Begrebet "intersektionalitet" blev markedsført af den afro-amerikanske akademiker Kimberlé Crenshaw i 1989 som betegnelse for den situation, hvor en person er underlagt mere end én slags fordomme. Crenshaw opfattede sig selv som et potentielt offer for både anti-sort racisme og kvindehad og levede dermed i en intersektionel blanding af disse to typer af fordomme. De senere år har begrebet vundet indpas på mange amerikanske universiteter som betegnelse for noget andet: nemlig de formodede fælles, "intersektionelle" eller sammenvævede vanskeligheder for raceprægede og etniske grupper – foruden kvinder og seksuelle minoriteter – som er ofre for hvid, mandlig racisme og dennes historie præget af imperialisme, kolonialisme, udbytning og slaveri.
Selvom man fuldt ud kan vedgå den europæiske imperialismes plyndringer og dens udbytning af ikke-europæiske befolkninger, kan man også diskutere omfanget af dens aktuelle indvirkning på ikke-europæiske befolkninger, kvinder og seksuelle minoriteter. Bortset fra, at det kan man faktisk ikke diskutere: I store dele af den vestlige, herunder amerikanske akademiske verden i dag er en sådan diskussion ikke tilladt.
Tilsvarende bortcensureret fra vore dages universiteter er diskussionen af en anden, i flere henseender konkurrerende intersektionalitet: nemlig den vedrørende de fælles, intersektionelle vanskeligheder hos vor tids ofre for islamistisk aggression, herunder terrorisme. Disse ofre er hovedsagelig farvede befolkninger – sorte afrikanere, arabere, kurdere, pakistanere, afghanere og østasiater – men også mange hvide. De er hovedsagelig muslimer, men rummer også kristne, jøder, yazidier, drusere og mennesker, som ikke dyrker nogen religion.
Hvorfor skulle disse to intersektionaliteter konkurrere indbyrdes, når de har fokus på forskellige udøvere og ofre? Fordi tilhængere af de islamistiske overgreb har spillet en fremtrædende rolle i promoveringen af universitetsudgaven af intersektionalitet. Derfor bliver Israel i universitetsudgaven tildelt en rolle, som er den modsatte af den, som landet faktisk spiller i verden, herunder også i forbindelse med den anden form for intersektionalitet.
Bevægelsen, der forsøger at nedbryde Israel ved at kvæle landet økonomisk ved hjælp af boykotter og lignende, er hovedsagelig skabt af tilhængere af den islamistiske gruppe Hamas, der af det amerikanske udenrigsministerium står opført på dettes liste over udenlandske terrororganisationer. Målet for de økonomiske angreb er Israels udslettelse, hvilket ofte indrømmes fuldkommen åbent. På universiteterne følger hovedaktørerne i denne agenda, dvs. medlemmer af Students for Justice in Palestine (SJP), anvisningerne fra førende fortalere uden for universiteterne og fremstiller Israel som en europæisk kolonistat, som påstås at være plantet i Mellemøsten af Vesten for at underkue de lokale befolkninger og fremme imperiale interesser i regionen.
SJP og de andre, der står bag de økonomiske angreb på Israel, har forsøgt at øge deres rækker ved at fremmane deres egen intersektionelle mærkesag: Medlemmer af alle forfulgte befolkninger, især mennesker berørt af europæisk kolonialisme, bør slutte sig sammen og flokkes om den palæstinensiske sag som verdens mønstereksempel på offergørelse. De bør arbejde for den påståede verdenshelbredende medicin: Israels udslettelse.
Mange andre har påpeget nogle af de åbenlyse absurditeter i skabelsen af denne anti-israelske alliance: feministiske grupper støtter en sag, hvis vigtigste tilhængere rutinemæssigt mishandler kvinder og udsætter dem for tvungen underkastelse og omfattende fysiske og alt for ofte morderiske overgreb; LGBT opfordrer til at støtte dem, der konstant udøver den mest forfærdelige behandling af LGBT-personer i deres egen midte. Men bruddet med virkeligheden går endnu dybere. For det var faktisk palæstinenserne, der nød godt af vestlig kolonialisme.
