 Italiens sundhedsvæsen er næsten brudt helt sammen. Status i dag er, at 31.506 personer i Italien er blevet smittet med coronavirus, og heraf er 2.503 døde. Tallene fortsætter med at stige. Hospitalerne er overbelagte. Læger er nødsaget til at vælge, hvilke syge patienter de skal redde, og hvilke syge patienter de ikke skal redde. På billedet tilser hospitalsansatte en patient på en midlertidigt indrettet skadestue uden for Brescia Hospital i Italien den 13. marts 2020. (Foto: Miguel Medina/AFP via Getty Images) |
Italiens sundhedsvæsen er næsten brudt helt sammen. Status i dag er, at 31.506 personer i Italien er blevet smittet med coronavirus, og heraf er 2.503 døde. Tallene fortsætter med at stige. Hospitalerne er overbelagte. Læger er nødsaget til at vælge, hvilke syge patienter de skal redde, og hvilke syge patienter de ikke skal redde.
Landet er næsten lukket helt ned. Mange virksomheder kører på lavt blus eller er lukket. Indsatte i fængsler gør oprør. Millioner af mennesker har fået besked på at blive hjemme og må kun gå ud på korte indkøbsture. De fleste butikker er lukket. Alle offentlige forsamlinger er forbudt; selv begravelser. Storbyer ligner spøgelsesbyer.
Der er ikke noget andet vestligt land, der er blevet så alvorligt ramt af pandemien som Italien. Hvordan kan det være?
For det første har Italien en aldrende befolkning. Medianalderen for italienere er 47,3 år; en ud af fire italienere er over 65 år. Herudover er landets fødselsrate yderst lav: 1,29 barn per kvinde. Selv inden coronavirus-pandemien var Italien en døende nation. Virussen har ulykkeligvis accelereret processen.
For det andet har myndighederne og det lægefaglige personale tilsyneladende undervurderet faren. Selv om den italienske regering gældende fra den 31. januar havde aflyst flyrejser i flere dage fra Kina og Hong Kong, sagde italienske læger, at sygdommen bare var en "slem influenza". Den 9. marts skrev epidemiologen Silvia Stringhini: "Medierne beroliger, politikerne beroliger, mens der ikke er meget at være beroliget over."
For det tredie befinder det italienske sundhedsvæsen sig i en forfærdelig ringe tilstand. Der er ikke nok intensivafdelinger, og ligesom alle andre steder forudså man ikke muligheden for en alvorlig krise. Der er i Italien 2,62 hospitalssenge til intensiv behandling per 1.000 borgere (til sammenligning er tallet i Tyskland 6,06 per 1.000 borgere). Det italienske sundhedsvæsen er udelukkende drevet af det offentlige. Det offentlige sundhedsvæsen (SSN, Servizio Sanitario Nazionale) betaler lægerne direkte, indskrænker deres antal og fastsætter det maksimale antal patienter, som de kan behandle per år (1.500).
Offentligt drevne sundhedsydelser ender altid med at handle om, at regeringen forsøger at skære i udgifterne snarere end at hjælpe sine borgere. Der er private klinikker, men de udgør kun en lille andel af den sundhedspleje, der tilbydes; det offentlige system udgør 77% af de samlede omkostninger til sundhedspleje. (Det eneste land i Europa, hvor andelen er højere, er i Storbritannien, hvor tallet er 79%.) Offentlige hospitaler skal håndtere mangelsituationer, og når en særlig situation opstår, fører rationering i sundhedsvæsenet til frygtelige valg. En ny rapport fra Siaarti (Società Italiana di Anestesia Analgesia Rianimazione e Terapia Intensiva) tilbyder på bureaukratisk vis "etiske anbefalinger for adgang og intensivbehandling under særlige omstændigheder med ustabilitet" og taler om "samstemmende kriterier for retfærdig fordeling" for at retfærdiggøre ikke at behandle visse patienter og i stedet lade dem dø.
For det fjerde er der nu om dage et større kinesisk samfund i Italien (mere end 300.000), hvilket sjældent nævnes. De kom til landet i løbet af de seneste to årtier og arbejder inden for tekstil- og læderindustrien. Mange af kineserne i Italien kommer fra Wuhan og Wenzhou, og nogle havde netop været i Wuhan og Wenzhou for at fejre det kinesiske nytår den 25. januar, da de kinesiske myndigheder ikke længere kunne skjule epidemien. Disse kinesere var kommet tilbage til Italien fra Kina, inden den italienske regering aflyste flyrejser derfra. Epidemien brød ud i Lombardiet, og Bergamo, der er et af hovedsæderne for den italienske tekstilindustri, var en af de første byer, der blev ramt.
Inden pandemien var den italienske økonomi allerede inde i en stagnationsperiode, og nu hvor folk er hjemme og butikkerne lukker, vil økonomien sandsynligvis rammes af recession. Italienske banker har siden midten af februar mistet 40% af deres markedsværdi. Der er tilsyneladende en større finanskrise under opsejling.
Den italienske regering håbede på hjælp fra EU, men hverken de andre medlemslande eller EU selv har hjulpet. Italiens ambassadør i EU, Maurizio Massari, sagde ved et nyligt EU-topmøde om pandemien, at EU burde gå længere end "engagement og konsultationer", og at Italien havde brug for "hurtige, konkrete og effektive tiltag". Han fik intet.
