 Kina fører en dobbelt informationskrig: en i udlandet og en i sin egen offentlighed, begge styret af de kinesiske myndigheder med præsident Xi Jinping i spidsen. De opfatter tilsyneladende Vesten som svag og underkastelsesvillig. Det har vi været. (Foto ved Naohiko Hatta - Pool/Getty Images) |
Det kinesiske kommunistparti er "vor tids centrale trussel", udtalte USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, kløgtigt i januar. Dengang var coronavirus allerede i færd med at sprede sig i hele Kina og over hele verden; kommunistpartiets forsøg på at skjule epidemien viste, at Pompeo havde mere end ret. "Min bekymring går på, at denne tilsløring, denne desinformation, som det kinesiske kommunistparti er beskæftiget med, stadig forholder verden de informationer, som den har brug for, så vi kan forhindre flere tilfælde eller at noget som dette nogensinde dukker op igen", tilføjede Pompeo i denne uge.
Havde Kina reageret på udbruddet tre uger tidligere, end det gjorde, kunne tilfældene af coronavirus være blevet reduceret med 95%, ifølge en undersøgelse fra universitetet i Southampton. I disse tre uger havde Kina travlt med at skjule sandheden. Ifølge Steve Tsang, direktør for University of London's SOAS China Institute, var det "kommunistpartiets tilsløring i de første to måneder eller så, som skabte betingelserne for udviklingen af en global pandemi".
Men de kinesiske ledere syntes udelukkende optaget af at bevare deres totalitære regime og lige så ivrige efter at bringe enhver kritik til tavshed, som de har været tidligere. Siden januar er beviserne på Kinas bevidste tilsløring af coronavirusepidemien i Wuhan blevet et offentligt anliggende. Den kinesiske regering har censureret og fængslet modige læger og whistleblowere, som har forsøgt at blæse alarm. En af Kinas rigeste iværksættere, Jack Ma, afslørede for nylig, at Kina har skjult mindst en tredjedel af coronavirustilfældene.
Kina har kunnet vokse til en supermagt, fordi det har kopieret økonomisk praksis fra Vesten. Intet andet land har nogensinde opnået så hastig en økonomisk og social fremgang gennem så vedholdende en periode. Men de forhåbninger, som Vesten havde til det kinesiske marked, gav også næring til en farlig illusion. Her i Vesten troede vi, at et Kina i modernisering og med et stigende BNP også ville blive demokratisk og begynde at respektere gennemsigtighed, pluralisme og menneskerettigheder. I stedet blev illusionen til en katastrofe, efterhånden som vi så Kina i stadig højere grad blive til noget, der ligner en "totalitærstat".
Det kinesiske styres karakter – dets forbydelse af den frie presse og alle kritiske røster, kommunistpartiets absolutte dominans over sociale, åndelige og økonomiske aktører, fængsling af mindretal og tilintetgørelse af ytrings- og trosfrihed – bidrager også til skabelsen af denne folkelige sundhedskatastrofe. Prisen, i form af menneskeliv og verdens BNP, er kolossal.
Den kinesiske regerings medskyld i pandemien giver nu Vesten en mulighed for at revurdere sine bånd til Beijing. Guy Sorman, fransk-amerikansk Kina-ekspert, siger:
"Som en flok nyttige idioter har vi ikke blot hjulpet Partiet til blomstring, men endnu værre, vi har afstået fra vore humanitære, demokratiske og åndelige værdier ved at gøre det."
"Tiden er inde", bemærkede den amerikanske klummeskribent Marc A. Thiessen, "til at immunisere vores økonomi og nationale sikkerhed imod vores afhængighed af et bedragerisk regime".
Kina fører en dobbelt informationskrig: en i udlandet og en i sin egen offentlighed, begge dele styret af de kinesiske myndigheder med præsident Xi Jinping i spidsen. De opfatter tilsyneladende Vesten som svag og underkastelsesvillig. Det har vi været.