Efter de besejrede imperiers sammenbrud under Første Verdenskrig og skabelsen af nye stater på tidligere imperial jord, gav Nationernes Liga Storbritannien mandet til at forestå genoprettelsen af et jødisk nationalhjem i det ældgamle jødiske hjemland, som tidligere havde været en del af Osmannerriget. Men Storbritannien, som søgte det, man anså for at være i egen kolonialistisk interesse, arbejdede på at undergrave sit mandatansvar over for jøderne og i stedet fremme arabiske interesser. Dette skyldtes ikke mindst, at englænderne mente, at araberne ville være mere tilpasningsvillige over for britisk kolonipolitik. Derfor fremelskede man en omfattende arabisk indvandring til mandatområdet, mens man gentagne gange blokerede for jødisk indrejse. Ved at gøre dette, og dermed forsøge at forhindre Israels gendannelse, svigtede Storbritannien sine forpligtelser over for både Nationernes Liga og det efterfølgende FN's charter.
Der er imidlertid kun få, der har kendskab til denne historiske realitet og den israelsk-palæstinensiske konflikts senere historie. Universiteterne har udviklet sig til leverandører i indoktrinering i stedet for uddannelse. De, der promoverer den med Hamas forbundne bestræbelse på at knuse Israel økonomisk ved at bruge universitetsudgaven af intersektionalitet som et anti-israelsk redskab, behøver ikke at frygte at blive mødt af et velinformeret publikum, tværtimod. For den anden form for intersektionalitet, nemlig de fælles, intersektionelle vanskeligheder for ofrene for islamistisk aggression, handler ikke om historie, men om aktuelle forhold, begivenheder, som siver ind i den offentlige bevidsthed, trods forsøgene på at nedtone dem. Den udgør derfor en potentielt større udfordring for de folk på universiteterne, der forsøger at fremme en anti-israelsk agenda.
Lederen af det islamistiske regime i Sudan, Omar Hassan al-Bashir, blev tiltalt første gang af den Internationale Krigsforbryderdomstol [ICC] i 2009 på anklager om folkedrab på grund af landets massemord på sin muslimske – men sorte, ikke arabiske – befolkning i Sudans Darfur-region. De sudanske forbrydelser imod befolkningen i Darfur er fortsat, al-Bashir er stadig Sudans præsident og er blevet støttet af den Arabiske Liga gennem alle årene, lige siden den første tiltale mod ham. Hamas har dog gjort mere end blot ydet politisk støtte til al-Bashir. Dens aktører har trænet i Sudan og samarbejdet med de sudanske styrker, herunder dem der har deltaget i folkedrabet i Darfur. Det er denne organisation, hvis tilhængere er de førende folk bag universiteternes intersektionalitets-/boykotkampagne og som er blevet de moralske vogtere i forbindelse med universiteternes politiske korrekthed.
Gennem mere end et halvt århundrede siden sin opnåelse af uafhængighed førte Sudan tillige i perioder en decideret folkedrabskrig imod den sorte, fortrinsvis kristne og animistiske befolkning i det sydlige Sudan. Regimet i Khartoum dræbte over to millioner af dem, før Sydsudan blev et selvstændigt land i 2011. Gennem de sidste årtier af denne folkedrabskrig var Hamas til stede og støttede den sudanske regering.
Måske burde bevægelsen "Black Lives Matter" (Sorte Liv er Vigtige), som er hoppet på den Hamas-inspirerede intersektionalitetsvogn imod Israel, udvide sit navn til "Black Lives Matter, undtagen når de dræbes af islamister."
Israel har derimod støttet sydsudanerne gennem disses mangeårige kamp for at afværge de islamistiske stormløb fra Khartoum og er fortsat med at hjælpe dem under de vanskelige udfordringer, som deres nye nation står overfor.
Efterhånden som de islamistiske trusler i afrikansk Subsahara er taget til, har andre sorte afrikanske stater, nogle med langvarige forbindelser til Israel, andre med nye relationer, henvendt sig til Israel for at få hjælp i deres kamp mod islamistisk terror. De senere år har dette, blandt de østafrikanske lande, inkluderet Etiopien, Kenya, Uganda, Rwanda og Tanzania.
I 2015 udtalte en regeringstalsmand i Nigeria, som er langt det folkerigeste land i Afrika, følgende: "Israel har været en vigtig og loyal allieret i vores kamp mod Boko Haram [den islamistiske gruppe, som har myrdet i tusindvis af nigerianske kristne]. Det er et sørgeligt faktum, at Israel har stor erfaring i terrorbekæmpelse."
Selvfølgelig har meget af den terror, som Israel selv har oplevet, været udført af Hamas.
USA havde sit eget møde med massiv, islamistisk terrorisme den 11. september 2001. De fleste af ofrene var hvide kristne, men blandt de dræbte var der også sorte, hispanics (spansktalende) og asiater, jøder, muslimer, hinduer og tilhængere af andre trosretninger.
