For at citere en hadith, der er tilskrevet profeten Muhammad (S.A.A.S): "Én dråbe blod fra en from muslim er mere værd end hele Kabaen." Men for den palæstinensiske, nationale, religiøse ledelse giver disse ord ingen mening. I deres urene hænder og med deres fordrejede dagsorden er muslimsk blod blevet en politisk brik i spillet om at "angribe jøderne."
De seneste blodsudgydelser i de palæstinensiske områder og inde i Israel, især i Jerusalem, som har været baseret på påstanden om, at "Al-Aqsa-moskeen er i fare" – og de fatale knivoverfald på jøder fra knivførende palæstinensere – er grusomme eksempler på, hvordan Hamas og Islamisk Bevægelses præster fordrejer Allahs (S.W.A.T.) og Profetens ord og præsenterer islam som en frygtelig religion med hang til mord og hedenskab. De ser ud til at kere sig mere om stenene i Al-Aqsa-moskeen end om troende muslimers liv.
Under dække af sloganet "Al-Aqsa-moskeen er i fare" har Det Palæstinensiske Selvstyre, Hamas og PLO's ledere, samt israelsk-arabiske medlemmer af Knesset og Islamisk Bevægelse i Israel, sendt uskyldige unge palæstinensere ud for at myrde jøder på et tidspunkt, hvor vi alle udmærket godt ved, at Al-Aqsa-moskeen ikke er i fare. Ironisk nok – og jeg skammer mig over at skulle indrømme det – er det takket være det israelske politi, at Al-Aqsa er den mest sikre moske i Mellemøsten.
Vi husker alle, hvordan Hamas' ledelse under krigen sidste sommer gav ordre til at affyre raketter mod Jerusalem. De kunne nemt have ramt Al-Aqsa-moskeen og Gravkirken. Hamas beordrede ikke desto mindre raketterne affyret. Og vi ser alle, hvordan vore arabiske og muslimske brødre sprænger moskeer og kirker fulde af troende i luften over hele Mellemøsten, mens de israelske sikkerhedsstyrker sørger for sikkerheden ved Al-Aqsa og kirkerne i Jerusalem. Og ikke alene det, men til forskel fra det jordanske styre før 1967 tillader israelerne fri adgang for tilhængere af alle religioner til de hellige steder over hele landet, især i Jerusalem.
Hykleriet og politiseringen af islam har fået vore sheiker til bevidst at fejlfortolke vers i Koranen, og på den måde udviser vi manglende respekt for Allah. Der er islamiske prædikanter, der præsenterer islam som en frygtelig religion med hang til mord og hedenskab, og som kerer sig mere om stenene i Al-Aqsa-moskeen end om troende muslimers liv.
Koranen fortæller os, at jøderne er det udvalgte folk og landets arvinger, så hvorfor benægter vore religiøse ledere dette og nægter at indrømme, at Koranen intet sted nævner eller blot antyder et "Palæstina" eller "palæstinensere?"
Koranen lover Israels Børn, at de skal vende tilbage til landet Israel fra jordens fire verdenshjørner, så vi burde have fejret deres tilbagekomst, især i første halvdel af forrige århundrede, som et levende bevis på Allahs ord og virkeliggørelsen af Muhammads profetier. I stedet bekæmper vi jøderne, hvilket vil sige, at vi modsætter os Allahs ønsker, mens vi dræber vore egne børn og benægter miraklet ved jødernes tilbagevenden til deres land. Vi påstår ynkeligt, at de ikke er Israels Børn, fordi de, der bliver omtalt i Koranen, ikke eksisterer. Hvordan kan vi forvente, at noget intelligent menneske skal kunne tro på det?
Hvis jøderne var ankommet uden guddommelig indgriben efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser – som udsultede flygtninge, svage, alene og bange – ville de ikke have været i stand til at overmande de arabiske hære, som angreb dem efter oprettelsen af staten Israel og i krigene herefter. Deres sejr var et bevis på, at Allah var på deres side. Ved at benægte dette, gør vi Muhammad til en løgner (Allah forbyde det!) og siger, at han ikke var en sand profet, og at Koranens forudsigelse af jødernes tilbagevenden ikke var Allahs ord.
Benægtelsen af, at jødernes tempel lå på Tempelbjerget, er højdemålet af muslimsk hykleri og fordrejelse af såvel jødisk som muslimsk historie. Vi glemmer, at ifølge vore egne historikere bekræftede både den anden kalif, Omar bin al-Khatab, ved indtagelsen af Jerusalem, og hans rådgiver Caab al-Akhbar (en jøde, som var konverteret til islam), at jødernes tempel havde ligget på Tempelbjerget, lige ved siden af vore dages Al-Aqsa-moske.
