• Hvor slemt dette end er, er der en endnu mørkere side af historien: Under sharialov er ægtemand nummer to ikke forpligtet til at give sin kone en hurtig skilsmisse – hermed kan han i praksis beholde hende som sin sexslave lige så længe, som han har lyst.

  • Hvis man spørger, hvordan alt dette stemmer overens med britisk lov, er svaret, at det gør det ikke.

  • Muslim Women's Network, en NGO i Storbritannien, skrev et åbent brev – med 100 underskrivere – til den britiske regering og Udvalget for Indre Anliggender, hvori de krævede, at det undersøges, om Shariarådets praksisser er i overensstemmelse med britisk lov. Shariarådet svarede, at brevet var "islamofobisk", og de beskyldte Muslim Women's Network for at være en anti-muslimsk organisation.

  • Det er britisk lov, ikke sharialov, der beskytter muslimske enkeltpersoner og par, lige som den beskytter enhver anden borger. I modsætning til, hvad forsvarere af denne parodi siger, burde muslimske kvinders skæbne behandles som et spørgsmål om menneskerettigheder.

Den seneste skandale i Storbritannien om islamiske religiøse lederes seksuelle udnyttelse af muslimske kvinder er endnu et bevis på, hvordan landet vender det blinde øje til forfærdelige ting, der foregår lige for næsen af det.

BBC har undersøgt "halala", der er et ritual, hvorved en skilt muslimsk kvinde kan gifte sig med sin mand igen ved først at gifte sig med en anden, fuldbyrde ægteskabet og derefter blive skilt fra ham. Undersøgelsen afslørede, at imamer i Storbritannien ikke alene tilskynder til dette, men også tjener på det økonomisk. Denne råddenskab har ført til, at mange af disse kvinder bliver holdt som gidsler, både i bogstavelig og overført betydning, af mænd, der betales for at blive deres ægtemand nummer to.

Ritualet betragtes som en fejlfortolkning af den islamiske sharialov – selv af ekstremistiske shiamuslimer og saudi-inspirerede salafister. Det praktiseres af visse islamiske sekter, såsom hanafier, barelvier og deobandier. Når en ægtemand gentager det arabiske ord for skilsmisse – talaq – tre gange til sin kone, betragter disse sekter det muslimske ægteskab som ugyldigt. For at en sådan kvinde kan få lov til at komme tilbage til den mand, der forviste hende, skal hun først gifte sig med en anden – og have sex med ham – inden denne ægtemand nummer to lader hende skilles.

På trods at landets love er disse skilsmisseritualer almindelige i Indien, Bangladesh, Pakistan og andre asiatiske lande, hvor et flertal blandt befolkningen tilhører hanafi-, barelvi- eller deobandi-sekterne. Lokale seminarer, moskeer og online tjenester reklamerer og tilskynder imidlertid ganske åbent og ustraffet for halala. Det accepteres af samfundet og overvåges sjældent af statslige myndigheder

I Storbritannien er halala blevet en blomstrende forretning med internetsider og sociale mediesider, der tilbyder kvinder en ægtemand nummer to for enorme pengesummer. Hvor slemt dette end er, er der en endnu mørkere side af historien: Under sharialov er ægtemand nummer to ikke forpligtet til at give sin kone en hurtig skilsmisse – hermed kan han i praksis beholde hende som sin sexslave lige så længe, som han har lyst.

En muslimsk kvinde, der efter at have undersøgt processen nærmere havde skiftet mening om, hvorvidt hun skulle gennemgå halala, fortalte BBC, at hun kendte andre, der gennemgik processen og endte med at blive seksuelt misbrugt i månedsvis af ægtemand nummer to, der var blevet betalt for at gifte sig med dem. Ifølge en rapport i The Guardian siger Storbritanniens Shariaråd, at de har flere hundrede skilsmissesager om året.

Det berygtede råd er indirekte ansvarligt for, hvad der i virkeligheden er blevet en omfattende voldtægtsbølge, eftersom de intet gør for at standse eller afvise halala. Rådet erklærer i virkeligheden, at praksissen er fuldstændig lovlig under sharia. Det eneste forbehold, som shariarådet kommer med, er, at de imamer, der administrerer halala ikke følger retningslinierne, der tilsiger, at det andet ægteskab og skilsmisse ikke bør være planlagt med overlæg, men derimod ske naturligt.

Hvis man spørger, hvordan alt dette stemmer overens med britisk lov, er svaret, at det gør det ikke. Unge muslimer i Storbritannien bliver imidlertid af deres religiøse samfund frarådet at gifte sig inden for det britiske system, og de får besked på, at imamer skal forestå deres bryllup og shariaråd skal registrere deres giftermål. Par, der retter sig efter dette, ender med at være prisgivet islamiske myndigheder i familiespørgsmål, herunder ved skilsmisse.

På grund af Shariarådets ofte uetiske praksisser, der udføres i en religiøs lovs navn, er de flere gange kommet i søgelyset. Som for eksempel i november måned, hvor Muslim Women's Network, en NGO i Storbritannien, skrev et åbent brev – med 100 underskrivere – til den britiske regering og Udvalget for Indre Anliggender, hvori de krævede, at det undersøges, om Shariarådets praksisser er i overensstemmelse med britisk lov.

Shariarådet svarede, at brevet var "islamofobisk", og de beskyldte Muslim Women's Network for at være en anti-muslimsk organisation. Parlamentsmedlem fra Labour Naz Shah meldte sig desuden på banen og forsvarede Shariarådet. Hun afviste forslaget om en undersøgelse med den begrundelse, at lukningen af sådanne råd kunne betyde, at flere kvinder ville sidde fast i undertrykkende ægteskaber.

Shah anerkendte, at rådene kan bruges som et redskab til at nægte kvinder deres rettigheder, men hun udtalte også, at de kan tjene som værdifulde mæglere ved ægteskabelige konflikter.

Hendes påstande er ganske grundløse. Det er britisk lov, ikke sharia, der beskytter muslimske enkeltpersoner og par, lige som den beskytter enhver anden borger.

Haitham al-Haddad er mægler i et britisk shariaråd, og han er rådgiver for Det Islamiske Shariaråd. Han udtalte sig i et interview om håndteringen af sager med vold i hjemmet: "En mand bør ikke udspørges om, hvorfor han slog sin kone, for det er en sag mellem dem. Lad dem være. De kan afklare deres anliggender på egen hånd". (Billedkilde: skærmbillede fra Channel 4 News video)

Hvis den britiske regering havde forholdt sig til Shariarådets fremgangsmåde, da den blev afsløret, ville vi ikke have stået overfor en sådan pandemi i dag. I modsætning til, hvad forsvarere af denne parodi siger, burde muslimske kvinders skæbne behandles som et spørgsmål om menneskerettigheder.

Det er på tide, at den britiske regering vågner op og står fast mod dette uetiske, og sandsynligvis ulovlige, system. Jo før, jo bedre, idet man risikerer, at hele systemet med shariaråd går under jorden, så man ikke vil kunne beskytte tusindvis af kvinder mod misbrug.

Khadija Khan er bosat i Pakistan, hvor han er journalist og kommentator.

Beslægtede emner:  Storbritannien
Seneste artikler af
modtag den seneste per email: abonner på den gratis gatestone institute mail liste.

da