Kort efter 9/11 begyndte amerikanske embedsfolk, herunder repræsentanter fra lokale, statslige og føderale politimyndigheder, at henvende sig til Israel for – ligesom lederne i Nigeria og de østafrikanske lande, der blev nævnt tidligere – at lære af Israels smerteligt opnåede erfaringer med bekæmpelse af terror. Dette er en anden facet af den intersektionalitet, som forbinder islamismens ofre.
Også i dag rejser grupper af politifolk, andre amerikanske embedsfolk og nødhjælpspersonel stadig til Israel eller deltager i konferencer i USA med israelske antiterror- og nødhjælpseksperter. Det gør de for på denne måde at skærpe deres egne færdigheder med henblik på at forudsige og forhindre terrorangreb, reagere effektivt, når angreb finder sted, og håndtere ikke blot de politimæssige opgaver, men også de nødhjælpsmæssige og andre udfordringer, som terrorangreb byder på.
Som personer i USA, der har deltaget i disse programmer, bevidner, har disse vist sig umådeligt værdifulde ved aktuelle reaktioner på terrortrusler og terrorangreb.
Men Students for Justice in Palestine og andre Hamas-forbundne grupper og forsvarere af islamismen, især på universiteterne, men også uden for disse, har – i deres bestræbelse på at bagvaske og isolere Israel som et skridt i jagten på den jødiske stats udslettelse – søgt at afbryde sådanne kontakter og udvekslinger. Som altid vender de sandheden på hovedet ved at påstå, at israelske politi- og militærstyrker hensynsløst slår ned på uskyldige palæstinensere, ligesom de, med en henvisning til intersektionalisme, erklærer, at målet med og virkningerne af samarbejdet mellem israelske og amerikanske politistyrker ikke er at hjælpe i kampen mod terrorisme, men at træne amerikansk politi i at blive bedre til at ramme amerikanske minoriteter, især unge sorte mænd.
SJP's medløbere i det intersektionelle svindelnummer har tilsluttet sig denne linje og tillige afholdt kampagner for et ophør af samarbejdet mellem israelske og amerikanske antiterrorgrupper. Blandt dem, der gør dette, optræder, igen, Black Lives Matter. Blandt dem, der blev dræbt ved angrebet på Tvillingetårnene den 11. september, var 215 sorte (136 mænd, 79 kvinder). Desuden blev flere afro-amerikanere dræbt ombord på de fly, som var under terroristernes kommando, samt ved Pentagon, og var også at finde blandt de heltemodige, der reagerede som de første, og som efterfølgende mistede livet på grund af de skader, de pådrog sig ved World Trade Center på selve dagen og i de følgende dage.
Andre afro-amerikanere er siden blevet myrdet i islamistisk inspirerede terrorangreb i Californien og Florida og andre steder og har lige så stor risiko for at blive ofre for sådanne angreb i fremtiden som alle andre. Men en indsats for at forhindre og minimere virkningerne af sådanne angreb vejer tilsyneladende ikke tungere hos Black Lives Matter, når den afvejes i forhold til dyrkelsen af en anti-israelsk agenda, end den gør hos SJP og andre Hamas-forbundne grupper.
Lignende kampagner for et ophør af det israelsk-amerikanske samarbejde i kampen mod terrorisme har på skammelig vis også været ført af organisationen Jewish Voice for Peace (JVP, Jødisk Stemme for Fred), som gør sig til fortaler for en opløsning af Israel. Ganske illustrativ er den rolle, som medlemmer af JVP har spillet i spidsen for en kampagne i Durham, North Carolina, som resulterede i, at byrådet vedtog en resolution, som forbød byens politistyrker at deltage i nogen form for fællesprogrammer med israelske politistyrker.
De islamistiske anslag forsvinder ikke. De vil blive ved med at kræve deres ofre i stort tal over hele kloden. Samtidig vil ofrenes intersektionalitet, målgruppernes fælles, sammenvævede vanskeligheder, fortsat blive afspejlet i de lande, der samarbejder med Israel for at lære af den jødiske stats smerteligt erhvervede ekspertise i bekæmpelsen af terrorisme.
Den "intersektionalitet," som dyrkes på universiteterne og uden for disse af Hamas/SJP og deres medløbere, forsøger, i jagten på den anti-israelske agenda, at aflede opmærksomheden fra det islamistiske stormløb, dets fortsatte barbari mod befolkninger i Afrika, Asien og Amerika, samt de alliancer med Israel som er blevet indgået af ofrene. Derved er universitetsintersektionalismen i virkeligheden med til at muliggøre og tilskynde islamismens hærgen, herunder massemord.
Kenneth Levin er psykiater og historiker og forfatter til The Oslo Syndrome: Delusions of a People Under Siege.