Molenbeek-distriktet i Bruxelles anses for at være Europas "terroristfabrik." Mindst tre af gerningsmændene fra terrorangrebet i Paris i november kom derfra: Ibrahim Abdeslam, Abdelhamid Abaaoud og Salah Abdeslam, som stadig er på flugt. Listen standser ikke der. Wiens dagblad "Die Presse" skriver:
"Molenbeek skabte overskrifter første gang allerede i 2001: Abdessatar Dahmane, som myrdede den afghanske krigshelt og Talibans skræk, Ahmed Schah Massoud, kom også jævnligt i det islamiske center på 18 Rue du Manchester, der er kendt for sine radikale synspunkter; ligesom Hassan El Haski, der formodedes at stå bag angrebene i Casablanca (41 døde) i 2003 og Madrid (200 ofre) i 2004. Våbnene, der blev brugt ved angrebet på det franske satiremagasin "Charlie Hebdo" i januar 2015, kom fra Molenbeek. Den franske jihadist Mehdi Nemouche, som forårsagede et blodbad i Bruxelles' jødiske museum året før, boede der. I august 2015 tog Ayoub El Khazzani afsæt herfra i sit forsøg på at angribe et tog fra Amsterdam til Paris."
De to jihadister, som blev dræbt af belgisk politi i januar, i Verviers, kom fra Molenbeek. Terroristen Amedy Coulibaly, som angreb HyperCacher kosher-supermarkedet i Paris, boede også en tid i Molenbeek.
Flertallet af de terrorister, som er dukket op i Europa i den seneste tid, kom fra ét eneste kvarter, seks kvadratkilometer stort -- en forbløffende koncentration. Belgien er, målt efter befolkningsstørrelse, den største europæiske eksportør af krigere for Islamisk Stat i Irak og Syrien (ISIS). De fleste af dem -- mindst 48 -- kom fra Molenbeek. "I stedet for at bombe Raqqah," siger den franske journalist Eric Zemmour, "burde Frankrig bombe Molenbeek."
Mere end halvdelen af befolkningen i Molenbeek er muslimsk; en fjerdedel kommer fra Marokko – f.eks. dem der angreb i Paris. "Ved du hvad, der er flere tilslørede kvinder her i Molenbeek end i Casablanca," sagde en beboer, der blev interviewet af den opsøgende journalist Gilles Gaetner fra den franske nyhedsportal "Atlantico." Gaetner mener, at det "sikkert er en overdrivelse," men indrømmer: "Når man færdes i gaderne i dette distrikt i Bruxelles, med dets næsten 96.000 beboere, overvældes man af et bizart indtryk. Ikke blot skulle man tro, at man ikke længere befandt sig i kongeriget Belgien, men her hersker en trykkende atmosfære."
De udenlandske journalister er først nu begyndt at opdage Molenbeek. De, der er nødt til at bo der, har klaget over de stedlige forhold i lang tid. Her følger et uddrag fra en rapport i det belgiske ugemagasin Le Vif L'Express fra 2011:
Bygninger i fare for at styrte sammen, gadehjørner i færd med at blive til lossepladser, en parkeret bil står og ruster på en parkeringsplads: Byfornyelse kunne gøre gavn her. "Det her er et gangsterdistrikt. Her bliver man gennembanket for fem euro," siger Karim. Butiksejeren er ikke glad. Han fortæller, hvordan han for nylig jagtede en teenager med en kniv i hånden, som havde stjålet cigaretter. Denne scene udspillede sig kun få skridt fra Ribaucourt metrostation. "Rue Piers er ikke sikker på dette tidspunkt," siger en ung kvinde, som efter kl. 18 enten sørger for, at hun har følgeskab hjem, eller tager en taxi. Hun har boet sammen med nogle venner i en lejlighed i distriktet i tre år. Lejligheden er stor, og ikke alt for dyr. "Men jeg er altid på vagt," siger hun. Især når hun bærer skørt. "Fornærmelser, spytten, gramserier: jeg har oplevet det hele." Andre beboere flytter. "Mit hus er blevet udsat for indbrud to gange inden for et år," siger et vidne. "Når jeg går hen i supermarkedet lige rundt om hjørnet, sætter jeg dobbelt lås på døren og slår alarmen til."
Vidnesbyrd fra en by i frygt. Meget af ansvaret for dette påhviler tilsyneladende Philippe Moureaux, medlem af Socialistpartiet (Parti Socialiste), som var borgmester i Molenbeek fra 1992 til 2012. Når han blev konfronteret med klager fra sine borgere, benægtede han vedholdende de uholdbare forhold i byen: "Det gør mig vred, når folk piller bittesmå detaljer ud og lyver om dem," sagde han i en citeret rapport. Molenbeek er "ikke Bronx;" problemerne med kriminalitet gælder kun for et lille antal af gaderne, sagde Moureaux.
