I forbindelse med årsdagen for Al-Qaedas terrorangreb på USA den 11. september 2001 drejer den interne, palæstinensiske diskussion sig om radikal islam og Amerikas handlinger. Den handler om slagterierne, voldtægterne og de millioner af flygtninge, som er blevet ofre for Al-Qaeda, den humanitære katastrofe og de islamistiske terrororganisationer, som den affødte, så som ISIS. I dag udfolder der sig en katastrofe af apokalyptiske dimensioner i områder, som plejede at være arabiske stater, men som nu er krigsskueplads for stridende arabiske stammer, hvis eneste mål er at knuse hinanden.
I deres hjertes inderste ved de arabere, som bor i Israel og i de palæstinensiske selvstyreområder, selvom det er en bitter pille at sluge, at lykken har stået os bi, for under staten Israel lever vi i sikkerhed. Denne kendsgerning er dæmret for os på grund af den usikre internationale reaktion og ejendommelige adfærd hos den amerikanske præsident, Barack Obama, og den vestlige verdens ledere, som har overladt araberne til sunni-islamisterne (og deres støtter i Tyrkiet, Saudi-Arabien og Qatar) og den iranske islamiske revolutions morderiske stedfortrædere (hovedsagelig i Syrien, Irak, Yemen og Libanon) og deres rædselsgerninger.
I lyset af hvad der foregår i vore nabolande, er det tydeligt for os, hvad der vil ske, hvis Israel står i fare for at blive udslettet: ingen vestlig stat vil komme til dets hjælp, og ingen arabisk stat vil hjælpe os. Vores skæbne vil blive den samme som den, der rammer vore brødre uden for Israels grænser. Det er svært ikke at identificere sig med og føle sympati for Israels forsøg på at bekæmpe terrorismen og for dets indvendinger imod den nukleare aftale med Iran.
Trods Mellemøstens kaos og det der er værre, bekendtgjorde EU's udenrigspolitiske repræsentant, Federica Mogherini, for nylig, at EU havde besluttet at mærke varer, som er fremstillet i de israelske bosættelser. Man vægrer sig ved at tro det, mildest talt. Konfronteret med de igangværende massemyrderier i Mellemøsten, hvilke mystiske overvejelser, bortset fra at Mogherini kunne være racist, kan dog få EU, netop nu, til at beskæftige sig med noget så åbenlyst marginalt i forhold til de globale problemer som oprindelsesstedet for nogle ansigtscremer og småkager?
Når alt kommer til alt, vil de palæstinensiske arbejdere i de israelske bosættelsers fabrikker være de første ofre, hvis europæerne skader Israels muligheder for at markedsføre varer fremstillet på Vestbredden. Hver eneste gang palæstinenserne har taget skridt imod israelerne, har vi ikke skadet andre end os selv. Sidste gang vi boykottede israelske produkter, endte vi med at købe dem på det sorte marked til den dobbelte eller tredobbelte pris. Da vi nægtede at arbejde på byggepladserne, skiftede israelerne til præfabrikerede moduler, og de palæstinensiske bygningsarbejdere, som gik i strejke, er arbejdsløse den dag i dag. Da vi nægtede at tage arbejde inden for israelsk landbrug, tilførte de arbejdere fra Thailand, som fik vore jobs, og lod os stå tilbage med -- ingenting.
Det vestlige pres på Israel og palæstinenserne for hurtigst muligt at skabe en palæstinensisk stat er ubegribeligt, hvis man betragter det gennem linsen af massemyrderier og usikkerhed i Mellemøsten. Initiativet og den tvangsbetonede trang til at fremme et så usikkert projekt i en tid, hvor alle forstår, at forholdene på begge sider endnu ikke er modne til det, er direkte farligt; og motiverne, uanset hvad de i virkeligheden måtte gå ud på, er mistænkelige. Den israelsk-palæstinensiske konflikt er ikke ny, den er blevet ført i en atmosfære af terrorisme og vold, fjendskab og total mangel på tillid i hundrede år. Så hvorfor udøve dette pres netop nu?
