierne øjensynlig ønsker, at man skal have af Israel.
Store dele af det internationale samfunds "elite", herunder FN, EU, medierne og utallige "menneskerettighedsorganisationer", synes opsat på at hjælpe Iran og dets stedfortrædere med deres ambition om at ødelægge verdens eneste jødiske stat ved at forsætte med løgnene og de falske fortællinger. Dernæst foregiver de chok, når antisemitismen når endnu større højder, som det aktuelle eksempel med massevoldtægt af en 12-årig pige i Frankrig, fordi hun var jøde. Hamas' taktikker kopieres nu tydeligvis af teenagedrenge i Europas gader. Det mødes åbenbart med generel ligegyldighed.
Robert Williams er en forsker bosat i USA.