Man er ikke en sand fortaler for ytringsfrihed, medmindre man forsvarer tale, som man ikke billiger, med samme ildhu som tale, man billiger.
Der er mange åbne spørgsmål i forbindelse med det hollandske parlamentsmedlem Geert Wilders' synspunkter; Wilders står i spidsen for det hastigt voksende politiske hollandske parti Frihedspartiet (Partij voor de Vrijheid, PVV). Den hollandske statsanklager har sigtet Wilders for bevidst at have fornærmet en gruppe mennesker på grund af deres race og for at have opflammet til had. Wilders' retssag fokuserer på en tale, han har holdt, hvor han spurgte en skare af tilhængere, om de ønskede flere eller færre marokkanere i Holland. I et andet tilfælde rapporteres Wilders at have sagt, at Haag burde være "en by med færre byrder og om muligt færre marokkanere." Wilders indrømmer at have fremsat begge disse bemærkninger.
De bemærkninger, som Wilders fremsatte om marokkanere, kan, eftersom de er rettet mod en enkelt nationalitet og ikke indvandring i almindelighed, lyde uovervejede eller usmagelige i nogles ører. Men opflammer Wilders' kommentarer om, at der burde være færre marokkanere, rent faktisk til had eller vold? Hans bemærkninger opfordrer ikke folk til at angribe marokkanere eller hade marokkanere; de antyder, at niveauet for indvandring fra Marokko burde ligge lavere.
Selvom Wilders' kommentarer ret overbevisende kunne beskrives, som at han driver rovdrift på folks anti-immigrationsfølelser, gør det dem så virkelig til en fornærmelse mod marokkanere, eller støtter han blot en politik, som han mener vil gavne hans land? Som Wilders selv sagde i retten i sidste uge: "Hvad hvis nogen havde sagt 'færre syrere?'"
Samfundsmæssigt er den enkelte ansvarlig for sine handlinger, så hvis nogen handler på baggrund af en fordrejelse af Wilders' ord eller er voldelige på grund af dem, bør Wilders ikke holdes ansvarlig for deres handlinger, selvom han måske vælger sine ord med større omhu i fremtiden. Det er farligt at drage en grænse: hvis vi begynder at kriminalisere mennesker, som har indvandringskritiske synspunkter, de være sig udtrykt dårligt eller ej, hvor skal vi så standse?
Er det også muligt, at fordi Wilders politisk betegnes som "stærkt højreorienteret," så ønsker folk på den politiske "venstrefløj" at lukke munden på ham ved at stemple ham som "racist" i stedet for at komme med modargumenter?
Her er nogle andre udtalelser, som ikke er fremsat af Wilders; ingen af dem, der fremsatte dem, er blevet retsforfulgt:
- "Vi har også s**** marokkanere her." Rob Oudkerk, politiker og medlem af Hollandsk Arbejderparti (PvDA).
- "Vi burde ydmyge marokkanere." Hans Spekman, PvDA-politiker.
- "Marokkanere har etnisk monopol på ballademageri." Diederik Samsom, PvDA-politiker.
Man kan se, at disse udtalelser fra politikere i Arbejderpartiet, som er et af de nuværende regeringspartier i Holland, er mere opflammende og fordømmende over for marokkanere end noget, Wilders har sagt. Alligevel er der ikke indledt retsforfølgelse af nogen af disse personer.
Ville det ikke være bedre at drøfte en nuanceret indvandringspolitik åbent, som voksne mennesker, og på den måde fjerne fordommene med rationelle argumenter?
Retssagen mod Wilders har kun gjort indvandringsmodstanderne mere dristige og mindre modtagelige for fornuft og diskussion. Ironisk nok har denne retssag fået mange venstreliberale, som måske ville kritisere hans synspunkter, til i stedet at forsvare hans grundlæggende rettigheder.
Med hensyn til begrænsninger i indvandringen i almindelighed, så mener nogle kritikere, at en opfordring til en midlertidig standsning af indvandringen er et udtryk for smålighed – ofte kan der være andre grupper såsom kristne eller yazider, som flygter fra ISIS eller andre ekstremistiske, islamiske organisationer. At basere indvandringen på nationalitet kan også bringe mindelser om Nazityskland, hvor restriktioner ofte var baseret på grove religiøse, etniske og nationale karikaturer. Andre kritikere synes at føle ubehag ved opfordringer til "kristne, jødiske og humanistiske traditioners" dominans i hollandsk kultur. Hvordan, spørger de, kan man reelt foretrække en "kultur" rent politisk uden at komme til at påføre dem, der måske ikke passer ind i den, autoritære restriktioner?