Derpå viste Moureaux sit sande ansigt: "Molenbeek er et symbol, som visse personer ønsker at ødelægge. Men det bliver over mit lig." Visse personer? Tror borgmesteren virkelig på en sammensværgelse imod hans distrikt præget af fattigdom og elendighed? Man behøver ikke at lede længe for at indse, at Moureaux, på hvis initiativ Belgien vedtog en "anti-racismelov" i 1981, er anti-semit – ikke ligefrem almindeligt, end ikke i Belgien. Samtidig underdriver og støtter han de unge muslimers vold – også imod jøder.
Der fandt nogle voldsomme optøjer sted i Molenbeek i 2009 under ramadanen. Muslimske unge byggede barrikader af brændende bildæk, satte biler i brand, kastede sten mod brandmændene, som kom for at slukke brandene, og plyndrede forretninger, udstyret med sten og brækjern. Ifølge nogle ubekræftede beretninger modtog politiet følgende ordre: "Lad være med at provokere dem, lad være med at opsøge dem, lad være med at gribe ind, også selvom de ankommer snesevis sammen, udsted ikke advarsler om chikane, ikke engang hvis de kaster med sten mod jer."
Jødiske butiksejere blev også chikaneret på andre tidspunkter end under ramadanen. I 2008 rapporterede det flamske magasin Dag Allemaal om nogle "unge," der råbte: "Jøderne er vores værste fjender," i gaderne i Molenbeek. Der plejede at være mange jødisk drevne forretninger på Rue du Prado og Chaussée de Grand i Molenbeek, men i 2008 forsvandt de pludselig alle, undtagen en enkelt møbelforretning. Og ingen syntes at bekymre sig om det, da slet ikke borgmester Moureaux.
Ingen af jøderne ønskede at tale med journalisten fra Dag Allemaal af frygt for repressalier. En enkelt undtagelse var en mand, som avisen kaldte for "René." René havde drevet en barberforretning i mere end 30 år på Chaussée de Grand. Så blev der foretaget en række voldelige handlinger. Det begyndte med graffiti på forretningens vinduer: "Sale youpin" ("Beskidte jøde") og andre anti-semitiske slogans. Senere kom seks unge muslimer stormende ind i hans forretning, ødelagde møblerne og gav René flere knytnæveslag i ansigtet. Han tilkaldte politiet. En time senere vendte de unge tilbage for at "straffe" ham; de smadrede alle spejlene. Gennem mere end 35 år havde René opbygget en stor og loyal kundekreds, men efter dette angreb blev de fleste bange for at vise sig i hans forretning. Han havde intet andet valg end at lukke den.
Hvordan reagerede Moureaux? Med at anklage de belgiske jøder for at ville nægte muslimerne "retten til diversitet." Det er, hvad han sagde i 2008 til ugeavisen Le Vif L'Express. Det var i en rapport med overskriften: "Enquête Moureaux, Shérif de Molenbeek, drogué du pouvoir - Son islamo-municipalisme" ("Moureaux-efterforskning: Sherif i Molenbeek, magtnarkoman -- Hans islam-kommunalisme"). At han var "magtnarkoman" ("drogué du pouvoir") var hans egne ord. Avisen beskrev ham som en "højtflyvende intellektuel, universitetsprofessor og strålende minister, som bor i det smukke Uccle-distrikt."
Men tilbage til Moureauxs jøder: Som 20-årig var Moureaux marxist, sagde han, og havde aldrig accepteret nogens ret til diversitet; men han "udviklede sig": "Det, der forandrede min tankegang, var nogle samtaler med repræsentanter fra det jødiske samfund. Det bedrøver mig i dag at se, hvordan de nægter muslimer retten til diversitet."
Denne "ret til diversitet" fik borgerne ikke af Moureaux under ramadanen. I en presseudtalelse med overskriften "Ramadan-regler for alle" appellerede Moureaux til borgerne i august 2011 om at undlade at køre ind i Molenbeeks centrum om eftermiddagen i ramadanmåneden, fordi muslimerne foretager deres indkøb dér.