Når vi palæstinensere benægter, at jøderne er efterkommere af Israels Børn, for at kunne benægte Allahs løfte om at give dem det forjættede land, så gør vi os selv til efterkommere af kanaanæerne og jebusitterne, som levede i landet Israel på Moses' tid, måtte han hvile i fred. Han og Joshua bin Nun indtog landet og dræbte dem, hver og én. De var vantro, hvis død var beordret af Allah. Vores forsøg på at hævde, at de var vore forfædre og dermed taler til vores fordel, er skammeligt nok den rene dumhed.
Vi ved godt, at nogle af dem, der lever i vore landsbyer, er jøder, som konverterede til islam efter de muslimske erobringer, der begyndte i det 7. århundrede, og at de fleste af os er efterkommere af udenlandske arbejdere, som ankom til det britiske Palæstina-mandat fra forskellige arabiske lande i kølvandet på det zionistiske projekt. Ved at forsøge at føre vore "forfædre" tilbage til kanaanæerne lyver vi for os selv og blotlægger vores tåbelighed og selvbedrag for alverden. Og når vi forsøger at påstå, at Jesus var palæstinenser, gør vi os selv til grin internationalt.
På den måde vender vi tilbage til jahiliyya, tiden før islam, hvor vi begravede vore pigespædbørn levende i sandet, for at de ikke skulle blive horer. I dag ofrer vi både vore sønner og døtre på de tomme slogans alter – løgne som "Al-Aqsa-moskeen er i fare" – ud fra den forfængelige, blasfemiske forestilling, at den almægtige, alvidende Allah har brug for, at vi skal dø som shaheeds [martyrer] for hans skyld. Muhammads hadith siger, at én dråbe muslimsk blod er mere værdifuld end Kabaen i Mekka, så det samme må gælde for stenene i Al-Aqsa, som er mindre hellig i islam end Kabaen.
Forsøget fra Hamas og den nordlige gren af Islamisk Bevægelse i Israel på at antænde endnu en intifada, baseret på det forvrøvlede sludder om at "Al-Aqsa-moskeen er i fare," har to formål: det ene er at fyre op under en religionskrig mellem muslimer og jøder, ligesom ISIS gør; det andet er det Qatar-skabte Muslimske Broderskabs ønske om at fremkalde uroligheder i befolkningen, som vil føre til, at Det Palæstinensiske Selvstyre bliver væltet.
Islamisterne har også været tåbelige i deres timing ved at fremkalde en unødvendig og falsk krise på et tidspunkt, hvor hele den arabiske verden er i færd med at ødelægge sig selv, idet shi'iter dræber sunnier og sunnier dræber shi'iter, hvilket afstedkommer millioner og atter millioner af flygtninge oven i de hundredtusinder af arabere, som blev dræbt under det såkaldte Arabiske Forår. Befolkningerne i Mellemøsten har ikke tid til at beskæftige sig med nytteløse opspind som dem fra sheik Ra'ed Salah, lederen af den nordlige gren af Islamisk Bevægelse i Israel.
Mahmoud Abbas og resten af Det Palæstinensiske Selvstyres top har været blinde over for Hamas' listige planer om at bringe Fatahs greb om Vestbredden til ophør. Det der skete for Selvstyret i Gaza, dengang Hamas tog over i 2006-2007, vil ske igen på Vestbredden; Mahmoud Abbas og hans stab vil blive kastet ud fra de højeste bygninger i Ramallah eller henrettet med en kugle i nakken.
Hvis Hamas virkelig overtager Vestbredden, bliver vores liv et mareridt, fordi vi ligesom befolkningen i Gaza kommer til at adlyde ordrer fra Hamas' Islamiske Emirat. Da vil drømmen om en palæstinensisk stat forsvinde for altid – for et terroristisk, islamisk emirat, en tvilling til det i Gaza-striben, vil være globalt uacceptabelt.
Og hvad jøderne angår, har vi så igen overladt det til dem. De vil igen nedrive hjem tilhørende de mordere, der er for dumme til at forstå andet end den opflammen og det had, som de opfanger fra moskeerne, de palæstinensiske medier og de sociale netværk. Ved at følge ISIS er det eneste, disse mordere udretter med deres knive, at skære den fremtidige palæstinensiske stat i stumper og stykker. Det er på tide, at vi indser, at brugen af knive (shibrie) imod jøderne ikke vil give os selv den mindste landstribe (shiber), og vi er nødt til at ændre strategi. Vi er nødt til at tale med israelerne og få vores palæstinensiske stat med fredelige midler. De vil give os den: de har allerede tilbudt det så mange gange – ellers får vi den slet ikke.