Andre kritikere mener, at forbud mod opførelse af nye moskeer indskrænker religionsfriheden og kan fremkalde endnu flere spændinger med medlemmer af det islamiske samfund i stedet for et samarbejde med dem om at løse deres konflikter med Vesten.
Men hvad gør man, hvis immigranter foretrækker ikke at lade sig assimilere?
Det er for eksempel ikke et indvandringsfjendtligt argument; det er et legitimt spørgsmål, som skal besvares. Der er også mange spørgsmål i forbindelse med, hvordan samfundet kommer til at se ud, hvis det undergår en tektonisk demografisk forandring sammen med en mulig ledsagende, tektonisk ændring af kulturen.
Som en kommentator har forklaret: hvis man lave en æbletærte med nogle få tranebær, er det stadig en æbletærte; men hvis man bliver ved med at putte flere og flere tranebær i, vil det på et tidspunkt ikke længere være en æbletærte, men en tranebærtærte. Det var det, aztekerne oplevede, da spanierne ankom til Sydamerika. Det er det, kristenheden oplevede i Tyrkiet, da de muslimske tyrkere ankom. I dag er jødedommen og kristendommen praktisk talt ophørt med at eksistere i store dele af Mellemøsten.
Skønt det kan være tungt at tænke på, så kan europæerne på et tidspunkt komme til at stå over for et smertefuldt valg: Hvad ønsker de sig mest, humanistiske værdier som personlig frihed eller et islamiseret Europa?
Uanset om man er enig eller ej, især i tonen, så er det dette dilemma, Wilders har valgt at se i øjnene og konfrontere – inden forvandlingen bliver så fundamental, at den ikke kan vendes.
Selvom han plæderer til fordel for de liberale værdier, opfattes det af nogle kritikere som en krænkelse af nogle andre liberale værdier, for eksempel som ikke at anse én kultur for overordnet en anden.
Men hvad skal man tolerere, hvis den anden kultur gør sig til fortaler for at stene kvinder til døde for utroskab? Eller uden fire mandlige vidner, der påstår noget andet, at anse voldtægt for at være utroskab? Eller at henrette mennesker for at have andre seksuelle præferencer eller en anden religion eller for at forlade religionen? Eller at slå sin kone? Eller at billige slaveri? Eller officielt at anse en kvinde for halvt så meget værd som en mand? Er det en humanistisk, liberal værdi at tie – at henvise mindst halvdelen af befolkningen til den slags?
Hvad hvis folk i USA før borgerkrigen havde sagt: "Slaveri? Jamen sådan er deres kultur!" Briterne i Indien forbød suttee – et ritual, hvor enker kastes levende på deres afdøde mands ligbål. Er det menneskekærligt at sige "jamen sådan er deres kultur"?
Dette er værdier, som der er blevet udkæmpet krige over.
Så selvom meget i Wilders politik måske afviger voldsomt, selv fra denne forfatters holdning, så er det i et virkelig frit og humanistisk samfund enhvers pligt at forsvare Wilders' ret til at udtrykke sine synspunkter uden at skulle frygte at blive straffet.
Hvis vi ikke gør det, ender vi med en tyrannisk stat, hvor regeringskontorer afgør, hvilke synspunkter der er acceptable, og hvilke ikke. Vi har været igennem det før, med Sovjetunionen, og nu gennemlever vi det på ny med lande som Saudi-Arabien, Rusland, Kina, Pakistan og Iran. Et kønt billede er de ikke.
Som historien har vist, f.eks. i den franske, russiske eller cubanske revolution, når ét menneskes synspunkter undertrykkes, vil alles synspunkter til sidst blive undertrykt. Hvem skal bedømme dommerne?
Hvis en domstol i et vestligt samfund beslutter at censurere eller straffe Geert Wilders eller andre for ikke-voldelig tale, så angriber en sådan domstol ikke blot selve de humanistiske værdier og det frie samfund, som vi hævder at have kært; den bringer os også et skridt nærmere totalitarismen. Selve forestillingen om at have et "acceptabelt" sæt synspunkter er i sagens natur totalitær.
"Acceptable" tanker har per definition ikke brug for beskyttelse. Det er de "uacceptable" tanker, der har det. Grunden til, at retten til ytringsfrihed eksisterer, er, at den skal beskytte mindretallet imod flertallet – så vi åbent og frit kan udveksle opfattelser og føre diskussioner.
Hvis vi ønsker at have et demokrati, mere end blot af navn, så skal folk have mulighed for frit at udfordre ideer, som anses for ubestridelige, ja endda hellige, såvel som personer der anses for hellige.
