Nice den 14. juli 2016: Bastilledag. Aftenens festligheder var ved at slutte. Mens folkemængden, der havde betragtet fyrværkeriet, begyndte at spredes, gav føreren af en 19 tons tung lastbil sig til at zigzagge og pløjede alt og alle ned på sin vej. Ti minutter og 84 døde mennesker senere blev føreren skudt og dræbt. Snesevise var såret; mange vil være skadet for resten af livet. Forvirrede overlevende vandrede rundt i gaderne i timevis.
Ankermændene i de franske tv-mediers nyhedsformidling sagde hurtigt, at det skete næsten med sikkerhed var en "ulykke," eller, da de franske myndigheder begyndte at tale om terrorisme, at chaufføren måske blot var en galning. Da politiet afslørede morderens navn og identitet, og at han tidligere havde været deprimeret, antydede de, at han havde handlet i et øjebliks "voldsom angst." De fandt frem til vidner, som berettede, at han "ikke var nogen from muslim" – måske slet ikke muslim.
Præsident François Hollande talte et par timer senere og forsikrede om sin faste beslutning om at "beskytte befolkningen."
Premierminister Manuel Valls gentog, hvad han allerede sagde for 18 måneder siden: "Frankrig er i krig." Han satte navn på fjenden, "radikal islamisme," men var hurtig til at tilføje, at "radikal islamisme" har "intet at gøre med islam." Derefter gentog han det, som han har betonet så mange gange: franskmændene må vænne sig til at leve med "vold og angreb."
Offentlighedens reaktion viste, at Valls næppe overbeviste nogen. Franskmændene er i stigende grad trætte af forsøgene på at frikende islam. De ved udmærket godt, at ikke alle muslimer er skyldige. De ved imidlertid også, at alle dem, der har udført angreb i Frankrig de seneste år, har været muslimer. De føler sig ikke beskyttet af François Hollande. De oplever, at Frankrig bliver angrebet med stigende intensitet, og at radikal islam har erklæret krig, men de oplever ikke, at Frankrig har gengældt krigserklæringen. De har intet ønske om at vænne sig til "vold og angreb." De ønsker ikke at befinde sig på den tabende side, og de føler, at vi er ved at tabe.
Fordi partiet Front National benytter en mere upoleret sprogbrug, stemmer mange på dets kandidater. Front Nationals leder, Marine Le Pen, vil utvivlsomt vinde første runde ved præsidentvalget næste år. Hun vil næppe blive valgt i den afsluttende omgang, men hvis ikke noget ændrer sig hurtigt og tydeligt, vil hun have en meget god chance næste gang.
Moderate politikere læser offentlige meningsmålinger, skærper retorikken og anbefaler en hårdere politisk kurs. Nogle kræver måske nogle barskere tiltag, så som udvisning af fængslede terrorister, der har dobbelt statsborgerskab, og arrestation af personer, som hylder angrebene. Nogle har ligefrem opfordret til krigsretstilstand.
Roen vil gradvist vende tilbage, men det står klart, at situationen i Frankrig nærmer sig kogepunktet.
De seneste angreb har tjent til at optrappe situationen. For fire år siden, da Mohamed Merah myrdede soldater og jøder i Toulouse, reagerede befolkningen ikke. Flertallet af franskmænd følte sig ikke personligt bekymrede; soldater var blot soldater, og jøder var blot jøder. Så, i januar 2015, blev tegnerne på Charlie Hebdo slagtet, og en følelsesreaktion skyllede over landet, dog blot for hurtigt at forsvinde igen. En kæmpestor demonstration blev sat i værk i "ytringsfrihedens" navn og for "republikkens værdier." Hundredtusinder erklærede: "Je Suis Charlie" ("Jeg er Charlie"). Da jøder igen blev myrdet to dage senere i et kosher-supermarked, var der næsten ingen, der sagde: "Jeg er jøde."
De, der forsøgte at tale om jihad, blev prompte bragt til tavshed. Ikke engang blodbadet i Bataclan-teatret lidt under et år efter, i november, førte til protester, men var et dybere chok. De større medier og regeringen kunne ikke længere skjule, at der var tale om en jihad-handling. Antallet af dræbte var for overvældende; man kunne ikke bare vende siden i bogen. De større medier og regeringen gjorde deres bedste for at nedtone vreden og frustrationen og lægge vægten på sorgen. Der var højtidelige ceremonier med blomster og lys alle vegne. Der blev erklæret "undtagelsestilstand" og sendt soldater ud i gaderne.
