I forbindelse med bebudede budgetnedskæringer erklærede den amerikanske regering for nylig, at man kraftigt vil beskære sin økonomiske støtte til UNRWA (United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees). USA's ambassadør til FN, Nikki Haley, ønskede en direkte annullering af den årlige støtte på 364 millioner dollars til FN-agenturet, så længe det ikke indfører reformer og gennemsigtighed, men udenrigsminister Rex Tillerson stillede sig lige nu tilfreds med at halvere den første støtteoverførsel, som oprindelig lød på 125 millioner dollars.
Kernen i denne sag er den amerikanske præsident, Donald Trumps ønske om at standse al finansiering til agenturer og internationale organisationer, som ikke afspejler amerikanske interesser. Der er imidlertid også fra den nye regerings side tale om en 180-graders kovending af den amerikanske position i forhold til den arabisk-israelske konflikt. Man synes fast besluttet på ikke at begå de samme fejl – og gå i de samme fælder – som tidligere regeringer.
Allerførst, hvad er UNRWA?
UNRWA, som blev oprettet i december 1949 på et ét-årigt mandat, havde fra starten til formål at hjælpe med at genbosætte de 600.000 palæstinensiske arabere, som var flygtet fra konfliktzonen under staten Israels gendannelse, efter at fem arabiske hære havde angrebet landet – og tabt.
Årsagerne til dette eksil var trefoldige, ifølge adskillige meningsmålinger som blev foretaget i flygtningelejre og opsummeret i en artikel af Tibor Mende, offentliggjort i den franske avis Le Monde den 21. april 1951:
"Nogle ønskede ikke at bo i en jødisk stat, andre flygtede fra krigshandlingerne og kunne ikke vende hjem, da disse var ophørt. Mange flere rejste, fordi de fik at vide, at det kun ville vare nogle få dage, højst nogle få uger, og at de kunne vende tilbage sammen med de triumferende arabiske hære."
Overraskende nok (eller måske ikke) blev der aldrig oprettet et tilsvarende kontor til at hjælpe de 870.000 jøder, som blev smidt ud og plyndret af flertallet af de arabisk-muslimske lande mellem 1948 og 1974 – herunder dem, der med militærmagt blev tvunget ud af Judæa og Samaria af det hashemitiske kongedømme Jordan, som skyndte sig at give regionen et nyt navn, "Vestbredden", efter ulovligt at have annekteret den i 1948.
Det er sandt, at de fleste af de jøder, som blev fordrevet fra arabiske lande, blev budt velkommen i Israel og i den vestlige verden, hvorimod intet arabisk land med grænse op til Israel, med Jordan som eneste undtagelse, foretog sig det mindste for at hjælpe deres egne ofre i en konflikt, som araberne havde påbegyndt. Tilsyneladende foretrak de i stedet at lade deres religiøse trosfæller vantrives under forfærdelige forhold, formentlig i et forsøg på at placere skylden for deres lidelser på Israel.
I 1950, da Canadas general Howard Kennedy og Sir Henry Knight, som var UNRWA's første ledere, indså, at deres arbejde var umuligt på grund af politiseringen af den humanitære krise, som var deres arbejdsområde, og at deres mandat ikke kunne opfyldes på så kort tid, blev et medlem af det engelske parlament for Labour, Richard Crossrian, opfordret til at forklare nederlaget i House of Commons. Hans svar, som blev gengivet af Mende i Le Monde, var sigende:
"Så længe vi overlader det til de Forenede Nationer at gøre noget alvorligt ved bosættelsen af flygtninge, bedrager vi blot os selv, for de Forenede Nationer er en politisk organisation. Dér findes den Arabiske Liga og hele den Arabiske Ligas politik. Den Arabiske Liga har brug for flygtningeproblemet for at bevare sit sammenhold imod Israel. Bosættelse af flygtningene ville berøve dem deres vigtigste klagemål ... "
Denne udtalelse giver muligvis den bedste forklaring på den kendsgerning, at UNRWA, der som nævnt blev oprettet til at fungere i ét år, stadig er i funktion 70 år senere.