Kun åben diskussion kan have en gavnlig indflydelse ved at sætte fokus på problemerne og forme politikken. Ved at diskutere selv fremmeartede synspunkter bekræfter vi vores ret til at udtrykke dem og viser, hvorfor de liberale frihedsværdier er altafgørende. Ytringsfriheden er den ultimative, liberale værdi – og det er den første frihed, som folk, der ønsker at kontrollere os, vil tage fra os. Som historikeren Clare Spark skrev: "I det meste af den europæiske historie, med undtagelse af England, er anti-autoritær tale blevet undertrykt. Man kan tænke på Platon, den spanske inkvisition og Spinozas karriere som nogle få eksempler."
Derfor bør ingen fortaler for demokrati, humanisme eller liberale værdier opfordre til, at Wilders skal straffes eller censureres for sine bemærkninger, heller ikke selvom man måtte mene, at der kan sættes spørgsmålstegn ved måden, de er udtrykt på. Når man forsvarer et andet menneskes fundamentale ret til at give udtryk for sit synspunkt, betyder det ikke, at man er enig i dette synspunkt. Det betyder ikke, at man vil afholde sig fra at angribe dette synspunkt, såfremt det synes baseret på fejlagtige præmisser – eller endda selvom det ikke er det. Ytringsfrihed betyder, at man imødegår en anden med modargumenter, ikke at man forsøger at lukke munden på ham.
Mens nogle kan anse Wilders' synspunkter for at være anti-humanistiske, vil en kriminalisering af hans ret til frit at ytre sig være det i endnu højere grad. Kriminalisering af tale går tilbage til Giordano Bruno, som blev brændt på bålet for "blasfemi" for at sige, at der fandtes mangfoldige verdener; eller til retssagen imod Galileo Galilei for at hævde, at jorden bevæger sig rundt om solen; eller Scopes-retssagen, som forsøgte at kriminalisere Darwins evolutionsteori.
Det er begrænsninger i ytringsfriheden, som afstedkommer mange af de værste forhånelser mod retfærdigheden i dag, i lande som Kina, Nordkorea, Pakistan, Bangladesh, Rusland og Iran.
Undertrykkelse af tale hæmmer den liberale frihedssag i farlig grad. Grupper, som på tyrannisk vis opfordrer til censur og undertrykkelse af debatten, får lov til at trives. Vi ser det i dag i Amerika på uddannelsesinstitutionerne og i de diktatoriske forsøg på, ved afbrydelse af talerne, at hindre vælgerne i at lytte til præsidentkandidaterne. Når man undlader at besvare vanskelige spørgsmål eller forsøger at lukke munden på deres stillere, giver man i virkeligheden næring til deres fordomme og giver disse mulighed for at vokse uimodsagt, i stedet for at løse problemet med disse fordomme.
Vi bør være stærkt bekymrede over love, som gør det at "fornærme" til en lovovertrædelse. Hvor begynder en "fornærmelse," og hvor standser den? Desuden kan folk, der hævder at være blevet krænket, blot være ude efter at bruge loven til at lukke munden på andre, som de er uenige med. Skyldsaspektet i disse love burde nok genovervejes og muligvis revideres af den hollandske regering, af FN-organisationen UNHRC's Resolution 16/18 og af andre, som forsøger at indskrænke ytringsfriheden.
Endelig betyder en kriminalisering af synspunkter som Wilders' ikke, at de bliver udryddet. Folk kan ganske vist blive bange for at ytre sig af frygt for repressalier, men de undertrykte tanker vil blive ved med at gnave og ofte med endnu større styrke.
Det er fuldkommen forståeligt, at mange ikke iler med at komme Wilders til undsætning, fordi de opfatter ham som en modstander. Men hvis der eksisterer ét samlingspunkt for dem, der er i tvivl om, hvorvidt de skal støtte Wilders, er det dette: tyranniet er vores fjende, hvad enten det udgår fra islamismen eller fra love til begrænsning af ytringsfriheden. Vi bryder os muligvis ikke om at skulle forsvare folk, som vi måske ligefrem opfatter som racister eller xenofober, men hvis vi ikke forsvarer rettighederne for alle, hvem bliver så den næste blandt os, der får sine rettigheder beskåret?
Censur er ikke en vej, vi bør ønske at gå. Selvom vi måske med rette frygter dem på den politisk højrefløj, gør vi klogt i at frygte den politiske venstrefløjs autokratiske tankepoliti og censur endnu mere.
Wilders burde ikke retsforfølges for det, han har sagt. Kunne det tænkes, at retssagen mod Wilders er politisk? Det ser bestemt sådan ud.
Robbie Travers, politisk kommentator og rådgiver, er direktør for Agora, tidligere mediemanager ved Human Security Centre og jurastuderende ved University of Edinburgh.