Kina synes at mene, at det selv er i opgang, mens Vesten er i nedgang. "Vi befinder os i det, som tyskerne kalder for Systemwettbewerb, en 'systemkonkurrence' mellem liberale demokratier og Kinas autoritære statskapitalisme, som i stigende grad retter sit absolutte krav på magt hinsides egne grænser", sagde Thorsten Benner, medstifter og direktør for Global Public Policy Institute i Berlin. Den Kolde Krig med Rusland var mere klar.
"Vi havde en ideologisk og sikkerhedsmæssig fjende, som ikke var en økonomisk konkurrent. Der var en kinesisk mur mellem Vestens økonomi og Sovjetunionens. I dag står vi med en modstander, som er en magtfuld økonomisk konkurrent og på kringlet vis involveret i Vestens politiske økonomi. Samtidig er vi også afhængige af et samarbejde med Kina om transnationale problemer så som klimaforandringer og pandemier. Kinas autoritære statskapitalistiske system med dets verdensherredømmeambitioner er langt den farligste, strategiske udfordring, Vesten har stået over for til dato".
Ifølge historikeren Niall Ferguson: "Kina udgør i dag en større økonomisk udfordring, end Sovjetunionen nogensinde gjorde." Sovjetunionen kunne aldrig trække på en dynamisk privatsektor, sådan som Kina gør. Inden for nogle markeder – så som teknologi – er Kina allerede foran USA. Og ikke bare det; den kinesiske økonomi, verdens næststørste, er tættere integreret med Vesten, end den sovjetiske nogensinde var. Kinas totalitære ét-partistyre tillader større personlig frihed, i det mindste i øjeblikket, end Sovjetunionen gjorde. Coronavirusepidemien er faktisk til dels en følge af den bevægelsesfrihed, som de kinesiske borgere nydere.
Kina har også været i stand til at overbevise store dele af Vesten om, at det ikke er en fjende. Beijings mål synes at have været at forsøge at trække Vesten -- og resten af verden – ind i dets økonomiske og ideologiske sfære. Kina åbnede markeder i Vesten samtidig med, at det gav sin egen befolkning en form for djævelens tilbud: opgiv jeres ideer og principper, og I vil opleve materielle forbedringer og samfundsmæssig sikkerhed. Samtidig udviklede Kina sig til et industrielt og teknologisk monstrum, en bedrift som Sovjetunionen kun kunne drømme om.
Tænk for eksempel et øjeblik på det medicinske område. Ifølge Yanzhong Huang, ledende medarbejder vedrørende global sundhed ved Council on Foreign Relations, forsyner kinesiske firmaer USA med mere end 90% af dets antibiotika, C-vitamin og ibuprofen, samt 70% af dets acetaminophen og 40-45% af dets heparin. USA var aldrig afhængig af Sovjetunionen vedrørende den slags.
I en artikel i Xinhua, et af det kinesiske kommunistpartis talerør, har Beijing truet med at standse sin medicineksport, hvorefter USA ville blive "kastet ud i coronavirussens mægtige hav". Xinhua-artiklen bar faktisk overskriften: "Vær modig: verden skylder Kina tak."
Fox News-værten Tucker Carlson gjorde ret i at skælde voldsomt ud på medlemmer af den amerikanske elite for at have solgt ud af deres land til kinesiske økonomiske interesser.
Kinas ledere håber sandsynligvis på, at man ikke kan udfordre et kraftcenter, som forsyner en med hovedparten af ens vitale medicin.