I løbet af syv årtier er det lille humanitære agentur blevet til et uhyre. UNRWA har i dag ansvaret for mere end fem millioner sjæle, hvoraf kun omkring 20.000 burde opfattes som flygtninge ifølge FN's definition, som er gældende for millioner af fordrevne rundt om i verden... med palæstinenserne som den interessante undtagelse.
"En flygtning er – ifølge konventionen af 28. juli 1951 – en person, som er blevet tvunget til at flygte fra sit land på grund af forfølgelse, krig eller vold. En flygtning har en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk holdning eller medlemskab af en bestemt social gruppe. Højst sandsynlig kan vedkommende ikke vende hjem eller er bange for at gøre det. Krig og etnisk, stammebetinget og religiøs vold er de primære årsager til, at flygtninge flygter fra deres land..."
Derfor kan, ifølge FN's egen definition, en status som "flygtning" ikke overføres fra generation til generation – sådan som det bekvemt er sket for palæstinenserne. Der er ingen grund til at betragte en palæstinenser med et europæisk, amerikansk eller jordansk pas som flygtning. Undtagen for UNRWA.
Lad os sammenligne nogle tal:
- Alle flygtninge i hele verden (bortset fra palæstinenserne) bliver hjulpet af FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR). En personalestab på 10.966 ledere og ansatte forsøger at hjælpe 65,6 millioner ofre, fra Congo til Myanmar.
- UNRWA har ansat 30.627 ledere og 21.571 undervisere til at sørge for efterkommerne efter palæstinensiske flygtninge, hvis antal, selv inklusive kravene om angiveligt nedarvet flygtningestatus, ligger ti gange lavere end antallet af alle andre fordrevne personer.
Med andre ord, selv hvis man accepterer den ubrugelige definition på begrebet "flygtning" – som benyttes ikke alene om de eksilerede fra 1948, men også om deres efterkommere – så modtager hver eneste af disse begunstigede en humanitær og økonomisk hjælp, der er tilnærmelsesvis 50 gange større end den til afrikanske eller asiatiske ofre for forfølgelse.
UNRWA's årsbudget ligger tæt på 1 milliard dollars, hvoraf mere end en tredjedel dækkes af USA. Vent, der er mere: I modsætning til andre humanitære FN-agenturer har det agentur, der tager sig af efterkommerne efter palæstinensiske flygtninge, en pensionsfond -- og pensioner på børserne i diverse lande løber op i mere end halvanden milliard dollars. Disse tal er astronomiske og understreger blot UNRWA's mange afvigelser.
For det første, ifølge UNRWA:
"en flygtning fra Palæstina er en person, hvis oprindelige opholdssted var Palæstina mellem juni 1946 og maj 1948, og som mistede både sit hjem og sin næringsvej på grund af den arabisk-israelske konflikt i 1948. "
Det fremgår klart, at en hvilken som helst immigrantarbejder eller gæst, uanset vedkommendes oprindelse, hermed kunne optages i UNRWA's statistik, såfremt han kunne påvise, at han havde tilbragt blot disse to år i det, der derefter blev til Israel.
Yasser Arafats levnedsskildrer, Said Aburish, flygtning fra den nordlige del af Israel og tidligere rådgiver for Iraks afdøde præsident, Saddam Hussein, afslørede andre afvigelser, da han blev interviewet af nærværende forfatter:
"Efter at FN overtog palæstinenserne, begyndte de at begrave deres døde om natten, uden at indberette det, i den hensigt at dele deres rationer. Som følge heraf lå den officielle dødsrate i lejrene tæt på nul i næsten 20 år. Desuden var der masser af bevægelse mellem lejrene. Men disse flytninger blev sjældent indberettet, så en palæstinenser kunne optræde i flere lejre på samme tid, hvilket multiplicerede den økonomiske støtte, han var berettiget til, mange gange." (Interview ved forfatteren i 2006, optrædende i dokumentaren "From the River to the Sea" (Fra floden til havet).)