Men siden svandt følelsen af fare. Europamesterskaberne i fodbold 2016 blev arrangeret i Frankrig, og det franske holds gode præstationer skabte en falsk fornemmelse af samhørighed.
Angrebet i Nice blev den nye øjenåbner. Det mindede brutalt alle om, at faren stadig findes, mere dødbringende end nogensinde, og at myndighedernes foranstaltninger var nytteløse slag i luften. Erindringen om de tidligere drab vendte tilbage.
Forsøgene på at skjule, at Mohamed Lahouaiej-Bouhlel, terroristen i Nice, var jihadist, narrede ingen. I stedet fremkaldte det blot mere vrede, mere frustration og et større krav om effektiv handling.
Nogle dage før angrebet i Nice fortalte medierne, at den parlamentariske undersøgelseskommissions rapport om angrebet i Bataclan-teatret havde afsløret, at ofrene var blevet hensynsløst tortureret og lemlæstet, og at regeringen havde forsøgt at dække over disse kendsgerninger. Nu opdagede hele offentligheden rædslernes omfang, hvilket bragte yderligere ved til bålet.
Frankrig synes nu på kanten af en revolution; der skal ikke meget til for at fremkalde en eksplosion. Men situation er mere alvorlig, end mange forestiller sig.
Hele områder af Frankrig kontrolleres af bander og radikale imamer. Regeringen kalder dem forsigtigt for "følsomme byzoner." Andre steder kaldes de mere direkte for "no go zoner." Der findes mere end 570 af dem.
Hundredtusindvis af unge muslimer bor der. Mange er bøller, narkohandlere, røvere. Mange er gennemsyret af et dybt rodfæstet had til Frankrig og til Vesten. Hververe fra jihadistiske organisationer fortæller dem – direkte eller via sociale netværk – at hvis de dræber i Allahs navn, vil de få status af martyrer. Hundreder er rede. De er håndgranater med splitten fjernet og kan eksplodere hvor som helst, når som helst.
Selvom besiddelse, medbringelse og salg af våben er strengt reguleret i Frankrig, cirkulerer krigsvåben i brede kredse. Og angrebet i Nice har selvfølgelig endnu engang vist, at skydevåben ikke er nødvendige for at begå massemord.
Tyve tusind personer står opført i regeringens "S-filer," et beredskabssystem som skal identificere individer, der er forbundet med radikal islam. Flertallet af dem overvåges ikke. Toulouse-morderen Mohamed Merah, Charlie Hebdo-tegnernes mordere and mange af de terrorister, som angreb Bataclan-teatret, stod allerede i S-filerne. Mohamed Lahouaiej-Bouhlel, terroristen der angreb i Nice, stod der ikke.
Frankrigs efterretningschef sagde for nylig, at der vil komme flere angreb, og at der spadserer mange uopdagede, potentielle mordere frit omkring.
At gøre, som den franske regering gør i dag, vil ikke forbedre situationen. Tværtimod. Frankrig vil være prisgivet ved endnu et angreb, som kan få krudttønden til at eksplodere. [Denne artikel blev skrevet før angrebet i kirken Saint-Etienne du Rouvray i Normandiet d.26. juli, overs.]
Gør man mere, bliver tingene værre, før de bliver bedre. En generobring af kontrollen vil i mange områder indebære en mobilisering af hæren, og venstrefløjsfolk og anarkister vil med sikkerhed føje andre uroligheder til dem, der allerede foregår.
At fængsle alle, som det er muligt at fængsle i den offentlige sikkerheds navn, vil kræve mere end militær undtagelsestilstand; det vil betyde suspension af de demokratiske friheder og rettigheder og selv da være en umulig opgave. Fængslerne i Frankrig er allerede fyldte. Politiet er i undertal og viser tegn på udmattelse. Den franske hær har nået grænserne for sin handleevne: den patruljerer allerede på gaderne i Frankrig og er udstationeret i Afrika og Mellemøsten.