Italien, et land der er hårdt ramt af Kinas coronaviruspandemi, er nu central i en strategisk kinesisk propagandakampagne. Beijing har sendt læger og forsyninger til Italien og gør det samme overalt i Europa. I Italien kan man se plakater, som siger, "Kom så, Kina!" ["Forza China!"] Kina forsøger at købe vores tavshed og meddelagtighed. Sørgeligt nok finder dette allerede sted. I februar, samtidig med at nogle italienske embedsfolk (på den politiske højrefløj) opfordrede premierminister Giuseppe Conte til at sætte nogle skolebørn i karantæne, som netop vendte hjem fra ferie i Kina, havde Italiens topembedsmænd travlt med at forsøge at behage Beijing. Italiens præsident, Sergio Mattarella, kulturminister Dario Franceschini og udenrigsminister Luigi Di Maio lod i Rom afholde en koncert for "italiensk-kinesisk venskab". Kinas præsident Xi Jinping takkede dem varmt.
Kina hjælper på dette tidspunkt ikke ud fra "solidaritet". Det kinesiske regime forsøger i dag at skildre sig selv som verdens frelser. I begyndelsen af pandemien bekymrede Beijing sig end ikke om sin egen befolknings liv: man havde travlt med at censurere nyhederne.
"Skjult bag erklæringer om solidaritet planlægger Kina at overtage vores trængte firmaer og infrastruktur", ifølge Tysklands førende avis, Bild. Italien var det første G-7-land som tilsluttede sig Kinas globale investeringsprogram, en aftale som med rette skabte bekymring i USA. Kina synes at være klar til at forsætte sin ekspansion ind i Italiens økonomiske og strategiske interesser.
Kinas kommunistiske parti synes også at være i krig med den internationale frie informationsstrøm. I sin mest gennemførte medieudrensning fra Kina siden Mao Zedongs død udviste regimet for nylig amerikanske journalister. Beijing har også forsøgt at lægge skylden for pandemien over på USA ved at sige, at coronavirussen stammede fra amerikansk militærpersonel i Wuhan. Lijian Zhao, talsmand for Kinas udenrigsministerium, opslog udtalelser i den retning på kinesiske sociale medier og Twitter. Coronaviruskrisen er i dag blevet en kampplads for kinesisk propaganda.
Det paradoksale er, at Global Times, mediekanal for det kinesiske kommunistparti, spreder falsk anti-amerikansk propaganda på Twitter, som er forbudt i Kina. Twitter har på sin side forbudt websiden Zero Hedge for at have udgivet en artikel, der forbandt en kinesisk videnskabsmand med udbruddet af coronavirus. Twitter har desværre også besluttet, at Kinas kommunistiske parti ikke overtræder det sociale medies regler ved at udbrede løgne om USA.
Så sent som for nogle få år siden, i 2013, opfordrede et hemmeligt direktiv fra det kinesiske kommunistparti, kendt som Document No. 9, til en afvisning af syv vestlige ideer, så som "vestligt konstitutionelt demokrati", "universelle værdier" vedrørende menneskerettigheder, vestligt inspirerede forestillinger om mediers uafhængighed og borgerdeltagelse, glødende pro-markeds "nyliberalisme," og "nihilistisk" kritik af Partiets problematiske fortid. Mål, der skulle bekriges, inkluderede "vestlige ambassader, konsulater, medieoperationer og 'nongovernmental organizations' [NGO'er]". Huang Kunming, Partiets propagandachef, angriber "visse vestlige lande, som bruger deres teknologiske fordele og samtaledominans, som de har opbygget gennem en lang periode, til at markedsføre såkaldte 'universelle værdier'". Kinas undervisningsminister Yuan Guiren, tidligere præsident for Beijing Normal University, indskød: "Lad aldrig lærebøger, som promoverer vestlige værdier, dukke op i vore klasser".
I taler og officielle dokumenter taler præsident Xi om en kamp mellem "socialisme med kinesiske karakteristika" og "vestlige anti-Kina-kræfter" med deres "ekstremt ondsindede" ideer om frihed, demokrati og menneskerettigheder. Vesten synes at være deres skydeskive. I en ny undersøgelse fra International Republican Institute udtales:
"Det kinesiske kommunistparti... anvender en unik samling teknikker på de økonomiske og informationsmæssige områder, som undergraver mange udviklingslandes demokratiske institutioner og fremtidige vækst, efterhånden som deres afhængighed af Kina vokser."