Alle, i det mindste alle der bor i Mellemøsten, er fuldkommen klar over, at konflikten ikke vil ophøre med en aftale om "fred i vor tid", som påtvinges parterne og ledsages af en håndfuld tomme, meningsløse dokumenter; drivkræfterne er alt for farlige. Både for os og for israelerne er det et spørgsmål om liv og død, ikke verbal manipulation; og der vil sandsynligvis gå yderligere hundrede år, før der kan opbygges tilstrækkelig tillid på begge sider til at finde en retfærdig løsning.
Ironien er rystende. I en tid, hvor de arabiske stater, som blev kunstigt dannet efter Første Verdenskrig, smuldrer til støv, øger EU presset for at skabe endnu en kunstig arabisk stat, denne gang kaldet "Palæstina" og skåret ud af territorier, som engang tilhørte Jordan og Egypten. Hvis "Palæstina" tildeles status af stat, vil dette ikke blot tvinge Israel, men også resten af verden til at give det fuld kontrol over dets grænser, lufthavne og havn. Det vil udsætte den nye, svage "stat" for en hurtig og sikker overtagelse ved Hamas, ISIS og diverse andre terrororganisationer. Med den nuværende situation på Vestbredden vil den valgte regering for "Palæstina" være kontrolleret af Hamas. De vil vælte Det Palæstinensiske Selvstyre på samme måde, som de gjorde i Gaza-striben, overtage Vestbredden, bruge dens lufthavne og havn til at importere missiler, forskellige andre våben, samt islamistiske terrorister, og hjælpe den islamistiske terrorisme i almindelighed og ISIS i særdeleshed med at operere fra deres territorium. Islamisterne vil blive ved med at angribe Israel og Jordan på samme måde, som ISIS i øjeblikket angriber Egypten på Sinai-halvøen. Og endnu værre, Palæstinensisk Islamisk Jihad vil rykke ind i det nye "Palæstina" og styrke dets forbindelser til Iran, præcist som de har gjort i Gaza-striben og Syrien og med Hizbollah i Libanon.
Den israelske tilbagetrækning i 2005, som førte direkte til Hamas' blodbad og overtagelse af Gaza-striben, til udvisning af Det Palæstinensiske Selvstyres folk og til den islamistiske terrorismes forskansning, var åbenbart ikke nok for Europa. Nu ønsker EU og den amerikanske præsident, Barack Obama, at overføre katastrofen i Gaza-striben til Vestbredden. Den amerikanske levneds- og lægemiddelstyrelse er mere forsigtig med eksperimenter på dyr, end Det Hvide Hus er med eksperimenter med de mennesker, som bor i Mellemøsten.
På baggrund af begivenhederne i de arabiske lande står det klart for palæstinenserne, at de amerikanske og europæiske handlinger i Mellemøsten er det direkte resultat af dumhed og total uvidenhed om mellemøstlig tankegang, hvis da ikke direkte racisme og ond vilje. Man slipper ikke udenom, at under Obama har både Amerika og Europa bragt araberne på kanten af kaos og endnu længere, idet de har ødelagt regimer, som selvom de ikke just var demokratiske utopier som USA, så dog i det mindste sørgede for styrelse og samfundsmæssig orden. Det er i sidste instans årsagen til den tsunami af flygtninge, som nu hamrer på Europas porte, alt sammen forårsaget af USA og dets forfejlede udenrigspolitik.
Alt tyder på, at Mellemøstens katastrofe endnu langt fra er ovre. Faktisk er den kun lige begyndt. Den vil blive endnu værre på grund af de milliarder af dollar, som nu vil strømme ind i ayatollahernes pengekasser på grund af den vanvittige aftale med Iran. Mange af disse penge vil ikke blot gå direkte til den iranske islamiske revolutionsgardes Qods-styrke, Irans gren af international terrorisme, men også til de forskellige stedfortrædende terrororganisationer, som Iran støtter, og dermed fremskynde den totale nedsmeltning i Mellemøsten og til sidst også store områder i Afrika.
Bølgen af flygtninge vil vokse, og europæerne, som allerede nu står over for kolossale skarer af flygtninge og uden planer for, hvordan man skal håndtere dem, kommer til at betale prisen. Til sidst bliver Gaddafis profeti til virkelighed: Islam vil erobre Europa uden at affyre et skud.