I januar 2015, efter massakren på personalet på satirebladet Charlie Hebdo og mordene på fire jøder i Paris' HyperCacher supermarked, gav den nu pensionerede borgmester et interview i Maghreb TV, en tv-kanal på internettet, hvis målpublikum er nordafrikanere i Belgien. Efter at han havde appelleret til, at man ikke holdt alle muslimer ansvarlige for nogle få terroristers handlinger, blev det helt vildt:
"Mange har en interesse i at splitte os. ... Uheldigvis findes disse mennesker overalt. Der sker en smitte med problemerne i Mellemøsten, i Nærøsten, det israelsk-palæstinensiske problem, som fører til, at nogle har en interesse i at provokere til lokale uenigheder, som en refleks af hvad der foregår derovre. ... Det vil blive sagt, at det kommer fra begge sider. Men det er tydeligt, at de ønsker at skabe had til arabere her i Vesten for at retfærdiggøre statens Israels politik, en politik som jeg finder uacceptabel."
Det antages altså at være Israels skyld, når Belgiens arabere – og især dem i Molenbeek – har et dårligt ry? Denne form for anti-semitisk modvilje er desværre ikke kun typisk for Moureaux selv, men for hele hans parti. I marts 2013 udsendte Molenbeeks socialistparti en invitation til en begivenhed med overskriften: "Hvad om vi frit og roligt talte om zionisme?" På invitationsløbesedlen optrådte der en anti-semitisk karikatur, tegnet i Der Stürmer-stil af den arabiske nynazist "Zéon." Efter højlydte protester aflyste socialisterne begivenheden – med den begrundelse, at den ønskede "rolige" diskussion desværre ikke længere var mulig.
Der kan nævnes mange eksempler på det anti-semitiske miljø, der hersker i Molenbeek. I byens officielle blad, "Molenbeek Info," kan man se en tekst, hvor det stalinistiske Arbejdsparti indkalder til en fest til ære for dr. Hanne Bosselaers, som netop er vendt tilbage fra Gaza: "Kom allesammen!" I Molenbeek, skal man vide, findes der et hospital, drevet af stalinisterne, med navnet "Medicin til folket" ("Medécine pour le peuple"), som i 2013 indgik "partnerskab" med Al-Quds Hospital i Gaza. Følgelig har Bosselaers en masse at tale om. For eksempel: "Palæstinenserne ønsker, at vi skal boykotte Israel."
Og hvad havde dr. Bosselaers at sige om Hamas?
"Bag forsøgene fra nogle af vore politikere på at sætte den palæstinensiske modstandsorganisation i et dårligt lys ligger der et politisk mål. Visse kredse bliver ved med at pege på Hamas' "islamiske karakter" i håbet om at afholde befolkningen fra at være solidarisk med palæstinenserne.... Den palæstinensiske modstand er langt større end Hamas, og det er fuldkommen op til palæstinenserne selv at beslutte, hvilken form for modstand de vælger imod deres undertrykkere."
Velkommen til Molenbeek. Juristen Etienne Dujardin skrev for nylig i nyhedsportalen Levif.be, at forholdene i islamistiske terrordistrikter som Molenbeek, Verviers og Saint Denis også har noget at gøre med de bevidste bestræbelser hos visse politikere, som finder medarbejdere til velkomstkampagner i radikale islamiske kredse:
"[p]artierne har dyrket en slags fællesskab baseret på valg; de har alle brugt de samme radikale moskeer som talerør ved deres valgkampagner. Nogle betragtede dem som kæmpemæssige grupper af nemt opnåelige stemmer."
Og det ser ud til, at det var sådan, borgmester Moureaux fandt ud af, at han kunne profitere personligt på forvandlingen af Molenbeek til en bastion for jihad. Da han selv bor i et velhaverdistrikt, har han med stor arrogance kunnet afvise de borgere, som klagede over den overdrevne kriminalitet. Han vandt valgene ved at lefle for den radikale islam. Endnu engang bliver reglen bekræftet: Hvis nogen agiterer imod Israel, er det altid et symptom på andre alvorlige karakterbrist hos den pågældende. Bag Moureauxs anti-israelske agitation stod der en korrupt borgmester, som udelukkende kerede sig om sit embede og sin indkomst; som, med hans egne ord, var "magtnarkoman." At hans by blev forvandlet til et helvede af kriminalitet, anti-semitisme og sharia, var noget, han enten var ligeglad med eller rent faktisk hilste velkommen. De, der flygtede ud af Molenbeek, kunne ikke længere tage del; og de, der flyttede ind, kunne godt lide det, Moureaux foretog sig: hans opmuntring til islamisering og agitation imod Israel og jøder. Det er sådan, Molenbeek, i løbet af blot en enkelt mands embedsperiode, blev til det, den er i dag.