Kina har tydeligvis forstået, hvordan de skal bruge de vestlige medier til deres egen propaganda. "Vatikanet og den vestlige forretningselite", skrev Michael Brendan Dougherty, "som engang medvirkede til, at Vesten vandt Den Kolde Krig, er bragt til at makke ret af det kinesiske kommunistparti". Det kinesiske regime er lykkedes, hvor det sovjetiske regime fejlede. I december sidste år fandt en seksårig pige i London, som var ved at skrive julekort, en meddelelse i disse: "Vi er udenlandske fængselsfanger i Shanghais Qingpu-fængsel i Kina, tvunget til at arbejde imod vores vilje", stod der på den håndskrevne seddel. "Hjælp os venligst og gør en menneskerettighedsorganisation opmærksom på det". Vestlig kapitalisme er ovenikøbet blevet medskyldig i kinesisk slaveri.
Vestlige mærkefirmaer er ikke ene om at give efter af frygt for at "fornærme" kommunistpartiet. Den vestlige kultur har ivrigt underkastet sig selvcensur vedrørende Kina. "Vesten er så tolerant, passiv, tilpasningsvillig og naiv over for Beijing," sagde Liao Yiwu, en kinesisk skribent, som bor i eksil i Berlin.
"Vesterlændinge kigger på Kina med vantro øjne, de bliver forført som en gammel mand over for en ung pige. Alle bæver over for kinesisk omnipotens. Europa fremviser alle sine svagheder. Det indser ikke, at den kinesiske offensiv truer dets frihed og dets værdier".
Kinas ambassade i Den Tjekkiske Republik financierer nu et studieforløb ved Charles Universitet, landets mest prestigefyldte. Britiske universiteter er i dag stærkt afhængige af kinesiske studerende; et konservativt skøn anslår disses samlede skolepenge til omkring 1,75 milliarder dollars. Australien er i dag endnu mere tillidsfuld, med 200.000 kinesiske studerende. Hvis disse rejser hjem til Kina eller hvis de kinesiske donationer holder op med at tilstrømme læreanstalterne, står de til at miste omkring 4 milliarder dollars.
De 1500 afdelinger af Confucius Institute, som Kinas styre har oprettet i 140 lande, tilbyder sprog- og "kultur"-programmer. Men ifølge Matt Schrader, Kina-analytiker ved Alliance for Securing Democracy, er disse institutter "propagandaredskaber". I oktober sidste år udviste Belgien lederen af Confucius Institute i Bruxelles, Xinning Song, efter at sikkerhedstjenesten havde beskyldt ham for at spionere for Beijing.
I 2013, da University of Sydney aflyste en tale af Tibets Dalai Lama på universitetet, anså mange universitetets forbindelser til kinesiske interesser for at være indblandet i lobbybestræbelserne på at standse den tidligere godkendte begivenhed. Emner som Tibet, Taiwans selvstændighed eller den politiske afviger og modtager af Nobels Fredspris, Liu Xiaobo, er tabu.
Ifølge en Bloomberg-rapport infiltrerer Kina også Europas politiske landskab ved at støtte politiske partier og invitere politikere til Kina. I en udbredelse af sin ideologiske kamp til udlandet donerede præsident Xi endda en statue af Karl Marx til dennes tyske hjemby, Trier, på 200-årsdagen for Marx' fødsel.
Beijing har, ikke overraskende, brugt vestlige, mangesidige institutioner til sin egen fordel. Som Michael Collins gjorde detaljeret rede for i en rapport til Council on Foreign Relations, har Beijing udvidet sin tilstedeværelse i World Health Organization. "Kinas WHO-bidrag er vokset med 52% siden 2014 til omkring 86 millioner dollars", konstaterer Collins.