Men når det drejer sig om UNRWA, mister de betegnelser, som bruges til at beskrive dets opgave, hurtigt al mening. Forstæderne til Jenin og Ramallah, der består af mindre luksusboliger tæt ved nogle overbefolkede beboelsesområder, bliver for eksempel fortsat kaldt for "flygtningelejre," selvom telte og ildsteder for længst er blevet erstattet af solide konstruktioner, og det hele er forsynet med kloakering og elektricitet.
For at citere den tidligere minister og historieprofessor Shlomo Ben Ami i et interview med forfatteren i maj 2006: "Administrationer har, for at overleve, en tendens til at eviggøre det problem, de er sat til at løse".
UNRWA er vokset voldsomt – stort set på bekostning af mindst fem generationer med "nedarvet flygtningestatus" – tilsyneladende uden overhovedet at have forsøgt at løse et eneste flygtningeproblem i syv årtier.
I 1960'erne udviklede den israelske regering et humanitært projekt til selvrehabilitering af Gaza-flygtninge. Tanken var enkel: at opføre nogle moderne beboelseskvarterer i de uudnyttede områder i den tidligere egyptiske Gazastribe. De 160.000 palæstinensere, som boede i lejre dér, kunne opnå rentefrie lån, som gav dem hurtig adgang til køb af bolig, og mange ville deltage i opførelsen af boligkomplekser, infrastruktur, skoler og hospitaler mod en løn, som ville gøre dem i stand til at tilbagebetale lånet.
Reaktionen lod ikke vente længe på sig. PLO-formand Yasser Arafat appellerede straks til den Arabiske Liga, som omgående lagde pres på de Forenede Nationer, hvilket fik organisationen til straks at fordømme Israel for dette initiativ og afslutte sin resolution med følgende formaning: "Send flygtningene tilbage til lejrene!" Projektet blev afbrudt, efter at kun 7.500 palæstinensere havde fået mulighed for at nyde godt af det.
Denne "hændelse" blev rapporteret af Tibor Mende i Le Monde. Mende opdagede, på stedet, at ethvert initiativ rettet mod at integrere eller rehabilitere palæstinensiske flygtninge fra Libanon – hvor de i dag stadig ikke har nogen rettigheder og ingen adgang til arbejdsmarkedet eller til de mest basale samfundsydelser – var forbudt, og konkluderede:
"Disse eksempler understøtter den udbredte opfattelse, at de Forenede Nationer vil bruge store pengesummer på at skabe et flygtningeproblem frem for at løse det."
Fortalere for UNRWA, så som FN-talsmand Stéphane Dujarric, har imidlertid på en vis måde ret, når de siger, at "UNRWA udgør en stabiliserende tilstedeværelse på stedet". Hvis de mere end 50.000 UNRWA-ansatte, hvoraf 95% er palæstinensere, den dag imorgen blev uden arbejde, og hvis rationer, nødhjælp og adgang til undervisning for modtagerne blev fjernet, så kunne den allerede nu eksplosive situation i "lejrene" blive lige så ulykkelig.
Der er endnu et alvorligt problem: UNRWA er ikke blot et humanitært agentur. Dets politiske holdning træder klart frem inden for alle lag af organisationen. En rapport fra Institute for Monitoring Peace and Cultural Tolerance in School Education fortæller, at læseplanen 2016-2017 for grundskolerne i det Palæstinensiske Selvstyre, som til dels er finansierede af UNRWA, "lærer eleverne at blive martyrer, at dæmonisere og benægte eksistensen af Israel og at fokusere på en 'tilbagevenden' til et udelukkende palæstinensisk land."
 Ann Dismorr (t.h.), direktør for UNRWA i Libanon, poserer med et kort, som har fjernet staten Israel og præsenterer det hele som "Palæstina." (Billedkilde: Det Palæstinensiske Selvstyres TV, via Palestinian Media Watch) |
Den 12. februar 2017 sendte ngo-organisationen UN Watch et brev til FN's generalsekretær, Antonio Gutteres, hvori man fordømte omkring 40 UNRWA-ansattes handlinger. Rapporten påviste, at de ansattes Facebook-sider forsvarede nazismen, hyldede Hitler, opfordrede til udryddelse af jøder, fejrede mord på og kidnapning af israelere, udsendte Hamas-propaganda til at glorificere "martyrer" og, mere generelt, benægtede Israels ret til at eksistere, uanset grænser. Med ryggen mod muren på grund af disse overvældende afsløringer skyndte UNRWA's talsmand Chris Gunness sig at opfordre til en undersøgelse – af UN Watch!
