Den massakre, som blev begået den 13. november i Paris, var både forudsigelig og bebudet; kun de, der nægter at se ting, som kolliderer med deres egen ideologiske overbevisning, forstår ikke dette. Den ideologiske fornægtelse af virkeligheden er og bliver hovedårsagen til vores manglende evne til at bekæmpe terroristerne, som mange ikke vover at indrømme er islamister.
I månedsvis nu er vores had kun blevet rettet mod dem, der har opfordret os til at åbne øjnene og kalde tingene ved deres rette navn. I månedsvis nu har kravene om ikke at forbinde en hel befolkning med nogle få ekstremister, samt opfordringer til at "standse islamofobien," tvunget os til at lukke af for vores tænkning.
Men hvem knyttede denne forbindelse i første omgang? Hvem er i virkeligheden vore dages racister?
Hver eneste uge har man på Place de la République i Paris kunnet opleve brølende processioner fra Sheikh Yassin-kollektivet, som opflammer til had mod jøder. Har nogen overhovedet taget sig af det? For nylig samlede en "march for værdighed" grupper af oprørte anti-racister, som råbte fornærmelser i den universelle kærligheds, anti-racismens og "broderskabets" navn imod en række prominente jødiske filosoffer og journalister, heriblandt Bernard-Henri Lévy, Éric Zemmour og Alain Finkielkraut.
Hvad er denne smag for had, som kommer til fuld udfoldelse i offentlige debatter, såvel som i Paris' gader? Nogle unge, der har tillagt sig en nazi-identitet, afholder en nostalgisk sit-in på Boulevard Saint Germain. De kræver, lige midt i Latinerkvarteret, at "talmudisten BHL" (Bernard-Henri Lévy) bliver smidt ud af landet – og ingen fortrækker en mine.
Når multirace-skaren, som "marcherer for værdighed," disse påståede beskyttere af vores universelle samvittighed, kommer ned på gaderne for at protestere mod de krænkedes smerte og lidelse, fordømmer de "racisme" mod "ofre" – sædvanligvis ikke-franske borgere af ikke-fransk herkomst: muslimer, arabere, sorte afrikanere og andre fra de tidligere franske kolonier -- alle ofre for den angiveligt herskende "islamofobi."[1]
Midt blandt alle disse medfølende anti-racister foldes Hamas' faner ud – en gruppe vi alle kender som åh så godgørende og næstekærlig. Ingen benægter, at der findes racisme i Frankrig, men hvad er denne franske udgave af Nation of Islam, hvor Sorte Pantere fra forstæderne erklærer deres had til Frankrig og franskmændene?
De, der kalder sig for "Les Indigènes de la République" [Republikkens Indfødte, dvs. ikke-etnisk franske borgere], drager fuld fordel af den herskende anti-racistiske indignation. I dag er der ingen, der tør erklære sig for "racist." Racisme er det oprindelige onde. Denne kamp mod racisme er det første skridt hen imod en ny bevidsthed. I vore dage er alle anti-racister, undtagen dem der praktiserer en slags "statsracisme." Denne forestilling, som forvansker historien og er baseret på løgne, har i dag taget Holocaust-benægtelsens plads. Forskellen i dag er, at disse "Indigènes de la République" mobiliserer folk fra projekterne, iført anti-racismens menneskekærlige forklædning.
Der synes at herske en vis forvirring. At ny-nazister fordømmer jøderne er ikke noget nyt, men hvad med de krænkede anti-racister, som er "ikke Charlie"? Hvad er meningen med disse slogans, der er smurt ud over protestskiltene ved disse "marcher for værdighed"? Hvem er disse anti-racister, der fordømmer "hvid magt," mens de forsamles i den etniske diversitets navn? Hvad er det for en dæmon, der besætter disse mennesker, så snart navnet Israel bliver nævnt eller davidsstjernen kommer til syne?
I sommeren 2015 inviterede byen Paris byen Tel Aviv som partner til Paris' månedlange begivenhed "Paris Plage" (Paris' Strand). Det var alt, hvad der skulle til, for at kaste en vis fru Simmonet, valgt repræsentant fra venstrefløjen, ud i et "progressivt" anfald og anti-fascistisk bedøvelse. "Skam få byen Paris! Modbydelig invitation, etc. At invitere et kolonialistisk, racistisk land, etc.!" Vi har aldrig hørt fru Simmonet fordømme handel mellem Frankrig og for eksempel Kina, Egypten, Iran, Qatar eller Saudi-Arabien.