"Dette skyldes hovedsagelig Kinas stigning i evaluerede bidrag, som er baseret på landets økonomiske udvikling og befolkning. Men Kina har også i et vist omfang øget sine frivillige bidrag fra 8,7 millioner dollars i 2014 til godt 10,2 millioner dollars i 2019".
Ligesom det tidligere Sovjetunionen synes Kina nu at opbygge et gigantisk kontrolapparat. De kalder det for "internetpolitiet". Prøv at forestille Dem det tidligere Østtysklands hemmelige politi, Stasi, benytte verdens mest avancerede overvågningssystem: Det er Kina år 2020.
Kommunistiske diktaturer ender altid med at følge den samme drejebog. Den sovjetiske forfatter Boris Pasternak blev tildelt Nobelprisen i litteratur, men det kommunistiske regime forhindrede ham i at modtage den. I Kina blev litteraturkritikeren, forfatteren, digteren og menneskerettighedsaktivisten Liu Xiaobo tildelt Nobels Fredspris, men blev aldrig i stand til at modtage den: han døde under overvågning på et kinesisk hospital. Sovjetunionen havde tvungne arbejdslejre, ligesom Kina har. Den kinesiske dissident Harry Wu, som sad 19 år i fængsel, har sammenlignet de kinesiske lejre (laogai) med det sovjetiske gulag og de nazistiske koncentrationslejre.
I Sovjetunionen blev forfattere, politikere, generaler og læger, som var blevet gjort tavse og henrettet under Stalin, senere "rehabiliteret" af de sovjetiske ledere efter Stalins død. Det kinesiske kommunistparti har netop "renset" Dr. Li Wenliang, som advarede om coronavirusudbruddet. Han var blevet beskyldt for at "fremsætte falske kommentarer og forstyrre den sociale orden", blev derpå tvunget til at trække det hele tilbage og døde kort efter, i en alder af 33 år, af sygdommen. Det er et skændigt forsøg fra de kinesiske embedsmænds side på at hvidvaske deres eget image.
I en klumme i sidste uge i det spanske dagblad El Pais skrev Nobelprismodtageren Mario Vargas Llosa følgende om coronavirus:
"Ingen synes at påpege, at intet af dette ville være sket i verden, hvis det folkerige Kina havde været et frit land og demokratisk fremfor et diktatur".
Vargas Llosa sammenlignede derpå epidemiudbruddet med Ruslands Chernobyl -katastrofe i sovjetæraen. Begge de to diktaturer censurerede og kvalte oplysninger om krisen. I sit svar kaldte Beijings styre ikke blot Vargas Llosa "uansvarlig", men forbød tillige hans bøger på kinesiske e-bogplatforme. Vargas Llosa har advaret Vestens "tåber" mod at fæste lid til Kina, "det frie marked med et politisk diktatur", og har sagt, at "det, der skete ved coronavirus, burde åbne selv den blindes øjne".
Risikoen er nu, i modsætning til Chernobyl som delvist førte til Sovjetunionens sammenbrud, at Kinas kommunistiske regime vil blive styrket – især hvis den amerikanske befolkning, på grund af coronaviruskrisen, til november undlader at støtte den første præsident i de seneste 40 år, som åbent har udfordret Kina.
Den vestlige drøm om "den kinesiske nations renæssance" er i dag omdannet til et globalt mareridt. Flere hundrede millioner mennesker over hele verden er i dag lukket ned; tusinder er døde; de vestlige landes økonomier er lammede og nogle på kanten af kollaps. Tomme butikker og gader er blevet normalen.
Det kan være det, analytikere kalder for "afslutningen på den liberale orden". Kinas kommunister i dag er mere kapitalistiske end marxistiske, i det mindste på statsniveau. Præsident Xi har anlagt "markedsleninismen" – dvs. blandet statsstyret økonomi med en "skræmmende form for totalitarisme". Vesten er nødt til at vågne op over for Kinas dobbeltspil.
Giulio Meotti, kulturredaktør på Il Foglio, italiensk journalist og forfatter.