 De to millioner arabiske borgere i Israel bliver misundt af deres palæstinensiske brødre på Vestbredden og i Gazastriben. Et eksempel på de israelske araberes succesrige og driftige liv ses i Arraba (billedet), en by i Galilæa- regionen i det nordlige Israel. Med en befolkning på 26.000 borgere er Arraba i dag et af de førende samfund i verden, når det gælder antallet af læger. (Billedkilde: Yaakov/Wikimedia Commons) |
De palæstinensere, som lever under det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden og under Hamas i Gazastriben, kan kun drømme om den livskvalitet, som deres arabiske brødre i Israel nyder.
Takket være de nuværende ledere i selvstyret og i Hamas er den palæstinensiske befolkning nedsunket i nogle elendige levevilkår. Fattigdom, arbejdsløshed og undertrykkelse har været deres lod i årti efter årti. Det skyldes, at selvstyret og Hamas gentagne gange har afvist de fredsplaner, som har tilbudt palæstinenserne velstand.
For nylig afviste selvstyret og Hamas den amerikanske præsident Donald Trumps plan til fred i Mellemøsten, som indeholder et forslag om investeringer og infrastruktur til 50 milliarder dollars med henblik på at skabe mindst en million nye jobs til palæstinenserne. Planen foreslår projekter til en værdi af 27,5 milliarder dollars på Vestbredden og i Gazastriben og 9,1 milliarder dollars til palæstinensere i Egypten, Jordan og Libanon. De foreslåede projekter "peger på tiltag inden for sundhedsvæsen, uddannelse, elforsyning, vandforsyning, højteknologi, turisme og landbrugssektoren."
De palæstinensiske ledere har imidlertid sagt "nej" til Trumps plan og kaldt den for en "amerikansk-zionistisk konspiration med henblik på at udradere den palæstinensiske sag og det palæstinensiske folks rettigheder."
De pågældende ledere, som forkastede Trumps plan allerede inden de havde set den, kerer sig tydeligvis ikke om deres befolknings velbefindende. Ved at afvise tilbuddet på 50 milliarder dollars har de palæstinensiske ledere på ny bevist, at de foretrækker at se deres befolkning blive ved med at leve i fattigdom og elendighed, frem for at acceptere et forslag til finansiering af forskellige økonomiske projekter og jobskabelse til de mange arbejdsløse palæstinensere. De virkelige tabere ved de palæstinensiske lederes hårdnakkede afvisninger er, tragisk nok, den palæstinensiske befolkning.
Imidlertid findes der andre arabere i regionen, som er heldigere stillet end palæstinenserne på Vestbredden og i Gazastriben, nemlig de arabiske borgere i Israel. Det er disse borgeres held, at de ikke lever under det palæstinensiske selvstyres og Hamas' korrupte og inkompetente lederes regimente. Disse arabere er så heldige at bo i Israel.
De to millioner arabiske borgere i Israel bliver ligefrem misundt af deres palæstinensiske brødre på Vestbredden og i Gazastriben. Der går næppe en dag, uden at palæstinenserne endnu engang bliver mindet om den gode og komfortable tilværelse hos Israels arabiske borgere.
Det seneste eksempel på deres succesrige og driftige liv kan ses i Arraba, en by i Galilæaregionen i det nordlige Israel. Med en befolkning på 26.000 er Arraba i dag et af de førende samfund i verden, når det gælder antallet af læger.
"Der er 400 læger i Arraba," sagde doktor Tarek al-Sa'di, alment praktiserende læge fra byen, som arbejder på Rambam Hospital i Haifa, der blev grundlagt i 1938, 10 år før dannelsen af staten Israel. "Arraba har det højeste antal læger i verden. Vi taler om 15 læger pr. 15.000 indbyggere. Det er en meget høj procentdel."
Plastikkirurg Yusef Nassar, som også er bosiddende i Arraba, bemærkede: "Der sker noget mærkeligt i vores by. I hvert eneste hjem finder man tre eller fire læger. Jeg har selv flere klinikker spredt ud over landet. Hvem opsøger mine klinikker? De kommer fra mange byer og landsbyer, både jøder og arabere."
Saeed Yassin, en veteranfamilielæge fra Arraba, er den stolte far til tre læger – to drenge og en pige. "Jeg har også to andre sønner, som er farmaceuter," sagde han.
