Efter et massivt pres fra den muslimske verden og det internationale samfund fjernede Israel hele infrastrukturen med metaldetektorer og overvågningskameraer fra Tempelbjerget i Jerusalem, hvor Al-Aqsa-moskeen ligger.
Det var muligvis for at skjule årsagen til, at metaldetektorerne overhovedet var blevet sat op – et terrorangreb den 14. juli hvor tre israelske arabiske borgere myrdede to israelske drusiske politibetjente med våben, som de havde haft skjult inde i moskeen – at det palæstinensiske selvstyre opflammede muslimerne til at boykotte området og udløse "raseriets dage" mod den jødiske stat.
Palæstinenserne, som hævdede, at metaldetektorerne "vanhelligede" moskeen – som faktisk er beliggende på jødedommens helligste sted og det tredjehelligste i islam – kastede sig ud i voldsomme sammenstød med de israelske sikkerhedsstyrker. Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan fordømte Israel og opfordrede muslimerne til at "beskytte" Jerusalem.
Palæstinensere nær Jerusalems gamle bydel protesterer den 28. juli 2017 imod Israels installation af metaldetektorer ved indgangen til Tempelbjerget, selvom metaldetektorerne allerede var blevet fjernet flere dage forinden. (Foto: Ilia Yefimovich/Getty Images) |
En palæstinensisk teenager meddelte på Facebook sine intentioner om at blive "martyr," før han trængte ind i en jødisk families hjem på Vestbredden og nedslagtede tre af dens medlemmer. Samtidig med at denne terrorist blev behandlet for sine sår på et israelsk hospital, fejrede det palæstinensiske selvstyre hans handling og satte gang i den mekanisme, som skal sikre ham et salær på mere end 3.000 dollar om måneden for hans forsøg på at blive "martyr" ved at myrde jøder.
Derefter, den 23. juli, angreb en terrorist i Jordan – det land, som har fået overdraget det religiøse tilsyn med Tempelbjerget via den islamiske waqf – en israelsk sikkerhedsvagt ved den israelske ambassade i Amman. I selvforsvar skød og dræbte vagten ham, mens en anden jordaner blev fanget i krydsilden. I en aftale mellem Israel og de jordanske myndigheder blev vagten og andet personale på ambassaden løsladt, tilsyneladende i bytte for et løfte om, at metaldetektorerne blev fjernet fra indgangen til Tempelbjerget.
Metaldetektorerne havde imidlertid intet at gøre med den virkelige årsag til den ophidsede stemning – antændt og næret af selvstyrets præsident, Mahmoud Abbas' Fatah-fraktion og terrororganisationen Hamas, som regerer i Gazastriben – trods det faktum, at angrebet, som havde ansporet til deres opstilling, var blevet udført af israelske muslimer imod israelske drusere. I virkeligheden blev denne sikkerhedsforanstaltning iværksat af Israel for at beskytte alle dem, der kommer ind på helligstedet – hvor kun muslimer har lov til at bede, mens kristne og jøder kun kan besøge stedet under streng sikkerhedsovervågning.
Beviset for, at volden ikke var fremprovokeret af de tiltag, som faktisk var rettet mod at forhindre terrorister i at smugle dødbringende våben ind på Tempelbjerget, ligger i den kendsgerning, at metaldetektorer er almindeligt forekommende ved alle de mest fremtrædende moskeer i Mellemøsten, og det kræver mere end 5.000 overvågningskameraer (og 100.000 sikkerhedsvagter) at overvåge pilgrimmene til Mecca i Saudi-Arabien under den årlige Hajj. Desuden kræves det af alle, som besøger den jødiske helligdom Vestmuren i Jerusalem, at de går gennem metaldetektorer, før de træder ind på pladsen – en beskyttelsesforanstaltning, der bliver betragtet som en selvfølgelighed.
Det fortsatte opvigleri mod israelerne – idet man nu bruger metaldetektorerne som en undskyldning for at påstå, at den jødiske stat forsøger at ændre "status quo" på Tempelbjerget – er ikke kun en skamplet på islam; den skader også de palæstinensere, som verden påstår at ville forsvare.
Det er på tide, at det internationale samfund indser dette og holder op med at lade radikale elementer bruge den palæstinensiske befolkning som brikker i deres egen større agenda, som er gennemskuelig for enhver, også alle muslimer: at udslette Israel ved at anfægte statens legitimitet.
Khadija Khan er en pakistansk journalist og kommentator, som i øjeblikket opholder sig i Tyskland.