 Den franske hær har nået grænserne for sin handleevne: den patruljerer allerede på gaderne i Frankrig og er udstationeret i Afrika og Mellemøsten. Billedet herover: Franske soldater bevogter en jødisk skole i Strasbourg, februar 2015. (Foto: Claude Truong-Ngoc/Wikimedia Commons) |
Flere hinanden efterfølgende franske regeringer har skabt en fælde; det franske folk, som sidder i fælden, tænker kun på, hvordan de skal slippe ud.
Præsident François Hollande og premierminister Manuel Valls bærer hele skylden. I årevis har mange i Frankrig støttet enhver bevægelse, som undsagde "islamofobisk racisme." De har vedtaget love, som definerer kritik af islam som "hate crime" [hadforbrydelse]. De har støttet sig mere og mere til de muslimske stemmer for at vinde valgene. Venstrefløjens vigtigste tænketank i Frankrig, Terra Nova, som anses for at have nære bånd til Socialistpartiet, har udgivet adskillige rapporter, som forklarer, at den eneste måde, hvorpå venstrefløjen kan vinde valgene, er ved at tiltrække de muslimske immigrantstemmer og tilføre Frankrigs befolkning endnu flere muslimer.
Det moderate højre er også skyldigt. Præsident Charles de Gaulle skabte "Frankrigs araberpolitik," et system af alliancer med nogle af de værste diktaturer i den arabisk-muslimske verden, i den tro at Frankrig ville genvinde sin mistede magt, takket være dette system. Præsident Jacques Chirac fulgte i de Gaulles fodspor. Præsident Nicolas Sarkozy hjalp med at vælte Gaddafi-regimet i Libyen og bærer et tungt ansvar for det rod, der fulgte.
Fælden afslørede sin dødbringende effekt for ti år siden. I 2005 viste optøjer over hele Frankrig, at muslimske uroligheder kan føre Frankrig til kanten af udslettelse. Brandstormen blev slukket, takket være appeller om ro fra muslimske organisationer. Siden har Frankrig været et offer for flere uroligheder.
Man traf det valg at optræde formildende. Det forhindrede dog ikke råddenskaben i at brede sig.
François Hollande traf nogle hastige beslutninger, som placerede Frankrig i skydeskivens centrum. Da han indså, at Frankrigs strategiske interesser var truet, iværksatte han militære operationer mod islamistiske grupper i det afrikanske sub-Sahara. I erkendelsen af at franske muslimer tog toget for at føre jihad i Syrien, besluttede han at involvere den franske hær i aktioner mod Islamisk Stat.
Han forudså ikke, at de islamistiske grupper og Islamisk Stat ville slå igen og angribe Frankrig. Han forstod ikke, i hvilket omfang Frankrig var sårbart – udhulet indefra.
Resultaterne kaster fuldt lys over et skræmmende landskab. Islamisterne betragter dette landskab og er ikke spor misfornøjede med det, de ser.
På deres websider citerer de ofte en linje fra Osama bin Laden: "Når mennesker ser en stærk hest og en svag hest, ønsker de naturligvis at være på samme side som den stærke hest."
De synes at mene, at Frankrig er en svag hest, og at radikal islam kan bringe Frankrig i knæ i en dynge af støv og murbrokker. Tiden, synes de at tænke, er også på deres side -- og demografien. Muslimerne udgør i dag omkring 10% af den franske befolkning; 25% af alle teenagere i Frankrig er muslimer.
Antallet af franske muslimer, som ønsker islamisk sharia-lov anvendt i Frankrig, stiger år efter år, og det samme gør antallet af franske muslimer, som støtter voldelig jihad. Flere og flere franskmænd afskyr islam, men er fulde af frygt. Selv de politikere, som synes villige til at kæmpe, konfronterer ikke islam.
Islamisterne synes at mene, at der ikke er fransk vilje til at overvinde det, der mere og mere ligner en perfekt, arabisk storm. Det virker, som om de føler, at Vesten allerede er slået og ikke har, hvad der skal til for at vinde sejren. Tager de fejl?
Guy Millière, professor ved Paris Universitet, har udgivet 27 bøger om Frankrig og Europa.