Den Europæiske Centralbanks direktør Christine Lagarde nægtede at sænke rentesatser for at hjælpe Italien. Det var en erklæring, som italienske ledere opfattede som udtryk for foragt. Italiens præsident Sergio Mattarella sagde, at Italien forventede solidaritet fra EU-institutionerne" og ikke "skridt, der skaber hindringer for Italiens tiltag". Lederen af Lega, Matteo Salvini, udtalte, at "Italien har fået et slag i ansigtet".
EU og de andre medlemslandes ligegyldighed skyldes tilsyneladende frygt for at havne i en lige så tragisk situation som Italien.
Alle europæiske lande har aldrende befolkninger, dog i mindre grad end Italien (medianalderen er 46,8 i Tyskland, i Frankrig er den 41,2 og i Spanien 42,3). Der er ikke noget land i EU, der har foretaget en nøgtern vurdering af den fare, som Europa står overfor.
Frankrigs sundhedsminister Agnes Buzyn udtalte den 26. januar: "Coronavirus er meget smitsom, men langt mindre alvorlig end vi troede".
Grænsen mellem Frankrig og Italien blev ikke lukket i tide (det var kun Østrig og Slovenien, der lukkede deres grænser tidligt), og italienere, der ønskede at tage til Frankrig, blev ikke standset. Sundhedsvæsenet i andre europæiske lande er ikke bedre forberedt, end Italiens sundhedsvæsen var. Spanien har Insalud (Instituto Nacional de Gestion Sanitaria), der er en organisation, der svarer til det italienske sundhedsvæsen, og mangelsituationer og rationeret sundhedspleje er reglen. Den tyske (Krankenkassen) og den franske (Sécurité Sociale) sygesikringsordning fungerer efter de samme principper som sygesikringsordningerne i Italien og Spanien og giver lignende resultater. Økonomien i de største EU-lande var inden pandemien i en stagnationsperiode, og ligesom den italienske økonomi vil den sandsynligvis også blive ramt af recession.
I skrivende stund er 11.826 personer smittet i Spanien, 7.695 i Frankrig og 9.360 i Tyskland. I Spanien er 533 døde, i Frankrig 148 og i Tyskland blot 26. Ligesom i Italien stiger tallene hastigt.
Den 11. marts sagde Tysklands kansler Angela Merkel til journalister, der beskyldte hende for ikke at gøre noget: "60% til 70% af tyskerne vil blive smittet med coronavirus". Robert Koch Instituttet er den tyske myndighed, der tager sig af sygdomsforebyggelse og kontrol. Dets leder Lothar Wieler tilføjede, at det er nødvendigt at "undgå overfyldte hospitaler" og at lade epidemien brede sig langsomt over tid.
En rådgiver for den franske præsident Emmanuel Macron fortalte en journalist fra Le Figaro, at Frankrigs strategi er den samme som Tysklands: Det blev besluttet at "lade epidemien have sit forløb og ikke forsøge brutalt at standse den". Han antydede, at det officielle ønske var at skabe "flokimmunitet" – et udtryk, der i Storbritannien blev brugt første gang af Patrick Vallance, der er den britiske regerings ledende videnskabelige rådgiver. Han havde udtalt, at det var den britiske regerings hensigt at acceptere, at et betragteligt antal af landets borgere ville blive smittet, komme sig og derved være immune. De franske og tyske myndigheder har tydeligvis fundet inspiration i Patricks bemærkninger.
Stillet over for WHO's kritik svarede den britiske regering, at "flokimmunitet" ikke var en erklæret politik, men der var ingen erklæringer fra de tyske eller franske regeringer om, at de ikke valgte en politik om "flokimmunitet".
Den britiske direktør for Havas Media Lab, Umair Haque, skriver:
"Flokimmunitet beskriver, hvordan en population efter vaccinationer beskyttes mod en sygdom ved at standse smittespredningen mellem mennesker. At lade en hel nation blive ramt af en dødelig virus, mod hvilken der ikke er nogen vaccine? Hvor meget død og kaos ville det iøvrigt forårsage?"
"Europa er nu blevet pandemiens epicenter, med flere rapporterede tilfælde og dødsfald end i resten af verden tilsammen, fraregnet Kina", bemærker WHO's generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus. "Der indrapporteres nu flere tilfælde hver dag end der rapporteredes i Kina, da epidemien var værst der." Alle tilgængelige data viser desværre, at han har ret.
Den 11. marts annoncerede præsident Donald Trump, at USA aflyste alle flyrejser mellem USA og Europa, hvilket er en helt rimelig beslutning for at beskytte amerikanske liv. Dagen efter kunne EU's ledere dog ikke lade være med at overfalde præsidenten: "EU tager afstand fra den kendsgerning, at den amerikanske beslutning om at indføre et indrejseforbud blev taget ensidigt og uden noget samråd", sagde de.
Man må håbe, at ideen om "flokimmunitet" nu er blevet opgivet, og at EU vender tilbage til at gøre, hvad man kan, for Europa.
Guy Millière er professor ved Universitetet i Paris og er forfatter til 27 bøger om France og Europa.