Desuden, påpegede doktor Yassin, er hans 10 brødre og søstre alle læger. "Hvert halve år hører vi fyrværkeri til fejring af udklækningen af endnu 15 eller 20 læger, som har bestået deres embedseksamen," tilføjede han. "Det er end ikke sjældent at se én familie have både læger, sagførere og ingeniører. Det er blevet normal blandt os."
Arabiske kvinder i Israel synes også at have flere muligheder end dem, der lever under selvstyret og Hamas. Indbyggerne i Arraba bemærker, at antallet af kvindelige læger i byen endda er højere end antallet af mandlige læger.
Doktor Wuroud Yassin, som arbejder på Carmel Hospital i Haifa, tog embedseksamen fra det præstigefyldte Technion – Israels Institut for Teknologi i Haifa.
"Jeg studerede på Technion sammen med mennesker af vidt forskellig baggrund og religion, herunder både arabere og jøder," sagde hun. "Jeg var den eneste pige i min familie, og jeg fik at vide, at der ikke er forskel på drenge og piger. Jeg lærte også, at intet er umuligt, hvis man arbejder hårdt."
En anden succeshistorie i Arraba er psykologen Saleh Kana'neh, grundlægger og direktør for El-Razi Center for diagnose, behandling og rehabilitering, det første center af sin art, som har samlet en professionel stab til at diagnosticere handikappede børn og unge voksne og udvikle innovative midler, som er tilpasset det arabiske samfund i fuld koordination med regeringen, sundhedssystemet og de lokale myndigheder.
Forestil Dem et mekka for psykofysisk diagnosticering og behandling af arabiske børn: centeret har givet næsten 50.000 behandlinger til 1.500 børn i dagplejefaciliteter og har superviseret 20.000 diagnoser i diagnosecentre, samt ydet tusindvis af timer i vejledning for patienter og personale.
"Vi giver også behandling til jøder," fastslog doktor Kana'neh. "Vi er stolte af, at de fleste af vore ansatte er kvinder. Man vil ikke finde ét hjem i Arraba, som ikke har mindst én akademiker. Dette giver vores arabiske samfund stolthed. I Arraba har vi 100 psykologer. Det vil sige, at vi har én for hver 2.500 indbyggere i byen."
Denne type historier om arabere med succes har tendens til at blive ignoreret af de internationale medier og samfund. Disse mennesker, som lever i Israel, har det tydeligvis godt.
Hvis de havde boet på Vestbredden eller i Gazastriben og havde beklaget sig over Israel hver eneste dag, ville de have fået hele verdens opmærksomhed.
Internationale journalister, som dækker Mellemøsten, og mange internationale organisationer foretrækker at vende det blinde øje til den slags historier, fordi de viser de positive sider af livet i Israel.
Her kommer nogle flere uvelkomne gode nyheder vedrørende de arabiske borgere i Israel: Den israelske regering meddelte i 2018, at den de seneste to år havde investeret 4,5 milliarder shekels (knap 9 milliarder kroner) i de arabiske områder. Regeringen erklærede også, at den ville investere 20 millioner shekels (knap 39 millioner kroner) i det arabiske high-tech-marked. Samlet har regeringen besluttet at investere 15 milliarder shekels (lidt over 29 milliarder kroner) i den arabisk-israelske sektor ved udgangen af 2020 med henblik på at "reducere de sociale og økonomiske afstande mellem minoritetssektorerne og den generelle befolkning ved at ændre på mekanismerne til fordeling af tilskud."
Mens den israelske regering investerer flere hundrede millioner af dollars for at forbedre levevilkårene for landets arabiske borgere, fortsætter det palæstinensiske selvstyre og Hamas med at berøve deres befolkning udenlandsk hjælp, en bedre fremtid og håb.
De 50 milliarder dollars, som Trumps plan tilbød palæstinenserne, vil ende med at blive holdt tilbage, fordi de palæstinensiske ledere har noget helt andet i tankerne, nemlig at blive ved med at berige deres egne bankkonti på bekostning af deres befolkning. Det er ikke så mærkeligt, at når arabere – herunder palæstinensere – drømmer om en bedre tilværelse, så drømmer de ofte om at flytte til Israel. Det er heller ikke så mærkeligt, at flertallet af de arabiske israelere ikke ønsker at blive del af en palæstinensisk stat og har krævet at kunne forblive i Israel.
Bassam Tawil er bosiddende i Mellemøsten.