"Er nævnelse af Israel pornografisk?" spurgte en mand. Nogle mennesker bringes til kanten af hysteri, som om den blotte nævnelse af ordet er et brud på den globale etikette. Disse "progressive" var mærkeligt tavse, da en kvart million mennesker blev slået ihjel i Syrien, mens yazidiske kvinder blev solgt som slaver. De var tavse, da to hundrede skolepiger blev bortført i Nigeria, og da en ny kalif i Allahs navn beordrede massakrer på tusinder i Irak eller lemlæstelse og mord på kristne, som nægtede at konvertere. Er den type adfærd ikke andet end dårlig smag?
Men når Israel i FN udtrykker sin bekymring over eksplicitte planer om dets egen udslettelse hos et andet land og medlem af samme FN, så iler den ophøjede menneskerettighedskommission, Human Rights Commission (som vores kære ven, Saudi-Arabien, deltager i), med at fordømme den jødiske stats barbari.
Siden 1970'erne er det lykkedes for anti-zionismen at gøre det ældgamle, racistiske jødehad almindeligt udbredt. Denne nye virus har i dag afløst den endnu ældre virus med at hade jøder som individer – en fanatisk intolerance, som førte til, at de blev massakreret, brændt, fordrevet og fik destrueret deres bøger. Det medførte også grundløse beskyldninger, kollektive anklager for alle mulige dårligdomme, almen fordømmelse og til sidst, at de blev gasset. Fra sin kulmination under nazismen regredierede dette had derefter gennem 20 år, men i slutningen af 1960'erne begyndte det at mutere, og ordet "Israel" fik en frastødende karakter, som ingen kunne have forudset.
Denne racistiske mutation blev fuldført ved FN's konference i Durban, Sydafrika, i 2001, hvor den gamle, unævnelige anti-semitisme blev blandet med en ny, "frigørende" anti-zionisme. Det var i anti-racismens navn, at de progressive råbte "død over jøderne" på FN's konference imod racisme.
Denne sindslidelse synes at være overordentlig foranderlig og udstyret med en evne til at genskabe sig selv i forskellige forklædninger. I dag har den nye virus to ansigter: et der svinger med en kniv, og et der forsøger at virke så uskyldigt som et lam.
Hvorfor rejse dette gentagne spørgsmål om had til jøder nu, et had som har udviklet sig til had mod Israel? Fordi dette had ligger i hjertet af dette aktuelle, rablende vanvid. Fordi det er dette sædekorn af had, som islamisterne har plantet imod vestlig civilisation. Hvad mere kan man sige, som ikke allerede er blevet sagt? Hvorfor drikker i hundredtusindvis af mennesker af denne kop fra religionen, der ikke tør udtale sit navn?
Dette had til Israel antager samme karakter i det 21. århundrede som den kollektive middelalderforestilling, der beskyldte jøderne for byldepesten. Man husker måske, da hajer begyndte at angribe turister ved Sharm el-Sheikh, og den egyptiske turismedirektør placerede skylden hos Mossad? Han påstod, at de havde trænet disse dræberhajer, så turisterne ville flygte fra Egypten og dermed skade landets økonomi; ingen har endnu forklaret, hvordan disse hajer blev trænet op til at undlade at æde egyptere.
"Pro-palæstinensere" kerer sig ofte i virkeligheden ikke om Palæstina. For dem er denne i sandhed påtrængende sag ikke andet end en fiktion: det er hadet til Israel, der mobiliserer dem.
Den grundlæggende bebrejdelse blev formuleret fuldkommen enkelt af den iranske præsident, Hassan Rouhani. Israel, sagde han, er "illegitimt" – dvs. det har ingen ret til at eksistere. Det er i virkeligheden det, der bliver sagt eller tænkt: Israel, ingen ønsker dig. Vær venlig at forsvinde. Verden ville være så fredelig, hvis ikke det lige var for dit grus i maskineriet.
Da journalisten Edwy Plenel, selvudnævnt vagthund over for regeringens løgne, citerede Nelson Mandela for at fordømme Israel, blev citatet afsløret som værende det pure opspind. "Selvom jeg har begået at faktuel fejl," sagde han, "så var jeg i det mindste politisk korrekt!"
I efteråret 2015 førte den franske avis Le Monde an i anklagerne mod den skjulte kilde til alle vore politiske dårligdomme. Det, der bekymrer vore anti-fascistiske vagthunde, er truslen fra Front National, ledet af Marine Le Pen, samt den folkelige tankegangs hældning mod højre. De, der står i spidsen for denne højredrejning, skal derfor, ifølge Daniel Lindenbergh, kaldes ved navn og lægges frem. De er Michel Houellebecq, Éric Zemmour og Alain Finkielkraut. Hvordan forurener denne holdning tanken? Læs deres værker. I Frankrig findes der ingen værre fornærmelse end at blive kaldt for racist, men i intellektuelle kredse er det endnu værre at blive kaldt for "reac" (reaktionær). Hvis man har myrdet sin mor og far, vil der altid være en eller anden grund til ens handling, uanset hvor dulgt. Men at blive kaldt for "reac" er for groft. Det er ubærligt. Den "reaktionære" tænker er nu den nye fjende.