Selv de mest moderate blandt UNRWA's loyale tilhængere bliver ved med at promovere myten om en "ret til tilbagevenden" – et ønske, som aldrig kan virkeliggøres, fordi det ville betyde, at det lille land Israel (som er godt og vel på størrelse med Vancouver Island (– og Danmark, overs.)) ville blive oversvømmet af millioner af "palæstinensiske flygtninge" med henblik på demografisk at udkonkurrere jøderne dér og på den måde afstedkomme et ophør af det israelske demokrati – og forhindre ethvert forsøg på "integration".
Under krigene mellem Israel og de terrororganisationer, som regerer i Gaza, blev der jævnligt affyret raketter fra UNRWA-skoler eller tæt på dets hospitaler.
Der blev udgravet adgangsveje til adskillige terrortunneller under UNRWA's infrastruktur; ammunition blev fundet på dets universitet. Når UNRWA's ansatte blev spurgt om disse ting, skyndte de sig selvfølgelig at fordømme den uacceptable brug af deres neutralitet i krigsøjemed! Men det afholdt ikke UNRWA fra at returnere raketter og andet skyts, der blev fundet i dets infrastruktur, til Hamas.
Adskillige videorapporter fra Center for Near East Policy med eleverne ved diverse UNRWA-skoler er endnu mere foruroligende. Ikke et eneste barn, der bliver spurgt, anerkender Israels ret til at eksistere. Alle piger og drenge drømmer om en dag at blive martyrer for den palæstinensiske sag, og nogle siger helt ubeskæmmet, at det er deres højeste ønske at slå jøder ihjel. Da de bliver spurgt om motivationen bag dette ønske, siger de fleste, at deres lærere har fortalt dem, at deres land er blevet "stjålet af jøderne".
Så, hvad stiller man op med sådan en situation?
Den første logiske løsning ville være at lade UNRWA smelte sammen med kontoret for FN's Højkommissariat for flygtninge (UNHCR) og dermed gøre en ende på den "palæstinensiske undtagelse," samtidig med at man fordelte FN-budgetterne mere ligeligt blandt de sande flygtninge, der lever i ekstrem elendighed.
Uheldigvis er UNRWA betinget af FN's generalforsamling, hvor det anti-israelske, automatiske flertal, anført af den Arabiske Liga og Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC) hidtil har forhindret forandring af agenturets eksisterende status.
Den gradvise tilbagetrækning af amerikanske midler synes at være et positivt tiltag, forudsat at den deraf følgende pengemangel får UNRWA til at reformere sin struktur og funktionsmåde. Faren er, at diverse slyngelstater sandsynligvis vil tage over.
Næste trin ville være at gøre FN transparent; at have amerikanske overvågere udefra til at sikre, at intet medlem af nogen terrorbevægelse bliver del af dets stab; at udskifte dets højst tvivlsomme skoleprogram med en undervisning for fred; at fjerne den paramilitære træning, som til tider finder sted i dets skolegårde og, som et tegn på god vilje, at begynde med at aflyse den verdensturné, som foretages af dets "unge ambassadør", Muhammad Assaf, der i sine taler kun opfordrer til vold.
Det er svært, ikke at inkludere et citat fra UNRWA's talsmand, Chris Gunness: "UNRWA vil fortsat arbejde utrætteligt for at sikre den fulde gennemførelse af vores mandat, som dette er formuleret af Generalforsamlingen. "
Med andre ord, hvis intet bliver gjort, vil UNRWA om 30 år, i stedet for at håndtere angiveligt mellem 5 og 6,5 millioner palæstinenseres tilværelse, skulle håndtere tilværelsen for 40 millioner.
Pierre Rehov, født og opvokset i Nordafrika, journalist, forfatter og instruktør i "Hadets Gidsler" og "Tavs Exodus", to dokumentarfilm om palæstinensiske og jødiske flygtninge.