Tænkerne har fundet et nyt hjem, og venstrefløjen et nyt dogme. Når det gælder topprioritet, er dette Frankrigs største fjende: disse-intellektuelle-som-bliver-brugt-af-Front-National, som skal drives ud og afsløres, og hvis navne skal tilføjes på den sorte liste.[2] Hvad ville der ske med den oplyste tænkning uden Front Nationals illusoriske sikkerhed? Spøgelset fra "de mørkeste år i vores historie" i 1940'erne bruges ofte af dem, der hævder at være Oplyste og repræsentere den universelle kærlighed.
Så her har vi altså den forudsigelige genkomst af den tidligere sete, læste og hørte fascistiske plage – denne præfabrikerede, kunstige forestilling, som opfinder radikale fjender for at undgå at forholde sig til kompleksiteter, som den foregiver at forstå. [3]
For nylig er endnu en hændelse blevet føjet til denne kovending af årsag og ansvar. Historikeren Georges Bensoussan står i fare for at blive indklaget af MRAP (Bevægelsen imod racisme og for venskab mellem folkeslag) "for en kriminaldomstol for racefornærmelser samt ansporing til had og racepræget vold." Årsagen er tilsyneladende, at han har vovet at omtale den anti-semitisme, som er almindelig i den arabiske og muslimske kultur i Maghreb.[4]
Hvis Republikken i dag lider på så mange områder, der er gennemsyret af et sådant broderligt had, skyldes det, at den nægter at se den ondskab i øjnene, som fortærer den. Lidelsen hos araberne, palæstinenserne og forstædernes unge er reel, men vil først blive afhjulpet, når der foretages en kritisk undersøgelse af de bedrageriske forestillinger om, hvad der forårsager den. Hverken jøderne eller Israel udgør roden til denne lidelse. Det, der forårsager den, er det, der kom til at præge denne kultur – affødt af islam eller en arabisk arv – altid at placere ansvaret hos andre, selvom den selv er kilden til den nuværende katastrofe. Det er ikke Israel, der bomber og udsulter den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk i Syrien. Historikeren Bernard Lewis stillede det betimelige spørgsmål "Hvad gik galt?", som fik denne arv til at fare så afgørende vild? Placering af skylden hos andre, lød svaret.
Denne fejlagtige tankegang påvirker ikke kun den arabiske og muslimske verden. Den påvirker også de progressives forestillinger.
Vil det 21. århundrede komme til at opleve kammerat Stalins posthume sejr? Har vi ikke lært lektien om de blinde intellektuelle i spidsen for forførende, totalitære ideologier? Man kan frygte, at den ideologiske fornægtelse af fakta – til gengæld for den påkrævede intellektuelle opium til "unity" [enhed] – forbliver normen. Disse dogmer eliminerer ikke ondet, end ikke i progressivitetens og anti-racismens navn, de fører kun til dybere grave. Løb, kammerat. Gravene ligger måske bag dig, men forude venter den overskårne hals.
[1] Citeret udtalelse fra talsmand for Indigènes de la République.
[2] Som historikeren Daniel Lindenbergh er ved at gøre klar til udgivelse.
[3] Umiddelbart i kølvandet på angrebene på Charlie Hebdo og det jødiske supermarked udtalte Philippe Lioret, instruktør af filmen "Velkommen," en film om forholdene for illegale migranter i Frankrig i 2008, følgende på France Inter radio: "Jeg har en tid haft denne tanke, som jeg aldrig hører i nyhederne. Hvem er, historisk set, ansvarlig for denne krise? Seksdageskrigen for eksempel. I 1967 gik israelerne ind på Vestbredden og i Gaza. De fordrev palæstinenserne. Var det ikke optakten til en frygtelig forvandling af den arabiske identitet, som i dag frembringer denne form for islamisk fundamentalisme (...) Vesten har altid skylden. Dem med pengene," konkluderer han, "er dem, der bestemmer."
[4] En anmodning underskrevet af omkring tyve personer blev sendt til Conseil supérieur de l'audiovisuel (fransk tv og radios styrende organ) om at fordømme udtalelser fra Bensoussan under en debat med Patrick Weil i et program kaldet "Répliques", med Alain Finkielkraut som vært, på France Culture lørdag den 10. oktober 2015.